Olsenbanden eller skal vi bande Olsen væk?

...vi rykker sammen?

Skål for Danmarks bedste 12. mand?

Dag 2 efter katastrofen.

Ovenpå sådan en uforståelig røvfuld, er det helt relevant at sætte spørgsmålstegn ved det meste inklusiv træneren.

Ydmygelsen mod Armenien er jo kun en kulmination på et 2012/2013 med flere lavpunkter:

0-3-chokket i Makedonien, en grotesk statisk 1. halvleg i Bulgarien, en uventet 1-3 mod Slovakiet, en ineffektiv 2. halvleg i overtal mod Italien samt generelle problemer med at skabe begejstring og overhovedet at lave mål.

Landsholdet – det fineste landet burde have – er havnet i en negativ spiral af langsomt spil, dårlig presse og en snigende folkemodstand.

Hvad er der galt?

Mod Armenien skyldes det rystende resultat en cocktail af faktorer.

1) Trænerens bord: Trods slitage/skader spillede Andreas Bjelland og Niki Zimling. Også Simon Kjær kan tages med her. Det gav bagslag. De burde ikke have spillet og var et sats som slog fejl fra Olsens side. Olsen har også et ansvar under mit punkt 7 med hensyn til holdopstillingen.

2) Fodboldpyromani. Vi brændte igen chancer, som vi bør/kan score på – Dennis Rommedahl, Simon Makienok og Andreas Cornelius især. Mål ændrer kampe. Manglende mål smadrer moralen. Vi mister vores momentum.

3) Vi laver personlige fejl ved alle modstandernes scoringer. Det kan man ikke træne sig ud af.

4) Tvivlen og moralen som forsvandt. Kiksede driblinger og fejlafleveringerne ude midt på banen giver ekstra syre i benene og sorte skyer i sjælen, når forventningerne er store. Spillere begynder at beskytte sig selv, og det formindsker tilliden til hinanden, hvilket er ødelæggende for vores allerstørste aktiv: Kollektivet. Sammenhængskraften. Voksne kan også blive bange.

5) William Kvist efter Armenien: “Det handler om indstilling“. Vi spiller alt for pænt og mangler den rå side af spillet. Kun ét gult kort (endda for film) fik vi mod armenerne. Det tyder på manglende aggressivitet i en kamp, hvor man bliver gjort til grin. Modstanderne slår sig generelt for sjældent på et dansk hold.

6) Attituden. Begejstring? Vildskab? Glæde? Arrogance? Landsholdet mangler de sidste procenter. Vi bør være stærkere i modgang.

7) Vi mangler lederskab på holdet. Et fortærsket udtryk men ikke desto mindre sandt. For få spillere har overskud i modgang til at give energi til andre. Hvem sørger for, at holdet ikke mister form, når modgangen er stor? At vi forbliver kompakt i kæder og ikke spredes ud på banen som individualister? Og hvem tager et gult kort for et groft frispark for signalværdiens skyld? Hvem råber medspillerne op? William Kvist gik enegang på det parameter. Nikolaj Stokholm er alternativet, men de to spiller samme position.

8) Uheld. Udover Bjellands udskiftning kom også Nicklas Pedersens skade. Læg dertil “afbud” fra vores to største profiler: Nicklas Bendtner og Daniel Agger.

9) Vi møder en modstander med international klasse i kontraspillet.

Olsens ansvar

Nationalhelt eller bare en slidt træner?

Legende, slidt træner eller begge dele?

Først og fremmest vil jeg igen slå fast, at Morten Olsen er den fagligt mest kompetente, seriøse og ærlige træner, jeg har haft.

Grundigheden og ærgerrigheden har jeg aldrig set mage hos en anden leder.

Men han har selvfølgelig ansvaret for resultaterne og ikke mindst udtrykket på banen.

Holdudtagelsen og holdopstillingen er hans butik. Lige som cheftræneren også skal skabe et godt miljø, hvor spillernes inspireres, motiveres og samler energi og spillelyst.

Angiveligt har træningen været for hård under den seneste samling, og her har Morten Olsen i samarbejde med Jens Bangsbo åbenbart været for ivrige.

En anden tvivl som melder sig hos mig, er om forprogrammeringen af spillerne har været for voldsom?

Trænes der så megen struktur og mønstre, at spillerne føler sig låste?

Respekten blandt spillerne er så stor for Olsen, at han kan virke intimiderende for de mest følsomme. Også landsholdsspillere blive bange for at lave fejl, for ikke alle spillere reagerer udelukkende positivt på det intense træningsmiljø, der findes på landsholdet. En spiller under pres begynder at spille for kontrolleret, og instinktet/intuitionen bliver svækket.

Landsholdet virker ikke længere som det frirum for spillerne, som det burde være, hvor spillerne får ny energi. Og det er bekymrende.

Er det kun Morten Olsens skyld? Eller det stadigt voksende pres og det stigende antal kampe i sæsonen, så klubholdet har størst betydning? Eller tynger danskernes forventninger og landsholdets “image-problem“?

Lige meget hvad, så har en spiller et ansvar for selv at ramme et passende spændingsniveau, så overskuddet og glæden er til stede.

Forandring fryder?

Græsset er altid grønnere på den anden side

Græsset er altid grønnere på den anden side (bare ikke i Parken)

Efter 13 år med samme træner, så er det logisk i et køb-og-smid-væk-samfund og den evige jagt på “the next big thing”, at kravet om “noget nyt” og andre hurtige konklusioner runger.

Men selvom ansigtet på landstræneren har været det samme siden årtusindskiftet, så har fodboldstilen under Olsen hele tiden været i udvikling.

Der har selv klart været en rød tråd i spillemåden i de 13 år, men Olsen har også tilpasset systemet til tidens ånd.

Vi begyndte med 3-4-3 på Færøerne i 2000 med bredtstående fløje. Hurtigt blev det til en fløjbaseret 4-3-3, da Martin Laursen kom til og kunne danne stopperpar med René Henriksen. Som en af de første landsholdstrænere i verden, dikterede Olsen 4-2-3-1 i 2002. Året efter vandt vi i Rumænien 5-2 med en defensiv 4-5-1. Vi har spillet med falsk 9’er til VM i 2010, og startende med to centerforwards mod små nationer. Vi har skiftet zoneopdækning ud med mandsopdækning på midtbanen, da Olsen følte, det kunne give os en fordel. Vi har spillet med omvendt trekant, altså 4-3-3 med en playmakertyper som Michael Krohn-Dehli på kanten. Fløjenes udgangspositioner i det offensive del har flyttet sig med tiden, da nye rum opstod centralt i banen. Og som i kampen mod Georgien, så vi, hvordan landsholdet tør prøve både 4-2-3-1, 4-3-3, 4-4-2 og 3-4-1-2 i samme kamp.

Morten Olsen vil gerne forny sig. Bare for en måned siden var hele DBU-trænergruppen i Dortmund for at søge ny inspiration fra tidens varmeste trænernavn, Jürgen Klopp.

Så på det taktiske har vi hele tiden oplevet fornyelse.

Hvad så nu?

Vi har haft nederlag og kriser før, som fik Morten Olsen nævnt som fyringstruet. Hjemmenederlag til Bosnien i 2003. 0-4 mod Irland i 2007. Manglende kvalifikation til EM i 2008, blandt andet efter en 1-3 ydmygelse mod Spanien i Aarhus.

Der er to spørgsmål, som for mig er centralt i denne diskussion:

Har Morten Olsen energien til at komme igen, og er der opbakning til træneren i spillertruppen?

I virkeligheden handler det jo ikke om personer, men om de rød-hvide farver.

Hvordan skaber vi det bedste landshold både på kort og lang sigt?

Jeg synes også, vi skal have ny landstræner, hvis vi kan finde et alternativ, der kan gøre landsholdet bedre. Og udvikle holdet på længere sigt. Men kan vi det?

Er Michael Laudrup, som i øvrigt er bundet af en kontrakt i Swansea City og trods en flot League Cup-triumf ikke lige frem er vadet fra succes til succes, en bedre løsning?

Jeg ser det ikke.

I min verden er Kasper Hjulmand et oplagt emne i fremtiden til Danmarks fornemmeste trænerpost, men han har kun to succesfulde sæsoner som seniortræner i sig.

I respekt for en træner som har ført Danmark til fem ud af syv mulige slutrunder – inklusiv de seneste to – bør vi alle bruge lidt længere tid på analysen, når fremtidens leder af landsholdet skal findes.

Et forhold på 13 år er ikke et fyringsgrundlag i sig selv. Morten Olsen skal fortsætte, hvis lysten og opbakningen stadig er der.