(10-8-2015) Rundesang 4 – EfB i defensiven…

Har Esbjerg spillet naiv fodbold under Niels Frederiksen?

Har Esbjerg spillet naiv fodbold under Niels Frederiksen?

Så fik vi Superligasæsonens første fyring, og dermed har vi kun 1,5 trænerafskedigelse tilbage i denne sæson, hvis det historiske snit skal holde.

Esbjerg fB har igen (2014/2015: Første sejr i runde 7) fået en dårlig start på en Superliga-sæson og kigger vi på statistikkerne, så ser tallene temmeligt trælse ud for Vesterhavsdrengen.

Så er det en retmæssig handling Esbjerg-ledelsen har gjort?

Placeringsmæssigt ligger Esbjerg langt fra, hvad også denne blog har tippet.

Og var det ikke for en Mick van Buren scoring i det 90. minut mod FC Vestsjælland i 32. runde samt en 1-0 sejr på Brøndby-stadion runden efter, var Esbjerg det næstdårligste hold – efter Silkeborg IF – i forårssæsonen i sidste sæson.

Det har haltet et stykke tid.

Udskiftningen har været pæn stor i truppen via en del salg af profiler, og erstatningerne har ikke alle været lige heldige eller – vigtigst af alt – kørt i stilling med rettidig omhu, som Ryan Laursen var før Peter Ankersens-salget. Esbjerg-ledelsen står heller ikke til topkarakter.

Det har ikke været nemt for træneren. Men fyringen er ikke ulogisk.

Vil fyringen så virke?

Tjahh, statistikken siger, ifølge “Fodboldens ABC” (i Tipsbladet i uge 30), at der har været 54 (nu 55…) fyringer i Superligaen siden 1995/1996. Af dem “virkede” de 34, hvis man sammenligner pointsnittet i de første tre kampe under ny træner med hele sæsonsnittet. En positiv effekt på 0,2 point mere per kamp i snit (fra 1,1 til 1,3).

Meget afhænger af udfaldet af marginalerne i næste kamp: FC Nordsjælland på udebane. Tabes kampen går nedturen i selvsving.

Derfor var Niels ikke fredet mere

Offensivt er det ellers gået meget godt i 2015/2016.

Mange afslutninger. Fin boldbesiddelse.

Men i den anden ende af banen er holdet på den anden ende.

Nu er der selvfølgelig stor forskel på en “direktør” og et vildskud mod pølsevognen (begge tæller i statistikken), men Niels Frederiksen har ikke kunnet levere varen rent defensivt indtil videre.

Jonas Knudsen blev solgt, og Ryan Laursen er blevet skadet, så forklaringer kan søges her, men der er også strukturelle og taktiske årsager bag den skrøbelige defensiv.

Backer bliver ikke beskyttet af kanter. Indlæg bliver ikke bremset. Central midtbane er for åben. Feltet forsvares dårligt. Og målmand Martin Dubravkas håndtering har også haltet.

Bundlinjen fortæller: Esbjerg er Superligaens mest beskudte hold.

Superliga (2015/2016) Afslutninger imod per kamp
FC Midtjylland 7,7
FC København 10,3
Brøndby IF 10,5
Randers FC 11,0
FC Nordsjælland 11,3
AGF 11,3
SønderjyskE 12,5
Viborg FF 12,8
AaB 13,3
Hobro IK 15,5
OB 16,3
Esbjerg fB 16,8

Sammenlignes med samme liste fra sidste sæson så ser vi Niels Frederiksens hold på noget af en rutsjetur. Afslutningerne vælter imod Vesterhavsdrengene i 15/16, som dog selvfølgelig også kun lige er gået i gang.

Fem afslutninger mere per kamp i denne sæson i forhold til sidste sæson lider Esbjerg under, hvilket er den klart værste udvikling af samtlige hold.

2015/2016 Forskel i “Afslutninger imod” fra 15/16 til 14/15 Afslutninger imod per kamp (2015/2016) Afslutninger imod 2014/2015
Esbjerg fB -5,1 16,8 11,7
OB -1,7 16,3 14,6
Randers FC -1,0 11,0 10,0
AaB -0,5 13,3 12,8
SønderjyskE -0,4 12,5 12,1
Hobro IK 0,0 15,5 15,5
FC København 0,3 10,3 10,6
FC Nordsjælland 0,6 11,3 11,8
Brøndby IF 0,7 10,5 11,2
FC Midtjylland 2,4 7,7 10,1
AGF x 11,3 x
Viborg FF x 12,8 x

Offensivt

At Esbjerg ligger højt på afslutningslisten med 16 afslutninger per kamp (tre mere per opgør end både FCM og FCK…) kan godt skyldes, at Frederiksens drenge har skullet satse og indhente noget forsømt. Bagud mod både FCK, VFF og SønderjyskE. Men det skyldes også en offensiv tilgang til spillet, som personificeres ved anbringelsen af Emil Lyng som højre back i weekendens lokalopgør.

En angrebsivrig desperation der også har kostet i det defensive, som vi kiggede på tidligere.

Måske er det derfor, at præcisionen på Esbjergs afslutninger heller ikke har ramt plet i forhold til forventningerne.

Efter Runde 4 (2015/2016) Afslutninger indenfor rammen i %
Hobro IK 51,3%
Randers FC 50,0%
OB 47,4%
AGF 40,9%
SønderjyskE 39,6%
FC København 39,5%
AaB * 38,8%
FC Nordsjælland 31,3%
Esbjerg fB 29,7%
Viborg FF 29,2%
Brøndby IF 29,0%
FC Midtjylland* 25,6%

(* kun 3 kampe)

Mål er det kun blevet til tre gange. Derfor ligger EFB også ynkeligt placeret på effektivitetslisten. Mere end 20 afslutninger skal Esbjerg bruge per mål. Randers FC scorer på hver fjerde forsøg…

2015/2016 Mål per afslutning i %
Esbjerg fB 4,69%
AaB 6,12%
Viborg FF 6,25%
FC Nordsjælland 6,25%
Hobro IK 7,69%
Brøndby IF 8,06%
FC Midtjylland 12,82%
FC København 13,16%
SønderjyskE 15,09%
AGF 15,91%
OB 18,42%
Randers FC 25,00%

Konklusion:

For et hold som kan spille relativt frit og uden mesterskabsforventninger, så var det et tamt hjemmehold som kollapsede mod SønderjyskE i anden halvleg. Første halvleg havde ellers været fin med esbjergenserne i teten, og med Robin Söder som den store skurk med en fæl afbrænder. Men efter den første scoring gik der indianerfodbold i kampen, som det også skete mod både AaB og VFF.

Netop denne defensive skrøbelighed har med rette bekymret Esbjerg-ledelsen. Især når vandrørene samtidig melder om vigende tiltro fra spillerne til konceptet. Sådan vil det ofte være, for det er vel aldrig set i fodboldhistorien, at spillerne kollektivt samler hinanden op. Det er nemmere at pege fingre.

Nogle gange er situationen så fastlåst, at selv grundige og dygtige trænere ikke overlever. Jesper Sørensen (Silkeborg IF). Troels Bech (OB). Kent Nielsen i Brøndby IF. Peter Sørensen (AGF).

Med vestjyden fra Sædding-Guldager, Glen Riddersholm, fri på trænermarkedet, kan der også være en anden grund til et trænerskifte.

Et muligt scoop for Esbjerg.

(I så fald ville Glen kunne give den esbjergbosiddende Jess Thorup en “high five”, når de passerer hinanden på landevejen…).

 

Alle data fra superliga.dk, superstats.dk, prozone.com, danskfodbold.com.