(3-2-2014) MMM Uge 6: Test – Top og bund af udlandsprofferne

Der er et yndigt land...

Der er et yndigt land…

Transfervinduet er lukket. Flere danske spillere skiftede klub, mens de fleste blev, hvor de var.

Så hvordan ser det nu ud med de danske udlandsprofessionelle?

Er de på rette græsbane? Får de spilletid?

Vi tester bæredygtigheden af klubvalget hos (de fleste af) udlandsprofferne (se Top 8-lister nederst):

1) Stephan Andersen fandt en ny klub sidst i transfervinduet, da hollandske midterklub Go Ahead Eagles bød sig til. Dermed ender et skuffende ophold i Real Betis for den 32-årige målmand, som i 2014 har spillet lige så meget, som bænken har været kampplads. I sæsonen 2013/2014 har Andersen fået 31% (585 minutter i 21 runder) af den tilgængelige spilletid for Real Betis i La Liga.

Konklusion: Logisk skifte. Hollandsk midterklub ligner et mere passende niveau.

2) En målmand med succes er Kasper Schmeichel, som med Leicester City er på vej mod Premier League. Det nye år er forløbet perfekt for ”the Foxes”. Derfor er Schmeichel også interessant for større klubber. Fem kampe i 2014 har givet fem sejre. Sæsonen: 28 runder med fuld spilletid: 100%

Konklusion: Bliv hvor du er. Premier League venter (“Up the Rams…”)!

3) Der gik rygter om Napolis interesse i Daniel Agger, men det blev ved transfersnakken. Kun én Premier League-kamp har den danske anfører spillet i 2014. Det var nytårsdag, hvor danskeren scorede på et hovedstød efter hjørnespark i 2-0 sejren over Hull. Siden fik den 29-årige forsvarsspiller også fuld tid i FA-Cup-gevinsten over Oldham. Men så kunne lægmusklen ikke mere, hvilket har kostet fire Premier League-opgør samt FA Cup-sejren over Bournemouth. Agger forventes klar i løbet af en uge ifølge transfermarkt.co.uk. Involveringsprocent i i sæsonen: 808 minutter i 24 runder = 37,4%. I 2014: 90/450 = 20%. Tid på tribunen grundet skader = 16,7% spilletid.

Konklusion: Skader og god Liverpool-form har givet pauser til Agger, men Liverpool og Agger er i et kærlighedsforhold. Jeg tror på et kobberbryllup.

4) Ukampdygtig var også Simon Kjær indtil weekendens nederlag på 1-0 til Nice, hvor Kjær igen var med. Forsvarsspilleren har ellers haft en stærk sæson i Lille, hvor han blev udtaget til efterårets hold i det toneangivende franske magasin L’Equipe. 2014 har dog ikke givet sejre, men kun tre nederlag samt senest et uafgjort resultat, hvor Simon Kjær ikke var med grundet den skade, den 24  årige jyde fik i pokalkampen mod IC de Croix. En kamp, hvor Kjær ellers scorede sit første mål for sin franske klub. Involveringsprocent: 270/360 minutter = 75%. I hele sæsonen har Kjær spillet 86% af alle Ligue 1-minutterne (1774 minutter i 23 runder).

Konklusion: Perfekt forhold.

5) Ajax er glade for danskere og en af de mest populære er Nicolai Boilesen. Daley Blind er blevet rykket op på Christian Poulsens position som 6’er (defensiv midtbane), hvilket har åbnet op for den 21-årige dansker på venstrebackpositionen. En skade holdte Boilesen ude i 4 af de 21 runder (19%), så i alt har den blonde dansker kun spillet 52% af alle minutter (980/1890) i Eresdivisie. I weekenden blev Boilesen udskiftet efter 48 minutter mod Utrecht (1-1) efter et uforsætligt hårdt slag mod hovedet.

Konklusion: De overvejelser ligger lige til venstrebenet. Bliv i mindst et par år.

6) I Bundesligaen har Leon Andreasen ikke fået den bedste start på 2014. Kun to korte indhop er det blevet til, men til gengæld har Hannover 96 vundet begge kampe. Godt for klubben men ikke for Den 30 åriges forhåbninger om at få en startplads. 12/180 minutter = 6,7%. I sæsonen har Hannover ellers i 19 runder haft den danske ”løve” på banen i 85% af tiden (1449 af 1710 Bundesligaminutter).

Konklusion: Der skal kæmpes for en startplads, men det er pudsigt nok Leons spidskompetence. Bliv.

7) Midtbanekollegaen i Bundesligaen, Niki Zimling, er røget ud i kulden i Mainz 05. Efteråret 2013 blev afsluttet med to kampe på bænken, og 2014 er indledt med to opgør på tribunen (begge sejre). En formnedgang med flere årsager ifølge Zimling selv. Tribuneplads skyldes ikke skade. 1710 minutter har Zimling spillet i sæsonen = 44,6%.

Konklusion: Selvtillidssvigt og personlige problemer har kostet pladsen, men Zimling kommer igen.

8) Hos Twente har Andreas Bjelland, som ellers tidligere har været uheldig med skader, kun misset 18 minutter i sæsonen (udskiftning mod Utrecht i runde tre ved 5-0 føring). Også efter vinterpausen fik den 25-årige forsvarsspiller fuld spilletid, da Michel Jansens hold vandt 3-1 i weekenden. Det giver en involveringsprocent på 99% (i 20 runder).

Konklusion: Bjelland er på toppen

9) William Kvist er nu Premier League-spiller. Tiden i Bundesligaen havde flere højdepunkter, men nu har to managers vendt tommelfingeren ned ad over for danskeren. Chancer var der ellers nok af, da ex-FCK’eren spillede 57,7% af alle Bundesligaminutter i sæsonen (1620 minutter i 18 runder). Opholdet i Fulham begyndte med 90 minutter i 0-3-katastrofen mod velspillende Southampton.

Konklusion: Fik ros efter første Fulham-kamp, men Meulensteen er i fare. Og dermed også Kvist. Jeg bævrer ved situationen.

10) Ligakollegaen Christian Eriksen har haft et rigtigt godt skifte til Tottenham Hotspur fra Ajax. Fine mål og afgørende aktioner fordelt på 1122 minutter (af 2160) = 52%. Ankelskaden fra Norgeslandskampen i november kostede fem Premier League-kampe (21%).

Konklusion: Wonderful

11) Den tidligere holdkammerat i Ajax, Viktor Fischer, er i gang med den sæson som skal manifestere den 19-årige århusianer som mere end et stort talent. Ti mål i ”debutsæsonen” betyder, at ex-FCM-spilleren har meget at leve op til. På landsholdet bliver det ikke til megen spilletid, men i Eresdivisie har den dynamiske kantspiller spillet i samtlige 21 kampe eller 79,5% af tiden (1502 af 1890 minutter).

Konklusion: Han skal stadigt forbedre sikkerheden i boldomgangen, og her er Ajax en perfekt platform. Spilletid er vigtigst. Bliv et år endnu.

12) Michael Krohn-Dehlis Celta Vigo kunne ikke vinde på hjemmebane i begyndelsen af La Liga-sæsonen. Første succes var i runde 15 (3-1 over Almeria), hvor Krohn-Dehli spillede 76 minutter. Det gav jævnlige udskiftninger i formationen under træner Luis Enrique som heller ikke er bange for at bruge rotationsprincip. Den 30-årige dansker har derfor været meget på bænken i de 22 runder og ”kun” spillet i 42% af tiden (835 af 1980 minutter). En skade i oktobermåned (runde 9) satte kantspilleren ud i to kampe (hvoraf den ene blev vundet 5-0…på udebane) og gav en bænkplads i runde 12.

Konklusion: Det ligner en ny klub til sommer.

13) Danmarks dygtigste angriber Nicklas Bendtner i gang med (endnu) en turbulent sæson i Arsenal. Også på banen. Efteråret begyndte med tvungen træning med ungdomsholdet, og sommertransfervinduet lukkede efterfølgende med Bendtner mere eller mindre siddende i sin bil på Crystal Palaces parkeringsplads. Siden har skader og Olivier Girouds gode form begrænset spilletiden til 164 ligaminutter fordelt på ni kampe eller 7,6% af den potentielle maksimaltid i Premier League. En ankelskade forhindrede angriberen i at spille i runde 21 og 22. Men han har grebet sine chancer.

Konklusion: Ny klub til sommer

14) Ligue 1 har flere danskere på græs. Jesper Hansen har mest været FC Évian Thonon Gaillards reservemålmand efter 36-årige Bertrand Laquait (som også var foran Stephan Andersen i køen). Ni kampe er det blevet til for den 28-årige målmand efter 23 runder, hvilket svarer til 39% af spilletiden.

Konklusion: Mon ikke Laquait snart er for gammel. Hold ud, Jesper.

15) Anders Lindegaard fik en del spilletid under Sir Alex Ferguson, men rotationsprincippet på målmandspladsen gælder ikke mere i Manchester United under David Moyes. Den 29-årige keeper har endnu ikke spillet Premier League-kampe i denne sæson.

Konklusion: Jeg ville personligt aldrig forlade Man United, men et lejemål måske?

16) En korsbåndsskade bremsede hurtigt Jores Okores første sæson i Aston Villa. Den 21-årige stærke stopper var tilgængelig for manager Paul Lambert i de første fire runder af Premier League-sæsonen. Her spillede Okore 167 minutter (bænkplads i sejr, spilletid i tre nederlag), svarende til 46%.

Konklusion: Kom tilbage (fra skade) nu!

17) Dansk/tyske Jannik Vestergaard var længe en af de bærende spillere hos TSG 1899 Hoffenheim-hold. Siden har reserverollen også været en del af dagligdagen for den 21-årige stopper, som fik debut på landsholdet mod Polen i august. I alt 1148 Bundesligaminutter er det blevet til i 19 runder, det vil sige 60,7% af totalen.

Konklusion: Fin udvikling. Ingen hast med at søge andre steder.

18) Simon Poulsen fandt sig endelig en ny klub, hvor man kan håbe på en mere integreret rolle for den 29-årige venstreback, end hvad Sampdoria kunne tilbyde. AZ Alkmaar har tidligere bragt succes for danskeren som nu skal konkurrere med den 24-årige klubanfører Nick Viergever om startpladsen (hvis ikke Viergever rykkes centralt). Poulsen var ikke spilleberettiget til weekendens sejr over Groningen og har dermed sin liga-debut til gode i denne sæson.

Konklusion: Endelig en chance for at spille fodbold. Perfekt skifte. Hollandsk fodbold er bedst for dig, Simon.

19) En backkollega som er sprudlende er til gengæld Daniel Wass i Ligue 1 for FC Évian Thonon Gaillard. Den 24-årige kantspiller er røget ud af landsholdstruppen (sidst med i juni mod Armenien), men i det franske har Wass nærmest ingen kamppauser fået. Kun fire indhop i 23 runder betyder, at Wass har været involveret i 94% af spilletiden. Og scoret tre mål.

Konklusion: Fortsæt. Landsholdet skal nok blive aktuelt igen.

20) Heller ikke Lasse Schöne har været en af Morten Olsens favoritter. Men hos Frank de Boer i Ajax er Schöne en central figur. Som central midtbanespiller, offensiv kant eller endda højre back (som i runde 10 og 11). Den 27-årige tekniker har været på bænken i to af de 21 spillerunder, hvilket giver en spilletidsprocentdel på 67,6%. Landskampen mod Armenia den 11 Juni var Schönes seneste landsholdsudtagelse. Tre mål og fem målgivende pasninger er det blevet til i Eresdivisie.

Konklusion: Fornøjelse at følge for Ajax, men på landsholdet er roen væk. Hvorfor?

21) En som kan score mål er også hurtige Martin Braithwaite. Opholdet som angriber i 3-5-2-spillende Toulouse har været en stor succes for den 22-årige vestjyde. Seks mål og fem assist har 1599 spilleminutter i Ligue 1 givet, hvilket svarer til 87% spilletid af det mulige. Senest havde Braithwaite næstsidste berøring i et mål i 2-2-kampen i Marseille i weekenden.

Konklusion: Braithwaite skal arbejde med stabiliteten. Alle kan danse en sommer. Han skal derfor ingen steder lige foreløbigt.

22) Der har været lidt uro i sæsonen omkring Nicki Bille, som dog nu lover, at der kun skal komme positive nyheder om ham i Rosenborg. Den 25-årige angriber scorede tre Tippeliga-mål i 2013-efterårets 18 runder (og fem mål i forårets første 12 runder). Efterårets lavpunkter var en skade i runde 16, karantæne i runde 21 samt to indskiftninger og fire udskiftninger. Det giver en involveringsprocent på 74% (1198 minutter i 18 runder).

Konklusion: Bliv og bevis dig selv, Nicki.

23) Nicklas Pedersen har fået chancen på landsholdet 13 gange, senest mod Malta i september, men aldrig formået at overbevise mig om, at han skal have en startplads. Han har aldrig rigtigt fundet roen i sit spil under Olsen og er også blevet skadet et par gange i rødt-hvidt (Makedonien og Armenien). På klubholdet, belgiske KAA Gent, går det straks bedre for den 26-årige angriber. Fem mål og tre assist har Pedersen i 21 optrædener i 2013/2014, hvilket kan regnes frem til 64% af spilletiden (1383 minutter i 24 runder). Her indgår også runde 10-12 (oktober 2013), hvor den fine tekniker var skadet.

Konklusion: Belgisk fodbold er sagen.

24) Han er godt nok lige blevet FCK’er, men Andreas Cornelius skal også være med på denne liste, da han har tilbragt sæsonen i Cardiff City indtil for et par dage siden. Det er mest blevet til cup-kampe for den 20-årige angriber i Cardiff, men otte indhop i Premier League giver en involveringprocent på 5,5% (113 minutter i 23 runder).

Konklusion: Overraskende skifte. Kan skuldrene bære prisskiltet og forventningerne? Jeg tror det…

På listeform

Flest mål per spillet minut i den nationale liga (2013/2014) af landsholdsaktuelle udlandsproffer

  1. Nicklas Bendtner – 2 mål på 164 minutter = 0,0122 mål /minut = 1,01 mål/90 min
  2. Martin Braithwaite – 6 mål i 1599 minutter = 0,00375 mål/minut =    0,34/90 min
  3. Christian Eriksen – 3 i 1122 minutter 0,00267 mål/minut =                0,24 mål/90 min
  4. Nicki Bille – 3 mål i 1198 minutter = 0,00250 mål/minut          =         0,23 mål/90 min
  5. Lasse Schöne – 3 mål i 1277 minutter = 0,00235 mål/minut =           0,21 mål/90 min
  6. Viktor Fischer – 3 mål i 1502 minutter = 0,00199 mål/minut =            0,18 mål/90 min
  7. Daniel Wass – 3 mål i 1952 minutter = 0,00154 mål/minut =              0,14 mål/90 min
  8. Niki Zimling 1 i 1710 minutter        0,00058 mål/minut =                     0,05 mål/90 min

 Mest spilletid i den nationale liga (2013/2014) af landsholdsaktuelle udlandsproffer

  1. Kasper Schmeichel, Leicester City – 100%
  2. Andreas Bjelland, Twente – 99%
  3. Daniel Wass, Evian – 94%
  4. Martin Braithwaite, Toulouse – 87%
  5. Simon Kjær, Lille – 86%
  6. Viktor Fischer, Ajax – 79,5%
  7. Lasse Schöne, Ajax – 67,6%
  8. Nicklas Pedersen, KAA Gent – 64%

Mindst spilletid i den nationale liga (2013/2014) indtil videre

  1. Simon Poulsen – 0%…
  2. Andreas Cornelius – 5,5%
  3. Nicklas Bendtner – 7,6%

Kilde: Transfermarkt.co.uk og andre