Fire årsager til Barcelonas sejr

1) Lionel Messi

Magikeren Messi gør forskellen. Målet til 1-0 efter 04:43 kommer i en periode med tungt pres, men opstår af ingenting. Det er ikke en chance. Men Messi forvandler en ufarlig situation til en scoring. Med sine overnaturlige evner.

Kig på bolden!

Messi opfinder et mål, hvor der ikke er plads

Busquets kig-væk finte før sin aflevering til Messi skal ikke undervurderes. Det får Milans El Shaarawy til at vende sig og ikke lukke afleveringsbanen til argentineren ned, da han angiveligt anser en aflevering for umulig. Men så tryller magiske Messi: En boldmodtagning i det “lukkede rum” mellem El Shaarawy og Montolivo, et  førstegangsafspil med overblik til Xavi, en retningsbestemt førsteberøring på tilbagespillet fra Xavi, en vægtforskydning af fødderne og et præcist skud uden tilløb. Omgivet af modstandere. Med en radius på 1 meter som arbejdsplads. Messi er fra Mars.

Uden “Leo” kunne Barcelona ikke spille med samme effektivitet, som de gør. Han er bødlen som gør possession-stilen mulig. Succesfuld og interessant.

2)  De små marginaler

FC Barcelona var klart det bedste hold på dagen. Men det var de også mod Chelsea i april 2012. Og tabte!

Sådan kunne det også have gået mod AC Milan. Efter 37:45 er Mascheranos aggressive stil nemlig ved at koste for “Blaugrana”. Som så mange gange gennem kampen søger han at anticipere sin direkte modstander, men denne gang timer han sin indgriben forkert. Niangs friløber ender med stolpeskud. Dernæst blokerer Pique Boatengs opfølgende centring med armen. Et minut og ti sekunder senere har Messi banket hjemmeholdet på 2-0… Efter en Milan-omstilling er brydes af Iniesta (El Shaarawy var igen fri på sin venstre kant, men bolden nåede aldrig frem).

Sådan er fodbold.

3) Struktureret desperation – viljen til sejr

Genpres er blevet en floskel. Man skulle tro, at Barcelona havde opfundet denne generobringstaktik, men tankerne bygger videre på tidligere sete presfilosofier. Blandt andet Valerij Lobanovskyis Dynamo Kiev (1970’erne) og Arrigo Sacchis AC Milan (1988-1990).

Men denne dag i marts i 2013 viste FC Barcelona, hvordan det skal gøres i moderne stil. Pres i sprint og vild kollektiv boldjagt. Barcelona har sat nye standarder. Aldrig fik Allegris formstærke hold plads eller tid til at sætte sit spil. Eller slå de diagonaler og bolde i dybden, som deres taktik lagde op til.

3-5-2?

Bag Alves skulle El Shaarawy finde plads

 

Det svage punkt i hjemmeholdets defensiv var området bag den fremskudte Alves på højre back/wingback/wing. I det 8. minut gav det El Shaarawy en mulighed, men med Alves halsende i ryggen blev “egypterens” afslutning for slatten. Også efter 28 minutter var italienernes nummer 92 kun en god aflevering væk fra en skudchance, da han igen fandt rum mellem Alves og Piqué. Ligesom et sakseparksforsøg efter 29 minutter og et kontraløb efter 33 minutter også kunne have materialiseret sig. Milan forsøgte at udnytte “hullet”, men generelt gav det hårde pres efter et boldtab fra Barcelonas 11 dog reelt aldrig Milanspillerne tid og mulighed til at udnytte denne svaghed i catalanernes system.

 

4) Taktisk fleksible – offensivt som defensivt

Hvilken formation spillede FC Barcelona egentlig? Kan man sætte tal på?

3-5-2? 3-3-4?

I anden halvleg med indskiftningen af Carlos Puyol faldt Barcelona tilbage i en bagkæde med fire.

Netop hjemmeholdets polyvante spillere og de flydende positioner gør det utroligt svært for en modstander at stække Barcelona. De er svært læsbare, hvilket giver Messi plads på et eller andet tidspunkt i en kamp.

Men positionerne og talsystemenerne er ligegyldige, hvis eksekveringen ikke er god. Timingen skal være præcis og den indbyrdes forståelse og sammenhørighed skal være tilstede.

AC Milan ville lukke centrum af banen ned som i det første opgør, men med Messi flydende og vandrende overalt på banen, og bolden som cirkulerer i tiki-taka-formationer, så opstår der pludseligt rum, som Messi kan udnytte. Barcelona spillede i dette returopgør med desperation modsat det mere sterile hold, vi så på San Siro.

Så summen af Messi, de samarbejdende individualister, det indarbejdede genpres og possession med et formål gør FC Barcelona uimodståelig, når det fungerer.

Men hvis nu Niang havde scoret…