England never, never shall be slaves

Så gik Capello. Eller blev fyret?

Lige meget hvad, leder England nu efter en ny landstræner.

Og det forudsigelige råb fra engelske medier og fans lyder: Den nye manager skal have engelsk pas.

 

Hvis nogen ka’, så Ca-pello

Den italienske træner har vundet mesterskaber i AC Milan, AS Roma, Juventus FC og Real Madrid.

Med et pragmatisk 4-4-2 system, hvor vægten er lagt på defensiv stabilitet frem for offensive satsninger. Altså mere rugbrød end champagne, og med en enorm analytisk tilgang til spillet.

Fabio Capello blev landstræner i 2008 efter fyringen af Steve McClaren, som ikke formåede at inspirere landsholdet til en kvalifikation til Euro 2008.

Siden har den højtlønnede friulaner råbt ordrer på gebrokkent engelsk i 42 kampe og har en sejrsprocent på 76% (hvis uafgjort tæller som halv sejr).

Han førte England til VM i Sydafrika i 2010, og efter tre nervøse kampe, videre til 1/8-finalen, hvor Tyskland smadrede ”Three Lions” med 4-1 (men hvis Lampard havde udlignet, hvad så…?) .

Skuffelsen var stor i nationen, men Capello ”fik lov” til at fortsætte som landstræner.

Med succes. For England gik ubesejret gennem kvalifikationen til EM i Polen og Ukraine. Og slog også Spanien i en træningskamp.

Men så kom Terry-sagen, hvilket altså blev endestationen for Capello.

 

Sammenligningen

Men nu vil englænderne have en ”af deres egne” til at lede landet.

Er de så bedst tjent med det?

Her kommer en boganbefaling: Læs ”Why England lose…” af Simon Kuper og Stefan Szymanski.

Her fra kommer følgende statistikker:

Engelske landshold med udenlandske managers har en sejrsprocent på 72,9% [i].

Managers med engelsk oprindelse har en sejrsprocent på 64%[ii].

Alligevel vil de stolte briter heller have en fra hjemstavnen.

England var en gang et imperium og er ”fodboldens moder”. Men tider er skiftet. Jeg fornemmer en manglende realistisk selvforståelse.

 

Hvad Capello ikke ku’

Statistik kan godt være misvisende. En sejr over Island tæller jo mere end en uafgjort mod Brasilien.

Der er også andre parametrer.

For som nævnt tidligere, så er Capello ikke just garant for underholdning. Han er en vinder.

I medierne havde han det svært, og den engelske presse er, vel egentlig lidt påtaget og selvudnævnt, nådesløs.

Det spil tabte den tørre italiener.

Derudover er det også fornuftigt, at man som “tilflytter” tilpasser sig til det nye land, lærer sproget og involverer sig i miljøet. Her kan Capello have fejlet, som en kommentator har påpeget.

Spillestilen er også på kant med den engelske selvforståelse og sjæl, som har været præget at tempo og fysik og knap så megen kontrol og omtanke. Mange individuelle præstationer og mindre kollektiv. Bolden ud til wingen. Han tager udfordringen med backen for at komme til baglinjen. Inde i feltet ligger en angriber, som er på størrelse med en af stenene i Stonehenge. Direkte og uden større omtanke eller variation. ”Kick and rush” var i lang tid den foretrukne spillestil.[iii]

Sådan er engelske spillere opdraget: ”Get at him”, ”Stick your foot in”, ”get amongst them”, ”stay on your man”. Krigere med stort hjerte.[iv]

Capello ville have mere hjerne. Resultatmæssigt en succes, men image- og underholdningsmæssigt et tilbageskridt.

Men langsomt mærker britiske managers inspirationen fra kontinentet.

Walisiske Brendan Rogers i Swansea og skotske Paul Lambert i Norwich er begge managers, som har studeret deres fag i udlandet.

Men de engelske?

Harry Redknapp

Nu kræver både spillere, medier og fans, at den næste manager skal være Harry Redknapp.

Charmøren, som har lært, hvordan spillet i medierne skal spilles. Med åbenhed og et smil. Altid til rådighed.

Et klart plus for en leder i nutidens mediebillede.

Og han har haft relativ succes som klubtræner.

Men på den gammeldags facon med mange penge på lommen, og muligheden for at købe sig til succes (Portsmouth forlod han på den økonomiske afgrunds rand).

Jeg tror dog også, at han er ganske god til mandskabspleje.  Spillerne kan li’ ham, og det er en vigtig forudsætning for succes.

Men taktisk?

Når jeg ser Tottenham spille, ser jeg gode spillere, som har megen frihed til at gøre, som de fornemmer kampen. Defensivt er de uorganiserede. Masser af hjerte og kraft. Krydret med kontinentale ekvilibrister.

Masser af frihed, og mindre struktur.

Jeg er af den overbevisning, at et hold ikke kan være stabilt på gode individualister og deres intuition alene.

Der skal aftaler til og en kollektiv forståelse.

Der skal findes en balance mellem frihed og ansvar. Især defensivt.

Det ser jeg ikke hos Tottenham, de, indrømmet, få gange, jeg har set dem spille.

 

Hvad så nu?

Landstræneren i England skal altid leve op til urealistiske forventninger.

Selv ikke store og ydmygende nederlag i historien har gjort englænderne mere realistiske med egen styrke.

Og spillerne lider, efter min mening, under det i slutrunderne, hvor de turnering efter turnering spiller nervøst og ”underpræsterer”.

Nu bliver det højst sandsynligt Redknapp, som skal forsøge at få England i deres første semifinale siden 1990 og 1996.

For er England bedre end Tyskland, Holland, Spanien?

Nej.

Hvad med Italien, Portugal, Frankrig?

Måske.

Jeg håber, at projekt England lykkes, men jeg tror ikke på det, før en ny generation af spillere og trænere er kommet til.

Indtil da, kæmper englænderne videre mod inspirationen og lærdommen fra udlandet, som var det et nedværdigende kald på hjælp.
De skal aldrig være slaver af andre.

[i] Sven Göran Eriksen 40 sejre og 15 uafgjorte i 67 kampe (på Wiki er 2 nederlag nævnt som uafgjort), Fabio Capello 28 sejre og 8 uafgjorte i 42 kampe. = 79,5/102 = 72,9

[ii] Sir Alf Ramsey (1963-1974) og Ron Greenwood (1977-1982) har den bedste statistik.

[iii] Læs ”Inverting the pyramid” af Jonathan Wilson.

[iv] Egne erfaringer fra The Championship i 2004-2007.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *