(18-7-2015) Rundesang 5 – Erfarne “løver” topper. Unge “tigre” shopper (og hopper…på stedet).

Alle hold har vundet en kamp i sæsonens Superliga.

En af Europas mest lige turneringer slår til igen.

Fire point fra bund til bronze.

Og selv om der indtil videre er scoret flere mål per kamp end i de seneste 10 Superligasæsoner, så har denne blog nu ikke altid været så begejstret for niveauet.

SønderjyskE – Himlen er lyseblå

Det er meget betegnende for den svingende kvalitet i ligaen, at et hold som SønderjyskE, der forstærker sig med fire 1. divisionsspillere (og en træner), kan ligge nummer to efter fem runder.

Erfarne spillere, men uden sammenhørighed i startpakken.

Ros skal Haderslev-klubben derfor have, for et seriøst arbejde, hvor der også spillemæssigt lægges på. Nu med den danske “Andres Iniesta”, Troels Kløve, som højre back.

Den mere offensive tilgang ses også i statistikkerne. SønderjyskE er det hold, som rammer målet flittigst.

Afslutninger indenfor målrammen per kamp snit 2015/2016
SønderjyskE 5,8
AaB 5,4
Randers FC 5,25
AGF 5,2
Brøndby IF 5,2
Hobro IK 4,8
OB 4,8
Esbjerg fB 4,4
FC København 4,25
FC Nordsjælland 4
FC Midtjylland 3,8
Viborg FF 3,4

Dernæst har Jakob Michelsen valgt at satse på en fast stamme af spillere, som har betalt tilbage med stabile præstationer. Tryghed tæller.

For nogle (Tommy Bechmann…) er det dog også præstationsfremmende at have en alvorlig konkurrent (Thomas Dalgaard) pustende på bænken.

Antal brugte spillere I 2015/2016

  1. FCM – 22
  2. BIF – 21
  3. OB – 20
  4. EFB – 19
  5. FCK – 19 (kun 4 kampe)
  6. Hobro – 18
  7. RFC -18 (kun 4 kampe)
  8. AGF – 17
  9. AAB – 17
  10. SE – 16
  11. FCN – 16
  12. VFF – 15

Antal spillere som har fået spilletid I alle kampe

  1. SE – 11
  2. FCN – 10
  3. Hobro – 10
  4. RFC – 10 (kun 4 kampe)
  5. VFF – 10
  6. OB – 9
  7. EFB – 8
  8. AaB – 8
  9. AGF – 7
  10. BIF – 7
  11. FCK – 7 (kun 4 kampe)
  12. FCM – 6

Kan SønderjyskE ende i toppen?

Det finder jeg urealistisk. Selvom momentum giver vinger, så vil effektiviteten foran mål dale, og så bliver det hverdag igen.

Men Brøndby IF, som jo bruger kræfter mod PAOK på torsdag, er den ideelle næste modstander. Mens Brøndby slider med at overbevise, så kommer de lyseblå “løver” til vestegnen med ubegrænset plus på kontoen og kan prikke til skrøbeligheden hos Thomas Franks udvalgte. Kvalitetsforskellen vil udlignes. Det bliver spændende.

Men SønderjyskE ender i Superligaens sidste tredjedel. Nr. 11?

FC Nordsjælland – Superligaens bisser

Tigrene havde ingen bid, da det gjaldt i 2014/2015

Tigrene havde ingen bid, da det gjaldt i 2014/2015

I bundregionen ligger “talentfabrikken” FC Nordsjælland, der har følt sig nødsaget til at handle et par brasilianere for at få tigrene til at vise tænder.

Boldbesiddelse er åbenbart ikke et mantra mere på de kanter, men alligevel finder jeg det meget ulogisk, at FC Nordsjælland topper følgende statistik som Superligaens bisser.

Islandsk inspiration?

Begået frispark (Superligaen 2015/2016) i alt per kamp
FC Nordsjælland 14,60
Brøndby IF 13,80
FC Midtjylland 13,80
Esbjerg fB 13,40
AGF 13,00
Viborg FF 12,40
Hobro IK 11,25
FC København 11,00
Randers FC 10,75
SønderjyskE 10,25
OB 9,60
AaB 8,60

For mange boldtab?

Frustrationshandlinger?

Manglende parathed?

Det ligner dem ikke.

FC Nordsjælland har ellers talenter som står i kø for at folde sig ud.

Men uden resultater, får de ikke lov til at vokse, og fysisk er “tigrene” blevet mast af modstanderne.

Især bagkæden har det svært i Superligaen og laver for mange fejl, hvorimod offensiven ser potent ud. Et uforløst potentiale.

Jeg forventer, at FCN tager til Hobro på fredag og finder sig selv.

 "Det var ikke langt fra, at Medgangen fik os til at tro, 
vi var en af Skæbnen særligt udvalgt Fodboldnation, 
hvis lige ikke fandtes uden for Storbritannien… "
Poul Graae i "Fodboldspil" (1933)

BONUS

Afslutninger er vigtige i fodbold, men kvaliteten af dem har selvfølgelig allerstørst værdi.

Her er tallene som dækker alt fra trillere til Bechmanns drøn. Bare de rammer indenfor målrammen.

Hobro IK er sidst, som de var det i sidste sæson. Kan det gå igen?

Afslutninger i alt Skud på mål i snit
Brøndby IF 15,2
Esbjerg fB 14,8
AGF 13,2
SønderjyskE 13,2
AaB 13
FC Midtjylland 12,6
Viborg FF 12,2
Randers FC 12
FC Nordsjælland 11,8
FC København 11,75
OB 10
Hobro IK 9,6

 

Kilder: superliga.dk, superstats.dk, danskfodbold.com