Georgia on my mind

Tænk sig, hvis Thy og Nordfyns kommune erklærede sig som selvstændige områder i Danmark.

Eller hvis Morten Olsens yngre bror blev kidnappet af en militant gruppe og fundet død fem år senere.

Georgien. Nabo til Rusland, Tyrkiet, Armenien og Azerbaijan.

Georgien. Nabo til Rusland, Tyrkiet, Armenien og Azerbaijan.

Disse kaoslignende tilstande finder sted i Georgien, hvor to regioner vil være selvregerende: Abkhazia ved Sortehavet i nordvest og Sydossetien mod nord (Nordossetien ligger i Rusland). Tre ud af ti indbyggere har derudover georgisk som andetsprog, og landet har da også kun 22 års samling bag sig siden Sovjet blev opløst.

Geografisk er det spændingsplagede land næsten dobbelt så stort som Danmark men med én million færre indbyggere.

Der er altså ikke mange ligheder mellem de to nationer, som tørner sammen onsdag i Aalborg. Udover kærligheden til fodbold.

Fodbold i Georgien

Nationens mest kendte spillere gennem tiden er den femdobbelte årets spiller i Georgien og nuværende Energiminister i Georgien, ex-forsvarsspilleren Kakha Khaladze, som havde succes i AC Milan, men også mistede sin bror, da en kidnapning endte fatalt.

Også den mest scorende georgier på landsholdet, Shota Arvaladze, som nettede 40 mål i 55 kampe under Morten Olsen i Ajax fra 1997 til 1999, kan mange sikkert huske

Superligaklubben AGF har gjort Georgien mere familiær i Danmark med importen af georgiske offensive spillere som Davit Devdariani, Davit Skhirtladze og Mate Vatsadze.

Og disse tre dygtige teknikere er på mange måder et godt billede på, hvad deres nuværende landshold er bedst til, og hvad georgiske spillere generelt kan tilbyde nordeuropæisk fodbold.

Teknisk styrke, pæn fart, god bevægelighed men dog kun få mål. Den defensive del af georgisk fodbold er i meget mindre grad eksportérbar til klubber i nationer, som har fokus på kollektivitet, struktur og organisation.

Klubfodbolden i Georgien – “Katten” i sækken?

Dinamo Tbilisi, som vandt Europa Cup’en for pokalvindere i 1981, er landets største klub og blev mester i den lokale Umaglesi Liga for 14. gang i 2013.

Som spiller i FC København i efteråret 2002, spillede jeg mod rivalerne fra FC Lokomotivi Tbilisi i to Champions League-kvalifikationskampe, hvor vi ret let vandt 3-1 ude og 4-1 hjemme.

I efteråret 2001 havde vi også været i Georgien med FC København, hvor vi mødte Torpedo Kutaisi. Mit første europæiske “eventyr” med FCK. Turen til Kutaisi efter flyturen til Tbilisi indeholdte en nærmest uendelig lang bustur over et mindre bjerg ad små hullede veje. Den, eller det spartanske hostel vi boede på, glemmer jeg aldrig!

Vi spillede 1-1 i Georgien, men vandt 3-1 i Parken.

Mish har scoret for Lokomotiv Moskva mod Inter

“Mish” har scoret for Lokomotiv Moskva mod Inter

Jeg husker Kutaisi som fine tekniske spillere med en dygtig centerforward, Mikheil Ashvetia, som FCK’s daværende sportschef Niels Christian Holmstrøm fik til “Byens Hold” for et millionbeløb. “Mish” var en aldeles rar og vellidt person i omklædningsrummet, selvom kommunikationen med ham var svær, da hans engelske var meget begrænset. I Superligaen udeblev succesen, og “katten” røg hurtigt videre til først FC Alania Vladikavkaz men senere storklubber som Lokomotiv Moskva (mester i 2004), Rubin Kazan og Anzhi.

I europæisk sammenhæng har de georgiske klubber præsteret til en 31. plads på UEFA’s rangliste, hvilket er 12 pladser dårligere end Danmark.

Den forskel så man dog ikke i sensommeren 2012, da Mate Vatsadzes FC Dila Gori eftertrykkeligt sendte AGF ud Europa League-kvalifikationen med 2-1 og 3-1. Forsvarsspillerne Gulverd Tomashvili og David Kvirkvelia er de eneste FC Dila Gori-spillere i den georgiske trup fra de kampe.

Det nuværende landshold

Georgiens landshold, som er nummer 94 på FIFA’s rangliste (Danmark er nummer 20),  trænes af den tidligere Newcastle United-profil Temuri Ketsbaia, som jeg mest husker for en bizar jubelscene efter en scoring i Premier League, hvor frustrationerne fik frit løb over for få spillede minutter for “The Magpies”.

I kvalifikationsgruppen mod VM i Brasilien har Georgien spillet uafgjort i Finland og slået Hviderusland hjemme, men også tabt til Spanien, Frankrig og Hviderusland, så den drøm er allerede slukket.

I truppen mod Danmark mangler Ketsbaia offensive profiler som den skadede AGF’er Mate VatsadzeLevan Kenia (som var på prøve i FC Barcelona som 14-årig), den lovende Neymar-kopi Tornike Okriashvili og spydspidsen Levan Mchedlidze (“super”-sub med 1 mål for Empoli FC).

Fremtiden for landsholdet ser lovende ud i Georgien. U19 er blandt Europas 8 bedste nationer!

Fremtiden for landsholdet ser lovende ud i Georgien. U19 er blandt Europas 8 bedste nationer!

Fredag tabte Georgiens A-landshold til Irland med 4-0, hvilket skete dage efter, at nationens U-19-landshold flot kvalificerede sig til julimåneds Elite Round i Litauen efter sejre over Belgien (2-0), Skotland (3-1) og 2-2 mod England.

I 2012 var det Georgiens U17-landshold som nåede semifinalen ved EM.

Men dagens georgiske A-landshold har ikke samme relative styrke som nationens unge himmelstormere. Kun lande som Albanien, Luxembourg, Moldova og Hviderusland har Ketsbaias hold slået, mens større fodboldnationer som Polen, Grækenland og Spanien alle har tilføjet Georgien nederlag på et enkelt mål.

Truppen

Georgien spiller 4-2-3-1 med zonemarkering på midtbanen, men mod Spanien blev det hurtigt en 6-3-1 med udgangspunkt på kanten af eget felt, når holdet forsvarer.

Som målmand har landsholdet fra Kaukasus-området normalt Giorgi Loria fra Dinamo Tbilisi, som fik sine “15 minutters berømmelse” for en stor kamp i kvalifikationskampen hjemme mod Spanien (‘85: 0-1 Soldado). Han er en stor og stærk målmand som har holdt målet rent i 18 af sine 27 kampe i denne sæson, men han blev udvist efter 20 minutters spil i fredagens landskamp i Irland for en nødbremse ude midt på banen og må derfor nok ikke spille mod Danmark. Handskerne går til Torpedo Kutaisis målmand Omar Migineishvili, som så tøvende og usikker ud ved et par af målene i sin debut mod Irland.

Georgia on my mind

Georgia on my mind

Højreback spilles af Ucha Lobjanidze som til daglig spiller i FC Kryvbas i Ukraine, udlejet fra FC Dnipro Dnipropetrovsk. Et mål er det blevet til i 29 landskampe for den alsidige defensive spiller.

Centralt i forsvaret mod Irland spillede stopperparret Akaki Khubutia fra russiske FC Mordovia Saransk, samt den 31-årige Zurab Khizanishvili fra FC Kayzerispor i Tyrkiet, som har spillet næstflest landskampe i Georgiens historie med 88 optrædener. Men han har set skidt ud ved mål i landskampene i Hviderusland og Finland og er ikke urørlig.

I venstre side af forsvaret stiller holdets alderspræsident den 32-årige David Kvirkvelia fra FC Dila Gori op. Den tidligere Rubin Kazan og Anzhi-spiller har repræsenteret Georgien i 37 landskampe og scoret to mål i 29 kampe i den georgiske liga i denne sæson. Alternativet på venstrebacken er den tidligere Viborg FF-spiller Giorgi Popkhadze, som nu spiller i FC Baku i Azerbaijan.

Vitesse Arnhem-spilleren Guram Kashia kan spille både højre back, stopper og defensiv midtbane. Han kan også få en rolle mod Danmark. På transfermarkt.co.uk vurderes den 26-årige forsvarsspiller til 4 millioner euro, hvilket gør ham til den mest værdifulde spiller på landsholdet. Han scorede mod Finland i kvalifikationskampen som endte 1-1 og han har spillet samtlige fem kampe i gruppen.

Den centrale del af midtbanen vil blive spillet af Murtaz Daushvili, som også har spillet samtlige minutter i VM-kvalifikationen samt den boldsikre anfører Jaba Kankava fra ukrainske FC Dnipro. Sidstnævnte har erfaring fra Europa League i denne sæson.

Den georgiske version af Christian Eriksen hedder Jano Ananidze fra den russiske storklub Spartak Moskva, men det unge 20-årige talent minder nu i virkeligheden mere om kroatiske Luka Modric. Kreatøren scorede fire mål for sin klub i denne sæson og spillede i begge Champions League-opgør mod Benfica samt i hjemmekampen mod FC Barcelona.

På kanterne har Georgien masser af fart og udfordrende lyst.

Den driblestærke David Targamadze var overraskende på bænken mod Irland. Kun 23 år men ejet af Ukraines version af FC Barcelona, Shakhtar Donetsk. Den hurtige fløj spiller til daglig for FC Ilichivets i Ukraine (som 8 andre af hans kolleger fra Donetsk) og må ikke få plads i omstillingerne. Den tidligere Freiburg-spiller har dog kun scoret et mål i 37 kampe i denne sæson for FC Ilichivets.

I fraværet af Okriashvili spiller den venstrebenede dribler Aleksandre Kobakhidze. Den 26-årige FC Dnipro-tekniker er ikke uefen med højrebenet, og han kan spille alle tre offensive pladser bag en enlig angriber. En glimrende tekniker og landets målfarligste type med tre mål i 11 landskampe. Blandt andet mod Frankrig.

Helt fremme har Georgien et angrebsproblem. Man har ingen målscorer. Mod Danmark spiller højst sandsynligt Bochum-spydspidsen Nikoloz Gelashvili. Den hurtige angriber er mål-løs i 11 landskampe og scorede kun et mål i 18 kampe i den næstbedste tyske liga i denne sæson. Men han scorede i sin tyske debut i 2011/2012.

Defensiv organisation

For mig virker det ikke som om, at der bliver trænet meget holdstruktur i Georgien, når jeg ser på diverse klip fra landsholdets kampe. Flere gange har jeg set spillere tage besynderlige positioner, for eksempel en stopper i hjælpeaktion ved hjørneflaget eller en back som ikke holder øje med positionerne af de tre kolleger i firemands-bagkæden og dermed spiller en modstander on-side.

Men individuelt er de stærke og pænt dynamiske og holder generelt en fin snæver men lav bagerste “linje”, men når forsvaret skubber op, ser det tilfældigt og ukoordineret ud.

Midtbanen placerer sig endnu mindre i sammenhæng og holdet efterlader masser af plads til småspil centralt på banen.

Det er til tider ren brandslukning og ser meget uroligt ud.

Jeg kan ikke se noget samarbejde mellem de to centrale midtbanefolk og kanterne har helt sikkert kun fået at vide, at de skal holde øje med modstanderens back. Her er ingen fornemmelse for opbakning eller sideforskydning, og det giver masser af plads til modstandernes mellemrumsspillere.

Offensive mønstre

Når Georgien har bolden minder de om Bulgarien, som vi havde store problemer med i Parken.

Det er et kontrahold, hvor man gerne må løbe med bolden. Individuelle præstationer skal løfte holdet og lysten til at udfordre og drible fra fløjene er stor.

Holdet spiller gerne direkte og sender med glæde de hurtige kantspillere på løbeture, men Georgien mestrer også småspillet, da de fremme på banen har glimrende tekniske typer.

Derudover er Ketsbaias hold også pænt farlige på dødbolde.

Danmark bør vinde mod Georgien

Danmark bør vinde mod Georgien

Konklusion

Georgien har evnerne til på gode dage at frustrere selv store nationer som Frankrig og Spanien, men i Aalborg kommer holdet frem i en svækket version.

Morten Olsens drenge bør sende Georgerne på mange løbeture, og jeg kan ikke se, at udeholdet skulle kunne holde de rød-hvide fra at tilspille sig en del chancer.

Det bør derfor blive en klar sejr til hjemmeholdet.

 

Til denne blog brugte jeg blandt andet informationer fra følgende hjemmesider:

http://www.geofootball.com

http://www.transfermarkt.co.uk

http://www.uefa.com

http://www.youtube.com

http://en.wikipedia.org