(7-10-2015) Her er din højrekant, Olsen

Yussuf Poulsen tæt på en målmand. Helst i den anden ende af banen.

Yussuf Poulsen tæt på en målmand. Helst i den anden ende af banen.

Man kan ikke nævne Morten Olsen, landshold og højrekant i samme sætning uden også at tilføje Dennis Rommedahl.

Rommedahl besatte positionen fra Olsens første kamp som landstræner mod Færøerne i 2000 (hvor undertegnede afløste ham otte minutter før tid) og til 0-4-fiaskoen mod Armenien i 2013.

Og efterlod landsholdet efterfølgende med et gabende tomrum som skulle udfyldes. Hvad nu? Hvem nu?

Så jubii skreg vi, da Martin Braithwaite greb chancen med scoring mod Polen i kamp 1 efter Dennis Rommedahls landsholdsexit.

Her var afløseren.

Men siden…?

Braithwaites nervøse indsats i 2-2-nedturen mod Italien i Parken kostede dog hurtigt esbjergenseren opholdstilladelsen til ”Rommedahls Plads”, og heller ikke Emil Larsen og Rasmus Falk spillede sig i Olsens hjerte.

Nu står Olsen før Portugal-kampen med tvivl igen. Men samtidig også med mange valgmuligheder. Et positivt problem.

Statistikken

I 2014 og 2015 har Danmark i alt spillet 15 landskampe, og højrefløjen har været besat af syv forskellige spillere (i startformationen) – ingen anden plads i 4-3-3-systemet har haft større udskiftning:

Lasse Vibe – 5 gange

Yussuf Poulsen – 4 gange

Lasse Schöne – 3 gange

Pione Sisto – 1

Kasper Kusk – 1

Emil Larsen – 1

P.E. Højbjerg – 1 (dog i 4-4-2 mod Portugal i første halvleg)

(Uffe Bech indskiftes som højre kant i anden halvleg mod Portugal – højrekant nummer 8)

Valget oktober 2015

Morten Olsen ønsker konkurrence, og konkurrence har han fået.

Derfor:

Som makker til Lars Jacobsen, og som direkte danske modstander til Portugals formodede venstreback, Benfica-spilleren Eliseu (eller Fabio Coentrao), vil landstræneren kunne vælge mellem følgende fem løsninger og tilhørende form.

1) Lasse Vibe – Den landsholdsspiller, der mest har spillet pladsen til daglig (har også spillet centralangriber). En stabil spiller som garanterer en ”intelligent” og løbevillig indsats. Vibe kan lidt af det hele. Pasningssikkerheden i denne kvalifikation er dog næstdårligst af de fem kandidater: 79% (45 af 57).

Klubmæssigt går det fint: Tre mål i 10 kampe i The Championship. Men dog tre nederlag på stribe og trænerskifte fra hollandske Marinus Dijkhuizen til den tidligere midtbanekriger Lee Carsley. Paradigmeskifte i Brentford FC og spillestilskontrast til landsholdet.

2) Yussuf Poulsen – Højere toppræstation end Vibe. Mere eksplosiv. I Red Bull Leipzig har Poulsen spillet højrekant i et par kampe men også frontangriber. Men mest som indskifter. Har været ramt af bænkpladser, influenza og ”torknote”. Ingen mål endnu, men derimod en ny kontrakt. Svingende form. Pasningsstærk: 51/57 succesfulde i kvalifikationen (89%) heraf 16/20 som højre wing i Armenien.

3) Martin Braithwaite – Målfarlig (5 scoringer i 9 kampe i Ligue 1), selvtillidsfuld men ikke højre kant for Toulouse. Flittig afslutter, og på det punkt er han i top 10 i Europa (Ronaldo er den flittigste). For at afdrible sin modstander langs sidelinjen kræves der fart af wingen, og det har Braithwaite. På landsholdets højrekant har han dog været mere skuffende end skabende. Kun 9 pasninger og 8 succesfulde i kvalifikationen. Men grundet målformen i Ligue 1 er han en stærk kandidat til en startplads eller i det mindste indskiftningsrolle mod Portugal.

4) Pione Sisto – Sprintvillig og trickrig. Har Superligarekord med 56 sprints i en kamp (i følge Prozone). Uforudsigelig på både godt og ondt. Men i FCM spiller han venstre kant. Debuten mod Albanien viste potentialet men også foreløbige begrænsninger. En god afslutning, fine tekniske indslag men også med syv fejlpasninger/boldtab i kun 16 forsøg i første halvleg. Et glimrende kort fra bænken.

5) Nicolai Jørgensen – Spiller aldrig på højrekanten i FCK. Men det gjorde han fint i 3-0 sejren over Tjekkiet i 2013. Fysik, hovedspilstyrke, kreativ og stærk som opspilsstation. Pasningssucces på 89% (34 af 38) indtil videre i kvalifikationen er rigtigt fint. Fin form for FCK, men han er ikke højrekant og vil derfor ikke føle sig hjemme på posten.

Blå Himmel over Yussuf (og de andre)...

Blå himmel over Yussuf (og de andre)…

Valget 2015

Det er ikke ligegyldigt, om en wing spiller til venstre eller højre på banen. Det siger sig selv, at der er vinkler og mønstre som spejlvendes.

Det forklarer til dels Pione Sisto og andres kvaler på landsholdets højre wing.

Derfor er Lasse Vibe og Yussuf Poulsen favoritter for mig til at spille wingen i modsatte side af Krohn-Dehli/Eriksen i Braga. Vibe og Poulsen har erfaring på pladsen med fra dagligdagen.

Morten Olsen vil selvfølgelig vurdere alle kandidater til træning og tage indtrykket med ind i beslutningsprocessen. En fordel, vi andre ikke har.

Men her kommer et skud fra presserummet:

Yussuf Poulsen har ikke vist topniveau endnu i Red Bull Leipzig og det svækker hans kandidatur.

Men Lasse Vibe er heller ikke brandvarm og blev senest skiftet ud efter en times spil i 0-2 nederlaget på iPro Stadium i Derby (Up the Rams!).

Jeg har tidligere hældt til, at Lasse Vibe ville vinde ”kampen om kanten”, men efter et længere kig i noter, statistikker og diverse højdepunkter på nettet, giver Poulsen som den udvalgte mere logik.

Power og fysik.

Hovedspil. I begge ender af banen.

Mere pasningssikker.

Derfor bliver det et ”yes” til Yussuf.

 

data: uefa.com, transfermarkt.co.uk, dbu.dk