“Vi spillede faktisk godt mod Armenien…”

Som den lille grimme ælling...

Som den lille grimme ælling….

Uden mod og dræberinstinkt –  duer helten ikke

Efter “angstanfaldet” på Malta, skal Olsens 11 nu vise mandshjerte i tirsdagens kamp i Yerevan mod Armenien.

En modstander, som er så kontrastærk, at den logisk nok endnu ikke har fået point på hjemmebane i de første tre forsøg (1-3 mod Italien, 0-3 mod Tjekkiet, 0-1 mod Malta).

Trods 0-4-katastrofen i nationernes første møde i Parken, var der faktisk flere gode danske momenter, vi kan tage med fra den juni-kamp. Renset for de personlige fejl var præstationen i især den første 3/4 af kampen meget bedre end Malta-kampen målt på energi, vilje og chanceskabende spil. Men selvfølgelig langt fra perfekt.

Disse observationer, sammenlagt med analyser af Armeniens generelle spil i kvalifikationsturneringen, giver mig en tro på sejr i Yerevan.

Hjemmeholdet er nemlig markant svækket mod Danmark.

Armenerne må stille op med en ny bagkæde, da målmandsklippen Roman Berezovsky er skadet og forsvarsgeneralen Robert Arzumanyan er i karantæne. Det samme er angrebsmonsteret Yura “Yurassic Park” Movsisyan. Derudover er den tidligere Ajax-spiller Araz Ösbiliz (Armeniens Messi) tvivlsom, da han måtte udgå efter 28 minutter i sejren i Prag.

Læg dertil følgende armenske svagheder.

Først et par ord om zoneopdækning

Som jeg har skrevet før, så er armenerne dygtige fremad banen, men uden samme kvalitet i defensiven.

Jan B. Poulsen og de andre tidligere armenske landstrænere fra Vesteuropa har lært armenerne zoneopdækningens kunst, hvilket landsholdet stadigt praktiserer under den nuværende chef, Vardan Minasyan.

Som langt de fleste både klub- og landshold gør det. Men zoneforsvar kan variere. Lige fra den ekstreme kollektive norske måde under træner Egil “Drillo” Olsen, hvor modstandernes placeringer på banen er tæt på irrelevante og til den sydeuropæiske version som har tydelige mand-mand-tendenser. Det vil sige, en spiller tager den mand som løber ind i zonen og “dækker ham færdigt”.

Zoneforsvar er især egnet til bagkæder, der står højt på banen, og som gerne vil trække modstandere offside.

Armenerne kigger bold i zone-opdækningen = Angrib dybden, Danmark

Armenien forsøger sig også med zoneopdækningsform, og ligesom Morten Olsens version er der tydelige mand-mand-tendenser.

Det ses, når en højre back som Kamo Hovhannisyan forlader sin zone og følger en boldførende venstre kant som Michael Krohn Dehli langt op i banen. Derudover følger de armenske kantspillere (Aras Özbiliz og Gevorg Ghazyryan) også med tilbage, når de danske backer går med frem. Dermed ender Armenien med op til seks spillere i bagerste linje, hvilket de offensivt tænkende armenske kanter helst ville være fri for, og det nævner Morten Olsen med garanti på det danske taktikmøde som et element, vi bør udnytte.

Svagheden ved område-opdækning generelt er nemlig, at spillere let kommer til at kigge for meget på bolden og for lidt på nærmeste modstander. Det gør armenerne.

Da den armenske bagkæde derudover ofte forsøger at holde linjen “højt” fremfor at falde med modstandernes løb, giver det (et lille) bagrum at boltre sig på, som vi så Dennis Rommedahl gøre brug af tre gange i Parken, inden der var spillet 11 minutter.

Rommedahl på højre fløj løber bag ryggen på Armeniens venstre back Aleksanyan. Tæmning misser han og chancen bliver til et indlæg

1) Rommedahl på højre fløj løber bag ryggen på Armeniens venstre back Aleksanyan. Zimling spiller perfekt bold. Tæmning misses og chancen bliver til et indlæg. (Billede: Copyright TV2 Sporten)

Udligning? Nej...

2) Endnu et intelligent og perfekt timet dybdeløb fra Rommedahl. Krohn Dehli spiller ham. Endnu en misset tæmning. Chance forspildt. (Billede: Copyright TV2 Sporten)

3) Eriksen løber dybt og snitter bolden med hovedet til Rommedahl som er løbet centralt. Stor chance, men Rommedahls skud går forbi

3) Cornelius trækker sin mand væk fra centerforsvaret (mand-mand-tendens). Eriksen løber dybt i hullet, og sekunder senere snitter han med hovedet bolden fra Krohn Dehli til Rommedahl, som er løbet centralt. Stor chance, men Rommedahls skud går forbi. Nær ved og næsten… (billede: Copyright TV2 Sporten)

Nu ved Martin Braithwaite godt, hvad han skal tirsdag aften…

Fodbold er et løbespil – også ind i modstandernes felt

Som Leon Andreasen viste på Malta ved 1-0 målet, så kan det betale sig at løbe i feltet. Det handler om mod, vilje og timing. Mod Armenien i Parken tog både Kvist, Zimling og Eriksen til tider turen ind i feltet ved indlæg, men farligt blev det aldrig, da løbene kom for sjældent og manglede hidsighed.

Men se Daniele De Rossi score til 2-1 for Italien i Armenien. Se, DET er en midtbanespiller,  som har både timing i løbet og mod til at risikere. Overskud!

Netop de centrale midtbanespilleres målsøgende løb kan landsholdet blive bedre til. Vi kan sagtens risikere en ekstra mand i feltet, uden at vi åbner op for en kontra-kniv. Andre spillere må dække ind. Men det handler også om typer, og i Leon Andreasen har vi vores “Daniele De Rossi”.

Men Nicki Zimling kan også.

Zimling i feltet

Indlæg på vej fra Rommedahl. Zimling, Krohn Dehli og Cornelius skaber en sjælden dansk overtalssituation i Armeniens felt. Det vil jeg gerne se mere af…

Skab overtalssituationer

Fodbold i 2013 handler i høj grad om evnen til at skabe overtalssituationer.

Overtal får man ved at snyde sin direkte modstander eller ved at spillerne bevæger sig frit fra positionerne, så man skaber “overload” i et område.

Det kan være en kant, som løber modsat lige som Dennis Rommedahl på billedet oven over eller som her, hvor en forsvarsspiller går med frem.

Bjelland går med frem og skaber 3v2 situation i venstre side. Aflevering til Krohn Dehli kikser.

Bjelland går med frem og skaber 3v2 situation i venstre side. Den armenske højrekant, Aras Özbiliz, står på indvendig side af sin back (den yderste hvidblusede spiller som dækker S. Poulsen med nr. 5). Özbiliz taber Krohn Dehli af syne, men afleveringen i dybden kikser. Læg mærke til Zimling og Eriksens positioner UDEN for feltet. (Billede: Copyright TV2 Sporten)

Oppe i hovedet, der boede tre trolde…

Men alt det taktiske er lige meget, hvis ikke den mentale tilstand er optimal hos spillerne.

Jeg blev skræmt af skrøbeligheden, som de danske spillere viste i kampen mod Malta, hvor overskuddet til at hjælpe kollektivet forsvandt i sydlandsvarmen, tvivlen bredte sig og modet til at gøre en forskel blev overdøvet af den indre svinehund, som fokuserede på at minimere fejl.

Denne tilstand kan efter min mening lige så godt forbedres på en burger-bar som på træningsbanen og er en virus, der hurtigt skal slås ihjel. Ellers “dør” vi.

Jeg er spændt på at se, hvor meget spillerne har rykket sig mentalt siden i fredags.

Kontrastyrke: Giv dem lillefingeren og armenerne tager armen

Men nu lidt om den modstander, som gjorde så ondt på os for et par måneder siden.

Armenien er et af de mest kontrastærke hold i Europa. Og de angriber med et formål. Mål!

Derfor skal enkelte danske spillere tage gode defensive positioner, selv når vi angriber, så en rød-hvid kan bremse en armensk opstilling ved fødslen.Især William Kvist som 6’er har en essentiel rolle som bremseklods.

Som en ekstra nødvendighed, skal de danske returløb være desperat hurtige.

Fodbold ER et løbespil.

Armenien er omstillingsparate

Lynhurtigt har Armenien fem spillere med i et kontra-angreb – Boldholder Kamo Hovhannisyan (13) er højre back. Dansk tilbageløb i sprint. (Billede: Copyright TV2 Sporten)

 

To rød-hvide mod tre armenere, men i denne situation ender det lykkeligt for Danmark

To rød-hvide mod tre armenere, men i denne situation ender det lykkeligt for Danmark. (Billede: Copyright TV2 Sporten)

Armeniens formodede opstilling (4-2-3-1)

12 G. Kasparov

13 K. Hovhannisyan – 15 H. Mkoyan – 3 V. Haroyan – 20 L. Hayrapetyan

7 Artur Yedigaryan – 6 K. Mkrtchyan

8 M. Pizzelli – 18 H. Mkhitaryan – 10 G. Ghazaryan

11 A. Sarkisov

12 Gevorg Kasparov – 33 år. Udlejet til Zob Ahan Isfahan i Iran fra armenske Mika Yerevan.

13 Kamo Hovhannisyan – 20 år. Højre/venstre back eller wing. Enorm dynamisk og hurtig. Spiller for Pyunik i Armenien.

15 Hrayr Mkoyan – Stopper eller højre back. 27 år. Klub: Gadzasar Kapan i Armenien.

3 Varazdat Haroyan – 20 år. Spiller i den armenske liga for Pyunik.

20 Levon Hayrapetyan – Venstre back/wing. 24 år. Widzew Lodz i Polen.

7 Artur Yedigaryan – Defensiv midtbanekriger. 26 år. Spiller i Kairat Almaty i Kazakhstan.

6 Karlen Mkrtchyan – 24 år. Defensiv midtbanespiller. Scorer på langskud mod Tjekkiet. Klub: Anzhi (Rusland)

8 Marcos Pizzelli – Naturaliseret brasilianer. 28 år. På kontrakt i FK Krasnodar. “David Silva-light”. Typisk 10’er.

18 Henrik Mkhitaryan – BVB Dortmund. Stjernespiller. 24 år.

10 Gevorg Ghazaryan – Venstre kant. Højrebenet. Scorer sejrsmål mod Tjekkiet. Ejet af Metalurg Donetsk (Ukraine). Udlejet til Shakhter Karagandy i Kazakhstan som tabte til Celtic om en plads i Champions League. 24 år.

11 Artur Sarkisov – Spids. kraftfuld, hurtig og tætbygget type med karakteristisk lille hestehale (ligner Andy Carrol). Scorede sejrsmål på Malta. 26 år. Spiller i Ural Sverdlovskaya Oblast i Rusland.