(26-8-2015) Rundesang 6: AGF-tersyn

Følg "Wilgen"...

Følg “Wilgen”…

Morten Wieghorst er nu 415 (*rettet) dage inde i sin trænergerning i AGF, og indledningen på Superligaen har vist nye lag i konceptet. Nu også med saksespark.

Og hvorfor er smilet så vendt tilbage i Jyllands største by?

Lige dele klogskab, dygtighed og held (sejr mod Randers FC).

Wieghorst ønsker et offensivt udtryk i en 4-3-3-version (DBU…), hvor AGF er toneangivende med bolden via de centrale midtbanespillere.

Det er et arbejde, der er undervejs

Jeg vil gerne have, at vi arbejder henimod, at vi får længere perioder med bolden“, sagde chefen efter åbningssejren mod Brøndby IF.

I anden halvleg – som jeg lige ser det nu – smider vi boldene for hurtigt. Jeg synes, at vi skal holde den mere centralt i længere perioder. Vi har for travlt med at spille den bredt med lange skift. Jeg ville hellere have haft den ind foran deres midtbane, og så spille ind igennem derfra eller bredt“, lød det efter 0-0 i Viborg i runde 2.

Statisitkken siger 50% boldbesiddelse i snit til AGF. Det er ikke kontrol nok.

Men selvom holdet taktisk ikke har ramt plet endnu, så giver det alligevel masser af afslutninger. Og point.

Hvis man ikke afslutter på mål, kan man ikke score, som en floskel lyder, og selvom kvantiteten af afslutninger ikke garanterer topplaceringer (Hobro IK, AaB…), så øger det sandsynligheden for, at det sker.

AGF-skibet skyder med god fart offensivt og tager samtidig ikke meget vand ind i form af modstanderafslutninger.

Runde 6 – Superliga Afslutninger – samlet DIFFERENCE (For – Imod)
Brøndby IF 32
FC Midtjylland 28
AGF 14
FC Nordsjælland 12
FC København* 6
Viborg FF 5
AaB -4
SønderjyskE -4
Esbjerg fB -6
Randers FC* -6
Hobro IK -35
OB -42

(* kun 5 kampe)

Erfaringen hjælper

Hemmeligheden bag århusianernes indledende succes har flere kilder, men en af de vigtigste i følge denne skribent er truppens sammensætning, hvor især de erfarne fremmer stabiliteten.

Alder alene giver ikke plus, for mætte spillere kan hæmme et omklædningsrum mere end man aner, men denne blogs fornemmelse er, at 30+-spillerne på Fredensvang alle er med på Wieghorst’s projekt og hungrer efter succes.

Efter denne runde målte denne blog på Superligaens “veteranklub” og her havde AGF fem spillere i top 30, hvilket kun AaB overgår:

Navn Klub Dage i klub Superligakampe
Hans Henrik Andreasen Esbjerg fB 929 382
Rasmus Würtz AaB 2216 361
Thomas Augustinussen AaB 1676 336
Jerry Lucena Esbjerg fB 1136 327
Christopher Poulsen Viborg ff 776 303
Duncan FC Midtjylland 1106 287
Martin Albrechtsen Brøndby IF 1092 287
Steffen Rasmussen AGF 4736 272
Jonas Borring Randers FC 1077 267
Kristian Bach Bak FC Midtjylland 1826 259
Jakob Poulsen FC Midtjylland 573 258
Johan Absalonsen SønderjyskE 1077 251
Jeppe Curth Viborg ff 416 243
Martin Vingaard FC Nordsjælland 769 242
Kasper Risgaard AaB 758 241
Christian Keller Randers FC 1496 239
Stephan Andersen FC København 416 237
Danny Olsen AGF 596 234
Michael Jakobsen Esbjerg fB 573 224
Kenneth Emil Petersen AaB 2216 221
Patrick Kristensen AaB 3476 209
Jonas Kamper Viborg ff 56 206
Martin Örnskov Brøndby IF 763 203
Lasse Kryger OB 416 196
Johnny Thomsen Randers FC 1316 195
Jesper Lange AGF 776 195
Morten Nordstrand AGF 236 191
Tommy Bechmann SønderjyskE 1496 174
Stephan Petersen AGF 2036 167
Alexander Fischer Randers FC 2216 158

 

AGF har et af de mest rutinerede hold i ligaen, og det hjælper især i en kamp som i Telia Parken, hvor trykket er stort.

Trods tre nye udenlandske spillere (Elez, Mikanovic, Yasin) i startformationen, havde AGF 1001 superligakampe i benene samt et alderssnit på 26 år og 184 dage, hvilket er Top-3 værdigt.

Men holdet er stadigt under opbygning.

Træner Wieghorst var bekymret inden sæsonstart, da den sidste træningskamp blev tabt 0-2 i AaB, og AGF har fået overraskende mange point, når man også ser på de udfordringer holdet har haft i forsvaret med skader og karantæner og nye udenlandske forsvarsspillere, der skal vænnes til medspillere, dansk zonespil i Wieghorst-konceptet og Superligabold i det hele taget.

I seks runder har “De Hvii’e” stillet op med fem forskellige bagkæder (de bagerste fire + målmand), hvilket kun ustabile Brøndby IF overgår.

Enheden Viborg og Brøndbys slingrekurs

Enheden Viborg og Brøndbys slingrekurs (bagkæder er inklusiv målmand).

Og altså fire nye spillere (inklusiv Bjarnason) i startformationen mod FCK. Imponerende, men ikke alt er rosenhvidt. Holdet har ikke sat sig.

“...Vi ved også godt, at vi skal sørge for at forbedre nogle ting i vores spil – eksempelvis starten af anden halvleg. Vi vidste godt, at vi ville komme under pres, men vi må ikke lave så store fejl, som vi gør, for normalt ville vi være blevet straffet, inden de scorede til 2-1…”, som Wieghorst formulerede det negative ved det flotte 2-2 resultat mod FCK.

Denne blog har tippet AGF til at ende på 10.pladsen, da ni point i de seks første superligakampe ikke var forventet.

Der er stadigvæk lang vej til de 30 point, der med stor sandsynlighed sikrer mod nedrykning, men tegnene er gode.

AGF skal bygge på nu, hvor smilet er retvendt.

For modgangen vil komme.

”Det hører til undtagelserne at vi lægger en speciel tatktik mod 
en speciel modstander. Overvejelserne er: Kan det betale sig at 
forlade sin sædvanlige spillestil…?”
(Aage Rou Jensen i biografien "Aldrig færdig med fodbold", 1961)

(tal fra superliga.dk, superstats.dk og danskfodbold.com)