Swansea mod Wembley

Swansea v Chelsea

Swansea mod Wembley

To semifinalister med samme taktiske udgangsformation: 4-2-3-1

Michael Laudrup med stærkeste opstilling på Liberty Stadium. Michu som eneangriber og Jonathan De Guzman som en offensiv midtbanespiller. Chico er blevet sin skade kvit og danner stopperpar med stærke Ashley Williams. På midtbanen er Leon Britton tilbage ved siden af Sung-Yong Ki efter en hvilepause på bænken i sejren over Stoke City.

Chelsea har John Terry og David Luiz på bænken, og Rafael Benitez vælger Demba Ba frem for Torres, hvilket vel sagtens skyldes, at han forventer klar Chelsea-dominans og behovet for en fysisk stærk angriber. Bag ved franskmanden ligger de tre små musketerer Oscar, Juan Mata og Eden Hazard og skifter position. Ofte byttende med hinanden efter, hvordan spillet udvikler sig. Victor Moses er med Nigeria til Africa Nations Cup.

1. halvleg

Swansea begyndte som det bedste hold med højt pres og fint småspil. Både Michu, Routledge, De Guzman og Pablo viste ingen nerver, men derimod stor lyst til at forsvare fremadrettet.

Allerede inden for de første ti minutter har hjemmeholdet halvlegens to største chancer, men Routledge og Michus afslutninger når ikke den ønskede endestation.

Tydeligvis prøvede Swansea at spille meget direkte og søge gennembruddet hurtigt.

Chelsea indleder med kampen afventende som et kontra-hold. Udgangspunktet for det første pres begynder ved buen, og aggressiviteten blandt de forreste hos “the Blues”, når ikke modstandernes ditto til benskinnerne.

Efter en halv time har Chelsea dog fået overtaget. Oftest ligger walisernes bagkæde lige foran egen straffesparksfelt og evner ikke, eller vil ikke, skubbe op. Men Champions League-mestrene formår trods megen småspil og fin bevægelighed ikke at spille sig til gennem de hvidblusede kæder til store chancer.

På højre back gør Azpilicueta det fint forsvarsmæssigt, men i det offensive spil er han nærmest usynlig.

Rangel overløbes et par gange i Swanseas højre side af Ashley Cole, men uden et blåt slutprodukt, og et par boldtab i opspillet fra Swansea evner Chelsea heller ikke at udnytte. Oscar får dog i det sidste kvarter to halve chancer efter tilfældigt spil i Swanseas straffesparksfelt, men afslutninger bliver det ikke til.

2. Halvleg

Efter pausen angriber Chelsea med flere mænd. Både Ramires, som har været mindre synlig i de første 45 minutter, samt Cahill og Ivanovic tager nu flere offensive løb.

Swansea lægges under pres og formår sjældent at holde bolden på egne fødder ret længe

Favoritterne fra London møver på, men mere end Ba’s indadskruende bananspark efter 50 minutter og Matas forsøg 7 minutter senere skaber Londonholdet ikke.

Heller ikke selvom kampen udvikler sig til ren power play på Swanseas banehalvdel.

Laudrups 11 stiller sig glædeligt dybt på egen banehalvdel og lader Chelsea forsøge sig med småspil på umulige rum.

Meget af Swanseas succes skyldes også, at individualisterne, de fire forreste offensive spillere, ofrer sig for holdet og arbejder hårdt defensivt. Ofte ses De Guzman som en tredje central midtbanespiller ved siden af Britton og Ki.

Efter 77 minutter punkterer kampen, da Hazard mister besindelsen over for en provokerende bolddreng og udvises.

Til slut bør Swansea score et mål på gode kontraløb, men der er ikke mere luft tilbage.

0-0, og Swansea er i klubbens første Cup-finale. 101 år efter stiftelsen.

Konklusion

Capitol One-finalen 2013 skal spilles mellem Bradford City og Swansea City. Ud af turneringen er røget alle store hold, hvilket må betegnes som en sensation i verdens største liga.

Chelsea forsøgte sig med velkendt småspil, men trods gode intentioner ender de fleste angreb med ufarlig boldomgang. Især den centrale midtbaneakse med Lampard og Ramires var en skuffelse og blev overtrumfet af Britton og Ki.

Swansea opgav velvilligt kampen om bolden, og gik i forsvarsposition, lurende på kontrachancer. Romantikeren Laudrup er også realist, og fik sin finaleplads på en flot kollektiv indsats fra sine spillere.

Større chance for at vinde en pokaltitel i udlandet får Michael Laudrup ikke.

En sejr i finalen den 24. februar på Wembley Stadium vil øge Laudrups brand som træner betragteligt og give Swanseas bestyrelse et positivt problem.

Kan klubbens formand Huw Jenkins holde på den danske superstar?