(18-1-2016) Sviatchenkos vej til paradis

”Welcome to Paradise”.

Sådan lyder overskriften på Celtic FC’s hjemmeside.

Ord der kunne passe på Erik Sviatchenkos skifte til den katolske Glasgow-klub.

Et drømmeskifte.

Jeg forstår hans valg.

Som den ottende dansker i Skotlands næstmest vindende klub, får den 24-årige dansker en kæmpe oplevelse.

Celtic FC er en af Europas største klubber og har nogle af de mest passionerede fans i verden.

Ni millioner prales der af på Wikipedia.

Og da manageren – godt nok en presset én af slagsen – samtidig er en skandinav, norske Ronny Deila, så bliver det ikke bedre.

39-årige Deila, som førte Celtic til the double i sidste sæson, giver en større garanti for stabilitet og en forståelse for et skandinavisk sind

Ahhhh skotsk fodbold, vil mange sikkert tænke. Er det ikke et tilbageskridt?

Celtic FC er jo nummer 75 i Europa. Hele 12 pladser lavere end FC Midtjylland.

Nej. Og atter nej.

Selvfølgelig ville de sportslige udfordringer have været endnu større i en af de fem store europæiske ligaer, men det er også nødvendigt at være realistiske i forhold til, hvad der var muligt. Og at Celtic FC kan være det første skridt mod noget endnu større. Premier League?

Nok har først svenske Malmø FF samt siden norske Molde FK ekspederet Celtic FC ud af de europæiske turneringer i denne sæson, men glemmer vi det øjebliksbillede, så kommer Sviatchenko til en klub som på alle parametre er større end de skandinaviske. Bedømt over et længere perspektiv.

Celtic FC var faktisk det første britiske hold til at vinde Europa Cup’en for mesterhold.

Og det var ikke bare en hvilken som helst sejr.

I 1967 var ”il Grande” Inter under den legendariske træner Helenio Herrera tidens mest dominerende, men i mesterholdsfinalen i Lissabon blev Inters ”catenaccio”-taktik overrumplet af Celtic FC’s offensive 4-2-4.

”The Lisbon Lions” under manager Jock Stein blev det første britiske hold til at vinde Europa Cup’en for mesterhold med en 2-1 gevinst som tvang Inter i knæ og startede en mere offensiv trend i europæisk fodbold.

Tre år senere lurede en ny Celtic-triumf i Mesterholdenes Europa Cup, men svenske Ole Kindvall scorede det afgørende mål for et stærkt Feyenoord-hold i den forlængede spilletid i 2-1 finale-sejren, hvilket kickstartede en hollandsk dominans i Europa i de kommende år med Ajax i front.

Siden kom også den tabte UEFA Cup-finale i 2003 med Ulrik Laursen på banen mod José Mourinhos Porto.

Så historien er stor, hvilket nutidens hold er et stykke fra.

Trods fire mesterskaber på stribe i Europas tredjemest målrige liga (efter Tippeligaen og Eredivisie).

Celtic FC har købt Sviatchenko ind til at starte på banen i det centrale forsvar i Celtic FC’s 4-2-3-1-system.

Ikke til bænken.

I weekendens 4-1 sejr mod Dundee United spillede den nigerianske landsholdsspiller Efe Ambrose sammen med den 21-årige kroat Jozo Simunovic i det centrale forsvar.

Sidstnævnte headede godt nok sit første mål ind for ”The Hoops” i lørdagens udesejr, men den 191 centimeter høje kroat bør alligevel ikke være et problem for Sviatchenko.

Derimod er belgieren Dedryck Boyata, som Celtic købte for 15 millioner kroner i Manchester City umiddelbart en større konkurrent til pladsen, selvom den 25-årige – trods fem mål – har leveret noget ustabile præstationer i sæsonen. Boyata har ikke spillet i de seneste to kampe grundet den baglårssskade han fik i 2-2-kampen mod Hearts den 27. December, og han ventes at være ukampdygtig i et par uger endnu, hvilket altså baner vejen for en hurtig Sviatchenko-debut.

Både Ambrose og Boyata kan også spille back-positionen, hvor svenske Michael Lustig normalt regerer.

Endnu en åbning til startformationen for danskeren.

Også den lejede Manchester United-spiller Tyler Blackett kan spille stopper-positionen, men i weekenden var det den pasnings- og hovedstødsstærke unge irer Eoghan O’Connell der passede bænken

Statistikkerne

Statistikkerne fra Prozone fortæller dog om visse udfordringer for danskeren.

Celtic-stopperne Ambrose, Simunovic og Boyata ligger på 68-69% i vundne luftdueller ifølge Prozone i denne sæsons Premiership i Skotland.

Sviatchenkos lignende tal fra Superligaen siger, at han vandt 73,5% i 2014/2015 men kun knap 65% i denne sæson hidtil (Daniel Agger 78%).

Selvom sammenligninger på tværs af ligaer er tæt på umulig, tyder meget på, at Sviatchenko skal lægge på hovedspilsmæssigt i en liga, der er kendt for store og stærke 9’ere og det direkte spil.

Med bolden peger Prozones data også den forkerte vej for Erik Sviatchenko.

Pasningssikkerheden er faldende siden Superliga-sæsonen 2013/2014. Fra 85,2% til under 82%, hvilket ligger noget under Boyata og Ambrose i den skotske Premiership: 93%.

Træner Deila ønsker højt pres og boldbesiddelse i Celtic, hvor FC Midtjylland paradoksalt nok i højere grad har ønsket et mere direkte udtryk.

Jeg forventer, at Sviatchenko tilpasser sig den nye virkelighed, og at transferen derfor bliver en succes.

Celtic FC ligner en kommende mester i Skotland i 2015/2016, hvilket igen giver europæiske kampe for Erik Sviatchenko, og selvom konkurrencen om den skotske liga-titel bliver markant forstærket i næste sæson, når Rangers FC vender tilbage til det fine selskab, så skal det ikke lægge en dæmper på de lyse udsigter ved Sviatchenkos skifte.

45.000 fans på Celtic Park vil i hvert fald til hver hjemmekamp gøre alt for, at Erik Sviatchenko får muligheden for at komme i ”paradis”.