(12-11-2015) U21: A-landsholdet nås via Rundetårn og et tordenskrald

Hvor langt er der fra U21-landsholdet til A-landsholdet?

Der er vel lige så langt som fra Rundetårn og til et tordenskrald.

Umuligt at måle.

I morgen, fredag den 13. (uha uha…), glæder denne blogger sig til at kommentere kvalifikationskampen mod EM i Polen 2017 mellem Niels Frederiksens U21-landshold og Rumænien på TV2 Sport, og her får vi igen muligheden for at blive klogere på de mange spændende Superliga-talenter, der alle drømmer om en ”rigtig” landskamp.

Og et par af U21-spillerne behøver ikke knibe sig selv i armen.

Landsholdets rugekasse for unge talenter har efter EM-bronzen i Tjekkiet sagt farvel til mange profiler, der enten er for gamle (født i 1993 eller tidligere: Falk, Vestergaard, Thomsen etc.) eller for gode (Højbjerg, Fischer, Andreas Christensen med flere), så nu er det den nye generations tid.

Så hvor tæt er det nyeste kuld danske stjernefrø – som Frederiksen har udtaget – fra et opkald fra Morten Olsen?

Hos hvilke spillere ligger der størst (gemt) potentiale?

Statistikkernes holdeplads

Med hjælp fra statistiknørderne fra Prozone skal denne blog prøve at kvantificere forskellen fra et par af de lovende talenter med U21-alder til en A-spiller, der er en del af Olsenbanden.

Hvis der er en forskel i Superligaen?

En sammenligning som ikke er uden blinde vinkler (spillestil, klubhierarkisk rolle etc.), men lad os tage ja-hatten på et øjeblik.

Back to life…

På backpositionen ønsker U21-holdets Jakob Blåbjerg forhåbentlig at eliminere Riza Durmisi fra Olsens planer som venstreback. Kigger vi på statistikkerne er AaB-spilleren endnu bedre i pasningsspillet. Han er meget mere på bolden, men offensivt er Brøndbybacken både mere driblestærk og indlægsvillig. Blåbjerg skal ikke kopiere Durmisi, men for at realisere drømmen om en A-kamp er det nødvendigt med flere offensive aktioner.

Back Individuel bold-

besiddelse

Indlæg Succesfulde

Fremadrettede

pasninger

Antal gange man afdribles

Per kamp

Pasning

sidelæns

Driblinger
Durmisi 55,51 3,98 7,62 0,99 21,29 2,07
Blåbjerg 72,51 0,29 15,28 0,43 41,37 0,72

Agger og ve 

Som central forsvarsspiller i Superligaen er Daniel Aggers karriere en høj overligger at sigte efter. Men hvorfor ikke?

Andreas Maxsø og Patrik Banggaard er et stykke derfra. Alle Aggers kompetencer kan selv sagt ikke måles, men på de målbare elementer i spillet er de to U21-stoppere ikke så langt derfra.

Læg dog især mærke til statistikken, der viser antallet af gange de respektive stoppere snydes af en modstander. Suveræn Agger.

Maxsøs evner på bolden er ”Aggersk”, og det er et niveau FCN-spilleren skal holde fast i, hvis A-landsholdsudtagelsen skal opnås, for ”den røde tråd” kræver en opspilsstærk stopper.

Centralt

Forsvar

Ind. bold-

besiddelse

Frispark begået Antal gange man afdribles

Per kamp

Vellykkede fremadrettede pasninger Førstegang pasninger
Agger 61,36 0,73 0,10 13,63 21,5
Maxsø 62,05 0,95 0,73 11,86 20,73
Banggaard 43,7 0,5 0,50 10,42 20,84

 

6-8-10 eller 7-9-13?

På den centrale midtbane i 4-3-3-systemet har Superligaen flere emner i spil til de tre positioner til landsholdet.

Til den defensive midtbane (6’eren) har vi Delaney og Kvist. Mens 8’er-positionen som i højere grad kræver felt til felt løb mere ligger til Jakob Poulsen og Thomas Kahlenberg. Sidstnævnte kan endda også klare de kreative krav på 10’er-pladsen (den offensive midtbane), som statistikken viser (2,57 assist til afslutning).

U21-drengene Casper Nielsen og Christian Nørgaard er i spil som 8’ere. Nærmere 10’er end 6’er.

Sammenligner vi A-spillerne med U21-knægtene springer statistikken for antallet af pasninger i øjnene. Hvor A-spillerne dominerer opspillet på klubholdet, så indtager løbestærke Nielsen og afslutningsparate Nørgaard mere ydmyge roller med bolden. Kahlenbergs indsats og betydning i afslutningsspillet ses i øvrigt tydeligt. Noget at stile efter. Nørgaard er tættest på – ifølge tallene – som indikerer, at BIF-spilleren skal kunne spille endnu hurtigere (45% pasninger med førsteberøring) for at komme tættere på ”Olsenbanden” (Kahlenberg, Poulsen med 53-61%). En situationsbestemt størrelse selvfølgelig.

Central

Midtbane

Pasninger, antal pasninger mod sidste tredjedel Assist til afslutning Antal bolde spillet videre med 1. berøring Skud per kamp / Chancer per kamp

 

Kahlenberg 57,07 6,09 2,57 30,14 (53%) 1,6 / 0,64
Kvist 66,82 9,38 1,04 31,56 (47%) 0,66 / 0,19
Delaney 61,51 9,45 0,9 31,73 (52%) 1,58 / 0,53
J. Poulsen 48,52 9,76 1,82 29,65 (61%) 1,09 / 0,22
Casper Nielsen 36,25 6,85 0,87 21,07 (58%) 1,21 / 0,17
C. Nørgaard (kun 6 kampe) 42,72 4,65 1,9 19,24 (45%) 1,69 / 0,63

På kant med det hele?

Der findes ingen 4-3-3 uden wings. Men hvor Dennis Rommedahl vel mere lå på kridtstregen end i mellemrummet, så er den fordeling omvendt for både Nicolai Jørgensen (der både har spillet angriber og 4-4-2-kant for FCK) og de unge ”kopier” Andrew Hjulsager og især Frederik Børsting, der alle helst søger bolden centralt.

Jørgensens driblefærdigheder er i en liga for sig. Børsting er en mere pasningsorienteret type, modsat Hjulsager, der løber meget med bolden og – som tallene viser – har potentiale til at score mange mål. Målsøgende og med få pasninger.

Wing / kant Førstegang pasninger Antal driblinger / kamp Succesfulde

Pasninger / kamp

Pasninger mod sidste tredjedel Afslutninger
N. Jørgensen 17,12 2,66 27,1 3,91 2,66
Hjulsager 15,39 0,76 18,62 2,47 2,47
Børsting 21,29 0,45 34,63 5,85 1,5

Frem med bolden til tiden. Er det fremtiden?

Helt fremme i formationen skiller Morten ”Duncan” Rasmussen sig markant ud med sin nærkamps- og hovedspilsstyrke, hvilket FC Midtjylland selvfølgelig udnytter i spillestilen.

Kenneth Zohore og Marcus Ingvartsen kæmper om U21-posten som central angriber. OB-spilleren minder i fysisk styrke og afspilsmønster mest om ”Duncan”, mens FCN-angriberen har flere bevægelser (og driblinger) i sig som en Nicolai Jørgensen.

Vejene til landsholdet er uendelige, så længe personligheden og kvaliteten i spillet passer. Mål er selvfølgelig et vigtigt parameter (Zohore 7, Duncan 4, Jørgensen 3, Ingvartsen 3).

Kigger vi på seneste runde i Superligaen, noterer jeg mig også nogle markante forskelle på ”ung og gammel”.

Duncan: 10,44 km, 35 sprints, 7,1 km/t i snit i 90 minutter mod EfB (5-2).

Jørgensen: 11,29 km, 35 sprints, 7,1 km/t i 90 minutter (Brøndby 0-0).

Ingvartsen: 10,28 km, 25 sprints, 7,8 km/t i 83 minutter mod Hobro (højre kant i 1-0-sejr)

Zohore: 8,45 km, 20 sprints, 6,5 km/t i 79 minutter mod Viborg (1-0 sejr).

OB-angriberen scorer mange mål, men tænk sig, hvis han forbedrede sin udholdenhed og arbejdsevne?

Så var han nok A-landsholdsspiller….

Central angriber Pasninger – antal Antal driblinger / kamp Skud per kamp Luftdueller Førstegang pasninger
N. Jørgensen 36,90 2,66 2,66 4,65 17,12 (46%)
Duncan 26,70 0,00 2,07 12,31 23,21 (87%)
Ingvartsen 23,96 1,11 1,66 6,51 16,20 (68%)
Zohore 25,36 0,66 3,09 5,63 21,06 (83%)

Konklusionen

Lasse Vigen Christensen og Lucas Andersen er U21-holdets største profiler, da de begge har været på Olsens læber. Udlandsproffer af en årsag.

Men hvorfor skulle Maxsø, Nørgaard, Ingvartsen og resten ikke også kunne opnå samme ære?

Det handler om den evige udvikling. Ønsket og sulten efter at forbedre sig og samtidig være mental stærk, når chancen byder sig.

Fredag i Rumænien har de danske U21-drenge muligheden.

Det handler om at vinde kapløbet mod de andre nationer til ”Rundetårn”, hvor EM-billetterne ligger.

Men også for den enkelte spiller at være spillemæssigt larmende som et tordenskrald, så Morten Olsen kigger hans vej.

 

Data: Alle tal fra PROZONE (og danskfodbold.com)

(11-6-2015) Derfor slår vi Serbien

Danskerne har Serbien i kikkerten

Danskerne har Serbien i kikkerten

På med klaphatten.

Danmark står bedst rustet inden kvalifikationskampen mod Serbien i Parken på lørdag.

Hvis vi sammenligner den danske landsholdstrup med den serbiske.

Et kig på forskellene mellem dansk fodbold generelt og de tilsvarende serbiske forhold viser også tydeligt, at det er to forskellige fodboldkulturer, der mødes.

 

Undersøger vi først de aktuelle landshold, så har Danmarks 23-mandstrup…

… mere landsholdserfaring:

  • Dansk landsholdstrup med 592 landskampe tilsammen = 25,7 per spiller, hvor Serbien kommer til Parken med 22,3 kampe per spiller.

…. bedre målstatistik på landsholdet:

  • Dansk landsholdstrup med 67 landskampsmål tilsammen = 3,35 mål per 20 markspillere. Den serbiske landsholdstrup har kun scoret 2,1 mål per 20 markspillere (42 mål).

… landsholdsspillere med mere spilletid i klubberne:

  • 6-5 til Danmark (når spillerne sammenlignes, position for position – se tabel)

… været mere målfarlige i klubregi:

  • 99 ligamål i klubregi i 2014/2015 fra de danske landsholdsspillere = 4,95 per markspiller. Serbien med 4,1 per markspiller.

Serbien har dog også nogle fordele. Og andre forskelle. De har…

…. bedre individualister

  • 8-3 til Serbien (når spillernes klubber sammenlignes via UEFA’s klubrangering, position for position. Se tabel)

… større klubmæssig eksportmarked (grundet flere individualister). Serbien-Danmark 5-1

…flere penge i klubfodbolden (hvis man sammenligner den største klub fra hvert land), Partizan-FCK 2-1:

  • FK Partizan har solgt spillere for 632 millioner kroner ifølge Transfermarkt. Det er mere end dobbelt så meget som FC København har skrabet sammen – eksklusiv indkøb – i samme periode (295,3 millioner kroner).

… en mere ulige liga (mål på de seneste fem sæsoner i europæiske ligaer):

  • Kun ligaen i Portugal (Benfica, Porto) og i Spanien (Barcelona, Real Madrid) har en liga med større pointmæssig afstand fra bund til top. Det er helt modsat den danske Superliga: Kun den finske og polske liga overgår Superligaen i lighed (se tabel)

… er bedre til U-landshold:

Vellykkede kvalifikationer til ungdomsslutrunder Danmark Serbien
U21 (af seneste 9 slutrunder) 3 7         (to finaler: ’04, ’07)
U20 (VM) 0 1         (Debut 2015 – kvartfinale indtil videre)
U19 (siden 2002) 0 7       (Mester i 2013)
U17 (siden 2002) 3     (semifinale 2011) 4       (kvartfinale 2002)

Men så stopper den serbiske fest.

For det er fint at være god til ungdomsfodbold, men det vigtigste lige nu er jo styrkeforholdet mellem de to A-landshold, og her er de rød-hvide i front.

På FIFA’s rangliste for landshold ligger Danmark (nr.29) hele 16 pladser bedre placeret end Serbien (nr.45), og det skyldes blandt andet, at Morten Olsen har skaffet os til flere slutrunder.

Serbien har kun deltaget ved to af de seneste syv slutrunder (i Morten Olsens landsholdstræner-æra). Nemlig VM 2006 og 2010. I samme periode – altså efter EM i 2000 – har Dannebrog vejret ved fire slutrunder.

Det som for alvor flytter fordelen på danske fødder er den aktuelle status.

Serbien er under pres.

De skal vinde i Parken.

Træneren er ny og uerfaren – og nummer 12 siden 2000 – og er ingen autoritativ skikkelse, hvilket de temperamentsfulde ”ørne” ellers har brug for.

Holdet er ikke sammenspillet. Der er indre uro.

Spillerne præsterer markant dårligere på landsholdet end på deres respektive klubhold.

Aleksandar Mitrovic bomber løs for Anderlecht, men ikke for landsholdet. Og han er slidt. Helt modsat vores Bendtner (jeg tror ikke på den lyskeskade…).

Forventningerne i Serbien til landsholdet er samtidigt urealistisk store, hvilket også svækker sammenhængskraften hos spillerne, der kommer fra et område i Europa, hvor man i forvejen – vil jeg påstå – handler mere individuelt end i Skandinavien.

„…(the) public is always very pretentious about the national team: they want results that this team is not able to accomplish. But media and national football association is to blame for this fact, too, because they praised the players too much. Many among the players are really very successful in foreign football clubs, but they are not in the national team. This does not refer to Matic, but he alone is not enough for success…”.
(Journalist Márk Zakinszky, Novi Sad TV, i et svar om forventningerne til det danske landshold til TV2 Sport)

Serbien har ofte brug for en genistreg, for kollektivet garanterer ikke stabilitet.

Optimismen må derfor være stor hos landstræner Olsen før den selvfølgelig svære hjemmekamp.

Dansk sejr mod Serbien sikrer stort set Danmark en EM-billet til Frankrig, hvis vi ellers undgår nederlag til Albanien i Parken.

Selvom meget tyder på, at Danmark vinder, hvis du altså spørger denne blogs afsender, såååå… er der jo det med at bolden er rund og græsset er grønt.

Alting kan ske.

Udfaldet af en fodboldkamp mellem to lige mandskaber vil altid blive afgjort på dagen. Personligt plus eller minus blandt aktørerne kan ødelægge alle velmente forudsigelser.

Men sandsynligheden for, at det ene hold vinder, kan vi godt skrabe lidt i, og med denne blog skulle det gerne stå klart, at Morten Olsens drenge har flere fordele mod Serbien, hvilket gør en sejr meget sandsynlig.

Kampen mod Danmark

”…Many think that the first game (Serbien-Danmark 1-3, red.) does not really show the relation between the Serbian and Danish team. Denmark simply managed to use the Serbian team’s weaknesses…”.

(Serbisk journalist Márk Zakinszky, Novi Sad TV, i et svar til TV2 Sport)

Det er sommer og uden for sæsonen, så friskhed, rytme og mæthed kan være afgørende faktorer i et opgør som mod Serbien.

Nogle spillere har sikkert ydet maksimalt og sukker efter ferie. Andre søger med sult nye succeser men med rust i leddene og forsinket tankekraft efter en frustrerende tid med for få spilminutter. Og så er der alt derimellem disse ekstremer.

Sætter vi de formodede startopstillinger (4-3-3) over for hinanden og antager, at 100% spilletid (kun liga) i klubben er bedst, får vi følgende regnestykke:

Målmand:                   V. Stojković – 97% v Schmeichel – 62,2%

Højre back:                 B. Ivanović –100%   v Jacobsen – 61,3%

Central forsvarsspiller:         N. Maksimović – 69,7%        v Kjær81,3%

Central forsvarsspiller:         M. Nastasic 44,4%     v D. Agger – 48,6%

Venstre back:            A. Kolarov – 43,5%   v Simon Poulsen – 89,7%

6’er                 N. Matic – 91,3%      v Kvist – 38,3%

8’er                 L. Milivojevic – 60% v Højbjerg – 40,6%

10’er               A. Ljajic – 59,2%        v C. Eriksen – 91,3%

Højre kant:                 Z. Tošić – 67%           v Lasse Vibe – 97,6%

Venstre kant  L. Markovic – 34,4% v Krohn-Dehli – 90,2%

9’er                 A. Mitrovic – 89,1% v Bendtner – 19,4%

6-5 til Danmark

Så er der forskel om man som Stojkovic vogter målet i Maccabi Haifa modsat Schmeichels parader i Premier League. Lige som Vibes mange svenske oplevelser ikke vægter 1:1 med Tosic’ russiske rævestreger på højrekanten.

Men udgangspunktet er at få mest ud af den kontekst, som man er havnet i.

Konklusionen må derfor være lille serbisk fordel.

Friskheden kan vi ikke måle.

Mon ikke Matic og Ivanovic har mistet noget sult efter triumfen med Chelsea i verdens hårdeste liga? Bare et gæt.

Individuelle kompetencer – klubsammenligning

En sammenligning af de to landsholds individuelle styrker bliver også en tilsnigelse.

Kigger vi på UEFA’s rangliste for klubhold, så bliver man bekræftet i, at serbernes profiler rangerer højere set med internationale briller.

Målmand:                   V. Stojković (140)   v Schmeichel – ( – )

Højre back:                 Ivanović (4)  v Jacobsen – (101)

Central forsvarsspiller:         Maksimovic (78)       v Kjær – (60)

Central forsvarsspiller:         Nastasic (7)  v D. Agger – (210)

Venstre back: A. Kolarov (17)        v N. Boilesen – (26)

6’er                 Matic (4)                   v Kvist – (99)

8’er                 L. Milivojevic (41)                      v Højbjerg – (3)

10’er               A. Ljajic – (46)           v C. Eriksen – (21)

Højre kant:                 Z. Tošić – (34)         v Lasse Vibe – (240)

Venstre kant  L. Markovic (42)     v Krohn-Dehli – ( – )

9’er                 Mitrovic – (41)        v Bendtner – (67)

Serbien-Danmark 8-3 (lighed giver halvt point)

Selvom der er mange størrelser som på en måde er usammenlignelige (er Maccabi Haifa en større klub end Leicester City?), så giver UEFA’s Ranglist for klubhold en indikation af, at Serbien individuelt har mere at skyde med end Morten Olsens drenge.

Fodbold er et holdspil, men det er ofte en individuel fejl eller fabelagtighed som bliver afgørende i tætte kampe.

Serbisk fordel.

Eller hvad?

I think that the national team leader (landstræner Curcic, red.) does not properly organize the game. He does not use some players like Lazar Markovic, Aleksandar Mitrovic (and) Filip Djordjevic as he should. Ivanovic and Matic are worldclass players. Serbia’s forward and midfielder players are strong, but national team leaders (trænerne, red.) are not using them in the right way…”.

(Journalist Márk Zakinszky, Novi Sad TV, i et svar til TV2 Sport)

Erfaring og sammenhørighed – Målt på landskampe

Det særligt danske?

Det særligt danske?

Sammenhørighed.

Den usynlige lim, der binder enkeltdelene sammen på et fodboldhold.

Sammenhængskraft skabt blandt andet via kontinuitet på spillersiden.

Hvem har spillet flest landskampe i snit, Danmark eller Serbien?

Det danske hold har mest erfaring. Ved EM 2012 var hele 13 af de nedenstående navne med. Ved VM 2010 går otte navne igen til i dag. Udover landstræneren.

  1. Lars Jacobsen – 74/1
  2. Nicklas Bendtner – 67/29
  3. Daniel Agger – 66/12
  4. William Kvist Jørgensen – 56/2
  5. Christian Eriksen – 52/6
  6. Michael Krohn-Dehli – 50/6
  7. Simon Kjær – 49/2
  8. Jakob Poulsen – 31/1
  9. Stephan Andersen – 30/0
  10. Simon Busk Poulsen – 30/0
  11. Andreas Bjelland – 21/2
  12. Daniel Wass – 13/0
  13. Kasper Schmeichel – 11/0
  14. Morten ”Duncan” Rasmussen – 10/3
  15. Lasse Vibe – 8/1
  16. Viktor Fischer – 7/1
  17. Pierre Emile Højbjerg – 6/1
  18. Yussuf Poulsen – 4/0
  19. Thomas Delaney – 3/0
  20. Jannik Vestergaard – 3/0
  21. Andreas Christensen – 1/0
  22. Jonas Lössl – 0
  23. Pione Sisto – 0

Dansk landshold med 592 landskampe i alt til 23 spillere, svarende til 25,7 per spiller.

I alt 513 landskampe har de 23 serbiske spillere oplevet. Eller 22,3 landskampe per spiller. Seks spillere fra den nuværende serbiske trup var også med til den seneste slutrunde, man var til, VM 2010 i Sydafrika.

  1. Branislav Ivanović – 78 kampe/10 mål
  2. Zoran Tošić – 64/10
  3. Vladimir Stojković – 60/0
  4. Alexandar Kolarov – 54/6
  5. Radosav Petrović – 42/2
  6. Filip Đuričić – 20/4
  7. Ivan Obradović – 20/1
  8. Nemanja Matić – 20/1
  9. Lazar Marković – 19/3
  10. Ljubomir Fejsa – 18/0
  11. Dušan Basta- 17/2
  12. Matija Nastasić – 18/0
  13. Nenad Tomović – 17/0
  14. Aleksandar Mitrović – 12/1
  15. Adem Ljajić – 11/1
  16. Željko Brkić- 11/0
  17. Nemanja Gudelj – 9/1
  18. Luka Milivojević – 8/0
  19. Stefan Mitrović – 6/0
  20. Nikola Maksimović – 6/0
  21. Petar Škuletić – 2/0
  22. Živko Živković – 0/0
  23. Filip Kostić – 1/0

I alt 513 landskampe har de 23 serbiske spillere oplevet. Eller 22,3 landskampe per spiller (Mangler: Dušan Tadić – 30/6)

Flest mål på landshold

Kan vi score mål?

Kan vi score mål?

Det er fint nok men en stærk enhed, men uden folk som har evner foran mål, så ender selv de bedste intentioner i nedvendte mundviger.

Selvom vi selv mener, at vi mangler målscorere i Danmark, så har serberne et endnu større problem.

Første det danske hold:

 

  1. Nicklas Bendtner – 67/29
  2. Daniel Agger – 66/12
  3. Christian Eriksen – 52/6
  4. Michael Krohn-Dehli – 50/6
  5. Morten ”Duncan” Rasmussen – 10/3
  6. Andreas Bjelland – 21/2
  7. William Kvist Jørgensen – 56/2
  8. Simon Kjær – 49/2
  9. Lars Jacobsen – 74/1
  10. Lasse Vibe – 8/1
  11. Viktor Fischer – 7/1
  12. Pierre Emile Højbjerg – 6/1
  13. Jakob Poulsen – 31/1
  14. Stephan Andersen – 30/0
  15. Simon Busk Poulsen – 30/0
  16. Daniel Wass – 13/0
  17. Kasper Schmeichel – 11/0
  18. Yussuf Poulsen – 4/0
  19. Thomas Delaney – 3/0
  20. Jannik Vestergaard – 3/0
  21. Andreas Christensen – 1/0
  22. Jonas Lössl – 0
  23. Pione Sisto – 0

67 landskampsmål har de 23 (20 markspillere) danske landsholdsspillere scoret til sammen og fordelt på spillerne giver det 3,35 mål per aktør minus målmænd.

Serbien:

  1. Branislav Ivanović – 78/10
  2. Zoran Tošić – 64/10
  3. Alexandar Kolarov – 54/6
  4. Filip Đuričić – 20/4
  5. Lazar Marković – 19/3
  6. Radosav Petrović – 42/2
  7. Dušan Basta- 17/2
  8. Ivan Obradović – 20/1
  9. Nemanja Matić – 20/1
  10. Aleksandar Mitrović – 12/1
  11. Adem Ljajić – 11/1
  12. Nemanja Gudelj – 9/1
  13. Ljubomir Fejsa – 18/0
  14. Matija Nastasić – 18/0
  15. Nenad Tomović – 17/0
  16. Željko Brkić- 11/0
  17. Luka Milivojević – 8/0
  18. Vladimir Stojković – 60/0
  19. Stefan Mitrović – 6/0
  20. Nikola Maksimović – 6/0
  21. Petar Škuletić – 2/0
  22. Živko Živković – 0/0
  23. Filip Kostić – 1/0

Kun 42 landsholdsmål ligger der gemt i de serbiske støvler svarende til 2,1 per 20 markspillere.

Målnæsen er skarpest i Danmark.

Liga-Mål – hvem har scoret flest?

Den mest scorende i klubregi fra Serbiens landshold bomber mål i Anderlecht, mens den tilsvarende danske målkonge regerer i Allsvenskan.

Der ER forskel på et måls værdi, men vi forsøger en sammenligning alligevel, da selve følelsen af at lave mål er universel og er et udtryk for at lykkes i en kontekst.

  1. Aleksander Mitrović – 20 (+8 i cup) – Anderlecht
  2. Petar Škuletić – 16 mål (14+2 i liga + 8 i cup) – FK Partizan (udlejet) og Lokomotiv Moskva
  3. Nemanja Gudelj – 11 (+1 i cup) – AZ Alkmaar (Ajax i 2015/2016)
  4. Adem Ljajić – 8 (+1 i cup) – AS Roma
  5. Zoran Tošić – 7 (+1 i cup) – CSKA Moskva
  6. Branislav Ivanović – 4 (+ 1 i CL, 1 i Cup) – Chelsea FC
  7. Filip Kostic – 3 mål – VfB Stuttgart
  8. Luka Milivojević – 2 (+4 i cup) – Olympiakos (udlejet fra Anderlecht)
  9. Radosav Petrović – 2 (+3 i cup) – Gençlerbirliği (Dynamo Kiev i 2015/2016)
  10. Lazar Markovic – 2 (+1 i cup) – Liverpool FC
  11. Aleksandar Kolarov – 2 – Manchester City
  12. Ivan Obradović – 2 – KV Mechelen
  13. Nemanja Matić – 1 (+2 i CL) – Chelsea FC
  14. Nenad Tomović – 1 – AC Fiorentina
  15. Ljubomir Fejsa – 1 – SL Benfica
  16. Dušan Basta – 0 (1 i Coppa Italia) – SS Lazio
  17. Nikola Maksimović – 0 – Torino FC
  18. Matija Nastasić – 0 – Schalke 04
  19. Stefan Mitrović – 0 – SC Freiburg
  20. Filip Đuričić – 0 – Southampton FC
  21. Vladimir Stojković – 0 mål – Maccabi Haifa
  22. Željko Brkić – 0 – Cagliari Calcio (udlejet fra Udinese Calcio)
  23. Živko Živković – 0 – FK Partizan

Ligamål i alt fra serbiske landsholdsspillere: 82 ligamål = 4,1 per markspiller.

Danske målscorere i de respektive ligaer

  1. Lasse Vibe – 26 (19 ligamål i efteråret 2014 + 7 ligamål i 2015. Læg dertil pokalmål og internationale scoringer)
  2. Morten ”Duncan” Rasmussen – 13
  3. Christian Eriksen – 10 (+2 i pokal)
  4. Nicolai Jørgensen – 10 (+2 i EL)
  5. Daniel Wass – 8 (+2 i pokal)
  6. Pione Sisto – 8
  7. Martin C. Braithwaite – 6
  8. Jakob Poulsen – 4
  9. Simon Busk Poulsen – 3
  10. Andreas Bjelland – 3
  11. Thomas Delaney – 2 (+1 i pokal)
  12. Nicklas Bendtner – 1 (+4 i EL)
  13. Simon Kjær – 1 (+2 i pokal)
  14. Daniel Agger – 1
  15. Pierre Emile Højbjerg – 1
  16. Michael Krohn-Dehli – 1
  17. Lars Jacobsen – 1
  18. Nicolai Boilesen – 0
  19. William Kvist Jørgensen – 0
  20. Jonas Lössl
  21. Kasper Schmeichel
  22. Stephan Andersen

I alt: 99 ligamål per danske landsholdsspiller (uden målmænd): 4,95

Igen har danskerne mest krudt i kanonen.

Kontinuitet

Findes der noget større end landsholdet…?

Findes der noget større end landsholdet…?

Ethvert landshold har brug for stabilitet. Men også nye impulser.

På trænerposten har Danmark verdensrekord. Morten Olsens snart 15 år som landstræner overgås ikke af andre (store nationer), hvilket står som modsætning til tilstanden i den serbiske lejr.

Siden 2000 har Serbien haft 14 trænerskift (12 forskellige trænere). Alene 8 siden 2006.

Det er en grotesk statistik.

Da Morten Olsen blev landstræner i sommer 2000 ansatte Serbien & Montenegro Ilija Petković på den tilsvarende post. Petkovic fik meget symptomatisk kun fire landskampe på posten, da den politiske uro i området, da Slobodan Milosevic’ regering blev væltet, fik Petkovic til at acceptere et lukrativt tilbud fra Shanghai.

Siden har det serbiske fodboldforbund blandt andet prøvet de første to udlændinge som landstræner, nemlig spanske Javier Clemente samt senest hollandske Dick Advocaat.

Begge eksperimenter endte med fiasko.

Trænerrotationen minimerer både chancen for succes her og nu men også potentialet for udvikling på sigt.

Since Advocaat has left, tensions within the team have diminished, but there are still no results. It is evident that this team needs serious, authoritative leadership, but there is a need for changes within the Serbian football association, too…”.

(Journalist Márk Zakinszky, Novi Sad TV, i et svar til TV2 Sport).

Også på spillersiden gør for mange ændringer ondt.

Med kun få fællessamlinger om året gør udskiftninger – om det er personelt eller taktisk – det svært at skabe succes.

Derfor er det ikke uvæsentligt, hvor meget nøgleprofilerne har spillet sammen på landsholdet.

Serbien har siden 2014 spillet 11 landskampe.

Målmand har hver gang været Stojkovic – pånær i seneste kamp mod Azerbaijan, hvor Zeljko Brkic stod mellem stængerne – mens der har været otte forskellige firemandsbagkæder.

Ivanovic – Nastasic – S. Mitrovic – Kolarov er set tre gange, mens kampen mod Portugal gav debut til den måske stærkeste forsvarslinje Basta – Ivanovic – Nastasic – Kolarov.

Mod Danmark tyder det dog på, at højrebacken bliver besat af Ivanovic, hvilket giver plads til Nikola Maksimovic (Torino FC)i det centrale forsvar.

Danmark har i samme periode spillet 12 landskampe startende med 0-1 nederlaget til England på Wembley i marts 2014, og konstellationen har også været otte-foldig:

  1. Jacobsen-  Kjær  –  Bjelland      –    Simon Poulsen
  2. Jacobsen – Kjær  –  Sviatchenko –  Boilesen
  3. Wass – Kjær –   Sviatchenko –  Boilesen
  4. Jacobsen – Kjær  –  Bjelland    –      Boilesen
  5. Ankersen – Kjær  –  Bjelland   –  Boilesen (x3)
  6. Jacobsen – Kjær  –  Agger –  Boilesen
  7. Ankersen – Bjelland  – Agger – Boilesen
  8. Jacobsen – Kjær  –  Agger – Ahlmann (x3)

Mod Serbien får Danmark nok den niende version, da Simon Poulsen kommer ind på venstrebacken. Sådan så bagkæden faktisk ud ved EM 2012. Et godt tegn på stabilitet.

Fremtidens fodbold – Ungdommens vej

I 2006 indførte DBU ”Den røde tråd” for at skabe et ensartet udtryk fra U16-landsholdet til Olsenbanden, hvilket skulle gøre det lettere rent taktisk at være landsholdsspiller. Et fast udtryk og filosofi på de diverse landshold gør det ment at integrere nye spillere, som har haft U-landskampe og også simpelt at falde ind i rollen for de etablerede.

I Serbien har fodboldforbundet noget, DBU ikke har. Et træningscenter til alle landsholdene. Etableret i 2009. Men nogen spillestilsnøgle har forbundet ikke defineret så vidt vides.

Alligevel er Serbien enormt succesfulde med deres ungdomslandshold, hvilket sammenligningen med de danske forhold illustrerer.

  • U21 Serbien – Med ved 7 af seneste 9 slutrunder (finaler i ’04+’07- ikke ’11, ’13). 2015=1992-1994.
  • U21 Danmark – 3 af seneste 9 (heraf som vært i 2011)

 

  • U20 Serbien – 2015 (årgang 1995-1997) er første VM-deltagelse som Serbien. Vinder puljen foran Mexico, Mali og Uruguay (0-1), og slår Ungarn i ottendelsfinalen efter forlænget spilletid (2-1). Kvartfinale mod ? Mestre i 1987 som Jugoslavien. Udelukket i 1993-1995
  • U20 Danmark – Dansk U19 landshold har ALDRIG deltaget ved FIFA U-20 World Cup. Første kvalifikationsforsøg til UEFA European U-18/19 Football Championship var i 1971 (for the 1972 edition). Danmark udelukkede sig selv fra de første 22 slutrunder (fra 1948-1971).

 

  • U19 Serbien – 7 kvalifikationer siden 2002 (slutrunde i Norge). Europamestre i 2013. Tre semifinaler.
  • U19 Danmark – ikke deltaget siden 2001, som var det sidste år som U18-turnering (spillet i Finland)

 

  • U17 Serbien – 4 slutrunder siden 2002 (2002 – kvartfinale, 2006, 2008 og vært i 2011).
  • U17 Danmark – Kun 1 slutrunde i seneste 11 forsøg. Tre slutrunde siden 2002 (vært og kvartfinale i 2002, gruppespil 2003, semifinale i 2011). Deltog ved U17 VM i 2011 for første og eneste gang. Thomas Frank.

Men hvor mange af talenter bliver A-landsholdsspillere?

  • A-landsholdet i Serbien: 2 af seneste 7 (i Morten Olsens æra Danmark). EM i 2000 som Jugoslavien, VM i 2006 som Serbien & Montenegro, 2010 som Serbien.
  • A-landsholdet fra Danmark: 4 af seneste 7 slutrunder

Danmark klarer sig bare bedst, når drenge bliver til mænd.

Serbien som fodboldnation – En ulige kamp

Serbien som fodboldnation har denne blog beskæftiget sig med før. LÆS HER.

Men her kommer en uddybende vinkel.

Den serbiske klubfodboldscene er nemlig et noget andet teater end den danske Superliga.

”Superliga Serbije” domineres stort af to hold fra hovedstaden Beograd.

Partizan og Røde Stjerne har til sammen vundet 52 ligatitler siden 1949 (66 år).

Obilic titeltriumf i 1998 – for 17 år siden – var seneste udfordrer. Og før Obilic: Vojvodina i 1989.

Uligheden er markant i ”Jelen Superliga” modsat i den danske ditto, som trods FC Københavns økonomiske magtposition har haft forskellige mestre i fire sæsoner i træk og som derudover næsten har europarekord i mindst mulig afstand mellem medaljetagerne og nedrykkerne.

Kun Finland og Polen overgår Superligaen i lighed – målt på min måde.

Sammenlignes på tværs af Europa ligger den serbiske 1. Division derimod tredjehøjest på denne blogs selvkomponerede ulighedsrangering.

Da både en dominerende ligavinder og opgivende bundprop i en sæson kan skille sig markant ud (og dermed sløre det retvisende billede for ligaens konkurrencedygtighed), så måler jeg ligheden i ligaen ved at sammenligne, hvor mange point per kamp ligaens nummer to optjener mere end nedrykkeren på næstsidstepladsen?

Med de fejlkilder, statistikken må bære. Ligaer med flest kampe per sæson har også større pointsmæssig afstand per kamp fra top til bund.

Ved at kigge på de seneste fem sæsoner ses det, at kun Portugal (Benfica, Porto) og Spanien (Barcelona, Real Madrid) har en liga med større pointmæssig afstand fra bund til top.

Liga SNIT (så mange point per kamp scorer nr. 2 mere end næstsidst
FINLAND (12/1ned) 0,805
POLEN (16) 0,860
DANMARK (12) 0,862
ØSTRIG (10) 0,888
SCHWEIZ (10) 0,902
SVERIGE (16) 1,025
SKOTLAND (12) 1,025
NORGE (16) 1,033
FRANKRIG (20) 1,082
RUMÆNIEN 1,090
GRÆKENLAND (18) 1,116
TYSKLAND (18) 1,124
TYRKIET (18) 1,214
RUSLAND (16) – Ingen mester i 2011 1,236
ENGLAND (20) 1,254
BELGIEN 1,274
ITALIEN (20) 1,278
HOLLAND 1,282
TJEKKIET (16) 1,330
SERBIEN (16) 1,376
SPANIEN (20) 1,432
PORTUGAL (16) 1,542

Netop disse to serbiske storklubber leverer også indirekte mange spillere til A-landsholdet.

Den serbiske trup har kun tredjemålmand Zivko Zivkovic (reserve i Partizan!) fra den serbiske liga, men kigger vi på spillernes moderklub, så ser billedet således ud:

Hele 19 af 23 spillere har på et eller andet tidspunkt været i enten Partizan eller Røde Stjerne. Partizan har haft otte af spillerne fra den nuværende landsholdstrup på et tidspunkt før de fyldte 17 år. Og Røde Stjerne 7.

Partizan (eller satellitklub: Teleoptik) Røde Stjerne En 3. klub
Zivko Zivkovic Dusan Basta Željko Brkić (Vojvodina)
Ivan Obradovic Vladimir Stojković Branislav Ivanović (OFK)
Matija Nastasic Aleksandar Kolarov Antonio Rukavina (Bezanija, +1 år i Partizan)
Radosav Petrović Nenad Tomovic (som 17-årig) Milan Biševac (små klubber + 3 år i Røde Stjerne)
Lazar Markovic Stefan Mitrovic (+ Rad) Nikola Maksimovic (små klubber + Sloboda Uzice. Til Røde Stjerne som 21 årig)
Petar Škuletić Filip Duricic (til Olympiacos som 15-årig) Zoran Tosic (til Partizan som 20 årig)
Aleksander Mitrović (som 11-årig) Nemanja Matic (ankom som 12-årig. Kort ophold i Partizan (!) som 16-årig. Videre til 3 andre klubber før Chelsea købte ham) Ljubomir Fejsa (Hajduk Kula – til Partizan som 20-årig)
Adem Ljajic (til Partizan som 14-årig)   Nemanja Gudelj (NAC Breda)
    Luka Milivojevic (Radnicki, Rad – til Røde Stjerne som 21 årig)
    Filip Kostic (Radnicki 1923)

 

Denne centralisering af talentmassen er måske én af årsagerne til, at de serbiske ungdomslandshold præsterer markant bedre end danskerne. Apropos det forestående U21 EM hvor begge nationer er repræsenteret.

At Serbien (Jugoslavien) også har over 40 års ekstra erfaring med professionel fodbold og dermed også et forspring i forhold til ungdomsarbejde og akademi-udvikling, gør klart en forskel.

Her er sammenligningen af de forskellige ungdomslandshold igen:

Vellykkede kvalifikationer til ungdomsslutrunder Danmark Serbien
U21 (af seneste 9 slutrunder) 3 7         (to finaler: ’04, ’07)
U20 (VM) 0 1         (Debut 2015 )
U19 (siden 2002) 0 7       (Mester i 2013)
U17 (siden 2002) 3     (semifinale 2011) 4       (kvartfinale 2002)

Men årsagen til, at vi har ungdomslandshold er, at forberede talenterne på A-landsholdet, og her kan Serbien ikke prale af samme resultater som Morten Olsenbanden.

A-Serbien: Har kun deltaget ved to af de seneste syv slutrunder (i Morten Olsens landsholdstræner-æra). En nation under forandring. Efter et EM i 2000 under navnet Jugoslavien, blev VM i 2006 spillet som Serbien & Montenegro, mens der ved VM i 2010 stod Serbien på brystemblemet.

A-Danmark: Efter EM i 2000 tog Morten Olsen over og har skaffet landsholdet fire slutrunder af seneste syv.

Klar dansk overvægt.

Også på klubbasis slagter vi serberne.

De danske klubbers samlede placering som nummer 22 på UEFA’s rangliste for de seneste fem europæiske sæsoner er fem pladser bedre end Serbien, og kigger vi på de enkelte klubber, så ligger Partizan Beograds på 127. -pladsen, hvilket Esbjerg har gjort næsten lige så godt (130). Og ikke imponerende sammenlignet med FC Københavns rangering som nummer 52. Røde Stjernes præstation på 205.-pladsen blegner også i forhold til FCN (141), AaB (160), OB (169), FCM (200), BIF (210) og RFC (242).

Så hvorfor denne diskrepans mellem ungdom og seniorfodbold i Serbien?

For det første ryger der mange serbiske spillere til udlandet, jævnfør de over 750 serbiske spillere. Det er altså rundt regnet fem gange så mange som Danmark kan prale af.

Kigger vi bare på salget i de seneste fem sæsoner, så har FK Partizan solgt spillere for 632 millioner kroner ifølge Transfermarkt. Det er mere end dobbelt så meget som FC København har skrabet sammen – eksklusiv indkøb – i samme periode (295,3 millioner kroner).

Serbien blev set som det uskyldige, lidende land, hvor onde og fremmede konspirerede mod selve nationens eksistens. Den serbiske nationale fortælling blev en historie om synd, opofrelse, frelse og genopstandelse. Fortællingen om Lazars afvisning af fristelsen, hans lidelse og død og løftet om genopstandelse har klare bibelske paralleller. Og det var vel at mærke ikke kun Lazar, der skulle genopstå, det var det serbiske rige…”

(Klaus Bjerre i 2005)

(18-2-2014) MMM uge 8 – “udgår”

Denne uges opdatering udgår grundet travlhed med andre projekter.

I stedet kommer denne sides mest kvalificerede bud på en slutstilling i Superligaen i sæsonen 2013/2014.

  1. FC København – Kan selv afgøre mesterskabet trods 6 points afstand til førstepladsen. I en klasse for sig.
  2. FC Midtjylland – Imponerende indsats indtil videre. Men mange skader (Petter Andersson især er kritisk). Forventningspres som førerhold. Bør ikke have samme individuel kvalitet og erfaring som mestrene, jo længere vi kommer i sæsonen. Men guldkamp bliver tæt. .
  3. AaB – Ungt hold. Og nu uden Lasse Nielsen. Bronze er virkeligt godt gået.
  4. Brøndby IF – Franks idéér har sat sig. Kvalitet i truppen. Bronzeplads kræver perfekt forår. I forårets første kamp mangler 3/4 forsvar.
  5. FC Nordsjælland – Sikker stil. Har stabiliseret sig efter skrækstart på sæsonen. Men forsvaret (den defensive fase) er svageste led. Flotte træningsresultater.
  6. Randers FC – Buldrer videre med power-fodbold. Vinder og taber. Lasse Riise kan rykke holdet.
  7. Esbjerg fB – Profiterer i forår af stærk trup og færre kampe. Fokus på Superliga.
  8. AGFUro ulmer under overfladen. Men Danny Olsen og Johan Bjørdal er fine indkøb. Det kan gå begge veje.
  9. OB – Mangler Bashkim Kadrii og Emil Larsen. Er forsvaret blevet til en enhed i vinterpausen?
  10. FC Vestsjælland – Har mere kvalitet end Viborg ff.
  11. Viborg ff – Auri som træner er et godt valg. Og håbet er stadig grønt…
  12. SønderjyskE – Er for langt bagud. Men en sejr i første forårsrunde mod FCV kan tænde en ild.

Pokalvinderen 2014 bliver favoritten FC København.

(Den ene semifinale hedder FC Nordsjælland-FC København, mens kvartfinalerne AC Horsens-Vejle samt AGF-AaB er de andre kombattanter)

Næste uges MMM vil være en vurdering af det danske landsholds lodtrækning til kvalifikationspuljen mod EM i Frankrig 2016. En lille analyse af hver modstander.

Vinder FCK "the double" i 2013/2014?

Vinder FCK “the double” i 2013/2014?

Runde 7: OB – AAB

To mandskaber med fornyet tro på en bedre fremtid for klubben efter en hård sæson i 2011/2012.

Flere unge spillere har fået chancen, og det har givet overraskende gode resultater tidligt på sæsonen.

OB med Morten Skoubo som spydspids i Troels Bechs yndlingsformation (?) 4-4-1-1. Også Andreas Johansson var ny fra start. Ud var gledet Cedric N’Koum (karantæne) og Hans Henrik Andreasen i forhold til sidste rundes 2-1 sejr i Haderslev.

Nordjyderne med en ændring i forhold til 3-0 massakren af FC Midtjylland. Mathias Wichmann erstattede en skadet Anders Due på højrekanten. Holdets gennemsnitsalder var på under imponerende 24 år.

Om lidt... bli'r her stille

1. halvleg

Netop AAB’s højrekant med Mathias Wichmann og højrebacken Henrik Dalsgaard, sidstnævnte som kampens mest ivrige spiller med 100 boldaktioner, var meget aktive kampen igennem.

Wichmann blev efter 55 sekunder spillet blankt igennem efter en glimrende aflevering fra Nicklas Helenius inden om Daniel Høegh. Fynboen nedlagde ålborgenseren. Rødt kort og 1-0 til AAB ved Nicklas Helenius.

Troels Bech satsede resten af halvlegen ved at bruge Andreas Johansson i det centrale forsvar.

Netop afleveringer imellem back og stopper er OB’s akilleshæl. Det er hverken Bashkim Kadrii eller Espen Ruuds spidskompetence at lukke disse pasningsruter ned.

Fynboerne var ellers klart bedste hold i første halvleg trods kun 10 mand på banen. Bolden cirkulerede sikkert mellem de fynske ben. Godt hjulpet på vej af bevægelige Jakob Schoop som evigt tilbød sig i de små kombinationer.

Chancer var der nok af til hjemmeholdet, fordi AAB gik ned i tempo og spillede bekvem fodbold, hvilket også fik træner Kent Nielsen op af stolen for at gejle sine spillere op.

Hans hold har nemlig mange kvaliteter og burde have spillet sig frem til flere chancer i overtal før pausen. Det var meget misvisende for første halvlegs forløb, at AAB førte 3-0 trods stort spilleovertag. Begge AAB’s kanter var flittige i det centrale område, men der var for få dybdeløb, og hjemmeholdet var mest aggressive i nærkampene hvilket betød, at de mere løbevillige OB’ere kom til mange farlige indlæg og burde have scoret.

Men så slog nordjyderne til i halvlegens sidste minutter. Først scorede Thomas Augustinusen efter en dødbold, og så udnyttede AAB igen, at OB har problemer med bolde mellem back og stopper. Henrik Dalsgaard udnyttede situationen, og Mads Toppels forhastede fremløb, og gjorde det til 3-0.

Klokken var lidt i seks...

2. halvleg

Efter pausen var AAB bedst. Sejren kunne have været blevet større.

Lucas Andersen var den eneste til at straffe fynboerne efter en flot skudfinte, som fik tre OB’ere til at lukke øjnene. 4-0.

Det bliver spændende at følge denne nordjyde fremadrettet. Han har et glidende løb som Brian Laudrup, og han bliver helt sikkert landsholdsspiller med mindre, han mentalt eller fysisk brænder sammen.

Konklusion

En skudstatistik på 25-11 fortæller, at AAB med 11 mod 10 i en hel kamp kom til mange afslutninger. OB burde dog have udlignet i første halvleg, så tallene lyver delvist om kampens forløb. For fynboerne var bedst før pausen, men løb så tør for kræfter.

AAB har et spændende hold med masser af hurtige fødder, men om de har erfaring nok til at blive i toppen af ligaen, tvivler jeg på.

Bedste mand:

OB: Rurik Gislason – Imponerende løbepensum. Fysisk stærk og hjemmeholdets mest ivrige spiller. Flot kamp.

AAB: Henrik Dalsgaard – 102 boldaktioner og et fint mål. Fart over feltet, men skal dog udvikle sit defensive spil for at komme i betragtning til noget større.

Statistik

Boldbesiddelse: 42-58

Indlæg: 16-18

 

Eksamen 4. semester – Dybdegående journalistik

Traumet varer evigt for flygtninge

Omkring 30.000 flygtninge i Danmark kæmper med traumer fra krig, forfølgelse eller vold. Ofte i så svær grad, at ingen behandling kan gøre dem symptomfri. Rehabiliteringscentrene for traumatiserede flygtninge skønner, at omkring 80 % af deres patienter er kronisk traumatiserede. Livet kan få mere kvalitet, men det bliver aldrig det samme igen.
Af Morten Bisgaard (mobis09@student.sdu.dk)

…I rækken af mennesker foran mig var der en dreng på cirka 8 år, som blev hold i hånden af sin bedstefar. Der blev sagt til den gamle mand at han skulle betale, hvis han ønskede barnebarnet levende. Den gamle mand fortalte at han ingen penge havde… en af soldaterne tog sin kniv frem og skar barnets hals over…
(Sadie, flygtning fra Balkan, fortæller sin historie til RCT Fyn)

Langt de fleste traumatiserede flygtninge slipper aldrig af med alle deres lidelser. Det skønner centrene for rehabilitering af traumatiserede flygtninge i Danmark.
– Af dem der ender hos os er i hvert fald 80 % kronikere. Kun omkring 20 % kan håbe på at blive symptomfri. Det er den fornemmelse vi har, fortæller Erik Barkman, som er informationsmedarbejder på Center for Traumatiserede og Torturoverlevere, CETT, i Vejle.
I Århus har souschef på Klinik For Traumatiserede Flygtninge, Samuel Olandersson, samme opfattelse af sagen:
– Det er i den størrelsesorden, hvis ikke højere. Mange har kroniske smerter, men det er en kompleks problemstilling, for alle patienter får det bedre i detaljer efter endt behandling.

Traumatiserede flygtninge i Danmark

– I Danmark bor over 100.000 personer, som er kommet til landet med flygtningestatus
– i 2009 fik 1279 personer med flygtningestatus opholdstilladelse i Danmark. I 2000 var antallet 4388 og i 1996 var det 6387 (www.dst.dk)
– Det er de praktiserende læger og kommunale socialrådgivere, der henviser PTSD-ramte flygtninge til traumebehandlingscentrene. Centrene er styret af regionerne
– Hver region har mindst et rehabiliteringscenter for traumatiserede flygtninge. RCT København åbnede som det første i 1982
– RCT København har ca. 100 patienter i løbet af et år. På CETT i Vejle afsluttede man 158 forløb i 2010.
– RCT Fyn havde en stigning i antallet af henvisninger til klinikken på 87 % fra 2009 til 2010. I CETT Vejle var den tilsvarende stigning på 38 %
– Udover de regionale traumebehandlingstilbud findes der kommunale tilbud, som fx Etnisk Rådgivningscenter NOOR i København og Dansk Røde Kors Psykotraumecenter samt en række øvrige psykologer/behandlere.
– Traumebehandling på CETT i Vejle tilbydes som noget nyt både individuelt, i grupper eller som udgående behandling til de svageste.
– CETT i Vejle vurderer, at 35 % af deres patienter har PTSD i den mest komplekse form.

Mere livskvalitet
Mange flygtninge har levet med deres traumer i lang tid uden at få behandling, og det komplicerer deres fysiske og psykiske tilstand.
Asylansøgere venter fx i månedsvis i asyllejrene på sagsbehandlingen. Dertil kommer kvoteflygtninge, det vil sige flygtninge, som Danmark bliver tildelt i forbindelse med aftalen med FN’s Højkommissariat for Flygtninge, der har siddet i flygtningelejre i årevis. Og jo længere tid en person går med et ubehandlet traume, des mere bliver symptomerne forværret hos den traumatiserede, og gør arbejdet for de danske traumecentrer til en stor udfordring.
Derfor er det ikke sandsynligt, at gøre alle symptomfri, forklarer informationsmedarbejder Erik Barkman fra CETT i Vejle:
– Vores opgave er ofte ikke at kurere folk, men at give dem mere livskvalitet. De er bagud på point fra start af, og de psykiske problemer gør udfordringen til et bjerg, som man skal op af.
Og det synspunkt bakkes op af overlæge Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik i Odense. Her har han sammen med sit hold diagnosticeret og behandlet flygtninge og indvandrere med komplekse sygdomsforløb siden 2008. Han møder dagligt i sit arbejde flygtninge, som har det meget skidt.
– De er præget af mangeårige krigsoplevelse, ikke nødvendigvis bare traumer og tortur, men der er også bare plantet en generel utryghed i dem, så deres hjerne konstant er en lille smule på vagt. Der skal derfor ikke meget til før, at flygtninge ikke kan lære sprog eller overskue en arbejdsdag på 8 timer.

Flex-job er et realistisk mål
For de fleste kronisk traumatiserede flygtninge er det derfor urealistisk at få en 37-timers arbejdsuge.
Søvnbesvær, koncentrationssvigt og flash-backs er fælles symptomer for traumatiserede flygtninge, og det besværliggør et forhold til en arbejdsgiver.
Flere rapporter konkluderer, at det er sundt for flygtninge at få et arbejde, men kun hvis det er et meningsfyldt job.
Informationsmedarbejder Erik Barkman fra CETT i Vejle er enig i betragtningen, men har også et forbehold:
– Vores behandlere vil sige, at det er svært for traumatiseret at få et fuldtidsjob. Mange er kommet ud over det punkt, hvor jobbet helbreder. Det er rart for dem at få et arbejde, men det betyder ikke nødvendigvis at de klarer det, forklarer han om de flygtninge, som risikerer at møde nederlag på nederlag fordi de ikke magter et job:
– Det er flygtningenes resurser, der skal være i fokus. For nogen kan og nogen kan ikke arbejde, så det kan ikke være et succeskriterium for os at få alle i arbejde. Et flex-job er for mange det mest realistiske.

Kompleks PTSD – De bliver aldrig raske
… Den gale soldat ved navn Ivan, tilnærmer sig os med fornedrende fornærmelser … mens han ler og lyder som en brutal bæst og griber min lille søn og smider ham i hænderne på en anden kvinde. Han fjernede mig også fra min fem-årige dreng… Jeg blev mishandlet på de hårdeste og mest forfærdelige måder, og alle de dage var jeg angst af bekymring for hvad der var sket med mine børn …
(Sadie, flygtning fra Balkan, fortæller sin historie til RCT Fyn)

For de hårdest ramte patienter er diagnosen post traumatisk stress syndrom, PTSD, ikke tilstrækkelig.
En PTSD ramt, fx et offer for en trafikulykke, har nemlig ofte et forbigående traume. Derfor bruger man i psykiatrikredse udtrykket ”kompleks PTSD” om traume og torturofre fra krigszoner, for her stikker traumet meget dybere.
– Problemet er ofte en blanding af almindelig sygdom men mudret op af krigstraumer, økonomiske problemer, tidligere omsorgssvigt, psykiske problemer og familiemæssige problemer. Symptomer bliver forvredne og mærkelige, og mange patienter kan ikke overskue og forklare deres sygdomme, fortæller overlæge Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik i Odense.
Klinikken havde i 2010 rekordhøje 450 henviste personer af anden etnisk oprindelse end dansk igennem et forløb på klinikken.

Børn og forældre bytter roller
Men en ting er forældrenes traumer. Den dobbelte ulykke sker først, når børn kopierer traumerne fra deres forældre, hvilket i fagsprog kaldes ”sekundære traumer”.
De forældre, der lider af ”kompleks PTSD”, er knap nok i stand til at passe på sig selv, og det går ud over børnene, der både skal håndtere de kronisk psykisk ustabile forældre samt prøve at få hverdagen til at hænge sammen. Og det er en katastrofe for børnene, fortæller centerchef for CETT og RCT Fyn, Marianne Lauritzen:
– De emotionelt forstyrrede forældre kan reagere på to måder. Enten bliver de overinvolverede og klynger sig til børnene, eller også rammes de af affektstorme og mister besindelsen, hvilket resulterer i voldsomt eksplosive emotionelle udbrud, som ureguleret vrede eller rædsel. Og de mister evnen til at sætte sig ind i deres børns behov, fortæller Marianne Lauritzen og supplerer:
– Vi tager hjem til de dårligst stillede familier, og ser på hvordan de klarer sig. Her snakker vi med forældrene og beskriver blandt andet PTSD for dem. Det kaldes psykoedukation. Samtidig er det vigtigt, at børn får at vide hvad forældre fejler, for børn tænker, at det er deres skyld, og vil gøre alt for at gøre far og mor tilpasse.
De sekundære traumer er endnu et forholdsvist nyt forskningsområde. Men der findes rapporter, som beskriver alvorligheden i dette problem.
Behandlingscentret RCT København arbejder med traumefamilier, hvor børnene er kriminelle. En undersøgelse i 2006 viste, at 75 % af de unge, som er anbragt uden for hjemmet, kommer fra familier med traumer.

Ny metode nedbringer ventelister
Arbejdspresset på de regionale behandlingssteder har været så stort, at Sundhedsstyrelsen brugte 75 millioner kroner af Satspuljemidlerne fra 2008 til 2011 på at få bragt ventelisterne ned.
Samtidig har regionerne indført behandlingsgaranti inden for 2 måneder, hvilket er et krav, som flere af behandlingscentrene stadig har svært ved at efterleve. I Vordingborg fx har Klinik for Traumatiserede Flygtninge stadigvæk en ventetid på 9 måneder på en behandlingsplads og i RCT København er der mere end et års ventetid på den individuelle behandling.
Men i Vejle har man større succes med at tilbyde behandling hurtigst muligt. Marianne Lauritzen er leder af CETT i Vejle samt den fynsk pendant RCT Fyn, og på begge centre har man indført en ny metode for at nedbringe ventelisterne.
Man deler de traumatiserede op i tre grupper, alt efter hvor mange ”bio-psyko-sociale resurser” personen har. Det vil i denne sammenhæng sige, i hvor høj grad en patient har relationelle resurser. En patient skal kunne regulere egne følelser og forstå andres følelser i forhold til patientens alder og den situation og kontekst man er i. Fx ville en voksen, der får et vredesudbrud som et 5-årigt barn foran sin arbejdsgiver, blive vurderet i den lave ende af den ”bio-psyko-sociale”-skala.
Personerne, som vurderes til at ligge i gruppen med færrest resurser, bliver tilbudt udgående behandling, hvilket betyder, at patienten mødes og behandles i deres eget hjem, oftest som en familiebehandling.
De stærkeste af patienterne modtager individuel behandling, og til mellemgruppen er behandlingstilbuddet et gruppeforløb.
– En differentieret behandling betyder, at nogen får mere behandling end andre. Nogle bliver aldrig raske, men vi skal give dem et bedre liv. Et sundhedstilbud som vores betyder jo, at en patient har mere end et skud i bøssen. Får man brug for hjælp igen, kan en patient komme igen en anden gang, slutter Marianne Lauritzen.

… Jeg startede behandlingen i RCT, jeg kæmpede med mine sidste kræfter for blot at blive ved med at leve. Mit liv var hård og trist, inderst inde blev jeg tynget af mine foruroligende oplevelser, det var svært at mærke livets virkelighed her; og jeg havde svært ved at overbevise mig selv om, at jeg skulle åbne op for min sjæls sår … Men den varme og omsorg som jeg fandt hos RCT’s medarbejdere hjalp til, at min sjæl kunne finde trøst …
(Sadie, flygtning fra Balkan, fortæller sin historie til RCT Fyn. Hun blev genforenet med sine børn og har lært at leve med sine traumer)

Eksamen 1. semester – Skrevne medier

Min eksamen i det skrevne format på første semester
Vågekoner. Frivillige, der sidder ved døende og oftest ensomme mennesker. For at give dem nærhed i livets sidste minutter. En fortælling om sorg, næstekærlighed og dødens tegn.
Læs mit portræt af en vågekone her
Nattevagt i vågedragt

Min nyhed handler om Dansk Røde Kors’ vågetjeneste i Odense, som måtte indstille tjenesten da lederen rejste til Norge.
Sammenlignet med tjenesten i Fredericia har Odense meget at lære. I den jyske by samarbejder Dansk Røde Kors med både sygehus og kommunen om at give tryghed til ensomme menneskers sidste timer på denne jord.
Læs min nyhed her:
Vågetjeneste på vågeblus i Odense