(25-2-2014) MMM uge 9: Serbien – Europas brasilianere

De notoriske tabere (i afgørende kampe).

Sådan kaldes Serbien af den anerkendte britiske fodboldjournalist, Jonathan Wilson.

Men Danmarks kommende modstander i kvalifikationsgruppe I mod EM i 2016 har dog to titeltriumfer at være stolte af. Begge gange på dansk bekostning.

I OL-finalen i 1960 fik Harald Nielsen og kompagni nemlig slaviske slag om guldet med 3-1, og 31 år senere triumferede Røde Stjerne Beograd i Europa Cup’en for mesterhold efter først en semifinalesejr over Brian Laudrups Bayern München og siden en vundet straffesparkskonkurrence i finalen mod Marseille.

Men skuffelserne er omvendt mange, og tvivlen på egne evner i de afgørende kampe er derfor ifølge Wilson et serbisk karakteristika. ”The chokers of Europe”

Tre OL-finaler i træk gav kun sølv (1948-52-56). Finalen ved EM i 1960 endte heller ikke godt ligesom tabte semifinaler ved VM i 1930 og 1962.

På klubplan sviger det også i Serbien.

FK Partizan (fra Beograd) tabte Mesterholdenes finale i 1966 til Real Madrid. Røde Stjerne tabte i 1979 til Gladbach (UEFA Cup-finale). Historien indeholder også fem tabte Europa Cup-semifinaler for de serbiske klubhold.

Historien – En nation i konstant opbrud

Et forsøg som historiker.

Serbiens nationalstat, med sin godt 7,2 millioner store befolkning, har en lang krigs, konflikt- og lidelsesplaget historie bag sig.

Romerne, Ottomanerne, Habsburgerne med flere har domineret i området, og de to Balkankrige i starten af det 19-århundrede og siden verdenskrigene har også flyttet grænser territorialt men også i sjæl og sind.

Første verdenskrig brød ud i 1914, da Habsburgerne erklærede Serbien krig, fordi den østrigske kronprins Franz Ferdinand blev snigmyrdet i Sarajevo. Senere førte også anden verdenskrig grimme oplevelser med sig. Serbien invaderes og territoriet opdeles i pizzastykker som deles ud til forskellige nationer, og serbiske jøder udsættes samtidig for et folkemord af blandt andet soldater fra den kroatiske stat.

Kaos bliver til borgerkrig, og i 1944 vinder kommunisterne magten og Jugoslaviens kommunistiske nationalstat etableres.

Den interne uro er dog vedvarende i de næste årtier, og i 1991, to år efter murens fald, ender det med en blodig og brutal militær konflikt i Balkanområdet, hvor Serbiske tropper med Slobodan Milosevic i spidsen optræder som kolde mordere. Otte år efter krigens udbrud får konflikten en ende efter NATO’s bombninger af Beograd, og Jugoslavien eksisterer efterfølgende kun med områderne i Serbien og Montenegro. I 2003 ophører navnet Jugoslavien og erstattes med Serbien & Montenegro, men tre år senere erklæres Montenegro selvstændig, og Serbien står dermed på egne fødder. Ifølge Wikipedia er 17% af befolkningen i dag af anden oprindelse end serbisk.

Klubfodbold – Rivaliteten i Beograd

To hold fra Beograd dominerer i Serbien: Crvena Zvezda (Røde Stjerne) og FK Partizan. Førstnævnte har flest titler og flest fans, men ikke siden sejren i Europa Cup for Mesterhold i 1991 og det efterfølgende nationale opbrud, har solen skinnet på de rød/hvide. I stedet er det de sort-hvide bysbørn fra FK Partizan som har taget over. ”Partisanerne” er kendt for at opfostre fodboldtalenter, og kun Ajax har historisk set et mere anerkendt akademi. Allerede i 1957 begyndte Partizan med etableringen af klubbens akademi at satse på unge spillere, og et storhold blev hurtigt født (titelhattrick i ’61, ’62, ’63). I 1966 slog man Manchester United på vej til finalen for mesterhold i Europa, men Real Madrid kunne ikke overvindes i den afgørende kamp trods 1-0 føring langt ind i anden halvleg.

I dag går knap 400 spillere fra U12 til U17 på ”SC Partizan-Teleoptik”-akademiet, og banerne benyttes også af Partizans satellitklub Teleoptik Zemun’s spillere.

Listen af landsholdsspillere med rødder i Partizan er lang: Miralem Sulejmani, Stevan Jovetić, Adem Ljajić, Matija Nastasić, Lazar Marković og Aleksandar Mitrović er de seneste. Og Andrija Zivkovic (årgang 1996) den næste?

Denne skribents oplevelser med serbisk fodbold stammer fra efteråret 2001, hvor FC København var på europæisk cup-besøg i den lille hovedstadsklub FK Obilic.

Klubben var kendt for sit tilhørsforhold til krigsforbryderen/gangsteren “Arkan“, som overtog klubben i 1996. Han blev siden i 2000 henrettet med 48 skud i brystet af fire ukendte gerningsmænd , men i 1997 stod han som ejer af Obilic, som rykkede op i den bedste række. Og såmænd om ikke klubben også i den følgende sæson vandt det serbiske mesterskab foran storebrødrene fra Røde Stjerne og Partizan. Jonathan Wilson beskriver i sin bog ”Behind the curtain – travels in Eastern European football”, hvordan matchfixing, chikane og trusler af modstanderne var en del af opskriften på succes. Angiveligt klædte Røde Stjernes spillere om i bussen før en kamp i Obilic, da de var bange for at blive bedøvet af sløvende gasser i omklædningsrummet.

Vores oplevelse med FCK i 2001 var dog langt fra så dramatisk. Billederne af Arkan på væggen i klubhuset og tilstedeværelsen af den barmfagre enke og serbisk popstjerne ”Ceca” var det tætteste vi kom krigsforbryderen. Lidt spænding på banen var der dog. Det første opgør i Parken mod FK Obilic havde vi vundet 2-0, men på et lille halvtomt stadion i Beograd kom vi trods stor kontrol pludseligt bagud 2-0, indtil Heine Fernandez sikrede os videre deltagelse med to mål i det sidste kvarter.

Europas brasilianere

Nationalstatens krigsplagede historie har også influeret på landets fodboldhistorie.

Og omvendt.

Røde Stjerne-fans mener, at borgerkrigen i 90’erne blussede op på grund tilskuerurolighederne til en berygtet kamp mellem Røde Stjerne fra Beograd og kroatiske Dinamo Zagreb i 1990. Kendt for den kroatiske superspiller Zvonomir Bobans karatespark på en politmand.

Især i de seneste 20 år har international politik flere gange sat forhindringer for fodbolden.

I Danmark mærkede vi også indflydelsen, da Richard Møller Nielsens europamestre i 1992 jo kun kom med til slutrunden, da FN havde sanktioneret, at Jugoslavien ikke måtte deltage.

I 1994 og 1996 måtte et Jugoslavien i krig heller ikke deltage i UEFA og FIFA’s officielle kampe, og det slaviske opbrud satte en stopper for en generation af spillere som kunne have været bedst i verden, hvis de havde været samlet under en fane.

Men historien har også været smuk.

Fodbold i Jugoslavien har nemlig altid været kendetegnet ved det tekniske og flydende spil. Herfra stammer tilnavnet ”Europas brasilianere”, hvilket jugoslaverne tog så bogstavligt, at man i 1963 fik inspirationen til hjemmebanen i Beograds kaldenavn fra den berømte sydamerikanske slægtning. Marakana i Beograd.

Faktisk blev Jugoslavien i 1971 også udvalgt, da Brasilien søgte en europæisk modstander i Peles testimonial-kamp på Maracana stadion.

Endnu en årsag til dette valg skal måske også findes i en venskabskamp fra 1934, da Jugoslavien slagtede ”samba-brødrene” med 8-4, hvilket angiveligt fik de legesyge brasilianere til at indse det nødvendige i forsvarstænkning.

Da Jugoslavien suspenderes fra UEFA og FIFA i 1991 grundet urolighederne i landet, rækker Brasilien som den første nation hånden ud til sin europæiske ven i 1992 og inviterer Jugoslavien til en kamp lillejuleaften i Porto Alegre.

Serbien mod slutrunderne: Større end Spanien – Afmagt mod Azerbaijan

Hvor Serbien (Jugoslavien og Serbien & Montenegro) ikke har deltaget ved en EM-slutrunde siden år 2000, så har VM-turneringerne i 1998, 2006 og 2010 alle haft serbisk deltagelse.

Blandt højdepunkterne huskes med hjertevarme to slutrundeopgør mod Tyskland.

Først 2-2 (efter 2-0 føring) i puljespillet ved VM i Frankrig i 1998, men især 1-0 sejren ved VM i 2010 fejres stadig som en stor succes, selvom nederlag til de andre hold i gruppen, Ghana og Australien, betød exit fra VM.

Det største serbiske svendestykke skete dog nok på vejen mod VM i 2006, hvor Serbien & Montenegro ubesejret vandt sin kvalifikationspulje foran Spanien. Seks sejre, fire uafgjorte og kun et mål lukket ind i 10 kampe. Rekord!

Men højt at flyve, dybt at falde.

For modsat heldet mod tysk modstand, så har opgør mod Holland to gange haft humøret på lavpunktet i Beograd og omegn.

Edgar Davids sidste minutsscoring sendte Jugoslavien hjem fra VM i 1998, og to år senere stod Patrick Kluivert for tulipantæskene i EM-1/8-finalen: 6-1.

Til disse slutrunder har forventningerne været store, og disse forhåbninger hos folket må også vurderes til at være en af årsagen til fiaskoerne i andre år.

Azerbaijan satte stopper for EM-kvalifikationen i 2004 mens Estland var bøddel i kvalifikationen mod EM 2012.

Alt i alt en rutsjebanetur som sjælden set i fodboldens verden.

Det serbiske landshold i 2014 – Talent i overflod

Det 12. Trænerskifte på den serbiske landstrænerpost siden EM-slutrunden i 2000 blev en realitet i november 2013. Et typisk ansættelsesmønster for en fodboldnation, som bærer følelserne uden på trøjen og rationaliteten i glemmebogen.

Den nu tidligere landsholdschef, Sinisa Mihajlovic, trak sig i november 2013, da forholdet til presse og spillere ikke just forbedrede indtrykket efter tredjepladsen efter Belgien og Kroatien i VM-kvalifikationspuljen.

Midlertidigt er det den succesfulde U-19 landstræner, Ljubinko Drulovic som styrer løjerne. Forfremmet for sin andel i Serbiens guldmedalje ved U19 EM i Litauen.

Serbien er dygtige med bolden og spreder spillet ud. Venstre kant Markovic søger ofte centralt. 10'eren har også fri rolle.

Serbien (i rødt) er dygtige med bolden og spreder spillet ud. Venstre kant Markovic søger ofte centralt. 10’eren har også fri rolle. De to defensive midtbanespillere bliver ofte meget centralt i banen. Her ses Fejsa ved midtercirklen men Matic for en gang skyld har bevæget sig mere til venstre.

De tre mest brugte spillere i den netop overståede VM-kvalifikation var forsvarsspillere. Anfører og højreback Branislav Ivanovic (Chelsea), venstrebacken Aleksandar Kolarov (Manchester City) samt stopperen Matija Nastasic (Manchester City). En bagkæde som i Nemanja Vidic frivillige fravær kan suppleres med den uheldige Neven Subotic (Dortmund). Målmand i otte af ti kampe var den tidligere Partizan-spiller Vladimir Stojkovic (nu i den græske klub Ergotelis). Udineses Zeljko Brkic fik også chancen mellem målstængerne men kiksede delvist i 2-0 nederlaget til arvefjenden fra Kroatien.

Netop den bagerste spiller på holdet er den eneste anden aktør på banen, som kan konkurrere med spydspidsen om titlen ”Serbiens svageste position”. For Serbien har endnu ikke fundet sin skarpretter. Her scores ikke mange mål.

Topscorerne i kvalifikationsturneringen blev nemlig en forsvarsspiller, Alexander Kolarov med fire af Serbiens 18 mål. Direkte på frispark mod både Wales og Belgien.

Serbien i rødt. Markovic ligger for en gangs skyld bredt i venstre side. Opspil gennem de centrale midtbanespillere eller fra back til wing.

Serbien i rødt. Markovic ligger for en gangs skyld bredt i venstre side. Tosic (nr.7) går dybt for at modtage bolden. Opspil føres ofte gennem de centrale midtbanespillere eller fra back til wing.

Dusan Tadic, som er holdkammerat med Andreas Bjelland i Twente, scorede tre mål fra sin position bag den enlige angriber, og den 25-årige venstrebenstekniker er den hollandske klubs topscorer med 11 mål per dags dato i Eresdivisie (efter 14 mål i 2012/2013). Den lille venstrebenede Zoran Tosic (Dinamo Moskva), som Manchester United ikke kunne bruge, nettede to gange for Serbien. Serbiens sidste 9 mål i kvalifikationen blev scoret af 9 forskellige spillere.

Men hvad Serbien ikke har af målscorere, har man i flair og teknik.

Den kreative nydelse Filip Duricic (Benfica), som konkurrerer med Dusan Tadic om positionen som Serbiens 10’er, er også en profil, men det er to 1994’er drenge som gør Serbien ekstra interessante i det offensive.

Med udgangspunkt på venstrekanten men ofte centralt søgende, agerer den 19-årige dribler Lazar Markovic. Et klassisk balkan-stjerneskud med et glidende løb med bolden og en fin målnæse. Benfica købte teknikeren i FK Partizan (igen, igen). Født til en storklub.

Som forreste mand i Serbiens 4-2-3-1-system, håber serberne på spydspidsen Aleksander Mitrovic, som belgiske Anderlecht erhvervede i sommertransfervinduet i…FK Partizan. Den tætbyggede Mitrovic scorede sit første landskampsmål mod Kroatien (1-1) og er allerede fast mand i Anderlechts startformation med 10 ligamål i 20 kampe.

Nu sprang vi helt over midtbanen, hvilket ellers er atypisk for et serbisk opspil. På den centrale midtbane ligger Chelsea-6’eren Nemanja Matic. Efter en periode i landsholdseksil er den venstrebenede kæmpe nu tilbage i trøjen, hvor han sikkert kommer til at danne makker med Ljubomir Fejsa fra Benfica. En stærk og boldfast duo som er lige aktive i opspillet, men som dog ikke deltager i spillet i modstandernes felt. Den defensive duo ligger som sikringsspillere foran bagkæden.

Serbiens fire forreste spillere i angreb mod Kroatien: Markovic, Duricic, Tosic, Mitrovic

Serbiens fire forreste spillere i angreb mod Kroatien: Markovic, Duricic, Tosic, Mitrovic

Til gengæld fylder backerne Ivanovic og Kolarov på i den offensive fase, så Serbien angriber med fire til seks spillere. En helt klar rollefordeling.

Det var 11 spillere til startopstillingen, men reserverne spiller også på højeste niveau. Nenad Tomović (Fiorentina), Dusan Basta (fast højre wingback i Udinese), Filip Đorđević (9 mål som angriber for Nantes i Ligue 1), Radosav Petrović (Genclerbirgli i Tyrkiet), Luka Milivojević (midtbanespiller i Anderlecht) og flere til. Og nu kommer også den udstødte centrale midtbanespiller (og til tider falsk 9’er i AS Roma) Adem Ljajic tilbage i landsholdsfolden.

Fødder med flair florerer.

Konklusion

Det danske landshold kunne have fået en meget værre lodtrækning til kvalifikationspuljen mod EM i Frankrig i 2016. Portugal er en fin modstander fra de øverst seedede. Armenien og Albanien kender vi, men at Morten Olsens 11 skal støde på Serbien er en rigtig dårlig nyhed. Det bedste hold fra tredje seedningslag. Både nummer 1 og 2 fra hver pulje kvalificerer sig direkte til slutrunden, men det kan blive svært nok, når Serbien er en direkte konkurrent.

Danmark har det ikke godt mod teknisk dygtige hold, og landsholdets historiske resultater mod hold fra Balkan viser en modstander på mindst lige fod med Danmark:

To sejre og fem nederlag mod Jugoslavien.

En sejr, en uafgjort og to nederlag i fire kampe mod Bosnien.

Fire sejre i fire kampe mod Slovenien.

To sejre, en uafgjort og to nederlag mod Kroatien. Senest i 2004: Danmark-Kroatien 1-2.

Senest husker vi Makedoniens 3-0 sejr i 2013 over et på dagen overmatchet dansk landshold.

Ser vi på dagens danske landshold har vi dags dato Nicklas Bendtner, William Kvist, Michael Krohn Dehli, Christian Eriksen, Niki Zimling uden fast spilletid.

Skal vi slå Serbien har vi brug for flere folk i topform.

Ellers taber Skandinaviens brasilianere til de jugoslaviske.