(14-7-2014) Taktiske tendenser, succeskriterium og slutrundens bedste hold

Fodbold er følelser.

Især i Brasilien.

Måske specielt ved et VM som vil gå over i historien som et af de bedste nogensinde.

Mange mindeværdige mål, dramatiske situationer, trænertaktiske triumfer og den rigtige vinder.

VM i Brasilien havde det hele fodboldmæssigt. Samt en enestående stemning uden for banen.

Taktiske tendenser

Først og fremmest vil jeg taktisk huske 2014 for genoplivelsen af tremandsforsvaret.

Især Hollands overgang fra wingbaseret 4-3-3 til en kontraspillende 3-5-2 (og 3-4-3) var overraskende modigt gjort af Louis Van Gaal. Og effektivt!

Faktisk har et hold med tremandsforsvar IKKE tabt mod en modstander som spillede 4-4-2, 4-2-3-1 eller 4-3-3 ved VM.

Kun et tremandsforsvar har besejret et tremandsforsvar (Holland slår Mexico, Uruguay slår Italien):

Costa Rica 3-1 Uruguay

Costa Rica 1-0 Italien

Holland 5-1 Spanien

Chile 3-1 Australien

Chile 2-0 Spanien

Mexico 1-0 Cameroun

Mexico 3-1 Kroatien

Derudover har der været hybrider (begynder med tremandsforsvar, slutter med fire) som i:

Argentina 2-1 Bosnien (skifter til 4 i pausen)

Holland 3-2 Australien (Holland skifter til 4-3-3 i pausen)

Og uafgjorte resultater:

Costa Rica 0-0 England, Mexico 0-0 Brasilien, Chile 1-1 Brasilien.

Men tremandsforsvaret (som hurtigt bliver til fem) kom ikke til udtryk som i gamle dages sweeper/libero-koncept, men derimod med et højt stående forsvar, hvor stopperne skubber op i pres på midtbanen og holder lille afstand til midtbanekollegerne.

Mexicos 3-5-2 imponerede med lynhurtige wingbacker og dygtige tekniske spillere.

Holland brugte til tider mandsopdækningsstil mens Costa Rica var meget mere zone-orienteret.

Også Belgien og Algeriet viste verden, at mandsopdækning kan bruges med succes, men det var dog to zone-spillende hold som kom i finalen.

Mon ikke vi ser flere (især ”mindre”) hold med tremandsforsvar i den kommende sæson?

Det tror jeg.

Forskel på succes og fiasko: En dødbold

Det er ved VM som vil nærmest alt andet: Vinderne har ret.

Og sejrherrerne inspirerer andre trænere rundt omkring på kloden med taktiske træk.

Men også ved dette VM var der kun en fin spraydåse-linje som forskel på succes og fiasko.

Dommerfejl (fx Colombia som får annulleret et udlignende mål mod Brasilien) og uheld (fx Schweiz som rammer stolpen i 120. Minut mod Argentina) spillede ind.

Men evnen til at slå til ved en standardsituation var især afgørende. Her er en liste

  1. Uruguay slår Italien 1-0 på Diego Godins scoring efter hjørnespark kort før tid og går videre på italienernes bekostning.
  2. USA’s John Brooks header 2-1-sejren hjem mod Ghana kort før tid, hvilket indirekte sender Ghana ud af kampen om andenpladsen.
  3. Algeriet udligner til 1-1 på en dødbold mod Rusland, hvilket sender Capello ud og Halihodzic videre.
  4. Holland kan klare sig med uafgjort i sidste puljekamp mod Chile, men Leroy Fer’s hovedstødsmål efter frispark sender med sikkerhed Chile på andenpladsen og hen til et møde med Brasilien.
  5. Brasilien slår Colombia på to dødbolde (og ikke ret meget andet) i kvartfinalen.
  6. Hummels hovedstød efter frispark sender Frankrig ud af turneringen i en helt lige kvartfinalekamp.
  7. Og så er der alle de kampe, hvor en scoring på en standard har åbnet kampen og dermed gjort forskellen: Colombia mod Elfenbenskysten, Argentina mod Bosnien (selvmål efter Messis frispark), Tyskland mod Portugal (1-0 straffe, 2-0 efter hjørne), Frankrig til 1-0 mod Schweiz, Ecuador til 1-0 mod Schweiz som dog selv udligner på en ”standard” til 1-1, Tysklands Müller mod Brasilien,
  8. Andre afgørende scoringer: Tysklands Klose til 2-2 mod Ghana, Argentinas Rojo header ind til 3-2 mod Nigeria.

Cirka en tredjedel af alle mål falder ved disse ”inaktive bolde”, og det giver derfor mening at sikre sig bedst muligt ved disse situationer via valget af typer i startformationen.

Derfor bruger Tyskland Benedikt Höwedes som venstre back (hovedstød på stolpen efter Kroos’ hjørnespark i finalen…), lige som den normale stopper i Sporting, Marcos Rojo, gør det for Argentina, og det forklarer også (delvist), at Belgien har fire stoppere i bagkæden.

Det handler først og fremmest om at finde den rigtige balance på banen, men også om at sikre sig på dødbolde. Offensivt som defensivt.

Chile gik så den helt anden vej, men det er en anden herlig historie.

Syndebukke og helte

Fodbold er et komplekst spil som er umulig at koge ned til få årsager og simple forklaringer (syndebukke og helte) uden at det bliver fortegnet.

England og Spanien var to af de bedste hold rent defensivt, hvis man ser på antallet af afslutninger som de tillod modstanderne.

Og Italien var bedst på bolden (mest boldbesiddelse og højeste succesrate på afleveringer).

Men fiaskoen er svær at løbe fra. Og årsagerne er mange men nogle gange også tilfældige.

Men dette VM vil jeg huske for Hollands afklapsning af verdensmestrene, Chiles afsindigt offensive løbemønstre og aggressive pres, Costa Ricas strukturerede og løbestærke mandskab, Luis Suarez’ bid på Chiellini, James Rodriguez’ vej fra skyggen i Monaco til fodboldens stjernehimmel, Frankrigs genopståen, den afrikanske nedtur med skandaler og manglende sammenhold og sammenhæng (men hurra for Algeriet), Brasiliens nedsmeltning og selvfølgelig de tyske verdensmestre.

Moderne fodbold. Intelligent og effektivt. Genpres og tici-deutschi-taca.

Det har været en enestående oplevelse at følge VM i Brasilien på tæt hold.

Fodbold er som livet. Mange gange uretfærdigt og ubarmhjertigt.

Men VM i 2014 fik en lykkelig slutning.

Slutrundens bedste hold vandt.