Bag kulissen: Rejseberetning fra en landskamp

“Hvor langt er der mon fra Udine til Sofia?”

Da Nova FM inviterede denne skribent til at være medkommentator på den direkte transmission af Bulgarien-Danmark måtte internettet konsulteres for at bedømme afstanden og tjekke rejsemuligheder.

At bestille fly-rejse ville betyde ekstra ventetid efter kampen. Og sen hjemkomst lørdag.

Så en løsning i bil blev hurtigt dømt bedste løsning.

Heldigvis var en ven klar på et eventyr mod øst.

Her er billeder, beretning og lydspor (Juncker – Noia, Noia) fra 1100 kilometers kørsel forbi Udine-Ljubljana-Beograd-Zagreb og med endestationen Vasil Levski Stadion i Sofia. Og tilbage igen…

Afgang

Klokken er 03:02 natten til fredag.

“Marimba” klimprer løs på en iPhone og efter en hurtig kop kaffe, forlader vi vores sovende familier, og sætter os i nattens mørke ind i den allerede klarpakkede bil.

Regnen begynder at slå mod ruden, da vi forlader Trieste og Italien, og kører EU-ubemærket ind i nabolandet.

Slovenien har vestlig standard. Fine veje som er vi stadig i Italien.
Biler hører ikke med til brugerbetalingen af motorvejene. Kun busser og lastbiler må betale bod for den fornemme asfalt.

Kroatien – Fladt og forladt

Solen stiger op bag skyer i Kroatien. Og travlheden på motorvejen er lige så svær at se.

Serbisk motorvej en fredag morgenHer er bemærkelsesværdigt få biler. Som var det Route 66 i amerikansk ørkenland. Vejen er snorlige.

Og landskabet fladt og ubeboet.

 

Vi spiser morgenmad på en tankstation ved grænsen fra Kroatien til Serbien.

“Burek,” siger den velproportionerede tankpasser ud i luften, da vi ove

rvejer en croissant.

Han gumler selv løs på den lokale delikatesse, som er en butterdejstærte med ricottaostefyld.

Burek med ricottafyld

Kvinden bag skranken er tavs, men gør med fagter os klart, hvad tankpasseren havde sagt. Vi følger rådet og tager dertil en espresso.

Hun spørger os til Kaffens størrelse ved at variere afstanden mellem tommel og pegefinger.

Få minutter senere fremtoner hun med smil og på engelsk.Hun kan snakke!

Kroatien er også hjemlandet for arrogante toldere og politimænd.

Godt nok er det tidligt om morgenen, men den stive og kolde fremtoning får os til at ønske, at vi havde et visum med. Selvom det ikke er nødvendigt.

(Juncker: “Du er kun i form – i uniform – du siger du får det bedre – når alt har fire kanter – skåret ud i pap – skåret ud for dig“)

Zagreb passeres på afstand. Vi betaler 17 € i motorvejsafgift. Men her er også bedre veje end i Serbien skal det vise sig. Men altså trafikeret som en hovedvej i provinsen.

Serbien set fra motorvejen – trist

Vest for Beograd er fladt og forladt – de grå nuancers land. McDonalds reklamerer med rettidig omhu på disse kanter: Next McDonalds 200 km.

Ukomplekse komplekserMotorvejen fører os gennem Beograd. Det er en stor østby med gamle busser, store boligkomplekser men også med semi-moderne indtryk.

Øst for Beograd ændrer landskabet sig. Nu er der bakker og træer.
Og huse uden vinduer og have. Rodet og udsigtsløst.

(“Vi står i kø – så godt som døde – jeg ved jo godt hvordan det ender – det er spild af tid at læse mine hænder”)

Efter byen Nis sker det uønskede:

Motorvejen stopper.

De sidste kilometer mod den den bulgarske grænse gennem bakker og bjerge gennemleves med 60 kilometer i timen i regnvejr ad smalle veje.

Som var området fravalgt af den serbiske regering.

Her prioriteres ikke nye veje, som bedre ville forbinde denne del af befolkningen med resten af landet. Og give håb i et område som fremstår som intetheden selv.

60 km/t

(Juncker: “Vi venter og ser – Vi kan ikke gøre mer’ – Så længe vi er her – så længe vi er her – troede du virkelig, du var mer’ – end en blind passager?”)

Vi ser en kvinde på vandring. Hun krydser jernbaneskinnerne, som ligger parallelt med hovedvejen, men flere meter under asfaltens niveau. Hun bærer en taske i den ene hånd og hiver jakken over hovedet med den anden for at holde håret tørt i den silende regn.

For at komme frem til vejen og beboede områder, skal hun op ad en kort men stejl og beplantet jordskrænt. En daglig rutine eller en skør genvej?

(Juncker: “jeg går frit omkring – hvor jeg ikke vil hen – men det er en hemmelighed – se det dog i øjnene – lige i løgnene”)

Livet triller på larvefødderVi fortsætter.
Fartgrænsen er på 60 kilometer i timen ad små veje gennem klippevægge i udkantsserbien. På vejsiden ligger en død hund krøllet sammen i regnen.
Improvisoriske cafeer ligger sporadisk placeret undervejs med jævne mellemrum. Jævnligt opfordrer skilte af uvist og uforklarligt til 40 km/t.

Kontrasterne mødes; Traktorer og gamle lastbiler kører foran den nyeste model fra BMW. Forfaldne skure, skæve skilte og gamle busstoppesteder ses langs vejkanten. Endnu en død hund ligger sammenkrøllet i vejkanten. Motorvejen ER undervejs, men vi er mindst et år for tidligt på den. To mand arbejder dog hårdt på sagen, men det er svære betingelser.

Distancen mellem Pirot og grænsen til Bulgarien er trods alt mere, end hvad man kan forvente. En dansk indregistreret Audi A6 med et tyrkisk navn som nummerplade overhaler os pludseligt med høj hastighed.

Midt i ingenmandsland kommer en motionsløber stædigt men godt løbende i venstre side og gør indtryk lige som den døde kat i Dimitrovgrad. TV2 spiller i højtaleren: “vi er i live, vi har overlevet alt”.

(Juncker: “I en by – lidt ved siden af mig selv – Lige lovlig tæt på, tæt på Brønderslev (Bulgarien). Der er langt – der er langt vej hjem. og jeg vil gi’ – jeg vil gi’ hvad som helst”)

Smilet er den korteste afstand mellem mennesker, sagde Victor Borge.

Der er langt fra vest til øst i Europa. Også målt på ansigtsmusklernes aktivitet fra alle de embedsmænd, som har undersøgt vores pas og beordret bagagerummet blottet.
Endelig ved grænsen til Bulgarien lykkes det os at få et smil fra en uniformeret mand, da hans spørgen til en enkelt cigaret fra os giver bonus. For ham. Og et grin til os.

Sofia

Klokken er 16 lokal tid, da vi kører mod centrum i Sofia. Den bulgarske hovedstad har det hele.

Sofia

Fra små børn som leger i støvet med herreløse hunde i ghettolignende boligområder. Til neonlys, guldkupler, flotte bygninger og parkerede ferrarier foran smarte natklubber.

Vi går en tur i centrum. To unge drenge styrer et sandwich og suppekøkken i moderne stil. Menukortet er dog skrevet på kyrillisk.

Så kan der vist ikke koges mere suppe på dette billedeVi nyder vores supper som den ene af tjenerne smilende og tålmodigt beskriver for os på fint men accentpræget engelsk.
Da samtalen drejer sig over på fodbold er snakkelysten stigende og han gør os klogere på Berbatov, Levski Sofia og aftnens kamp.
“Midlife crisis” må Berbatov ha’.

To styk mascarponedesserter med citron spiser vi, mens vi tager en hurtig gåtur gennem Sofias gader inden landskampen. En ældre kvinde står gråt-i-gråt op ad en butiksvæg med en stok i den ene hånd for at holde sig oprejst og olivenlignende kviste til salg i den anden. Hun skjules næsten af gadelampens metalstolpe. Prisen på kvisten må dog desværre være usagt, da vi ikke køber den minimalistiske buket.

I stedet går vi videre gennem Sofias bud på Central Park.

Monumenter på pladsen ved Vasil Levski StadionEt samlingssted for byens børn, unge og ældre. Sammenligneligt med storbyparker i andre lande hilste vi på lokale alkoholikere som hang ud på bænkene og også skatermiljø hvor byens unge øvede sig på skateboardtricks.

Kampstarten nærmere sig og bulgariske fodboldfans dukker og i flertal og ikke mindst politiet er meget synlige.
Uden for hotellet møder vi en bulgarsk mand som på flydende men accentpræget dansk fortæller sin egen historie. Og Bulgariens. Sofia har 2 og ikke 1,3 mio indbyggere ifølge ham hvilket skyldes en tiltagende urbanisering. Fra land til by for at søge arbejde.
De kontrastfyldte indtryk fra køreturen fortsætter i storbyen. Fra parkerede ferrarier til herreløse hunde. Og fra hestevogne på vejene til Starbucks. Enorme monumenter som symboliserer frihed fra undertrykkelse og et massivt politifremmøde fylder gader og parker rundt Vasil Levski Stadion.
En billet til dagens opgør koster ca. 40 kr. hvilket er yderst rimeligt set gennem danske roliganbriller. Den dansktalende bulgarer fortæller dog at billetprisen svarer til en dagløn for en middelklasse arbejder. Dette afholder mange fra at købe sig en billet – særligt fordi det bulgariske landshold i bulgarerens optik ikke har præsteret de seneste år.

(Juncker: “Er der nogen der slukker lyset i nat – i det her hul der er noget så forbandet gudsforladt…jeg er i klemme i mørket for enden af tunnellen”)

Bulgarien-Danmark 1-1

Stadion i Sofia bliver dog velbesøgt denne aften. Også af imødekommende bulgarere, men mest af lokale unge, som fremstod fjendtlige – muligvis frustrerede over egen livssituation. De bakker deres landshold op, men sender også mange onde blikke og fagter mod os få danskere.

Når dommeren dømte til danskernes fordel vendte tilskuerne som sad lige foran os og kastede skråt-op-fingre i vores retning. Med ivrige fagter og vilde øjne. Vores sikkerhedsvagt lod det gå ubemærket hen.

Nova FM på arbejde

I pausen opstår meningsløs indbyrdes slagsmål blandt byen rivaliserende fans. Og aggressiv adfærd fylder tribunerne med kor som lyder som “Bulgari – neo nazi”. Men mon ikke de sang noget andet?

Gennem headset beskriver og analyserer vi opgøret til de danske lyttere på Nova FM. Landsholdet smider en oplagt chance for at få tre værdifulde point væk.Vi ærgrer os.

Vi slutter med en bemærkning om, at Christian Eriksen aldrig bliver Michael Laudrup. Men han var alligevel tæt på at blive matchvinder.

 

Returopgør i bilen

Nogle håndtryk og en tissepause senere sidder vi i bilen igen. Klokken har passeret 23, og der venter 1100 mørke kilometer foran os.

Savnet af motorvej fra Sofia til Pirot mærkes dobbelt på hjemvejen. Øjnene er lige så tunge som vejen er mørk.

(Juncker: “hen ad vejen er der lang vej hjem – hen ad vejen giver ingenting sig selv – var det så let havde jeg gjort det igen – var det rent held havde jeg spildt det som mælk”)

Men ved grænsen mærker vi, at fodbold er et universelt sprog og kan skabe kommunikation med selv den mest autoritære embedsmand.
“Good”, siger den sammenbidte kroatiske politimand ved grænsen fra Serbien, da jeg fortæller, at kampen endte 1-1.

Taget i smugDer er kun få biler ved grænsen. Samtidig undersøger hans mistænkelige kollega alvorligt vores bil efter at have spurgt til hvor mange cigaretter vi havde købt. Ingen var svaret. Utroværdigt, synes manden med kasketten åbenbart og lyser med sin lommelygte både i motorrummet og under bilen.

Kilometerne i natten flyder sammen. Den sorte nat skjuler den grå masse langs vejkanten

Klokken er 8 lørdag morgen, og den sidste kilometer i Kroatien er kørt.
“2 persons?”.
“Where have you been?” Spørger den kroatiske paskontrollant med vores dokumenter i hånden, mens hans øjne undersøger vores bil.
“Sofia. To watch The Football match,” svarer vi.
Hans øjne fokuserer kort på vores billeder, inden han tavst giver os passene retur.
Vi er tilbage i EU.

Klokken er 10.
Det regner. Men vi har vores på det tørre.

Tilbage i Italien

 

 

 

 

 

 

 

PS Tak for turen til Donacha. Og til hjælp med nedskrivelse af ord og til at tage billeder.