OB op i top?

“OB, OB, OB op i top” lyder parolen i Arne Lundemanns slagsang på Tre-For Park.

Men sådan gik det hverken i 2011/2012 eller i denne netop afsluttede sæson.

Nummer 10 præmieres ikke med guld og grønne bøgeskove på Fyn, hvor forventningerne er store til Danmarks næststørste fodboldøkonomi.

Nu havde fynboerne nemlig håbet på mere efter sølvsæsoner i 2009, 2010 og 2011: Det første guld siden 1989.

Det frygtelige fynske forår er forbi. Er der sol på vej?

Det frygtelige fynske forår er forbi. Er der sol på vej?

 Proces, trænerskift, sportschefs-rod og sæsonen 2012/2013

Fodbold skal spilles forlæns, men det forstås kun baglæns, så lad os tage en sprint tilbage i tiden, for bedre at forstå hvor klubben står i maj 2013.

I september 2010 huggede OB’s ledelse nemlig hovedet af den sportslige afdeling med et hug. Nu ville OB blandt andet i en mere fynsk retning.

Henrik Clausen fik siden 41 Superligakampe som cheftræner krydret med flotte europæiske kampe, men et 2-4 nederlag hjemme til HB Køge halvandet år efter ansættelsen betød enden for denne fyske satsning. Efter pæne 1,49 point/kamp (nok til en fjerdeplads i 2012/2013), 1,63 mål/kamp og 1,37 mål imod/kamp.

Poul Hansen, sportschefen, afværgede med møje og besvær en nedrykning i 2012 via kun en sejr i 11 kampe (og en på målscore 10-12).

En tid, hvor spillere kom og gik.

Fra tiden omkring bruddet med Lars Olsen og frem blev erfarne profiler som Henrik Hansen, Peter Utaka, Johan Absalonsen, Eric Djemba-Djemba, Esben Hansen, Roy Carrol, Caca, Atle Roar Håland, Chris Sørensen, Njogu Demba-Nyrén, Stefan Wessels, Jonas Troest, Bernard Mendy og Henrik Toft sendt ud af Fyn. Og Thomas Helveg stoppede.

Og så kom Troels Bech til i sommer 2012 på en 3-årig kontrakt.

Med mission “Fynsk identitet” og “fokus på boldbesiddelse” som krav i kontrakten.

Den første sæson som helhed med Troels Bech som chef har været en resultatmæssig stor skuffelse. Især når nu efterårssæsonen blev afsluttet så flot og dermed lovede så meget for 2013.

Det offensive

Den “fynske boldbesiddende stil” er (forsøgt) implementeret, og når “De Stribede” har bolden, spilles den runde kugle ofte rundt i besnærende trekanter og anden målsøgende samspil.

I efteråret var OB tredje-“bedst” (efter FCN og FCK) når det kom til det gennemsnitlige antal per kamp af afleveringer, boldaktioner samt afleveringsprocent (84%).

Årsager til den efterårs-statistik, kan jeg også finde i det forsømte fynske forår.

Især Jakob Schoop er flittig til søge bolden og komme rundt på kanterne, hvor hans samspil med back og kant (og en angriber) giver fynsk overtal (3v2 og 4v3) på små rum og skaber dermed fundament til et gennembrud.

OB har tilspillet sig mange chancer i sæsonen, og agerer nu med en til to flere spillere i feltet ved indlæg, sammenlignet med tidligere og med meget mere offensive backer. Oftest med Espen Ruud og Bashkim Kadrii. Men effektiviteten foran mål har ikke levet op til de fine opspilsmønstre og løb.

Det hænger sammen med den svigtende selvtillid, som igen er en bastardsøn af en skrøbelig defensiv.

Det defensive – Beskyttelsesrum og den manglende krig

Organisationsmæssige fejl. Dårlig sammenhæng i kæderne. Ingen beskyttelse til de bagerste fire. Og individuelle fejl.

Alt for mange chancer gives væk til modstanderne, men hvad dækker disse førnævnte ufine ord egentlig over?

Først den ene vej og så den samme vej...

Kædebrud: Silkeborg spiller gennem OB’s midtbanekæde. Illum kan vende med bolden i mellemrummet og sende Pourié afsted med en aflevering gennem OB’s næste kæde. Kadrii laver straffe

Mod Silkeborg IF bliver de omtalte problematikker godt illustreret, da der er spillet 54:21 af kampen.

Situationen på billedet opstår efter Sune Killerichs bolderobring på Marcus Pedersen ved midterlinjen

OB’s bag- og midtbanekæde med hver fire står snorlige og ikke “1 foran 3” som Troels Bech ønsker det. Måske fordi Marcus Pedersen i denne situation er tæt på boldholder, Nikolaj Køhlert? Men heller ikke sideforskydningen på midtbanen, gør OB-spillerne hurtigt nok. Der er for stor afstand fra Schoop til Silberbauer.

Derfor kan Nikolaj Køhlert let finde Jesper Bech i mellemrummet. En aflevering som enten Silberbauer eller Schoop burde have forhindret ved at lukke afleveringsbanen ned. Alternativt kunne Bashkim Kadrii (eller Kasper Larsen) have skubbet op på Bech, da venstrebackens direkte modstander, Daniel A. Pedersen (DAP), ikke er en trussel. Hvor er aggressiviteten?

Jesper Bech lægger bolden af med sin førsteberøring til Jeppe Illum, som kan blive retvendt og true OB’s bagerste fire. “De Stribedes” centrale midtbane med Vadocz og Schoop forsøger at reparere, men kan ikke forhindre Silkerborgspillerens næste træk.

Det kalder jeg “manglende beskyttelse af de bagerste fire”, når modstanderne får plads til at blive retvendt med bolden i et centralt område.

Den næstsidste fejl sker da Anders Møller Christensen (AMC), Kasper Larsen og Bashkim Kadrii ikke får stoppet afleveringen til en dybdeløbende Marvin Pourié. Tre (samt Jesper Christiansen) mod én.

Sidste og afgørende fejl er den offensivt skolede Bashkim Kadriis uerfarne forsøg på at prikke bolden fra tyskeren. Benspænd. Straffe. 1-1. Tre Silkeborg-spillere har overlistet otte stribede.

Sådan ender et typisk eksempel på dårlig organisation og manglende sammenhæng og samarbejde i det defensive hos fynboerne. For ofte et skridt bagefter.

Fremtiden skabes med nutidens redskaber

Kunststofbanen bruges her af U19-Drengeholdet. Banen blev lagt i 2008

Kunststofbanen i Ådalen bruges her af U19-Drengeholdet. Banen var længe undervejs og blev først lagt i 2008

Nu står træner Troels Bech med aben efter et miserablet sidste halvår, og det er ofte trænerens lod, at lægge ansigt til nedturene. Men så enkelt er det jo ikke.

Forklaringerne er mange, og alle klubber i verden har dårligdomme på forskellige niveauer, som ad omveje spiller ind på præstationen på banen.

OB kæmper også med sine dæmoner.

En dårlig kampbane. Utidssvarende træningsfaciliteter for en ambitiøs professionel klub. Tvivlsomme erstatninger for spillerafgang. Underskudsforretning og for høje lønninger. Faldende tilskuertal (men det har nu de fleste klubber).

Men Øens hold bringer også godt nyt.

Bashkim Kadrii, Daniel Høegh og Emil Larsen har været udtaget til A-landsholdet.

Det aldrende hold er blevet forynget. Under Troels Bechs ledelse er Tore Reginiussen, Andreas Johansson, Kalilou Traoré og Hans Henrik Andreasen røget ud. Men også Rurik Gislason.

Gennemsnitsalderen på spillertruppen er derfor faldende, da flere unge spillere som Rasmus Falk, Jakob Schoop, Christian Sørensen, Daniel Høegh, Kasper Larsen, Hannes Anier (dog kun i fem minutter) og Bashkim Kadrii har fået chancen. Selv U17-angriberen Mads Raben fik et par kampe i sidste sæson.

Talentarbejdet har generelt fået et kvalitetsløft i Odense.

Både U17 og U19-Drengeholdene klarer sig godt, trods brugen af mange førsteårsspilere, og noget af det unge kød er også fundet godt nok til U-landsholdene.

Kasper Larsen er udtaget til U-21 landsholdet (en skadesfri Rasmus Falk havde også været med). Målmand Casper Radza er landets bedste U19-spiller mellem stængerne. U18-landsholdet har tre OB-spillere: Styrmanden Emil Peter Jørgensen, højrekanten Anders Thomsen samt den centrale midtbanespiller (som er kommet fra FC Fyn) Mark Kongstedt (læg dertil den skadede Mikkel Desler). Tre spillere har OB også på både U17 samt U16-landsholdet.

Vi skal ikke mange år tilbage før 11 U-landsholdsspillere fra OB havde været utopi, og denne nye talentmasse giver selvfølgelig håb for større grad af selvforsyning til A-holdet i fremtiden.

Positivt er det også, at OB med stor sandsynlighed løser endnu et problem. I hvert fald på papiret. Efter sommerferien kommer den erfarne, sympatiske og kompetente sportschef Jesper Hansen til Odense fra Horsens, hvilket skal udfylde det vakuum, der har været både før og efter Poul Hansens “mysteriske” fratræden først på året.

Konklusion

Når resultaterne er dårlige, kræver mange fans, at træneren skal fyres, men det skal OB efter min mening ikke. Ikke bare fordi videnskaben siger det samme.

For selvom foråret 2013 har været rædselsfuldt, så skal OB og Troels Bech tålmodigt fortsætte arbejdet med at få mere finesse og fart i det fynske flagskib. Få tilpasset truppen til de nye strømme og stole på at konceptet slår til med tiden.

Sir Alex Ferguson vandt sin første pokal med Manchester United i skottens fjerde sæson som manager (1990) og først et mesterskab tre år senere.

Samme tålmodighed kan en træner/manager i en ambitiøs klub nok ikke afkræve i dag med alle de penge, der står på spil, men mere end en sæson er da et minimum.

Jeg tror på, at den tidligere landstrænerkandidat nok skal få sat skik på OB, og tredje gang er jo nævnt som lykkens gang. Hvis især Rasmus Falk og Emil Larsen begge står strittende af ny energi til 2013/2014, og Bech/Helveg får styr på den defensive opstilling, så kan det blive rigtigt godt.

Så kan mange Bech’e små, stadig blive til en stor å…

Sammenligning af seneste OB-trænere

Troels Bech – 1,15 point/kamp, 1,57 mål/kamp, 1,79 mål imod/kamp

Poul Hansen – 0,73 point/kamp, 0,91 mål/kamp, 1,09 mål imod/kamp

Henrik Clausen (& Uffe Pedersen) – 1,49 point/kamp, 1,63 mål/kamp, 1,37 mål imod/kamp

Uffe Pedersen (6 kampe) – 1,5 point/kamp, 1,83 mål/kamp, 2,17 mål imod/kamp (inkl. 0-5 mod FCK)

Lars Olsen – 1,79 point/kamp, 1,58 mål/kamp, 0,94 mål imod/kamp

Michael Hemmingsen – 1,64 point/kamp, 1,5 mål/kamp, 1,36 mål imod/kamp

Bruce Rioch – 1,79, point/kamp, 1,42 mål/kamp, 0,87 mål imod/kamp

* Tal fra danskfodbold.com