(29-9-2014) Derfor rykker Hobro IK ikke ud af Superligaen

Det er i virkeligheden en mental ting.

Når alt kommer til alt i fodbold, så er formationer, preshøjder og opspilsmønstre ligegyldigt.

Fodboldkampe vindes oftere med den rette fysiske indsats, sammenhold, sjælefred og åndeligt overskud.

Et positivt sind og lysten til at gøre en forskel. For sig selv og holdet.

Jeg har helt fra start forsøgt at gøre tingene meget simple…jeg skulle have noget humør ind i spillerne….samtidigt har jeg forsøgt, at skabe et fælles ejerskab over det her projekt samt en glæde ved at komme til træning og kamp. Og jeg tror, det har været med til at fjerne en eller anden frygt i truppen. En frygt for at gå ind og underpræstere…”

(Jonas Dal i Tipsbladet, 1/8/2014)

Træner Jonas Dal er arkitekten bag den foreløbige succes i den næstmindste Superliga-by nogen sinde.

Let forståelige dyder og direktiver har givet Hobro IK en overraskende top 3 placering efter 9 spillerunder med en spillertrup som delvist består af overskudslageret fra FC Midtjylland og Randers FC.

I en tid, hvor mange store profilstærke hold roterer startformationen, så dyrker Jonas Dal modsat kontinuiteten. Grundet en mindre trup.

Kun én plads på holdet har været i spil i løbet af sæsonen.

Skal det være Mathias Bersang eller Martin Mikkelsen som kantspiller?

Denne faste formation har virket for klubben, og den manglende konkurrence om pladserne har indtil videre ikke betydet noget for skarpheden hos de udvalgte. Men kan de holdes friske hele sæsonen?

Det taktiske

Vi fokuserede på at indøve nogle meget simple opspilsmønstre samt øve vores presspil…og så skulle vi holde fokus på de simple og få retningslinjer, vi havde som hold. Vi skulle stå tæt i kæderne…” (Jonas Dal i Tipsbladet, 1/8/2014)

Hverken Marcelo Bielsa eller Josep Guardiola vil trække nogen taktisk lærdom fra Hobros spillemæssige filosofi, men det virker.

Forsvarsmæssigt noter jeg mig følgende retningslinjer:

  • To stoppere skal fylde centrum af feltet ved modstandernes indlæg. Modstandernes spill presses mod sidelinjen.
  • Mellemrum elimineres – stopperne Egholm og Justesen skubber gerne op på midtbanen, hvis modstandernes frontløber falder i banen.
  • Ikke bange for at forsvare lavt – falder gerne til kanten af feltet. Giver ikke bagrum til modstanderen.
  • Jonas Damborg ligger som vigtig stopklods foran Justesen og Egholm. Klar defineret rolle som bølgebryder.
  • Offensive spillere som Mads Hvilsom og Emil Berggreen tager også det kedelige slæb seriøst. Sideforskydninger og markeringsopgaver.
  • Hårdt arbejde!

Statistikken siger, at Hobro er det mest nærkampsivrige hold i Superligaen. Aggressivitet med succes.

Flest vunde nærkampe på jorden. Flest tacklinger

Tredjeflest vundne luftdueller efter FCK og Randers FC.

Denne energi og duelstyrke gør Hobro konkurrencedygtig i Superligaen.

Intet andet hold tvinger modstanderne til flere afslutninger per scoret mål end Hobro.

Offensivt bringer Hobro også spændende ting på banen, for det er ikke tilfældigt, at holdet scorer mange mål, næsten dobbelt så mange som FC København.

De forreste flagrer. Den mål-løse spydspids Emil Berggreen kan i spillet bevæge sig ud i siden, ned i banen eller på bagsiden af modstanderbacken, mens de to kanter agerer centrale fikspunkter.

Især Mads Hvilsom har licens til at være den forreste og true i bagrummet, hvilket gav 2-0 målet mod FC Vestsjælland i 3-1 sejren.

Også Martin Thomsen, makkeren til Jonas Damborg på den defensive midtbane bringer løb i feltet, og denne overbefolkning af spillere i feltet gør Hobro farlige ved ethvert indlæg, Læg mærke til refleksen: Bold på kant = Hobro fylder straffesparksfeltet op som trukket af en magnet fra straffesparkspletten. Mindst tre. Ofte fire. Nogle gange fem.

Og så er de gul-navy-blå ligaens mest driblende (Quincy Antipas…) og samtidig mest effektive hold, når det kommer til afslutninger på mål ifølge statistikkerne fra Prozone.

Kun 6,3 skud i snit skal Superligaens næstmest scorende hold bruge til de hidtidige 15 mål. Modsat har den anden oprykker Silkeborg IF brugt 25 afslutninger per scoret mål.

Omstillinger og direkte spil er en del af det taktiske koncept, hvilket har givet scoringer mod OB, SønderjyskE, FC København, FC Vestsjælland.

Her sprudler Hobro IK.

Det er en mental ting. ”At tro på det, vi gør”, som Jonas Dal formulerer det i Tipsbladet.

Svaghederne

Men ikke alt er perfekt hos halvtidsprofferne.

Dødbolde. Her har OB og Randers FC haft succes mod Hobro IK.

Den manglende boldbesiddelse. Næstmindst i Superligaen. Der er en fin linje mellem at stole på omstillinger og give momentum til modstanderne og til at miste kontrol over egen skæbne.

Hobro tillader nemlig modstanderne for mange afslutninger på mål, da de ofte kommer til at stå lavt.

Silkeborg scorede begge mål i weekenden, hvor Hobro er presset tilbage i eget felt. Også Martin Pusic’ mål for Esbjerg og Rasmus Festersens for FC Vestsjælland skyldes spil omkring Hobros backer som udfordres i eget felt.

Men det mest positive er, at Hobro kun én gang er blevet fanget i en omstilling (Tommy Bechmanns mål for SønderjyskE).

Konklusion

Weekendens opgør mod den anden oprykker Silkeborg IF viste igen, at Hobro IK er mere end en døgnflue. For tredje kamp i træk kom holdet bagud, og selvom modstanderne dominerede på bolden og i skudstatistikken, så fandt Jonas Dals tropper alligevel en måde at få point på.

Tålmodigt, uden at gå i panik og med tro på egne evner. Imponerende.

Jeg troede inden sæsonen, at Hobro IK ville rykke ned.

Ligaens mindste budget. Halvtidsprofessionelle spillere.

Det virkede oplagt trods de gode bulletiner om det overraskende godt spillende 1. Divisionshold (jeg så kun enkelte opgør fra Hobros kampe i 1. Division).

Statistikken på oprykkere i de sidste 40 år siger, at det kun er i 1990, at begge oprykkere er rykket ned.

Det er faktisk mere sandsynligt, at et dansk mesterhold rykker ud (det er sket i 1974 og 2001), end at begge oprykkere ender med dumpepladser.

I 8 af de sidste 40 sæsoner har begge oprykkere endda bevaret deres status i landets bedste række.

Så historien er også på Hobros side, for Silkeborg IF ligner en langt mere oplagt nedrykker.

De lave forventninger til Hobro IK, krydret med et velfungerende spilkoncept som spillerne har taget ejerskab over, et stærkt sammenhold, gør, at jeg tror på, at Hobro IK også er Superliga-hold i næste sæson.

Hver kamp starter med plus på kontoen, og det giver vinger.

Og ville det ikke bare være forfriskende i en tid, hvor transfervinduet spilles op til at være løsningen på alle problemer.

Hjælp!

Send flere penge.

I Hobro har sportschef Jens Hammer også samlet et hold og man fik Quincy Antipas gennem vinduet, hvilket var en vigtig beslutning, men klubbens succes i NordicBet-Ligaen og Superligaen skyldes mere, at Jonas Dal har løftet niveauet på de spillere, man har.

Og skabt et hold i mental balance. Udfriet potentialet.

Træningsbanen kan trumfe transfervinduet.

Eu-Eu-Europa… Eu-Eu-Europa…?

 

Boldbesiddeselse – Tal fra superliga.dk

2014-07-20           OB-HOB       60       40       1-2     Vundet

2014-07-27           RFC-HOB     65       35       2-1     Tabt

2014-08-03           HOB-BIF      37       63       2-0     Vundet

2014-08-10           FCK-HOB     64       36       0-3     Vundet

2014-08-18           HOB-FCN    35       65       0-0     Uafgjort

2014-09-01           HOB-FCV     45       55       3-1     Vundet

2014-09-15           SDR-HOB     56       44       1-1     Uafgjort

2014-09-20           HOB-EFB     48       52       1-1     Uafgjort

2014-09-27           SIF-HOB      57       43       2-2     Uafgjort