(27-6-2014) Italien – Et sambaskridt frem og to tilbage?

Giuseppe Rossi ved pressemøde på landsholdet

Giuseppe Rossi ved pressemøde på landsholdet før landskampen mod Danmark. Han var savnet ved VM.

I fodbold kan andre kropsdele end fødderne have vital indflydelse på spillet.

Havde det ikke været for Alberto Aquilanis knæ i det 92. Minut i Parken den 11. oktober, så havde Danmark fremfor Kroatien fået play-off-kampe mod Island om en VM-billet.

Og ved sidste kamp i VM’s gruppe D for et par dage siden, var det Luis Suarez’ tænder og Diego Godins ryg (scoring efter hjørnespark) som var bødler mod Italien og sendte de firedobbelte verdensmestre ud af VM.

Og ind i en identitetskrise.

Sådan har detaljer og marginaler afgørende indflydelse på de store linjer.

Projektet i Italien fejlede. Præsidenten for fodboldforbundet sagde op. Og træner Cesare Prandelli tog også sin fod ud af den italienske støvle.

To år før kontraktudløb.

Angiveligt fordi forholdet til især Juventus-spillerne (og De Rossi) er blevet forværret over tid. Uenighed om taktik og trup-udtagelser (Mario Balotelli, Antonio Cassano…).

Opholdet i Brasilien har isoleret set også været et uskøn rutsjetur.

Først et højdepunkt med drømmestart mod England. Siden skrabede de azurblå bunden, da sensationsholdet fra Costa Rica fik italienerne til at se gennemsnitlige ud, hvilket gjorde tredje puljekamp til vægtskålsfaktor: Succes eller fiasko?

Marginalerne var ikke med italienerne, hvilket altså får støvlelandet til at gå i en ny retning. En uruguayansk ryg sendte Italien med panden mod muren.

Italienske defekter

”Vi propongo una sfida nuova: teniamo palla e attacchiamo sempre e comunque”.

Det begyndte ellers så godt i 2010 (debutkamp blev dog tabt mod Elfenbenskysten).

Den nye træner Cesare Prandelli havde en mission om at ændre på det negative image som italiensk fodbold havde: Defensivt, reagerende og beregnende.

Nu skulle stilen være boldbesiddende, proaktivt og målsøgende.

Succesen kom med sølvmedaljen ved EM i Polen/Ukraine, hvor især 1-1 åbningskampen mod verdensmestrene fra Spanien samt 2-0 triumfen i semifinalen mod Tyskland står som uslettelige mageløse minder.

Kvalifikationen til VM skete også forholdsvist problemfrit (trods mange uafgjorte resultater) i en gruppe med Bulgarien, Armenien og ja, Danmark.

Men udfordringerne har alligevel været der hele tiden og er især lette at finde, når resultaterne svigter.

Og det starter med fundamentet.

For først og fremmest er der strukturelle udfordringer på klubniveau, for Italiensk fodbold er blevet overhalet af andre nationer. Selv Portugal nærmer sig på UEFA’s koefficient-rangliste for klubhold. Denne sæson var katastrofal, hvor Juventus både svigtede i Champions League og siden i Europa League.

Derudover: For mange stadions er utidssvarende og slidte (Juventus har nyt og Udinese er på vej), tilgangen til spillet har fortidsmærker (lav forsvarslinje, individuelle aktioner, luksusspillere), og tilskuerne svigter.

Nummer tre. Der er desuden et personelt aldersproblem.

I Italien sværger man som i politik som i klubfodbolden til ”gamle mænd”. Kun Cypern har en ”ældre” liga i Europa. Et kulturtræk, som gør det svært for talenter og nye tanker i Serie A, fordi klubtrænerne altid har ønsket erfaring og sikkert spil fremfor ungdommelig energi. Sådan oplevede jeg også tre år i Italien (1998-2001…).

Fire: Og trods Prandellis gode forhold til medierne og et ønske om en ”ny fremtid”, så lider Italien ligesom i andre lande stadigvæk under pressens enorme indflydelse.

I intet andet land, tror jeg, slipper der så mange informationer ud fra selv lukkede træninger og hemmelige møder. Og selvom nationens succes på fortidens fodboldbaner antyder noget andet, så er det ikke en sund kultur. Ingen burde være over holdet. Der er sprækker overalt.

De mange spekulationer og diskussioner er derudover selvfølgelig god reklame for spillet, men kan samtidig være mere skadende end gavnende. Det flimrende mediebillede påvirker i negativ retning incitamentet for ledere og spillere til at være modige og innovative.

Trænerfyringer, skandaler og evig polemik. Negativ spiral.

Alt bliver diskuteret til mindste detalje i de tre daglige sportsaviser og utællelige debatprogrammer på tv.

”Jeg troede, vi havde vundet kampen”, som Prandelli brokkede sig over mediernes negative udfald efter sejren på 3-1 i Armenien.

Udfordring nummer fem, som italienerne har efter min mening, er den type spillere, som italienerne ikke mestrer at fostre.

Moderne fodbold handler om fart. Langt de fleste succesfulde hold indeholder minimum et sprintstærkt element i offensiven. Driblere.

Arjen Robben, Joel Campbell, Xherdan Shaqiri, Alexis Sanchez, Ahmed Musa, Gervinho, Luis Suarez, Raheem Sterling, André Schürrle, Lionel Messi, Neymar…

Ustabile Mario Balotelli er Italiens svar, og han har ikke leveret kontinuerligt. Endnu.

Frankrig viser ved dette VM, at sprintere ikke er alt, men Italien mangler stadigvæk moderne offensive profiler.

Systemet som svigtede

Alt dette er ikke Prandellis ansvar, men det er valget af spillesystem. Og manglen på kontinuitet på dette parameter.

”Det er vigtigt at kunne skifte ”ham” alt efter modstanderen”, var Prandellis ræsonnement.

Som det eneste (?) landshold i Europa har man ikke en fast ramme. Et fast skrukturelt udgangspunkt.

Med 3 forsvarsspillere? 4? Med eller uden ”trequartista” (10’er)? Med 3, 2 eller kun 1 på toppen?

Pludseligt skal Andrea Pirlo ved VM ikke spille defensiv midtbane, som han ellers har gjort længe for både landshold og Juventus, men sendes længere frem i banen.

Hele tiden ændringer. Ti forskellige spillere har spillet venstre back sinde EM 2012.

To vidt forskellige systemer ved dette VM.

Første en skæv 4-1-4-1 med Antonio Candreva som offensiv kant i højre side. Siden kom Thiago Motta ind for Marco Verratti mod Costa Rica og vred systemet en smule, og til sidste valgte Prandelli en 3-5-2 med to ens 9’ere oppe foran mod Uruguay (en model Prandelli tidligere ellers havde benævnt som ”umulig”).

Nok har intentionen om offensiv fodbold været den samme, trods de tal- og personel-mæssige variationer, men kamæleons-identiteten har efter min mening været forstyrrende. Spillerne forvirres mere end modstanderne. Trods godt spil og offensive linjer, husker jeg ikke en eneste italiensk sejr med mere end to mål. Det har aldrig rigtigt klikket. Statistikken siger, at 3-0 over Nordirland er rekord i Prandellis tid (set bort fra 5-0 over Færøerne og 4-0 over San Marino).

Ikke prangende for et offensivt hold (1-1 mod Luxembourg før VM…).

Et tarveligt ”ciao”

Alligevel ærgrer Prandellis afsked mig. Her havde Italien en vellidt person med en positiv mission.

En kur for en fodboldnation som så mørke (defensivt fokus, matchfixing, dårlig økonomi) i stedet for lys. En træner som ville udnytte de offensive resurser i spillerne og søge mål fremfor sikring.

Ting tager tid, men Prandelli havde ikke opbakningen og energien til at fortsætte kulturkampen, hvilket efter min mening sender den italienske støvle to skridt tilbage i udvikling.

Nu fortæller de velinformerede medier (som altid…), at Massimiliano Allegri (ex-AC Milan) og Galatasaray-træneren Roberto Mancini er topkandidater til stillingen som ”commisario tecnico”.

Og at et generationsskifte er på vej (det forventelige tema i pressen).

Man ved aldrig om støvlen passer, før foden sættes i. En ny træner kan være løsningen for ”azzurri”.

Men det mest spændende bliver, om Italiens fodboldforbund vil fortsætte med den offensive spillestil, som Prandelli har lagt.

Eller om et uambitiøst Italien tager to skridt tilbage og søger de spillemæssige rødder.