Hvis og hvis…men sådan kommer Danmark til VM

På med klaphatten. Danmark skal spille landskampe...

På med klaphatten. Danmark skal møde Italien…

Kort fortalt: Hvis vi får to danske og norske sejre, og Bulgarien IKKE vinder begge kampe, så er vi klar til play-off-kampene mod VM i Brasilien.

Hvor svært, kan det være?!

Den længere version – Hvis og hvis…

For at Danmark bliver nummer to i vores kvalifikationspulje skal vi altså vinde begge vores resterende kampe mod Italien (11.oktober) og Malta (15. oktober) i Parken. Derudover skal vi håbe på, at ENTEN Armenien eller Tjekkiet tager minimum 1 point fra Bulgarien.

Lykkes denne første udfordring, skal Danmark sammenligne sig med de andre gruppers 2’ere, for kun 8 af to’erne fra de 9 kvalifikationsgrupper går i Play-off.

Der skal altså findes en sorteper blandt de ni to’ere.

Og her bliver det kompliceret.

Der er stadig fire grupper, hvor to’eren i teorien kan ende med færre point end Danmark.

Størst sandsynlighed – Norge skal spille Danmark i Play-off.

I ingen anden pulje (udover Danmarks) slår holdene hinanden på kryds og tværs som i Gruppe E.

Norge tabte på to dødbolde til Schweiz i går, som dermed er et point fra at kvalificere sig til VM. Danmark skal håbe på, at Schweiz bliver nummer et i puljen.

Men fire hold kan stadig nå andenpladsen.

Og her skal Danmark håbe på, at det IKKE bliver Island, der bliver 2’er, for Lars Lagerbäcks tropper har allerede samlet 13 point sammen (også fratrukket kampen mod Cypern, som ikke tæller i to’er-regnskabet).

Albanien må heller ikke ende som næstbedste hold, men det er der heller ikke meget, der tyder på.

Derfor må Cypern gerne tage point fra Island den 11. oktober i Reykjavik, for det hjælper til, at et andet land end Island bliver nummer to efter Schweiz.

Enten Norge eller Slovenien.

Den mest simple løsning for Danmark er, at Egil “Drillo” Olsens gutter vinder begge de resterende kamp.

Både i Slovenien den 11. Oktober og mod Island den 15. Oktober i Oslo.

Heja Norge!

Sker dette, får Norge andenpladsen i Gruppen, men bliver samtidig den dårligste to’er i regnskabet (eller i hvert fald dårligere end Danmark). Med 11 point.

Slovenien må også gerne blive nummer to, men så må Handanovic og kompagni IKKE få mere end fire point i kampene mod Norge (hjemme) og Schweiz (ude).

Skulle Slovenien vinde begge kampe og ende på andenpladsen, så tager de 12 point med ind i ligningen om bedste andenpladser. Dermed er det målscoren som bliver afgørende målt mod Danmark. Her har Danmark lige nu minus to mål (7-9, Malta-kampene tæller ikke). Slovenien har minus to men vil med to sejre forbedre den statistik med mere, end Hvad Danmark kan vinde over Italien med.

Sådan ser kampen om andenpladsen ud i Gruppe E (fratrukket kampene mod Cypern):

Island: 7 kampe -13 point . Resterende kampe: Cypern hjemme og Norge ude. Island har TABT til Cypern, men har slået Albanien både ude og hjemme, tæsket Norge (hjemme) samt Slovenien (ude) samt fået uafgjort 4-4 mod Schweiz (efter 1-4 til der manglede 30 minutter og med udligning i overtiden). Island må altså IKKE blive 2’er.

Slovenien: 6 kampe har givet 6 point. Resterende kampe: Norge hjemme og Schweiz ude. Med to sejre ender Slovenien på 12 point i to’er-regnskabet. Lige som Danmark.

Norge: I 6 kampe har man kun 5 point. Resterende kampe er Slovenien på udebane samt Island hjemme. To sejre får Norge op på 11 point (altså fratrukket sejre over Cypern) og en andenplads i gruppen.

Albanien: 7 kampe har givet 10 point. Mangler Schweiz hjemme og Cypern ude. To sejre KAN give en andenplads med 13 point i to’er-regnskabet. Og altså bedre end Danmark.

Her er resultaterne, som vi skal håbe på:

Island-Cypern: Cypriotisk tjeneste? Island må gerne tabe point!

Slovenien-Norge: Norsk sejr er bedst. Uafgjort er ok, men så skal Norge slå Island og Slovenien vinde i Schweiz (ellers vinder Island kapløbet). Ved slovensk sejr, må Slovenien ikke også vinde i Schweiz.

Norge-Island: Norsk sejr!

Knap så sandsynligt – Kroatien skal tabe

Der er stadig muligheder i andre puljer, men sandsynligheden er ikke stor.

I Gruppe A ligger Belgien til førstepladsen.

To’eren bliver Kroatien, som IKKE må få flere point i hjemmekampen mod Belgien samt udekampen i Skotland. Ellers overhaler de Danmarks potentielle pointhøst på 12 point som to’er.

Belgien er suveræne, og Skotland vandt faktisk 1-0 i den omvendte kamp på Stadion Maksimir i Zagreb, så….

Mindre sandsyndligt – Estland skal tage point i Rumænien

I Gruppe D er Holland suveræne, men kampen om andenpladsen er helt åben.

Hvis Tyrkiet eller Ungarn bliver 2’er, så ender de med flere point, end de 12 som Danmark har i regnestykket.

Derfor skal vi håbe på hollandske sejre (eller uafgjort) mod Tyrkiet og Ungarn, så det bliver en rumænsk andenplads. Men med dette forbehold.

Rumænien skal slå Andorra den 11. oktober, men Estland skal tage point fra Rumænien i Bukarest den 15. oktober. På denne måde kan rumænerne stadig blive nummer to i puljen, men kun med 11 point i play-off-regnskabet.

Sådan ser to’er-billedet ud lige nu (fratrukket kampene mod Andorra):

Ungarn: 7 kampe 11 point (mangler Holland hjemme samt Andorra)

Tyrkiet: 6 kampe – 7 point (mangler Estland ude og Holland hjemme)

Rumænien: 7 kampe 10 point (mangler Andorra + Estland)

Meget usandsynligt – Hvis Ukraine vinder gruppen, og hvis….

Den mest spændende kvalifikationspulje er Gruppe H.

Her ligger England, Montenegro og Ukraine og kæmper om førstepladsen.

Men vi er jo i Danmark mest interesseret i, hvor mange point andenpladsen får.

Og sådan skal det gå, hvis Danmark med sine potentielle 12 point skal have flere end rivalen fra denne gruppe. Ukraine må IKKE blive nummer to.

Lige nu ser regnskabet således ud, når kampene mod San Marino er fratrukket.

England: 6 kampe 10 point. De sidste to kampe spiller Roy Hodgsons trup på hjemmebane mod Montenegro og Polen. England må kun få et point, hvis du spørger Morten Olsen.

Ukraine: 7 kampe = 12 point. Ukraine mangler Polen hjemme og San Marino ude. Ukraine er allerede bedre stillet end Danmark.

Montenegro: 6 kampe – 9 point. Den 11. oktober gælder det England på Wembley og fire dage senere Moldova på hjemmebane. Hvis Jovetic, Vucinic og kompagni vinder én af kampene og ender på andenpladsen, så skal Danmarks målscore være bedre end Montenegros. I øjeblikket er slavernes på minus to (fratrukket 6-0 og 3-0 over San Marino). Danmark har som før nævnt også minus 2….

Polen: 6 kampe – 7 point. To kampe tilbage: Ukraine og England ude. Kun i teorien kan Polen ende på andenpladsen.

Disse resultater skal vi håbe på:

Ukraine-Polen (uafgjort eller ukrainsk sejr)

England-Montenegro (uafgjort. Ved sejr går begge hold forbi Danmark i to’er-regnskabet)

England-Polen (Polsk sejr)

Montenegro-Moldova (uafgjort eller udesejr)

Nu er vi vist ude i teorien…

Alle dem, som tror på en dansk VM-billet, rejs jer op!?

Alle dem, som tror på en dansk VM-billet, rejs jer op!?

Regler for 2’er sammenligning

Kun kampe mod de fem bedste hold i kvalifikationspuljen er tællende i regnestykket (så i grupper med seks hold, gælder resultaterne mod bundproppen ikke).

De otte bedste 2’ere findes på denne måde:

  • Flest point
  • Målforskel
  • Flest scorede mål

(Play-off-kampe spilles den 15. og 19. november 2013)