Bevægelse Boldkontrol Balance Barcelona

FC Barcelona er gode. Faktisk ret gode. Især ham den lille spirrevip med nummer 10.

Men tager man de individuelle kvaliteter væk, så kan FC Barcelona også noget andet.

Positionering.

Tålmodighed.

Indbyrdes forståelse.

Aftaler.

Catalanerne søger hele tiden at skabe trekanter. Det gør de fleste hold, forhåbentlig, men Tito Villanovas hold gør det ud fra idéen om meget fleksible positioner. Og med omtanke, så modstanderen ikke får plads til kontra-angreb ved et sjældent boldtab.

Her er et eksempel på et opspil, som er taget fra pokalkampen mod Real Madrid den 30. januar.

Der er spillet 14 minutter og 22 sekunder

14:22: Frys positioner – gule kegler er Madridspillerne

 

Tålmodighed

Efter 14 minutter og 22 sekunders spil er bolden havnet hos Andres Iniesta i venstre side. Tilbagetrukket fra sin udgangsposition som forreste spiller i venstre side (wing?).

Læg mærke til Messis position som tilbagetrukket spydspids. Det er der, han befinder sig bedst. Ikke på kanten af offside.

Centerforwardpositionen tager Pedro, som er løbet centralt fra sin højre kant.

Busquets ligger som sikringsspiller. Måske holdets vigtigste funktion, som balancespiller. Ham der lukker huller i forsvaret, centralt på midtbanen eller endda i pres på kanten, hvis et modangreb skal stoppes.

Fabregas ligger i denne sekvens som den forreste af de centrale midtbanespillere. Ofte placerer den tidligere Arsenal-spiller sig højere oppe på banen end Messi.

Begge backer står højt og bredt, og Alba modtager bolden fra Iniesta ude på kridtstregen.

Efter et tilbagespil og lidt småspil mellem Iniesta, Xavi og Busquets kommer vi nu til næste sekvens.

Vi spoler 9 sekunder frem…

 

 

Der er flere pointer, man kan trække ud af sideskiftet fra venstre mod højre. Især den tålmodige opbygning af spillet.

14:31

14:31 – Iniesta løber med frem…

Der er spillet 14:31.

Xavi har spillet bolden diagonalt mod Alves.

Busquets tager stadig sin helt afgørende centrale position. Selv i boldbesiddelse tænker Barcelona-spillerne også defensivt.

Pedro agerer stadig central spydspids. Barcelonas opstilling er skæv i den forstand, at kanterne har forskellige roller. Iniesta involverer sig i opspillet, mens Pedros funktion er at være dybdeløber. Og central angriber.

Messi har absolut ikke travlt med at styrte ind i straffesparksfeltet. Han venter stadig på at blive involveret midt på banen. Han foretrækker at komme i løb bagfra.

Tålmodighed!

Men læg mærke til Iniesta, som efter sit småspil dybt i banen, har bevæget sig op i forreste linje. En position som spillestilen dikterer besat, hvilket den lille spanier har observeret.

Lidt atypisk står Fabregas meget dybt i banen. Han havde måske behov for at få pulsen ned?

Barcelonas opspil er en øvelse i, at bringe modstanderne i ubalance ved selvsikkert småspil og lang tids boldcirkulation.

 

 

 

 

Fleksibilitet

Sammenligner man ovennævnte positioner med følgende sekvens, så viser det “Balugrana-spillernes” bevægelighed og flydende roller på visse positioner.

Barca-opspil efter 33:42

Nye positioner

 

Kanterne har byttet side, men rollerne forbliver ens. Iniesta deltager i opspil, og Pedro ligger bredt og højt og truer i længderetningen.

Fabregas har sneget sig op i forreste linje, mens Messi ligger, hvor han er bedst: Centralt og tilbagetrukket.

Sjældent bevæger den lille magiker sig up på kanten. Lige som Busquets og de to stoppere (stoppere?) sjældent forlader de centrale områder. Pique tager en tur med bolden en gang i mellem. Men garderingen er på plads i form af Busquets.

Bemærkelsesværdigt er også tremandsbagspillet mellem Pique, Busquets og Puyol over for to forsvarende angribere, Benzema og Özil. På samme måde når Stokholm for FCN og en midtbanespiller (Christian Poulsen…) fra landsholdet gør det. Hvem fandt på det først?

Spillestilen er bygget op omkring at skabe trekanter på banen. At give boldholderen muligheder for afspil. Og gå i position til afspillet, ikke til boldholderen.

Bolden fra Busquets til Messi vil være en risikofyldt pasning, havde modtageren ikke været verdens bedste. Dette faktum giver selvfølgelig ekstra optioner på banen, og spillestilen er derfor ikke 100% kopierbar til en Superligaklub.

Men princippet om possession har spredt sig til de danske klubber.

Til glæde for nogen og frustration for dem, som hylder direkte spil.