Højt spil i Italien

Italien er et dejligt land.

Lækre landskaber, mageløs mad, vidunderlig vin, tjekket tøj og pragtfulde personer.

Men det er ikke en perfekt nation.

Der er en stor konflikt mellem de “fattige” i syd og de “rige” i nord. Især i krisetider som denne.

Demokratiet har derudover stået sin prøve og har midlertidigt tabt, da en teknokrat måtte tage over fra de folkevalgte og tage de nødvendige men svære beslutninger for samfundet (nedskæringer). Og korruption eksisterer som en “modo da viviere”. Også i fodboldens verden.

Sådan er det bare.

Men nu er de brodne kar i de italienske fodboldkredse under pres som beskrevet i flere medier.

Historisk set

Italienere er et folkefærd som går op i det æstetiske.

Ferrari, Gucci, Panerai.

Men når det kommer til fodbold, så er der en ting, som kommer før det pæne, polerede og det elegante: At vinde.

Og det prøver man på med alle midler (men gerne med voks i håret). Udgangspunktet er at minimere risikoen for at tabe, i stedet for at optimere muligheden for at vinde.

Italiensk fodbold har siden succestrænerne Vittorio Pozzo i 30’erne og Helenio Herrera i 60’erne været karakteriseret ved kynisme, kompromisløshed og en “vind-for-enhver-pris-attitude”. Arrigo Sacchis AC Milan fraset. Det er derfor ikke tilfældigt at spillesystemet “catenaccio” opstod i Italien. En for det meste ultra-defensiv opstilling med fokus på at fastlåse og frustrere modstanderne. Og så slå til, når modstanderne blottede sig.

Som da “fodbold døde” i 1982, da sambadrengene fra Brasilien tabte 3-2 til Italien i en legendarisk kamp.

Kynismen breder sig til andre dele af fodboldmiljøet. Doping eller matchfixing er derfor ikke nutidige “opfindelser” i italiensk fodbold, for allerede i 60’erne var Helenio Herreras Inter under mistanke. Lige som en bulgarsk dommer for eksempel har indrømmet, at han hjalp Juventus mod Derby County i 1973 (Up the Rams!).

Dommerskandalen fra 2006 står også frisk i erindringen.

Tre problemer i én støvle

Lad mig slå fast:

Jeg har aldrig set eller hørt om kampe i Italien, som er blevet tabt, fordi der var penge på spil i form af væddemål (betting).

Aldrig.

Og lad mig lige gøre en anden ting klart, for sådan som jeg oplever sagen, så blander man tre ting sammen og kalder det hele “spille-skandale”:

1) Også i Italien er der spillere, som har placeret penge på fodboldkampe via bettingfirmaer. Det har jeg også set. Lige som Kim Aabech, der blev straffet for disse handlinger som spiller i Lyngby. Nogle spillede måske 10 euro andre måske 1000 euro på en kamp eller flere. Men det er stadig lige ulovligt.

2) I Italien, og sikkert også i andre lande, er det almindeligt, at kampe sidst på sæsonen bliver “planlagt”. Nogle hold har mere brug for point end andre, fordi de måske er i nedrykningsfare. Derfor taber de ikke kampen. Andre gange har begge hold brug for et point. Og så ender kampen pudsigt nok uafgjort. Jeg har aldrig selv oplevet “planlægningen”, men jeg har været med i kampe, hvor det til sidst var åbentlyst, at der var indgået en “aftale”. Men jeg har ingen “rygende pistol”.

3) Og så er der den organiserede kriminalitet. Som i det italienske tilfælde, hvor folk i østen (Singapore) opbygger et netværk i Ungarn og Italien, og betaler spillere i Italien penge for at påvirke resultatet. Det er det, som for eksempel Giuseppe Signori, Cristiano Doni og nu Stefano Mauri er blevet afhørt for og mange andre anholdt for.

Disse tre ting er røget i samme potte, men bør på sin vis adskilles. Intet er prisværdigt, men det er kategori tre som er særdeles slem efter min mening.

Kammerater, så er den gal igen

Mine to tidligere holdkammerater i Udinese i 2001, Thomas Manfredini og Vittorio Micolucci har begge været involveret i sagerne. Manfredini blev i 2007 idømt tre måneders karantæne for ulovligt spil på fodboldkampe, og i 2011 blev han først tildelt en tre års karantæne fra al fodbold, for siden at blive frikendt. Hans telefon var blevet aflyttet, men beviserne var ikke stærke nok trods mistænkelige samtaler talt i kodesprog om mystiske personer.

Manfredini husker jeg som “meget ung”. Og naiv. Og så blev han “mobbet” af de stærke i hierarkiet i omklædningsrummet, når han blev lidt for kæk og næsvis som den nye “Maldini”. Men han har skabt sig en fin karriere som kompromisløs forsvarsspiller. Kunne han være en del af noget ulovligt? Nej, siger den naive…

Micolucci husker jeg som en rar dreng. Han var kun sporadisk inde omkring førsteholdet i 2001. Men han var en atypisk italiener, som ikke var selvprofilerende som langt de fleste “calciatori”. Modsat Manfredini har han derimod indrømmet, at han blev tilbudt 15.000 euro for at tabe en kamp med sin klub Ascoli. Kampen endte 1-1. Men han indrømmer, at havde Ascoli tabt, så havde han taget imod pengene. Derfor fik han i august 2011 14 måneders karantæne fra al fodbold (en nedsat straf, fordi han samarbejdede med myndighederne). Med i regnestykket skal det nævnes, at Micolucci ifølge mine kilder ikke havde fået løn i Ascoli i månedsvis og dermed var mere modtagelig for at tjene lette penge, hvis han skulle opretholde sit liv på første klasse. Ingen undskyldning!

Egne oplevelser

Jeg spillede tre år i Udinese, men det er snart 11 år siden, at jeg forlod den friuanske klub.

Alligevel er der flere episoder, som jeg kan huske, som har relevans i forhold til det, politiet undersøger nu.

En af mine første kampe for klubben var mod Piacenza på udebane i sidste runde af 1998/1999 sæsonen. Vi skulle vinde for at opnå adgang til europæisk fodbold. Piacenzas sæson var slut. Jeg skiftes ind 12 minutter før tid ved stillingen 3-1. Det er min tredje Serie A kamp, så jeg giver den fuld gas. Men jeg husker bemærkningen fra en modstander om, at jeg skulle “slappe af”. Underforstået at kampen var “afgjort”.

En anden kamp jeg husker er fra sæsonen efter. Jeg er på bænken og kan frit notere mig det åbentlyse. Med stillingen 2-2 mod Verona kort før tid, er det soleklart, at angriberne på begge hold opgiver at løbe efter selv fine afleveringer. Det blev vist aftalt undervejs, at et point var godt nok til begge hold, men det var ikke noget, jeg fik at vide.

Den sjoveste episode omhandler dog en bundkamp mellem Venezia og Bari (jeg kan ikke huske årstallet). Ved stillingen 1-1 bliver en brasilianer indskiftet for hjemmeholdet. Hvad han ikke vidste var, at begge hold var “tilfredse” med et uafgjort resultat. Men så scorer han til 2-1 kort før tid. En sindssyg vigtig scoring i kampen for overlevelse, men ingen jubel fra medspillerne og masser af protester fra Bari-spillerne.

Sådan kan det gå, når ikke alle er bekendte om “aftalen”.

Hvad så nu?

Det er som sagt ikke overraskende at det italienske fodboldmiljø oplever en tredje bølge af arrestationer angående matchfixing.

Men når profiler som landsholdsbacken Domenico Criscito og Lazios anfører Stefano Mauri bliver tiltalt, og Juventus-træner Antonio Contes hus bliver ransaget af politiet, så løfter man alligevel øjenbrynene i støvlelandet.

Men som en italiensk kilde i Serie-A miljøet fortæller mig: Det er kun toppen af isbjerget…

Problemet er stort, og altså angiveligt større end hvad vi forestiller os.

Jeg håber, at Italien får styr på spillet.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *