Eksamen 4. semester – Dybdegående journalistik

Traumet varer evigt for flygtninge

Omkring 30.000 flygtninge i Danmark kæmper med traumer fra krig, forfølgelse eller vold. Ofte i så svær grad, at ingen behandling kan gøre dem symptomfri. Rehabiliteringscentrene for traumatiserede flygtninge skønner, at omkring 80 % af deres patienter er kronisk traumatiserede. Livet kan få mere kvalitet, men det bliver aldrig det samme igen.
Af Morten Bisgaard (mobis09@student.sdu.dk)

…I rækken af mennesker foran mig var der en dreng på cirka 8 år, som blev hold i hånden af sin bedstefar. Der blev sagt til den gamle mand at han skulle betale, hvis han ønskede barnebarnet levende. Den gamle mand fortalte at han ingen penge havde… en af soldaterne tog sin kniv frem og skar barnets hals over…
(Sadie, flygtning fra Balkan, fortæller sin historie til RCT Fyn)

Langt de fleste traumatiserede flygtninge slipper aldrig af med alle deres lidelser. Det skønner centrene for rehabilitering af traumatiserede flygtninge i Danmark.
– Af dem der ender hos os er i hvert fald 80 % kronikere. Kun omkring 20 % kan håbe på at blive symptomfri. Det er den fornemmelse vi har, fortæller Erik Barkman, som er informationsmedarbejder på Center for Traumatiserede og Torturoverlevere, CETT, i Vejle.
I Århus har souschef på Klinik For Traumatiserede Flygtninge, Samuel Olandersson, samme opfattelse af sagen:
– Det er i den størrelsesorden, hvis ikke højere. Mange har kroniske smerter, men det er en kompleks problemstilling, for alle patienter får det bedre i detaljer efter endt behandling.

Traumatiserede flygtninge i Danmark

– I Danmark bor over 100.000 personer, som er kommet til landet med flygtningestatus
– i 2009 fik 1279 personer med flygtningestatus opholdstilladelse i Danmark. I 2000 var antallet 4388 og i 1996 var det 6387 (www.dst.dk)
– Det er de praktiserende læger og kommunale socialrådgivere, der henviser PTSD-ramte flygtninge til traumebehandlingscentrene. Centrene er styret af regionerne
– Hver region har mindst et rehabiliteringscenter for traumatiserede flygtninge. RCT København åbnede som det første i 1982
– RCT København har ca. 100 patienter i løbet af et år. På CETT i Vejle afsluttede man 158 forløb i 2010.
– RCT Fyn havde en stigning i antallet af henvisninger til klinikken på 87 % fra 2009 til 2010. I CETT Vejle var den tilsvarende stigning på 38 %
– Udover de regionale traumebehandlingstilbud findes der kommunale tilbud, som fx Etnisk Rådgivningscenter NOOR i København og Dansk Røde Kors Psykotraumecenter samt en række øvrige psykologer/behandlere.
– Traumebehandling på CETT i Vejle tilbydes som noget nyt både individuelt, i grupper eller som udgående behandling til de svageste.
– CETT i Vejle vurderer, at 35 % af deres patienter har PTSD i den mest komplekse form.

Mere livskvalitet
Mange flygtninge har levet med deres traumer i lang tid uden at få behandling, og det komplicerer deres fysiske og psykiske tilstand.
Asylansøgere venter fx i månedsvis i asyllejrene på sagsbehandlingen. Dertil kommer kvoteflygtninge, det vil sige flygtninge, som Danmark bliver tildelt i forbindelse med aftalen med FN’s Højkommissariat for Flygtninge, der har siddet i flygtningelejre i årevis. Og jo længere tid en person går med et ubehandlet traume, des mere bliver symptomerne forværret hos den traumatiserede, og gør arbejdet for de danske traumecentrer til en stor udfordring.
Derfor er det ikke sandsynligt, at gøre alle symptomfri, forklarer informationsmedarbejder Erik Barkman fra CETT i Vejle:
– Vores opgave er ofte ikke at kurere folk, men at give dem mere livskvalitet. De er bagud på point fra start af, og de psykiske problemer gør udfordringen til et bjerg, som man skal op af.
Og det synspunkt bakkes op af overlæge Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik i Odense. Her har han sammen med sit hold diagnosticeret og behandlet flygtninge og indvandrere med komplekse sygdomsforløb siden 2008. Han møder dagligt i sit arbejde flygtninge, som har det meget skidt.
– De er præget af mangeårige krigsoplevelse, ikke nødvendigvis bare traumer og tortur, men der er også bare plantet en generel utryghed i dem, så deres hjerne konstant er en lille smule på vagt. Der skal derfor ikke meget til før, at flygtninge ikke kan lære sprog eller overskue en arbejdsdag på 8 timer.

Flex-job er et realistisk mål
For de fleste kronisk traumatiserede flygtninge er det derfor urealistisk at få en 37-timers arbejdsuge.
Søvnbesvær, koncentrationssvigt og flash-backs er fælles symptomer for traumatiserede flygtninge, og det besværliggør et forhold til en arbejdsgiver.
Flere rapporter konkluderer, at det er sundt for flygtninge at få et arbejde, men kun hvis det er et meningsfyldt job.
Informationsmedarbejder Erik Barkman fra CETT i Vejle er enig i betragtningen, men har også et forbehold:
– Vores behandlere vil sige, at det er svært for traumatiseret at få et fuldtidsjob. Mange er kommet ud over det punkt, hvor jobbet helbreder. Det er rart for dem at få et arbejde, men det betyder ikke nødvendigvis at de klarer det, forklarer han om de flygtninge, som risikerer at møde nederlag på nederlag fordi de ikke magter et job:
– Det er flygtningenes resurser, der skal være i fokus. For nogen kan og nogen kan ikke arbejde, så det kan ikke være et succeskriterium for os at få alle i arbejde. Et flex-job er for mange det mest realistiske.

Kompleks PTSD – De bliver aldrig raske
… Den gale soldat ved navn Ivan, tilnærmer sig os med fornedrende fornærmelser … mens han ler og lyder som en brutal bæst og griber min lille søn og smider ham i hænderne på en anden kvinde. Han fjernede mig også fra min fem-årige dreng… Jeg blev mishandlet på de hårdeste og mest forfærdelige måder, og alle de dage var jeg angst af bekymring for hvad der var sket med mine børn …
(Sadie, flygtning fra Balkan, fortæller sin historie til RCT Fyn)

For de hårdest ramte patienter er diagnosen post traumatisk stress syndrom, PTSD, ikke tilstrækkelig.
En PTSD ramt, fx et offer for en trafikulykke, har nemlig ofte et forbigående traume. Derfor bruger man i psykiatrikredse udtrykket ”kompleks PTSD” om traume og torturofre fra krigszoner, for her stikker traumet meget dybere.
– Problemet er ofte en blanding af almindelig sygdom men mudret op af krigstraumer, økonomiske problemer, tidligere omsorgssvigt, psykiske problemer og familiemæssige problemer. Symptomer bliver forvredne og mærkelige, og mange patienter kan ikke overskue og forklare deres sygdomme, fortæller overlæge Morten Sodemann fra Indvandrermedicinsk Klinik i Odense.
Klinikken havde i 2010 rekordhøje 450 henviste personer af anden etnisk oprindelse end dansk igennem et forløb på klinikken.

Børn og forældre bytter roller
Men en ting er forældrenes traumer. Den dobbelte ulykke sker først, når børn kopierer traumerne fra deres forældre, hvilket i fagsprog kaldes ”sekundære traumer”.
De forældre, der lider af ”kompleks PTSD”, er knap nok i stand til at passe på sig selv, og det går ud over børnene, der både skal håndtere de kronisk psykisk ustabile forældre samt prøve at få hverdagen til at hænge sammen. Og det er en katastrofe for børnene, fortæller centerchef for CETT og RCT Fyn, Marianne Lauritzen:
– De emotionelt forstyrrede forældre kan reagere på to måder. Enten bliver de overinvolverede og klynger sig til børnene, eller også rammes de af affektstorme og mister besindelsen, hvilket resulterer i voldsomt eksplosive emotionelle udbrud, som ureguleret vrede eller rædsel. Og de mister evnen til at sætte sig ind i deres børns behov, fortæller Marianne Lauritzen og supplerer:
– Vi tager hjem til de dårligst stillede familier, og ser på hvordan de klarer sig. Her snakker vi med forældrene og beskriver blandt andet PTSD for dem. Det kaldes psykoedukation. Samtidig er det vigtigt, at børn får at vide hvad forældre fejler, for børn tænker, at det er deres skyld, og vil gøre alt for at gøre far og mor tilpasse.
De sekundære traumer er endnu et forholdsvist nyt forskningsområde. Men der findes rapporter, som beskriver alvorligheden i dette problem.
Behandlingscentret RCT København arbejder med traumefamilier, hvor børnene er kriminelle. En undersøgelse i 2006 viste, at 75 % af de unge, som er anbragt uden for hjemmet, kommer fra familier med traumer.

Ny metode nedbringer ventelister
Arbejdspresset på de regionale behandlingssteder har været så stort, at Sundhedsstyrelsen brugte 75 millioner kroner af Satspuljemidlerne fra 2008 til 2011 på at få bragt ventelisterne ned.
Samtidig har regionerne indført behandlingsgaranti inden for 2 måneder, hvilket er et krav, som flere af behandlingscentrene stadig har svært ved at efterleve. I Vordingborg fx har Klinik for Traumatiserede Flygtninge stadigvæk en ventetid på 9 måneder på en behandlingsplads og i RCT København er der mere end et års ventetid på den individuelle behandling.
Men i Vejle har man større succes med at tilbyde behandling hurtigst muligt. Marianne Lauritzen er leder af CETT i Vejle samt den fynsk pendant RCT Fyn, og på begge centre har man indført en ny metode for at nedbringe ventelisterne.
Man deler de traumatiserede op i tre grupper, alt efter hvor mange ”bio-psyko-sociale resurser” personen har. Det vil i denne sammenhæng sige, i hvor høj grad en patient har relationelle resurser. En patient skal kunne regulere egne følelser og forstå andres følelser i forhold til patientens alder og den situation og kontekst man er i. Fx ville en voksen, der får et vredesudbrud som et 5-årigt barn foran sin arbejdsgiver, blive vurderet i den lave ende af den ”bio-psyko-sociale”-skala.
Personerne, som vurderes til at ligge i gruppen med færrest resurser, bliver tilbudt udgående behandling, hvilket betyder, at patienten mødes og behandles i deres eget hjem, oftest som en familiebehandling.
De stærkeste af patienterne modtager individuel behandling, og til mellemgruppen er behandlingstilbuddet et gruppeforløb.
– En differentieret behandling betyder, at nogen får mere behandling end andre. Nogle bliver aldrig raske, men vi skal give dem et bedre liv. Et sundhedstilbud som vores betyder jo, at en patient har mere end et skud i bøssen. Får man brug for hjælp igen, kan en patient komme igen en anden gang, slutter Marianne Lauritzen.

… Jeg startede behandlingen i RCT, jeg kæmpede med mine sidste kræfter for blot at blive ved med at leve. Mit liv var hård og trist, inderst inde blev jeg tynget af mine foruroligende oplevelser, det var svært at mærke livets virkelighed her; og jeg havde svært ved at overbevise mig selv om, at jeg skulle åbne op for min sjæls sår … Men den varme og omsorg som jeg fandt hos RCT’s medarbejdere hjalp til, at min sjæl kunne finde trøst …
(Sadie, flygtning fra Balkan, fortæller sin historie til RCT Fyn. Hun blev genforenet med sine børn og har lært at leve med sine traumer)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *