Juventus FC. Et hold uden svagheder?

”Juventus er et hold som forener alle, fra intellektuelle til arbejdere…det er et universelt hold, et fodboldens Esperanto…og så er der fansene…rigtige fans, fra Sicilien til Valle D’Aosta. Der er 11 millioner af os. 11 millioner”

(Darwin Pastorin, journalist, forfatter og “juventino” i bogen “Calcio” af John Foot)

Juventus FC har sympati fra en tredjedel af Italien. Men afskyes af alle andre.

Fra tiden i Udinese (1998-2001) husker denne skribent, hvordan Stadio Friuli kun var fyldt, når den zebra-stribede storebror kom på besøg i det friulanske. Og hvordan omtrent halvdelen af tilskuerne rejste sig op ved en udeholds-scoring.

Men også de modsatte følelser var i spil. Som i november 1998, hvor landets største talent Alessandro Del Piero, liggende på en båre efter en tæt på karrieresluttende knæskade, blev buhet fra banen på vejen til omklældningsrummet. Hadet er stort mod den mest succesfulde klub i Italien.

Klubbens popularitet har sit fundament i 1930’erne, da Juventus var dominerende i støvlelandet, og det nye medie radioen udbredte budskabet og nationaliserede dermed bannerføreren af den sportsgren, som Italien var bedst til i verden. Agnelli-familiens FIAT-koncern som havde penge og indflydelse, hjalp også gevaldigt til Juventus’ stigende berømmelse.

Succes avler succes.

Kun 40’ernes Torino, 60’ernes Inter samt 90’ernes Milan (og delvist 00’ernes Inter…) har truet Juventus’ position.

29 Serie A-titler (samt 2005 og 2006 som blev frataget klubben), to Europa Cup-triumfer (1985 og 1996 samt fem tabte finaler) og store aktier i landsholdets VM-titler i 1934, 1982 og 2006. Juventus ER Italiens mest præmierede klub.

Med fans fra syd til nord, ja flest “tifosi” uden for Torino. En pokalkamp omkring årtusindeskiftet med mindre end 1000 tislkuere på Stadio Comunale i den piemontesiske by var ikke usædvanligt. Men på udebane, var der altid fyldte tribuner.

Måske derfor har jalousien og frustrationen mod den mægtige FIAT-koncerns hold længe været stor.

I 1998 for eksempel var man overbeviste om, at Juventus ikke kun var heldige men også, at Agnelli-familien havde “styr på sagerne”. Alt for megen dommertække omkring straffespark. At Del Piero var gået fra stankelben til tyrenakke på mistænkelig kort tid efter skiftet fra Padova til “Den Gamle Dame” vakte også mere end undren.

Konspirationsteorier troede man som dansker dengang. Men så kom en dopingskandale i 2001. og så Calcio-poli i 2006. Og nye doping-beskyldninger i 2013.

En stilfuld klub har været i knæ, men efter mesterskaberne i 2012 og 2013 er “Italiens forlovede” tilbage på toppen som et ikke urealistisk bud på en Champions League-vinder i 2014.

Antonio Conte - 44 år, tredje sæson som træner i Juventus. Spillede i klubben fra 1991-2004.

Antonio Conte – 44 år, tredje sæson som træner i Juventus. Spillede i klubben fra 1991-2004.

Antonio Contes Juventus

Og hvad er det så for et mesterhold, som Ståle Solbakkens FC København står over for i Parken tirsdag aften?

Juventus-træner Antonio Conte var selv en dygtig spiller med en fin karriere i blandt andet den store Torino-klub. Han var en aggressiv, kynisk og hårdt arbejdende midtbanespiller. Mere ydende dræber end yndefuld danser.

I dette billede har Conte skabt Juventus anno 2013. Intet er skabt for skønhedens skyld.

“La Juventus è una squadra tosta, dura da sconfiggere”, som Conte beskrev sit hold efter 1-1 i “Derby d’Italia”. Sultent og svært at slå.

I Juventus skal individualisterne indordne sig. På den måde som nu temperamentsfulde sydeuropæiske solister gør.

De er meget seriøse under træningen, hvor der er nogle hold,  der lige slækker lidt en gang i mellem. Her er holdet hele tiden på 100 procent, og det har Conte selvfølgelig været med til at sørge for

(Juventus-danskeren, Jacob Barrett Laursen i Tipsbladet om klubbens træningskultur)

Udgangsformationen er 3-5-2 – som det halve Italien

I Europa er firemandsbagkæden næsten obligatorisk. Den dækker bredden af banen bedre end tre (men dårligere end fem…), og giver en positionsmæssig balance på hele banen. Harmoni.

Tremandsbagkæden er meget populær i Italien hvilket skyldes, at holdet på den måde er bedre stillet defensivt, da wingbackerne giver ekstra støtte til de bagerste rækker.

Italiensk fodbold er jo kendt for den defensive soliditet, hvilket kan dateres tilbage til Vittorio Pozzos Italien i 1930’erne og den senere “catenaccio”-spillestil, som “Il Grande Inter” praktiserede i 1960’erne. En slags 5-4-1 med libero. Systemer som vandt titler.

Derfor har man haft et defensivt tankesæt i Italien. Det er en vindende metode. Til gengæld taber man initiativ længere fremme på banen, men det er et vilkår man gerne lever med.

I et 4-4-2-system skal kantspillere også ofte ned på siden af bagkæden og give støtte, men forskellen ligger i de typer, man vælger.

Wingbacker i 3-5-2 er oftest bedre i det defensive arbejde, end de typer man vælger i et system som 4-4-2 med midtbanekantspillere.

Men 3-5-2 er bare en talkombination…

Spiller Juventus 4-4-2?

Spiller Juventus 4-4-2?

Defensiven – 5-3-1-1

De italienske mestre sætter taktik efter modstanderne. På hjemmebane mod Lazio er intentionen at presse højt…

Andrea Pirlo går højt i pres mod Lazio.

Andrea Pirlo går højt i pres mod Lazio.

…mens Juventus på Giuseppe Meazza mod Inter i længere perioder frivilligt stiller sig langt tilbage i en 5-3-1-1 formation.

"I scorer færre mål end os"

Lavt pres. Juventus stiller sig tilbage. Bagkæden tager udgangspunkt ved egen felts bue. En angriber hjælper til centralt på modstanders defensive midtbanespiller.

I Parken mod FC København skal vi forvente den første version: Et højtpressende Juventus-hold som vil jagte FCK, lige som de lagde pres på FCN i sidste Champions League.

Offensiven – 3-1-4-1-1

Andrea Pirlo er spilfordeleren, når Juventus har bolden, men de tre stoppere i bagkæden vil nu også gerne spille med. Det er dog nummer 21, som sætter scenen. Især den direkte førstegangs-pasning i modstandernes bagrum sker hurtigt og overraskende men koordineret med medspillerne.

Paul Pogba og chilenske Arturo Vidal spiller centralt på midtbanen foran Pirlo. Men i hver deres side, som havde Conte givet dem en banehalvdel hver. Ingen krydser den usynlige linje. Meget disciplineret og med stor kvantitet og ikke mindst kvalitet. De gør ondt på alle modstandere. Læg især mærke til bevægelsesmønstret, hvor spilleren nærmest boldholderen går på kanten, mens den anden er klar til et løb i feltet.

Netop dybdeløbene er dræbene. Hver gang Pirlo har bolden, så sker der noget.

Paul Pogba løber dybt mod Inter

Paul Pogba løber dybt mod Inter

Dybdeløbene kommer også fra Arturo Vidal. På den måde scorede chileneren to mål mod Lazio.

Dybdeløb. Paul Pogba finder Arturo Vidal i bagrummet mod Lazio. 1-0 til Juventus

Dybdeløb. Paul Pogba finder Arturo Vidal i bagrummet mod Lazio. 1-0 til Juventus

Men mønstrene byder også, at Vidal og Pogba trækker sig væk fra midten, sådan at angriberne Vucinic og Tevez isoleres centralt. Her er de farlige.

4-2-3-1 er på mode, men Juventus spiller med to mand fremme. Og de placerer sig ofte tæt på hinanden og søger hinanden i kombinationer.

4-2-3-1 er på mode, men Juventus spiller med to mand fremme. Og de placerer sig ofte tæt på hinanden og søger hinanden i kombinationer. Her løber Tevez i dybden, og Vucinic spiller ham sekundet senere.

Svaghederne

Juventus er et hold med momentum og opadgående formkurve og er selvfølgelig kæmpe favorit mod de danske mestre. Italienerne bør vinde otte af 10 kampe mod de danske mestre (sådan cirka…).

Men et perfekt hold er Juventus ikke og her er et par nøgler til dansk succes.

Systemet 3-5-2 har sine fordele og ulemper. Mod et 4-4-2 spillende hold som FCK vil det danske hold som udgangspunkt have en numerisk fordel på kanten. To (på højre kant Bolanos og Jacobsen) mod en (Kwadwo Asamoah i Juve’s venstre side). Med den rigtige timing i løb og afleveringer kan overlappende backer som Lars Jacobsen og Pierre Bengtsson komme fri til indlæg, hvis Juventus’ wingbacker ikke får hjælp fra centrum af Vidal eller Pogba.

Forsvaret er Juventus’ styrke. I Serie A i 2012/2013 lukkede holdet kun 24 mål ind i 38 kampe (heraf tre i den sidste ubetydende runde).

Buffon, Barzagli, Bonucci og Chiellini har, ikke kun for Juventus men også på landsholdet, dannet bagkæde i lang tid, hvilket selv sagt er en styrke. En formidabel stabilitet og et vigtigt fundament.

Men individuelt har de tre stoppere mangler (lige som alle andre spillere).

Leonardo Bonucci vil gerne spille smart. Han er dygtig med bolden men får til tider storhedsvanvid og tror, han er Franz Beckenbauer (eller Da Vinci…). Han skal presses, for han risikerer gerne et frækt opspil i stedet for en logisk clearing.

Giorgio Chiellini er den mindst elegante af de tre bagerste og taber også bolden mod Inter, da han bliver presset, hvilket fører til “nerazzurri’s” føringsmål. Han er en af Europas bedste forsvarsspillere men kan godt tages på farten af Christian Bolanos eller Rurik Gislason.

Andrea Barzagli, som dog nok får en pause mod FCK, har mistet lidt af selvtilliden, måske grundet en mindre god præstation for Italien ved Confederations Cup, og han var da heller ikke udtaget af Cesare Prandelli, da Italien sidst var samlet. Han er lidt langsom i vendingerne og har det svært over for små, hurtige spillere.

I stedet for Barzagli spiller Angelo Ogbonna. En teknisk dygtig venstrebensspiller á la Daniel Agger, men urutineret på den internationale scene og ikke sammenspillet med de andre.

Andrea Pirlo har verdensklasse. Bum. Men i det defensive fylder han ikke meget. Han læser spillet bedre end de fleste, men han dækker ikke sit område foran bagkæden som en Sergio Busquets fra Barcelona. Her kan FCK finde plads. Og han kan ikke tackle. Kun prikke.

Gianluigi Buffon er en legende, men har de seneste år vist tegn på ælde og også svigtende mod. Vi griber lidt efter halmstrå her, men Buffons seneste svaghedstegn skete mod Lazio, hvor han gav en retur på et langskud, hvilket førte til Miroslav Kloses reduceringsmål. Han dominerer ikke sit straffesparksfelt, som han engang gjorde. Han er ikke urørlig.

Til sidst vil jeg nævne den sydlandske arrogance/individualisme. I Italien træner man meget taktisk træning. MEGET taktisk træning. Hvilket efter denne skribents opfattelse skyldes behovet for at tæmme den større individualisme som hersker jo længere sydpå, man kommer. Individualismen vil altid være til stede i et-eller-andet omfang. Derfor kan alle Juve-spillere fanges i et øjeblik af stjernefølelse (“jeg-behøver-ikke-at-løbe-tilbage”). Også Juventus, men stunderne er få. Og kun fra de forreste fem (de tre centrale midtbanespillere samt angriberne). Det kan de danske løver straffe med stor løbevillighed og mange folk foran boldholderen.

Juventus - Storia di una grande amore...

Juventus – Storia di una grande amore…

Links:

http://drupal7.tipsbladet.dk/content/den-gamle-dame-forbereder-sin-anden-ungdom

John Foot – “Calcio” (2007)

www.gazzetta.it

Tipsbladet