Kan Neymar få frispark OG gult kort for simulering?

Frispark til OB-spilleren, som samtidig får en advarsel for film

Frispark til OB-spilleren, som samtidig får en advarsel for film

Neymar er en gave til fodbolden med sine unikke evner som dribler, oplægger, målscorer og generel balletkunstner.

Men den 21-årige brasilianer har det ofte også med at kaste sig til jorden og overdrive en kontakt fra en modstander.

Så spørgsmålet er: Kan Neymar få frispark OG straffes for film på samme tid?

Nej, troede jeg, men jeg har modtaget dette fine indlæg:

Blot for at udrydde en udbredt misforståelse, du netop har bragt videre i TV2-studiet: Jo, en spiller kan sagtens straffes med en advarsel for film, selvom der rent faktisk bliver begået en forseelse mod ham.

I fodboldlovens § 12 står der:

“Hvis en spiller – uanset hvor på banen – forsøger at opnå en uberettiget fordel ved at simulere / ’filme’, skal han straffes med advarsel for usportslig opførsel.

I teorien bliver der ofte brugt det eksempel, hvor en angrebsspiller, der er kommet ind i straffesparksfeltet, bliver snittet på benet af en modspiller, så han er ved at miste balancen. Han kan dog godt holde sig på benene, men på grund af kontakten vælger han at smide sig. Den rigtige kendelse i dette tilfælde vil være straffespark plus advarsel til angrebsspilleren for film. Årsagen er den simple, at selvom der bliver begået en forseelse mod ham, berettiger det ham ikke til at forsøge at påvirke dommeren til at dømme til hans fordel.

Noget helt andet er så, at situationen nok bliver meget vanskelig at sælge i praksis, og at jeg – selvom det lovteknisk vil være helt korrekt – i ethvert tilfælde vil råde en dommer til at lade være og beslutte sig for, om der er straffespark ELLER film.

Da Morten Ankerdal spurgte dig, om Neymar ikke skulle have en advarsel for film, selvom der blev begået frispark mod ham, havde det rigtige svar været noget hen i retning af: Det kan man godt ifølge fodboldloven, men det er alligevel fornuftigt at dommeren at lade være. Ellers havde han nok bragt sig selv på dybt vand.

Så er Neymar advaret…