(1-12-2104) AaB-FCK – Kontrol, dødbold og offensiv “trold”

Vi håbede på en slåskamp i anden halvleg”, fortalte en Hobro-spiller efter 0-1 nederlaget til Randers FC om det, der ville have været det bedst passende kampforløb for Jonas Dals tropper efter pausen. Altså dueller og 50/50-kontraster. Med andre ord: Flere tilfældigheder.

IMG_1027Helt anderledes ønsker har FC Københavns træner.

Vi var i fuld kontrol”, lyder det ofte fra nordmanden.

Det er værd at lægge mærke til Ståles favoritord ”kontrol”.

I højere grad er det et ord nordmanden forbinder med defensiven end offensiven.

Altså ikke kontrol via boldbesiddelse som trænere som Josep Guardiola, Luis Enrique og Kasper Hjulmand prædiker, men derimod evnen til at holde modstanderne fra chancer.

Netop den forsvarsmæssige organisation har megen fokus fra FCK’s manager.

Punkt 1 har altid været de taktiske retningslinjer. Det primære er zoneforsvaret, hvilket har været nyt for nogen. Det tager tid at lære, men defensivt er det vigtigt, at alle lærer zone-principperne bedre.”

(Ståle Solbakken i Tipsbladet, november 2013)

Med rette.

For en solid og stabil organisation vil altid være fundamentet for en succesrig sæson, og Ståle Solbakken har tidligere vist, at han er en dygtig organisator af det defensive, hvilket godt illustreres af et par af FCK’s tidligere guldhold som er tæt på at have været historisk dygtige (målt på indslupne mål i snit per kamp).

2010-mandskabet med firemandsbagkæden Pospech, Zanka, Antonsson og Wendt er 4. Bedst i Danmarkshistorien (siden 1913) med kun 22 indlukkede mål i 33 kampe, mens 2007-enheden med Jacobsen, Hangeland, Gravgaard og Wendt kun lukkede et mål mere ind i sæsonen og er historiens 6. Bedste guldforsvar (KB’s guldhold fra 1950 sætter pudsigt nok overliggeren).

Selvom Zanka og Antonsson er blevet genforenet i denne sæson, så har bagkæden som enhed langt fra holdt den standard, som Ståle ønsker, og det er en del af historien bag Ståles gentagene brug af ordet ”kontrol”. Det har nemlig ikke været en selvfølge for Danmarks rigeste klub i denne sæson.

Denne manglende sikkerhed bagtil smitter også af på det fremadrettede.

For FCK har det endnu værre med bolden ved fødderne, når chancer skal skabes og udnyttes.

Sammenlignet med alle mesterhold siden 1913 er Ståles 2011-hold det 32. mest scorende guldhold (mål/kamp), men tager vi perioden fra indførelsen af betalt fodbold i 1977 og frem til nu, så overgås Dame N’Doye, Grønkjær og kompagni i scoringssnit (77 mål i 33 kampe) faktisk kun af Ebbe Skovdahls Brøndby-hold fra 1998 og 1987. Og altså bedst i 0’erne.

Men er det strukturelt skabt eller indkøbt (profiler)?

Denne blog hælder mest til det sidste.

Angrebsfodbold uden overraskelser?

FCK er under uddannelse fra at have været et hold, som var kendt for defensiv struktur og kynisme til at være et hold, der skal dominere kampe og have bolden mest

(Jannick Breuning, U14-træner i FC København i april 2014 ifølge dbu.dk)

Det offensive udtryk har været værre.

Under Ariel Jacobs gik meget i stå, og med tilkomsten af Ståle Solbakken forbedrede FCK sig på alle offensive parametre.

I denne sæson er noget dog gået galt efter indkøbet af ni nye spillere.

FCK har bolden næstmest i Superligaen (efter Brøndby IF) men kun fjerde flest afslutninger både samlet og indenfor rammen (på niveau med Silkeborg).

Vicemestrene er dog, ifølge Ståle Solbakken, det Superligahold med flest ”indgange” (afleveringer eller løb med bolden fra banens centrale tredjedel) ind på sidste tredjedel, men hvorfor ender den københavnske offensiv med et så tamt slutprodukt?

FCK har hidtil kun scoret 16 mål efter 16 runder i denne Superligasæson, hvilket syv hold gør bedre.

Mange af FCK’s mål er endda scoret efter dødbolde (6/16, se liste nederst). Mange andre på solopræstationer (langskud). Og kun enkelte mål efter kollektive gennembrud.

Årsagerne til de skæve afslutninger skal blandt findes i de mange rokeringer på holdet som skyldes skader, ny-indkøb med fysiske efterslæb (og manglende selvtillid) og karantæner, men også i måden, FCK angriber modstanderne på.

FCK-spillernes offensive udgangspositioner mod AAB i november 2014

FCK-spillernes offensive udgangspositioner mod AAB i november 2014

Individualisterne har for stort et ansvar.

Mod AaB er ”løvernes” offensive mønstre i 4-4-2-udgangspunktet tydelige.

Backerne Bengtsson og Høgli er meget angrebsvillige på ydersiden.

Gislason ligger sig gerne på kant men ofte i mellemrummet, så han kan modtage bolden mellem modstanderens kant og nærmest centrale spiller.

Danny Amankwaa har modsat fået/taget frihed til at vandre væk fra sit x på venstrekanten.

Af de to angribere har Nicolai Jørgensen også licens til at luske rundt mens Andreas Cornelius er en mere stationær central 9’er. Men ikke just en dynamisk duo som har indbyrdes forståelse.

Sådan skal FCK skabe chancerne, for der kommer tæt på ingen overraskelser fra den centrale midtbane, hvilket gør FCK mere forudsigelige end andre hold.

I weekendens kamp mod AaB så vi igen en central FCK-midtbaneduo, denne gang Claudemir og Daniel Amartey, ligge på forsiden af modstandernes midtbanekæde og yderst sjældent have intentioner om at lave kædebrydende løb i det offensive. Som det er reglen hos ”løverne” (næsten uden undtagelser – se dog Kadriis mål i Odense, hvor Amartey tager løb i bagrum).

Det giver ”kontrol” mod omstillinger, men også sværere vilkår i det kreative, da der vil mangle enten en opspilsstation eller et afledende punkt/løb.

Det er skrevet på denne blog før, at når FC Midtjylland, AaB og andre hold ofte angriber med samlet fem angribere og midtbanespillere, så stormer FCK som regel kun med fire. Og selvfølgelig de offensive backer.

Da timingen og den indbyrdes forståelse i samspillet har haltet, og typer som Gislason, Amankwaa, og Kacaniklic bruger mange berøringer per boldbesiddelse (mange løb med bold), har angrebsspillet ofte set stift og forceret ud, og de ambitiøse københavnere har for ofte haft brug for den offensive ”trold” (enkeltmandspræstationen), for at kreere chancer.

Og sådan skabes sjældent succes.

Det er grotesk, at FCK i 26 kampe har scoret 1 mål ti gange, 2 mål syv gange, og kun én gang i sæsonen har scoret mere end to mål. Mod FC Roskilde…

Målet mod AaB i weekenden var samtidigt FCK’s første indenfor de første 15 minutter i Superligaens kampe, og der ligger også en mental barriere og tynger FCK’erne, som vi så det i første halvleg mod HJK Helsinki i torsdags.

Det er selvfølgelig vigtigere at vinde, end at score mange mål, men fem clean sheets i de seneste seks Superligakampe indikerer, at det defensive fundament er ved at være på plads (glem Helsingfors…), og Ståle bør i vinterpausen bruge mere tid på at give FCK offensiv kontrol.

Og mindre ”trold”.

 

 Bonus

FC København’s sæson

R1: 0-0 i SIF (FCK’s største chancer kommer efter dødbolde)

R2: 2-1 over FCN (50% dødboldsscoringer, 50% langskud)

R3: 2-2 i FCV (100% dødboldsscoringer)

R4: 0-3 mod Hobro (ingen mål)

R5: 1-2 mod FCM (100% dødbold – straffe)

R6: 1-0 i Odense (halv omstilling – langskud Bashkim Kadrii. Amartey med løb)

R7: 0-1 i Aalborg

R8: 1-0 over BIF (Flot angreb: Kadrii – omstilling)

R9: 1-1 i Sønderjyske (SOLO – Kacaniklic)

R10: 2-1 over Esbjerg (50% Dødbolde)

R11: 1-0 over Randers (straffe – 100% dødbolde)

R12: 2-0 i Hobro (NJ med solomål + 0-2: indlæg – Toutouh med hovedstød)

R13: 1-1 mod Sønderjyske (NJ’s langskud rettes af)

R14: 0-0 i FCN

R15: 1-0 over SIF (indlæg – NJ på hovedstød)

R16: 1-0 i AaB (Godt genpres: Solo-mål af Cornelius) http://www.superliga.dk/no_cache/forside/alt-om-kampen/kamp/AAB-FCK-16.html?tx_selectedgame_pi1%5BtabId%5D=1

Statistik fra AaB-FCK 0-1

Skud: 15-8 (4-2)

Bold: 48%-52%