(27-1-2015) Er danske talenter rustet til at sejre for enhver pris?

For hyggeligt og rart har vi det jo herhjemme. I vore klubber, i vores turneringskampe og i vort samvær med kammerater og ledere. Den kendsgerning, at vi kan hygge os, og at vi kan tage et nederlag som gode tabere, er en god ting. Godt at vi kan gøre det, for vi får mere og mere brug for den egenskab…”
(Bent Hansen i biografien ”En go’ aflevering” fra 1964)

Hvad kigger vi på herhjemme? Udvikling eller vinderkultur?

Hvad kigger vi på herhjemme? Udvikling eller vindermentalitet?

Som en af Danmarks bedste centerhalf’er, B1903’eren Bent Hansen, udtrykker det i 1964, så skulle man tro, at vi danskere har taget patent på manglende kynisme nærmest siden Gorm den Gamle var knægt.

Samme hyggelige holdning om danske fodboldtalenter eksisterer i dag, hvor fænomenet ”curlingbørn” nævnes af fodboldledere i samme sætning som talentudvikling, hvilket ikke just rimer på vinderkultur.

Med agenternes fremkommen i den kommercielle fodboldverden og UEFA’s regler om ”Home Grown Players” som presser klubberne til at have flere spillere af egen avl, så er jagten på vores bedste unge fodboldspillere sat ind allerede før, de har snust til seniorfodbolden herhjemme.

Disse spillere forlader en tryggere dagligdag i det danske, hvor fokus på udvikling fremfor resultater vægtes højest. Men samme arm om skulderen lægges ikke i udlandet, og det kan samtidigt være en udfordring at gå fra at være den bedste i en årgang til at ende længere nede i hierarkiet. I et fremmed land. Blandt konkurrenter. Som et nummer i rækken.

Det kræver blod, sved og tårer at brænde igennem, men er de danske spillere rustet til den opgave, og bliver de ordentligt klædt på rent mentalt af klubberne og ”Den Røde Tråd”?

Hvad er et talent?

Fodbold er et komplekst spil, hvor mange forskellige færdigheder kan være kampafgørende.

En scoring selvfølgelig. Men også godt overblik. Eller en kynisk tackling.

Et talent for at bryde ned kan være lige så godt som at være kreativ.

Samtidigt snyder det også, at det er nemt at se, hvilken ungdomsspiller der er bedst lige nu. Men hvem er det om fem år?

Talentidentifikation er et vanskeligt felt, hvilket omfangsrig forskning siden 90’erne har illustreret.

Talentspejdere og trænere er ikke enige om, hvilket talentkriterium, man primært skal kigge efter.

Teknik? Intelligens? Fysik? Personlighed? Vindermentalitet?

Talent anses heller ikke for noget medfødt eller genetisk, men derimod har tesen om de ”10.000 timer” efterhånden spredt sig som et Barcelona-angreb og anses af mange blandt andet FC Midtjyllands bestyrelsesformand og forfatter, Rasmus Ankersen, for den vigtigste talentskaber. Selv en Laudrup fødes ikke til storhed.

At æde sig igennem modgang og have lyst til konstant at træne er for mange den vigtigste egenskab og den sværeste at tillære et talent.

Simon Kjær var ikke blandt de 50 bedste i sin årgang som 15-årig. Kom kun ind på FC Midtjyllands akademi grundet nogle afbud, og fordi faderen var klubbens materialeforvalter. Men fem år senere udraderer han Ronaldinho i Serie A.

Ingen havde set det komme.

Lasse Vibe, Peter Ankersen og Kian Hansen har spillet 1 U-landskamp til sammen, men er nu alle omkring A-landsholdet og spiller stort set fast i deres respektive udenlandske klubber.

For ikke at nævne Ebbe Sand og flere andre som ikke har brilleret som u-spiller.

Scouter vi spillere ud fra de rigtige kriterier?

Mange spilleres sene blomstring gør de udenlandske klubbers kapring af de unge danske talenter endnu mere absurd.

Men denne lottoseddel køber klubben gerne, for hvis bare én af de indkøbte slår til, så har indsatsen været en succes.

For klubben. Og flop resten.

Kan danske spillere klare sig?

Kenneth Zohore, Christian Nørgaard, Dennis Cagara, Jakob Barrett Laursen, Patrick Olsen, Morten Knudsen…

Listen er lang over spillere, der søgte lykken i en ung alder men som ikke (endnu) har fået den ventede succes uden for landets grænser.

Men det er ikke kun danske spillere, som har problemer med en tilværelse i udlandet.

Norsk fodbold føler samme mønster.

Martin Ødegaard kan vælge Real Madrid (formål: spilletid eller udvikling?), men generelt slår for få af de udlandsfarende norske talenter til ifølge forskeren Stig Arve Sæther, som TV2 Sport har været i kontakt med.

Hele 10 af 17 norske talenter som spillede på et akademi i udlandet i 2009 var tilbage i Norge inden tre år. Kun Håvard Nordtveit som med udgangspunkt i Arsenal har fået spilletid på CV’et (dog ikke i klubben som købte ham), men først efter flere lejemål andre steder. Blandt andet i Lillestrøm.

Den norske succestræner for Rosenborg Nils Arne Eggen kaldte i 2012 derfor tidlige udlandsophold for en fejlbeslutning.

At mange unge tror at man må til utlandet for å bli gode fotballspillere er bare tøv (vrøvl). Det er en slags mare, og det er skapt av agenter og foreldre. Det er ikke plassen man spiller som avgjør, om du blir god. Det har kommet mange gode fotballspillere fra små plasser”. (kilde)

Heller ikke i Holland går det strygende for de udlandssøgende hollandske talenter.

I hvert fald ikke når de skifter til Premier League.

Kun Tim Krul af 45 spillere siden 1980’erne har ifølge hjemmesiden www.benefoot.com fået spilletid i den Premier League-klub, som købte vedkommende.

De andre burde have været blevet i Eredivisie, hvis man måler på spilletid.

Karim Rekik, Nathan Aké, Kyle Ebicilio og Jeffrey Bruma er nogle af de seneste som er vendt tilbage til Tulipan-rødderne.

I Danmark er vi så heldige, at flere af de største talenter har taget springet med succes.

Pierre-Emile Højbjerg, Viktor Fischer, Lucas Andersen og Lasse Vigen Christensen har alle fået spilletid trods en ung alder og lægges Andreas Christensen fra Chelsea til som også har fået tillid til startplads på et af verdens stærkeste hold, så kan vi ikke brokke os.

Ret meget.

Løsning?

At sætte spørgsmålstegn ved, om vi ruster vores talenter bedst muligt med den nuværende talentstruktur og fokus på udvikling fremfor resultattænkning, er altid sundt.

I de sidste ungdomsår, før et talent bliver senior spilles der ikke om op- og nedrykning.

I hvert fald ikke direkte, hvis ellers en klub lever op til DBU’s ikke helt klare kriterier for at være A eller A+ licensklub og dermed får fornyet sit licens.

Så hverken i U17- eller U19-ligaerne gælder det i princippet om at vinde, hvis vi sætter det lidt på spidsen.

DBU ønsker udvikling af færdigheder i trygge miljøer, og ved at fjerne presset fra nedrykningsstregen giver det klubberne incitament til også at satse på spillere som har potentiale på sigt.

Jeg er helt enig i den del af tankegangen.

Især i U17 kan der være stor forskel på fysikken mellem to spillere, hvilket kunne koste vigtige spilleminutter til et talent, som endnu mangler at modne færdigt fysisk, da træneren ønsker sejr her og nu.

Med DBU’s tænkning er der også plads til den lille venstreback eller spinkle kreatør.

Men overgangen fra U19-udviklingsmiljøet til præstationskulturen på seniorplan eller i udlandet er stor, og derfor risikerer vi, at vores unge spillere mangler de sidste procenter i forhold til at vinde for enhver pris.

”Grinta” og ”cattiveria” som de efterspørger i Italien. Ord som flere gange blev smidt i min retning i Udinese Calcio (1998-2001).

Vildskab, vilje og ondskab. Sammenbidte tænder og med knyttet næve. Krigsklar.

JEG vil vinde.

Sådan opdrages vi ikke i Danmark.

Her er der meget mere ”vi-tankegang”, hvilket også er en god ting, men som var en hæmsko for undertegnede som 24-årig ved ankomsten til et præstationsmiljø i Serie A.

Det er derfor vigtigt også at have fokus på, om vi presser de unge spillere nok. Om de møder nok modgang. Om vi skaber vindermentalitet?

En oplagt løsning kunne derfor være at indføre op- og nedrykning i U19-ligaen så vi skærper instinkterne hos de unge spillere, og gør dem parate til de voksnes rækker.

Ellers ender vi med at være dem, som ”kan tage et nederlag som gode tabere”, og som vil få mere og mere brug for den egenskab.