Più bella cosa

“Noget smukkere findes ikke”, synger Eros Ramazzotti i sangen “Piú bella cosa” fra 1996. Et år, hvor Arrigo Sacchis Italien ved EM i England ikke kunne leve op til de flotte ord. “Azurri” blev slået ud i puljespillet.

Men ved denne slutrunde, har vi set et anderledes succesfuldt og smukt azurblåt mandskab.

Højt presspil og modig boldomgang er nye dyder, som Cesare Prandelli har ønsket af sit hold siden august 2010, og denne skribent er imponeret.

Man glemmer helt de problemer, som Italien forlod i hjemlandet ved afrejsen.

Statistikken
Selv de tørre tal taler om triumf.

Italien har haft flest skud på mål af alle hold. Flest skud ved siden af mål endda. Haft næstflest afleveringer (kun overgået af Xavi & co) og ligger på 52% boldbesiddelse i snit (7. bedst).

At Balotelli og kompagni kun scorer seks mål på 108 skud og 68 indlæg levner selvfølgelig plads til forbedring.

Klassisk men twistet italiensk
Meget er sket siden Italien under manager Vittorio Pozzo var en magtfaktor i fodbolden fra 1929 til 1950.

Et strengt disciplineret og nådesløst hold.

Et godt eksempel var det første møde ved en slutrunde mellem Italien og Spanien. Her slog Italien i bogstaveligste forstand “La Roja” ved VM i 1934 med 1-0 efter omkamp. Den første kamp, som blev spillet dagen før, endte 1-1. Italien havde spillet så fysisk råt i den første kamp, at Spanien måtte skifte syv spillere i startopstillingen til omkampen.

Sådanne kyniske italienske hold finder du op igennem historien både på klub og landsholdsplan.

“Den perfekte kamp ender 0-0”, sagde en italiensk fodboldintellektuel en gang.

“Spark til alt, hvad der bevæger sig. Hvis det er bolden du rammer, des bedre,” sagde en anden.

Men ikke i 2012.

Godt nok har Italien også ved dette mesterskab spillet med musklerne. De er holdet med flest gule kort i slutrunden og har lavet næstflest frispark, men det har aldrig været på den svinske eller brutale måde.

Prandelli har endda eksperimenteret med Daniele De Rossi som en spillende stopper i et 3-mandsforsvar.

Men i alle andre kampe har Italien spillet det klassiske italienske system 4-3-1-2 med en “trequartista”. På denne position spillede Thiago Motta og Riccardo Montolivo. Ikke helt med samme fantasi og klasse som Francesco Totti eller Roberto Baggio, men især sidstnævnte spillede gode kampe og havde både god bevægelse, maskerede afleveringer og fine skud. Og så arbejdede han endnu hårdere end, hvad de førnævnte stjerne ville have gjort.

Italien var faktisk det eneste hold ved slutrunden som spillede uden kanter på midtbanen. Alle midtbanespillere var centralt orienteret i en skæv og snæver diamant. Claudio Marchisio, den italienske version af Martin Spelmann, lå længere fremme på højresiden end Daniele De Rossi generelt placerede sig til venstre. Montolivo lå som en fri atom, men alle tre hjalp den fremragende “regista” Andrea Pirlo i det defensive arbejde.

Fremme lå den karismatiske Mario Balotelli og den livlige Antonio Cassano. Førstnævnte har indre dæmoner at kæmpe med, mens sidstnævnte har fået nyt liv efter sin hjerteoperation. Men konsekvenserne af sygdommen var manglende udholdenhed.

Nye tiki-takter
Her er, hvad jeg har lagt mærke til, som peger på at “gli azurri” er blevet fremadrettet og positivt spillende.
– Gianluigi Buffon var spillende målmand, og med hurtige udkast til midtbanen
– Andrea Barzagli og Leonardo Bonucci søgte også den flade aflevering og var ikke bange for at lave løb op i banen, for at skabe overtal på midtbanen.
– Begge backer med i samme angreb. Her manglede Italien dog offensiv kvalitet. Trods manglende teknisk kunnen på backpositionerne var det kun Portugal som havde flere indlæg i Polen og Ukraine.
– En roterende midtbane. Langt færre bånd i det offenive spil

– Itiki-itaka: Aldrig har jeg set et italiensk hold spille med så stor risiko på midtbanen. Bandespil i små rum. Små afleveringer til kolleger under pres lykkes, fordi tilliden til hinanden var stor. Man hjalp hinanden af med bolden (det tredje spanske mål var dog en negativ konsekvens deraf).

– Det italiensk angrebspar Balotelli-Cassano er et kapitel for sig, som bliver spændende at følge. Og så må vi ikke glemme at Giuseppe Rossi kommer tilbage fra skade.

Finalen
Desværre rakte kræfterne ikke til mere i finalen til at slå et spansk hold i hopla. Og de fysiske anstrengelser blev bedst illustreret ved skaderne til Giorgio Chiellini og Thiago Motta. En skam at finalen skulle end med spansk power-play i 30 minutter.

Alligevel var boldbesiddelsen kun 52-48 til Spanien.

Men alt ære til et italiensk hold, som har været slutrundens positive overraskelse. Og dejligt, at holdet bliver belønnet for modet til at angribe og mandshjertet til at pille ved sin egen fodboldkultur.

Danmark står over for en voldsom udfordring på vejen mod VM.

Men fra disse sider skal der lyde et “Grazie d’esistere” til Prandelli og sit hold.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *