Brøndbys spillere: Lejesoldater, filantroper eller kulturbærere?

Når en organisation beder sine ansatte gå 25% ned i løn, så er det alvor.

Brøndby IF er i nedrykningsfare. Måske mere i spillet uden for banen end det med bold og benskinner.

“Rykker Brøndby ned, går de konkurs”, som en pessimistisk tunge med kendskab til klubben fortalte mig.

I følge Brøndby selv mangler klubben fra Vestegnen akut 25 millioner kroner. Da Borussia Dortmund var nær ruinen tilbage i  2003 i Tyskland fik de et hjælpende lån fra rivalen i München, men den livlinie er det meget lidt sandsynligt, at klubben på vestegnen kan trække på. Den københavnske rival kan jo heller ikke prale af en gældfri organisation.

Så pengene skal findes andre steder. Blandt andet hos de højtlønnede spillere.

Hvad gør vi nu, lille du?

Brøndby har en planI spillertruppen er der 11 spillere som har kontraktudløb. Flere af dem har et stærkt tilhørsforhold til den klub, de er vokset op i, men enkelte som Albrechtsen, Rommedahl og Kristiansen tror jeg ikke har samme tilknytning til klubben. De er mere moderne lejesoldater.

Lad os tage et eksempel: Medierne har flittigt gættet på den månedsløn, som Jan Kristiansen henter hjem i Brøndby. Et sted mellem 250.000 og 450.000 kroner. Vi antager derfor et beløb midt i mellem på 350.000 kroner. Så hvis vestjyden skal gå med på redningsplanens præmis, går han glip af minimum 210.000 kroner (10% af 350.000 kroner i seks måneder), og endnu mere, hvis klubben rykker ned. For så tilbagebetales ikke “dele af lønnen”.

Penge Jan Kristiansen skal frasige sig, og som går til en klub som bevisligt er blevet ledet økonomisk uansvarligt gennem en årrække. Kroner som risikerer at ryge i et stort sort hul eller bruges på en konkurrent til positionen, han selv spiller.

Og en klub han kan forlade til sommer, som var den en utro og irriterende ex-kæreste.

Brøndbys passionerede tilhængere har giftet sig med klubben og vil ikke kunne forstå spillernes dilemma, men det kan jeg godt.

Det er ikke sjovt at være ham som tænker på sig selv og fremstår som grådig, men det er ikke spillernes skyld, at lønudgifterne er blevet en udgiftspost, som klubben ikke kan honorere.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over de beløb, som visse spillere angiveligt har modtaget i forbindelse med overgangen fra en udenlandsk klub til Danmark.

Sammenlignet med mine egne oplevelser og kontraktlige forhold er det som forskellen på en håndværker og en direktør. Hvor jeg altså er tømreren…

Det er ubegribeligt og uansvarligt, at danske klubber har smidt om sig med penge, som de angiveligt har gjort.

Når en professionel klubs ledelse mangler kompetencer

Nu sår Spillerforeningen også tvivl ved den nuværende Brøndbyledelses kompetencer.

Det er derfor næsten ironisk, at TV2 Zulu i går viste en dokumentarfilm om, hvordan Queens Park Rangers blev reddet fra konkurs i 2007 af fire milliardærer. Filmen giver et unikt billede bag kulissen i en storklub, hvor især den italienske ejer Flavio Briatore og formanden Gianni Paladini skræmmer med deres yderst komiske og ringe sans for ledelse af en fodboldklub. Managers kommer og bliver fyret som “idioter”, og spillerne svines til fra tilskuerpladserne. Fem forskellige managers på et år. Ledelsen brillerer med den ene håbløse handling efter den anden (hvilket selvfølgelig er et billede som er hjulpet godt til med redigering og en klar vinkling fra filmmagerens side).

Det er useriøst at sammenligne de ledelsesmæssige forhold i QPR med dem i Brøndby, men det er i hvert fald gået helt galt i den stolte danske klub, som ellers i 1992 allerede har prøvet at leve på kanten. Men selvom årsagerne til kaos 1992 og kaos 2013 er forskellige, vil jeg dog mene, at man burde have lært et-eller-andet fra Interbankfiaskoen.

Ingen klub er for stor til at gå konkurs, og Brøndby er ikke en undtagelse. Selvom Brøndby ikke længere er flagskibet i Danmark, nærmest tværtimod, så er jeg ikke den eneste som håber på, at klubben igen kan blive et storhold og en magtfaktor i dansk fodbold.

Loftus Road gik klubben fra håbløshed i 2007 til en ren lykke i 2011.

Man kan håbe, at Brøndbyspillerne føler trang til filantropi, så deres arbejdsgiver bliver reddet, for dansk fodbold har brug for “de blå-gule”.

Men jeg tvivler på spillernes trang til velgørenhed.