(24-3-2016) Island og de fire K’er

Island fik tildelt mange frispark og havde mange skud, der blev blokeret.

Sådan lyder de mest positive af Islands statistikker – udover de nok så vigtige scorede mål og vundne points – fra kvalifikationen til sommerens EM-slutrunde.

Men når man ellers kigger på tallene for EM-kvalifikationen, så er der faktisk ikke nogen statistik, der indikerer, at Island kvalificerede sig til slutrunden i Frankrig på bekostning af blandt andet en traditionel magtfaktor som Holland.

Statistik er et miniskørt

Island havde bolden mindre end gennemsnittet, og holdets pasningssucces var til den dårligste tredjedel sammenlignet med alle kvalificerede konkurrenter.

De afsluttede ikke særligt flittigt og generelt heller ikke præcist og skulle desuden bruge mange pasninger per afslutning.

Hjørnespark genererede spillestilen heller ikke, og offside-frekvensen var meget lav, hvilket indikerer, at Sigthorsson og kompagni ikke var så ofte i farlige situationer.

Og så begik islændingene relativt mange frispark, og gav modstanderne flere hjørnespark end gennemsnittet.

Træner Lars Lagerbäcks 4-4-2 var til gengæld effektiv.

I spillestilen lå det, at Island forsvarsmæssigt ikke var bange for at stå lavt som en blok foran eget felt og eliminere rummene centralt i banen.

To kæder af fire tæt på hinanden.

Offensivt havde Island profiler, der gjorde en forskel i kvalifikationen.

Gylfi Sigurdsson, Kolbeinn Sigthorsson, Birkir Bjarnason, Aron Gunnarsson og et fast firemandsforsvar.

Kollektivitet, kontinuitet, kampkraft.

Og kvalifikation.

Noter

  • BOLDBESIDDELSE: Island havde 48% boldbesiddelse I kvalifikationen. Kun 4 kvalificerede hold havde mindre boldbesiddelse: Ungarn, Nordirland, Albanien og Slovakiet.
  • PASNINGSSUCCES: Kun 8 kvalificerede hold havde dårligere pasningssucces (Slovakiet, Tjekkiet, Sverige, Rumænien, Ungarn, Irland, Albanien, Nordirland)
  • PASNINGER/AFSLUTNINGER: Kun 4 kvalificerede hold flere pasninger per afslutninger: Spanien, Albanien, Kroatien og Sverige (samt Danmark, Holland, Norge, Slovenien)
  • AFSLUTNINGSPRÆCISION: Blandt de hold der rammer målet færrest gange per afslutning med 33,6%. Kun 5 kvalificerede hold havde ringere præcision på afslutninger (Portugal, Kroatien, Rumænien, Italien, Tjekkiet). Polen bedst med 48%.
  • BLOKEREDE SKUD: Kun Tjekkiet og Spanien fik flere skud blokeret I % af total
  • HJØRNESPARK: Kun 4 kvalificerede hold havde færre hjørnespark per kamp: Tyrkiet, SLovakiet, Irland, Albanien.
  • HJØRNE IMOD: 8 hold havde flere hjørnespark imod.
  • OFFSIDE: Kun 3 kvalificerede hold løb mindre offside end Island (og Danmark): Nordirland, Albanien, Wales
  • FRISPARK BEGÅET: 10 kvalificerede hold lavede færre frispark per kamp
  • FRISPARK TILDELT: Kun 8 kvalificerede hold fik flere frispark per kamp

data: uefa.com

(30-11-2015) Rundesang 17 – AaB takker for Brøndbys backer

Brødbetyngede Brøndby...

Backen i Brøndby…

De løb mest.

De sprintede mest.

De havde flest indlæg.

De afsluttede flittigst og ramte målet mere.

Men Superligaens mest sammenspillede hold, AaB, brugte bolden bedst og øgede dermed Brøndby IF’s hjemmebanepine.

Hjemmeholdets offensive backer var begge negativt involveret i et mål.

Mens Vestegnen venter

Før søndagskampen mod AaB havde Thomas Franks tropper ellers kun tabt én af 14 kampe efter en sæsonstart med tre nederlag.

Det er faktisk kun AaB som siden har besejret Brøndby IF, men den gode stime skjuler den alarmerende hjemmebanestatistik.

Kun seks mål i ni kampe på Brøndby Stadion er en rystende udnyttelse af de mange afslutninger.

For Superligaens mest afsluttende hold findes nemlig her på Vestegnen, og det har åbenbart givet bonus på udebane med 19 mål i otte udebaneopgør.

Hvorfor denne diskrepans?

Hvorfor er Brøndby tryggest på fremmed græs?

Det oplagte svar er forventningspresset fra Danmarks største fanbase. Historien hiver også spillerne i haser og hoser.

Holdet har ikke sat sig.

Halvvejs et tophold

Brøndby er nemlig et tophold under udarbejdelse.

Kun 529 dage i snit havde den ellers erfarne startopstilling mod AaB (gennemsnitsalderen var 27 år og 211 dage – til sammen havde de 898 Superligakampe) i snit tilbragt i klubben. Det er bundrekord i ligaen.

Et tophold tager tid at forme. Tre år siges det, og så er Brøndby halvvejs.

Brøndby forsøgte sig mod AaB med et varieret pres. For det meste højt – især i kampens indledning, men også med udgangspunktet nogle meter foran midterlinjen, hvilket AaB udnyttede til et jævnt spilovertag (51% over hele kampen).

Formspilleren Johan Elmander fik chancen fra start for første gang i sæsonen og bidrog med løbemæssig kvantitet, duelstyrke og tacklelyst (5 tacklinger), tyngde som opspilsstation og offensivt fikspunkt ved lange bolde. Og et enkelt fint vristspark ved 0-0 som Nikolaj Larsen fodparerede.

Men ofte velmenende hovedløst. Et skridt for sent. Mere vildskab end effektivitet.

Martin Albrechtsen løb mere end Daniel Agger (650 meter mere sammenlagt, samt mere løbende/sprintende end gående sammenlignet med Agger), og havde også flere pasninger end landsholdsanføreren. Sidstnævnte er en skidt tendens.

På kanten forsøgte ”sluggeren” Andrew Hjulsager sig vanligt med løb, driblinger og afslutninger. Stor energi i en fri rolle. Ofte i modsatte side. Kampens mest sprintende spiller, der passerede 24 km/t (sprintbarrieren fastsat af PROZONE) hele 51 gange ifølge PROZONE (Elmander 40, Durmisi 38…). Modsat havde den målsøgende kantspiller kun 12 pasninger på 90 minutter, men dog en nøglestikning til Elmanders fine chance i første halvleg. Typisk for en afleveringsfattig Hjulsager, der har potentialet til at blive en Superliga-profil.

Men ellers var det småt med positive Brøndby-historier i kampen trods rigtigt gode første 20 minutter med højt pres og aggressive angreb.

Dirigenten Thomas Kahlenberg leverede igen en løbemæssig indsats af de helt store (knap 14 km, højeste gennemsnitsfart i kampen, sjældent gående), og var vigtig som første presspiller, men kvaliteten med bolden var ukarakteristisk dårlig.

Heller ikke Christian Nørgaard og Magnus Eriksson sprudlede i den sidste del af første halvleg, der afgjorde kampen.

Med indskiftningen af Teemu Pukki (syv afleveringer på 45 minutter!) og Ronnie Schwartz (én pasning på 23 minutter!) blev Brøndby endnu mere direkte og pågående, og havde Kahlenberg for eksempel reduceret til 1-2 frem for at teste træværket (af stål), så kunne kampen have været vendt. Tilfældighederne, som Thomas Frank ellers prøver at eliminere med holdets boldbesiddende spillestil, tog til i anden halvleg. Mere hjerteblod og mindre kontrol.

Men det var dog backernes præstation som blev afgørende. Værdifulde i det offensive, men med uheldige roller i deres grundlæggende opgave: At forhindre farlighed foran egen fæstning.

Effektive AaB

Med syv sejre i seneste otte betydende kampe kom AaB til Sjælland med selvtillid.

Ligaens mest scorende hold har under træner Lars Søndergaard fortsat den offensive stil fra Kent Nielsen-tiden med mange centrale gennembrud, flade fremadrettede pasninger og målsøgende løb i og omkring feltet. Altid fire i feltet ved indlæg.

Kasper Pedersen måtte sige fra efter en skade under opvarmningen, og rokaden i forsvaret, hvor Gilli Rólantsson fik backpladsen i sidste sekund, gav uro i kampens start.

Rasmus Jønssons tilstedeværelse – Kasper Risgård havde karantæne – sendte AaB i en endnu mere diamantformet 4-4-2-formation, end når Risgård normalt spiller.

Hele 1300 superligakampe havde AaB i startopstillingen, og de samme spillere har i gennemsnit tilbragt rekordhøje 1323 dage i AaB. Det er Superligarekord.

Sikke en sammenhængskraft. Det giver points.

Offensivt byggede AaB igen spillet op i en fleksibel 2-3-3-2 formation.

To stoppere bagerst, der skal lede efter en flad pasning i det mellemrum, hvor modstandernes zonemarkering er svagest.

De offensive backer, Dalsgaard og Rólantsson, og indløbende kanter, Børsting og Thomsen, er samstemt og giver modstanderne markeringshovedpine.

AaB’s offensive spil havde det svært under Brøndbys pres, men som så ofte set før, så fandt AaB offensive løsninger undervejs. De blosjestribede kan ikke holdes fra chancer.

Det er derudover det mest effektive hold i Superligaen. Færrest forsøgte afslutninger per scoret mål.

I anden halvleg blev trykket dog for voldsomt, og Lars Søndergaard måtte allerede efter 12 minutter sende unge Oliver Abildgaard ind på den centrale midtbane i stedet for offensive Jønsson for at skærme bedre af.

Sympatisk med de mange spillere fra egne ungdomsrækker (Matthias Thrane indskiftes også).

Kampens afgørelseOp ad backen

Offensive backer er en nødvendighed i moderne fodbold. Især i Thomas Frank-fodbold der kræver intensitet på bolden.

BIF-spillerne løb faktisk samlet to kilometer mere og foretog 50 sprints flere end gæsterne fra Aalborg (i følge PROZONE).

Afslutningsstatistikken lød derudover på 16-10.

Især på backpositionerne vandt Brøndby løbekonkurrencen på kvantitet. 17 sprints mere. Flere indlæg.

Men episoder og mål ændrer kampforløb, og kampens første mål skete på baggrund af flere forkerte Brøndby-aktioner.

Højrebacken Johan Larsson blev snydt højt i banen af Gilli Rolantsson, og Rodolph Austins desperationstackling på færingen var også ineffektiv, hvilket sendte hjemmeholdet i ubalance.

Christian Nørgaard var havnet på kanten og evnede sammen med tilbagevendte Larsson ikke at stoppe indlægget fra Nikolaj Thomsen. Inde foran mål tog Daniel Agger chancen og forlod sin zone for at mandsopdække Lukas Spalvis, topscoreren. LogiskResultatet var dog bare, at Thomas Enevoldsen udnyttede det tomme område ved Aggers normale ”x” i feltet til at pande AaB på sejrskurs.

Samme mønster stort set – bare spejlvendt på banen – udnyttede AaB ved mål nummer to.

Igen fandt AaB plads bag en offensiv back – denne gang Reza Durmisi, der var trukket højt i pres på Henrik Dalsgaard. Frederik Børsting i en wingposition blev skyggedækket af Thomas Kahlenberg, der forsøgte at snyde sig væk fra at forlade sin centrale position.

Kenneth Emil Pedersen udnyttede denne tøven fra Brøndbys ”7’er” og afleverede Børsting fri til indlæg, hvilket Spalvis efterfølgende profiterede af. Albrechtsen snydt.

To mål.

Begge på baggrund af en urolig Brøndby-bagkæde. En back der går højt i pres og efterlader rum bag sig.

Nogle gange bliver et holds styrker vendt til en svaghed.

Det op ad backe for Brøndby, hvis lykken skal vende.

 

Data fra PROZONE, danskfodbld.com, superliga.dk

 

NOTER

PASNINGER m.m. Brøndby AaB
Målmand x x
Højreback 31 pasninger, 4 tacklinger, 3 indlæg

Løb: 48% gang-49% jogging -3% sprint

33 pasninger, 3 indlæg, 2 tacklinger, 1 skud

Løb: 48% gang-50% jogging-2% sprint

Stopper 1 MA: 44 pasninger, 1 tackling, 1 indlæg

Løb: 52%-47%-2%

KEP: 37 pasninger, 2 opsnappede bolde, 2 frispark tildelt

Løb: 58%-41%-1%

Stopper 2 DA: 37 pasninger, 3 tacklinger, 1 frispark (1 gult), 1 skud

Løb: 55-43-1

JBlå: 37 pasninger, 4 opsnappede bolde, 1 blokering, 4 tacklinger, frispark begået, 1 tildelt,

Løb: 55-44-1

Venstreback 35 pasninger, 2 tacklinger, 3 indlæg, 2 blokeringer, 1 skud

løb: 56-41-3

41 pasninger, 3 opsnappede bolde, 1 blokering, 2 tacklinger, 1 skud, 1 indlæg,

Løb: 51-46-3

6’er 60 pasninger, 4 opsnappede bolde, 4 tacklinger, 3 frispark indkasseret

Løb: 48-49-3

39 pasninger, 1 blokering 3 tacklinger, 2 frispark begået, 2 tildelt, 1 indlæg

løb: 45-53-2

8’er TK: 39 pasninger, 1 skud, 1 tackling, 1 indlæg

Løb: 39-59-3

RJ: 19 pasninger, 1 skud, 2 tacklinger, 1 gult, 1 frispark

Løb: 34-65-1

OA: 10 pasninger, 2 opsnappede bolde, 1 tackling, 1 frispark, 1 tildelt,

Løb: 38-60-3

8’er / angriber 2 CN (45 min): 27 pasninger, 4 tacklinger, 2 blokeringer, 1 frispark begået, 1 tildelt

Løb: 41-56-3

TPuk: 7 pasninger, 1 skud, 3 tacklinger, 3 frispark begået, 1 offside

Løb: 59-38-3

TE: 25 pasninger, 3 skud (1 mål), 1 blokering, 3 indlæg, 1 frispark tildelt,

løb: 50-47-3

 

Højrekant ME: 18 pasninger, 1 blokering, 2 tacklinger, 2 frispark begået, 2 tacklinger, 1 indlæg

Løb: 45-53-2

RS: 4 skud(1), 1 pasning, 2 tacklinger, 1 frispark begået

Løb: 56-42-3

FB: 17 pasninger, 1 assist, 1 opsnappede bolde, 6 tacklinger, 1 gult, 2 frispark begået, 1 indlæg, 6 tacklinger,

Løb: 43-55-3

MT: 3 pasninger, 1 tackling, 1 frispark,

Løb: 39-55-6

9’er 21 Pasninger, 1 skud, 5 tacklinger, 1 frispark, 1 blokering, 3 offside,

Løb: 47-51-3

15 pasninger, 2 skud (1 mål), 1 opsnappede bolde, 2 frispark begået

Løb: 44-54-2

Augu: 8 pasninger,

Løb: 41-58-1

(15-9-2015) Mest benyttede formation blandt Champions League-holdene er…

1-5-2-3?

1-5-2-3?

Systemer vinder ikke fodboldkampe alene, men udført optimalt kan det være et afgørende succesparameter.

I Champions League sværger 50% af holdene til det system som Frankrigs landshold gjorde moderne i 2000 og som halvdelen af holdene ved VM i 2010, samt 3 af 4 semifinalister, anvendte.

Så kun 8-9 hold (Juventus?) ønsker to centrale angribere på toppen. Altså 25%.

I den danske Superliga er tendensen modsat: 50% (AaB, OB, FCK, VFF, EFB og RFC. Samt FCM i seneste runde).

Her er listen over de 32 hold, som har kvalificeret sig til Champions League. Enkelte hold kan skifte mellem varianter. Især Bayern München og Juventus er taktisk omstillingsparate.

  • 4-4-2:

  1. Malmø ff
  2. Atletico Madrid
  3. Benfica (diamant-variant)
  4. Borussia Mönchengladbach
  5. Lyon (4-3-1-2)
  6. Valencia
  7. (+ Juventus (4-3-1-2 + varianter)
  • 4-3-3:
  1. PSG
  2. Manchester United
  3. PSV Eindhoven
  4. FC Barcelona
  5. AS Roma
  6. FC Bayern München
  • 4-1-4-1 (Hvor ligger forskelligheden fra 4-3-3? Udgangspunkt i fasen uden bold samt: Kantspillerne er mere to-vejs-spillere modsat i systemet 4-3-3 som har udprægede offensive typer):
  1. Bate Borisov
  2. Dynamo Kiev
  • 4-2-3-1:
  1. Real Madrid
  2. Shakhtar Donetsk
  3. CSKA Moskva
  4. Wolfsburg
  5. Astana
  6. Galatasaray
  7. Manchester City
  8. Sevilla
  9. Bayer Leverkusen
  10. Arsenal (eller 4-3-3)
  11. Dinamo Zagreb
  12. Olympiacos
  13. Chelsea FC (eller 4-3-3)
  14. Maccabi Tel Aviv
  15. Porto
  16. Zenit
  • 3-5-2 (eller tremandsbagkæde):

  1. Juventus (variant mod Udinese og Roma)
  2. Gent (5-3-2)
  3. + (FC Bayern München i 3-4-3)

(1-12-2104) AaB-FCK – Kontrol, dødbold og offensiv “trold”

Vi håbede på en slåskamp i anden halvleg”, fortalte en Hobro-spiller efter 0-1 nederlaget til Randers FC om det, der ville have været det bedst passende kampforløb for Jonas Dals tropper efter pausen. Altså dueller og 50/50-kontraster. Med andre ord: Flere tilfældigheder.

IMG_1027Helt anderledes ønsker har FC Københavns træner.

Vi var i fuld kontrol”, lyder det ofte fra nordmanden.

Det er værd at lægge mærke til Ståles favoritord ”kontrol”.

I højere grad er det et ord nordmanden forbinder med defensiven end offensiven.

Altså ikke kontrol via boldbesiddelse som trænere som Josep Guardiola, Luis Enrique og Kasper Hjulmand prædiker, men derimod evnen til at holde modstanderne fra chancer.

Netop den forsvarsmæssige organisation har megen fokus fra FCK’s manager.

Punkt 1 har altid været de taktiske retningslinjer. Det primære er zoneforsvaret, hvilket har været nyt for nogen. Det tager tid at lære, men defensivt er det vigtigt, at alle lærer zone-principperne bedre.”

(Ståle Solbakken i Tipsbladet, november 2013)

Med rette.

For en solid og stabil organisation vil altid være fundamentet for en succesrig sæson, og Ståle Solbakken har tidligere vist, at han er en dygtig organisator af det defensive, hvilket godt illustreres af et par af FCK’s tidligere guldhold som er tæt på at have været historisk dygtige (målt på indslupne mål i snit per kamp).

2010-mandskabet med firemandsbagkæden Pospech, Zanka, Antonsson og Wendt er 4. Bedst i Danmarkshistorien (siden 1913) med kun 22 indlukkede mål i 33 kampe, mens 2007-enheden med Jacobsen, Hangeland, Gravgaard og Wendt kun lukkede et mål mere ind i sæsonen og er historiens 6. Bedste guldforsvar (KB’s guldhold fra 1950 sætter pudsigt nok overliggeren).

Selvom Zanka og Antonsson er blevet genforenet i denne sæson, så har bagkæden som enhed langt fra holdt den standard, som Ståle ønsker, og det er en del af historien bag Ståles gentagene brug af ordet ”kontrol”. Det har nemlig ikke været en selvfølge for Danmarks rigeste klub i denne sæson.

Denne manglende sikkerhed bagtil smitter også af på det fremadrettede.

For FCK har det endnu værre med bolden ved fødderne, når chancer skal skabes og udnyttes.

Sammenlignet med alle mesterhold siden 1913 er Ståles 2011-hold det 32. mest scorende guldhold (mål/kamp), men tager vi perioden fra indførelsen af betalt fodbold i 1977 og frem til nu, så overgås Dame N’Doye, Grønkjær og kompagni i scoringssnit (77 mål i 33 kampe) faktisk kun af Ebbe Skovdahls Brøndby-hold fra 1998 og 1987. Og altså bedst i 0’erne.

Men er det strukturelt skabt eller indkøbt (profiler)?

Denne blog hælder mest til det sidste.

Angrebsfodbold uden overraskelser?

FCK er under uddannelse fra at have været et hold, som var kendt for defensiv struktur og kynisme til at være et hold, der skal dominere kampe og have bolden mest

(Jannick Breuning, U14-træner i FC København i april 2014 ifølge dbu.dk)

Det offensive udtryk har været værre.

Under Ariel Jacobs gik meget i stå, og med tilkomsten af Ståle Solbakken forbedrede FCK sig på alle offensive parametre.

I denne sæson er noget dog gået galt efter indkøbet af ni nye spillere.

FCK har bolden næstmest i Superligaen (efter Brøndby IF) men kun fjerde flest afslutninger både samlet og indenfor rammen (på niveau med Silkeborg).

Vicemestrene er dog, ifølge Ståle Solbakken, det Superligahold med flest ”indgange” (afleveringer eller løb med bolden fra banens centrale tredjedel) ind på sidste tredjedel, men hvorfor ender den københavnske offensiv med et så tamt slutprodukt?

FCK har hidtil kun scoret 16 mål efter 16 runder i denne Superligasæson, hvilket syv hold gør bedre.

Mange af FCK’s mål er endda scoret efter dødbolde (6/16, se liste nederst). Mange andre på solopræstationer (langskud). Og kun enkelte mål efter kollektive gennembrud.

Årsagerne til de skæve afslutninger skal blandt findes i de mange rokeringer på holdet som skyldes skader, ny-indkøb med fysiske efterslæb (og manglende selvtillid) og karantæner, men også i måden, FCK angriber modstanderne på.

FCK-spillernes offensive udgangspositioner mod AAB i november 2014

FCK-spillernes offensive udgangspositioner mod AAB i november 2014

Individualisterne har for stort et ansvar.

Mod AaB er ”løvernes” offensive mønstre i 4-4-2-udgangspunktet tydelige.

Backerne Bengtsson og Høgli er meget angrebsvillige på ydersiden.

Gislason ligger sig gerne på kant men ofte i mellemrummet, så han kan modtage bolden mellem modstanderens kant og nærmest centrale spiller.

Danny Amankwaa har modsat fået/taget frihed til at vandre væk fra sit x på venstrekanten.

Af de to angribere har Nicolai Jørgensen også licens til at luske rundt mens Andreas Cornelius er en mere stationær central 9’er. Men ikke just en dynamisk duo som har indbyrdes forståelse.

Sådan skal FCK skabe chancerne, for der kommer tæt på ingen overraskelser fra den centrale midtbane, hvilket gør FCK mere forudsigelige end andre hold.

I weekendens kamp mod AaB så vi igen en central FCK-midtbaneduo, denne gang Claudemir og Daniel Amartey, ligge på forsiden af modstandernes midtbanekæde og yderst sjældent have intentioner om at lave kædebrydende løb i det offensive. Som det er reglen hos ”løverne” (næsten uden undtagelser – se dog Kadriis mål i Odense, hvor Amartey tager løb i bagrum).

Det giver ”kontrol” mod omstillinger, men også sværere vilkår i det kreative, da der vil mangle enten en opspilsstation eller et afledende punkt/løb.

Det er skrevet på denne blog før, at når FC Midtjylland, AaB og andre hold ofte angriber med samlet fem angribere og midtbanespillere, så stormer FCK som regel kun med fire. Og selvfølgelig de offensive backer.

Da timingen og den indbyrdes forståelse i samspillet har haltet, og typer som Gislason, Amankwaa, og Kacaniklic bruger mange berøringer per boldbesiddelse (mange løb med bold), har angrebsspillet ofte set stift og forceret ud, og de ambitiøse københavnere har for ofte haft brug for den offensive ”trold” (enkeltmandspræstationen), for at kreere chancer.

Og sådan skabes sjældent succes.

Det er grotesk, at FCK i 26 kampe har scoret 1 mål ti gange, 2 mål syv gange, og kun én gang i sæsonen har scoret mere end to mål. Mod FC Roskilde…

Målet mod AaB i weekenden var samtidigt FCK’s første indenfor de første 15 minutter i Superligaens kampe, og der ligger også en mental barriere og tynger FCK’erne, som vi så det i første halvleg mod HJK Helsinki i torsdags.

Det er selvfølgelig vigtigere at vinde, end at score mange mål, men fem clean sheets i de seneste seks Superligakampe indikerer, at det defensive fundament er ved at være på plads (glem Helsingfors…), og Ståle bør i vinterpausen bruge mere tid på at give FCK offensiv kontrol.

Og mindre ”trold”.

 

 Bonus

FC København’s sæson

R1: 0-0 i SIF (FCK’s største chancer kommer efter dødbolde)

R2: 2-1 over FCN (50% dødboldsscoringer, 50% langskud)

R3: 2-2 i FCV (100% dødboldsscoringer)

R4: 0-3 mod Hobro (ingen mål)

R5: 1-2 mod FCM (100% dødbold – straffe)

R6: 1-0 i Odense (halv omstilling – langskud Bashkim Kadrii. Amartey med løb)

R7: 0-1 i Aalborg

R8: 1-0 over BIF (Flot angreb: Kadrii – omstilling)

R9: 1-1 i Sønderjyske (SOLO – Kacaniklic)

R10: 2-1 over Esbjerg (50% Dødbolde)

R11: 1-0 over Randers (straffe – 100% dødbolde)

R12: 2-0 i Hobro (NJ med solomål + 0-2: indlæg – Toutouh med hovedstød)

R13: 1-1 mod Sønderjyske (NJ’s langskud rettes af)

R14: 0-0 i FCN

R15: 1-0 over SIF (indlæg – NJ på hovedstød)

R16: 1-0 i AaB (Godt genpres: Solo-mål af Cornelius) http://www.superliga.dk/no_cache/forside/alt-om-kampen/kamp/AAB-FCK-16.html?tx_selectedgame_pi1%5BtabId%5D=1

Statistik fra AaB-FCK 0-1

Skud: 15-8 (4-2)

Bold: 48%-52%

(28-10-2014) FC Nordsjælland – AaB 0-1 – Når det bedste hold taber…

FC Nordsjælland lider på det våde kunstgræs. To nederlag i træk på hjemmebanen i Farum

FC Nordsjælland lider på det våde kunstgræs. To nederlag i træk på hjemmebanen i Farum

Offensivt og teknisk fodbold med unge spillere af egen avl.

En drøm af en succeskombination for enhver klub i verden.

Både FC Nordsjælland og AaB har indenfor de seneste tre sæsoner vundet et dansk mesterskab med netop denne magiske formel. En spillestil som søger kontrol på bolden og indebærer større risiko i opspillet med højtstående backer og mange spillere foran bolden. Mere offensivt og opfindsomt end de fleste konkurrenter.

Og hvor unge spillere fra egen ungdomsafdeling får chancen, mens en hel flok står på spring i kulissen. FC Nordsjælland har 13 spillere på diverse U-landshold og AaB 9.

Og selvom det ikke er FC Barcelona-tal, så var var FC Nordsjælland og AaB i 2013/2014 de mest boldbesiddende hold efter FC København. FCN med 54,2% og AaB spillede sig til 53,4%.

Men hvor FC Nordsjælland vandt sølv i sæsonen som forsvarende mester, så har AaB haft meget svært ved at gentage formen fra mesteråret.

Årsagerne er mange: Topscorer Kasper Kusk blev solgt, og tre skadede profiler i Spalvis, Ahlmann og Jönsson har modvilligt gjort holdudtagelsen nemmere for Kent Nielsen.

Men kvaliteten på banen er ikke den samme. Ej heller rytmen og selvtilliden.

Den mentale udfordring er svær. Konceptet er det samme, men mesterskabsemblemet tynger, og modstanderne har samtidig luret nordjyderne og stiller mere defensivt op, når AaB står for skud. Og er sulten den samme?

Skaderne betyder samtidigt, at flere nye ungskud har fået chancen i Aalborg og andre står på spring.

Sådan lyder historien også i Farum, hvor U20-landsholdsspillerne Emiliano Marcondes Hansen, Mathias Hebo Rasmussen og Nicklas Mouritsen varmede reservebænken i mandagskampen, men i modsætning til AaB, så er FCN kommet godt fra start i denne Superligasæson, hvilket SønderjyskE dog højst overraskende fik sat en stopper for på Farum Park i Runde 11.

Derfor var mandagsopgøret på det våde kunstgræs i Farum vigtig for begge hold.

Olafur Kristjansson skulle revanchere sig fra forrige runde og holde trit med topholdene, hvilket er stik modsat mestrene som er havnet i lidt for tæt afstand til nedrykningsstregen.

Samme, samme men forskelligt

Dominans på bolden ønsker begge. Men metoderne er forskellige.

”Tigrene” fra Farum spiller 4-3-3 med tydelig 6’er og falsk 9’er, mens AaB’s formation er en 4-4-2 med en 6’er og meget offensiv 8’er centralt på midtbanen.

I modsætning til hjemmeholdet opererer AaB også oftere med begge backer højt i banen i opspillet. Som wings. Mest Henrik Dalsgaard i højre men også Jakob Blåbjerg.

Stopperne Rasmus Thelander og den dygtige spilfordeler Kenneth Emil Pedersen bredte sig mere ud, og 6’eren Rasmus Würtz bringes mere i spil end modstanderkollegaen på det andet hold, afløseren for Anders ”AC” Christiansen, Andreas Maxøe.

En markant forskel på de to hold, udover formationen, ligger i kant-typerne.

Fc Nordsjælland bruger ”inverterede” wings, højrefodet spiller på venstrekant og omvendt, som gerne holder sidelinjen. Nordjyderne ønsker modsat næsten udelukkende indadsøgende mellemrumskanter, hvilket giver plads på ydersiden til overlappende backer.

Derfor havde FCN’s backer Mario Ticinovic og Patrik Mtiliga udgangspunkt på egen bane i opspillet. Det var Uffe Bech og Joshua John som stod bredt, hvilket skabte mere plads i midten til Martin Vingaard, Søren Christensen og den falske frontløber Kasper Lorentzen.

Det betød så også, at når FC Nordsjælland byggede spillet op, så endte firemandsbagkæden med at stå over for AaB’s frontfirer. Mand-mand.

Ticinovic v Thomsen. Bruhn v Mtiliga. Og Anders K. Jakobsen og Søren Frederiksen mod Pascal Gregor og Ivan Runje.

Så hvis bolden blev flyttet hurtigt rundt, så AaB-kanternes sideforskydning ikke fik tid nok til at flytte sig, så havde FCN i teorien et 3v2-overtal centralt i banen, hvor Rasmus Wurtz og Kasper Risgaard skulle dæmme op for Maxøe, Vingaard og Christensen.

Derfor fik FCN overtaget i kampen.

Kampen

Tigrene havde ingen bid, når det gjaldt

Tigrene havde ingen bid, da det gjaldt

Første minut fortæller kampens generelle historie.

Dommer Jens Maag glider som den første aktør på den våde bane.

Både Kenneth Emil Pedersen og Rasmus Würtz har boldtab og FC Nordsjælland finder plads centralt til at komme til en farlig afslutning, som dog igen meget betegnende mangler den sidste kvalitet og bliver blokeret.

Sådan formede kampen sig på FC Nordsjællands præmisser. Kun sjældent fandt mestrene rytmen.

Efter 8:30 finder AaB et mønster for første gang. Unge overbevisende Andreas Bruhn bevæger sig ned mellem Joshua John og Søren Christensen og kan vende med bolden og finder næsten Kasper Risgård som igen, igen har taget et fremadrettet løb.

Sådan spilles efter Kent Nielsens hoved. AaB søger at eliminere tilfældigheder og dueller med sin spillefilosofi.

Spillet bygges op nedefra og bringes helst via centrum frem på den sidste tredjedel. Men går modstanderne højt i pres og lukker de flade indspil centralt ned, så søger stopperne lobbolde til bredtsøgende backer eller mellemrumssøgende angribere.

Lykkes denne aflevering og er aflægget fra modtageren perfekt, så bliver et angreb hurtigt farligt, da mange højtpressende modstandere jo er blevet overspillet.

Succesraten på disse indspil var dog ikke stor mod FC Nordsjælland som havde indstillet sig på at vinde denne første duel, hvilket gav hjemmeholdet initiativet. AaB manglede kvalitet og overbevisning i udførelsen af konceptet.

Chancer var der i begge mål-ender, og det blev, som det ofte er med en fodboldkamp, effektiviteten som gjorde forskellen. Og personlige fejl.

FC Nordsjælland dummer sig i de sidste sekunder af kampen.

Ivan Runje satser i to minutters overtid på en erobring (i stedet for at skærme), hvilket giver Matthias Wichman plads til indlægget, som Pascal Gregor får headet i eget mål godt presset af indskiftede Nicklas Helenius

AaB havde også chancer tidligere i kampen, men generelt var hjemmeholdet både bedst på bolden og farligst i felterne, og havde dermed sørget for at maksimere mulighederne for sejr.

Forgæves.

Sådan er fodbold.

Det bedste hold på dagen tabte.

 

 

Bonus

David Jensen

Ticinovic – Gregor – Runje – Mtiliga

Christensen (’65 Nordstrand) – A. Maxøe – Vingaard

Bech – Lorentzen – John

 

Efter indskift af Morten Nordstrand

David Jensen

Ticinovic (’79 Marcondes) – Gregor – Runje – Mtiliga

Lorentzen – A. Maxøe – Vingaard

John – Bech – Nordstrand

Efter indskift af Marcondes

David Jensen

Gregor – Maxøe – Runje – Mtiliga

Marcondes – Lorentzen– Vingaard

John – Bech – Nordstrand

AAB

Ni. Larsen

Dalsgaard – KEP – Thelander – Blåbjerg

Bruhn (’85 Wichman) – Würtz – Risgård – Thomsen

AKJ (’77 Augu) – S. Frederiksen (’66 Helenius)

 

Chancer

FCN

  • 19: Thomsen med boldtab – kontramulighed – men ender med Maxøes langskud
  • 20: Hjørne kombi: Vingaards skud blokeres
  • 31: Lorentzens frispark
  • 32: Joshua John alene – Wurtz taber bolden
  • 29: Uffe Bech med højre (knæ?) på Mtiligas indlæg
  • 2h
  • Kasper Lorentzen vrister sig fri af Thelander og skyder fladt. Larsen redder
  • 56: Straffe til Lorentzen
  • 57: John skyder – Larsen redder
  • 67: Kontra – Bech erobrer fra RW – dribler sig fri – men bør spile Nordstrand som er fri

AAB

  • 8:30 Andreas Bruhn
  • 11:55 KEP til AKJ som flot holder ved. Bruhn kommer under ham og tager bolden ud af presset. Finder Risgård i mellemrum som forsøger at førstegangsaflevere til Thomsen tager løbet dybt
  • 15: Bruhn Laudrup-løfter til Risgård i feltet som får hjørne
  • 32: Bruhn sætter AKJ op – bagkæde i vildrede. Gregor bakker
  • Bruhns skud reddes med fodparade
  • 57: Bruhn indlæg fra tæt hold
  • 60: Gregor panikker – Frederiksen på nedfald – skud blokeres
  • 87: Wichmans indlæg – Risgård ved 1. Stolpe – hjørne

 

DBU-landshold

U21: 1 fra FCN – 1 fra AaB – http://www.dbu.dk/landshold/herrelandshold/u21-truppen

U20: 3 fra FCN – 3 fra AaB – http://www.dbu.dk/landshold/herrelandshold/u20_truppen

U19: 3 fra FCN – 2 fra AaB – http://www.dbu.dk/landshold/ungdomslandshold_herrer/u19-truppen

U18: 3 fra FCN – 2 fra AaB – http://www.dbu.dk/landshold/ungdomslandshold_herrer/u18-truppen

U17: 1 fra AaB (1998) – http://www.dbu.dk/landshold/ungdomslandshold_herrer/u17-truppen

U16: 2 fra FCN – http://www.dbu.dk/landshold/ungdomslandshold_herrer/u16-truppen

(20-8-2014) FCK: Ståles ideologiske mission under pres

FCK-Bayer Leverkusen 2-3

FCK-Bayer Leverkusen 2-3

2-3 mod Bayer Leverkusen, og FC Københavns Champions League-drøm kræver mirakel-medicin (fra Bayer-koncernen…?), hvis den skal opfyldes.

Eller sovepiller til tyskerne.

Kæden er ikke hoppet af i FC København.

For den har aldrig været på.

Ståle Solbakken slider især med at få de nye spillere til at præstere på det spillemæssige niveau, som de er købt på.

Og det går ud over kollektivet og Ståles spilkoncept.

Ståles idealisme

Ståle Solbakken har en plan.

Han sværger til zoneforsvar.

Det ultimative kollektive forsvars-bolværk, som i det ypperligste udtryk kan udligne kvalitetsforskelle mellem to hold.

4-4-2.

To kæder med fire spillere.

Og to arbejdsomme angribere (eller Grønkjær bag N’Doye).

Masser af sideforskydninger i forhold til boldens placering. Og meget lidt følgen modstander.

Stik modsat Manchester United-manager Louis van Gaals indstilling til det forsvarsmæssige som er meget mere mand-mand-orienteret. Med risiko for, at spillerne ender i uvante positioner.

Og ulig Chelsea-manager José Mourinho og andre pragmatikeres måde at håndtere forsvarsspillet på, hvor (de offensive) midtbanekanter ofte ender på samme linje som firemandsforsvaret i de kampe, hvor Mourinho indstiller sig på ”en bedre” modstander.

4-3-3 bliver til en 6-3-1-forsvarsmur.

Herved tabes momentum og boldbesiddelse og initiativet gives til modstanderne. Mens en enlig angriber samler kræfter til omstillinger.

Sådan kan man også få succes.

Forsvarstendensen, som vi så det ved VM i Brasilien, går imod mere mand-mand-orientering (Chile, Holland, Tyskland…). Stadigvæk med grundlæggende zoneprincipper, men man forlader gerne sin zone for at dække sin modstander færdig.

Men sådan spilles bolden ikke på Solbakkens bane.

Han er idealist. Og socialist. Også som fodboldtænker.

Alle arbejder for kollektivet. Man hjælper hinanden. Kæderne står tæt på hinanden. Men med et proaktivt tankesæt. Højtstående forsvarslinje. Ikke reagerende på modstandernes udfald. Kædereaktioner.

Og denne fodboldideologi kan gøres med succes.

Det sensationelle 1-1-resultat i 2010 mod verdens bedste hold, FC Barcelona, blev skabt med denne formel.

Mikael Antonsson og Matthias Zanka Jørgensen dannede stopperduo. Zdenek Pospech og Oscar Wendt var backer. Forsvarsspillere med større styrke i det offensive end defensive.

Foran lå Christian Bolanos, William Kvist, Claudemir og Martin Vingaard og beskyttede de bagerste.

Kæder tæt på hinanden. Intet mellemrum. Mange aftaler.

Et system som kræver ultimativ tillid til hinanden. Hjælpeforsvar.

Men det er noget af det sværeste i fodbold at realisere. Gevinsten er stor, når taktikken lykkes, men vejen dertil bliver bumpet og besværlig, hvis spillerne ikke opfylder de udstukne roller. Der skal kun ét svagt led til at bryde selv den stærkeste kæde.

FCK tabte til et forbillede

Vinder FCK "the double" i 2014/2015?

Vinder FCK “the double” i 2014/2015?

På forhånd var FCK bagud på mange parametre inden opgøret mod Bayer Leverkusen.

Tyskerne har bedre spillere. Teknisk, hurtighedsmæssigt, i opfattelsesevne.

Sådan er virkeligheden, når modstanderen er et top 4-hold fra Bundesliga.

Sejren skulle tiltvinges med andre midler.

Mere løbevillighed, synkronisk indsats rent taktisk samt effektivitet på dødbolde.

Desværre var det kun sidstnævnte parameter som gik til ”løvernes” fordel.

Allerede fra Claudemirs første lange indkast i det  tredje minut var det tydeligt, at Ståle Solbakken havde udset sig tyskernes zoneopdækning ved dødbolde som et svagt punkt som kunne udnyttes.

Alle store folk blev pisket ind i feltet.

FCK har også i Superligaen vist farlighed ved disse standardsituationer.

I alle fem kampe i den hjemlige turnering har FCK enten scoret (FCN, FCV og FCM) eller været tæt på (SIF, Hobro) efter et indkast, frispark eller hjørne.

Og mod Bayer Leverkusen var der gevinst igen.

Matthias ”Zanka” Jørgensen headede eminent FCK tilbage i kampen, lige som den tidligere PSV-spiller også havde en fod med i 2-1 føringsmålet af Daniel Amartey efter et fremragende frisparksindlæg fra Pierre Bengtsson.

Men kun på dette parameter var de danske vicemestre bedst, hvilket gjorde opgaven umulig mod den velsmurte tyske maskine.

For når en kvalitetsmodstander samtidigt samlet løber mere end FCK-spillerne (ifølge TV3+), til dels på grund af spillestilen, så har man ikke en chance.

”Pelle” alene i verden

Ståle Solbakken var forbandet over måden de tyske mål faldt på.

FC København forsvarede sig nemlig skidt i disse situationer (som det jo ofte er, når der går mål ind…).

Især den centrale duo, Per Nilsson og Matthias ”Zanka” Jørgensen, spiller endnu ikke samme melodi hele sangen igennem.

Lige så forudseende og rolig på bolden ”Zanka” var i det offensive, lige så svært havde teknikeren med sine placeringer i sit samspil med svenskeren, for der skal tages beslutninger hele tiden. Og i højt tempo.

Sideforskyde eller blive i området? Skubbe op eller falde i banen? Tackle eller skærme?

”Zanka” er en elegant og spillende forsvarsspiller som er dygtig til at bryde spillet fremfor at lave knusende tacklinger. Placeringsevnen er i høj grad FCK’s nummer 25’s styrke mere end kampvilligheden.

Derfor kunne makkerparret med modsætningen, den duelstærke ”Pelle” Nilsson, måske være logisk.

En ”Beckenbauer” og en ”Schwarzenbeck”.

Nu har duoen spillet fem tællende kampe sammen i det centrale forsvar, men afstemningen mellem de to centrale forsvarsspillere halter stadig.

Også mod Bayer Leverkusen var der for mange forkerte beslutninger i forhold til, når der skulle enten bakkes eller skubbes op for at eliminere mellemrumsspillerne. Selv “langsomme” Kiessling fik af og til plads til at tæmme bolden.

2-2-målet afslører mangler hos den unge danske stopper. Bolden ryger i duel ved stoppermakkeren, men Zanka ser faren alt for sent, og er placeret for langt fra sin kollega, (som i øvrigt fejl-timer sit indgreb på den høje bold mod Heung Min Son).

Den stærke danske forsvarsspiller reagerer ikke som en forsvarsspiller bør gøre med instinktive sprinter i hjælpeforsvar og konstant værende på tæerne.

Bevægelsesmønstret kan derimod se dovent ud, hvilket ikke kommer ”Zanka” til gode i tvivlstilfælde.

Modsat ser Per Nilsson skidt ud ved alle tre mål. Ved 0-1, hvor han taber den direkte duel med Stefan Kiessling, samt ved Leverkusens 3-2 scoring, hvor svenskeren forsøger at trække offside, da Heung Min Son spilles igennem til en friløber.

Begge mål kunne og burde have været undgået, hvis stopperduoen havde læst situationerne bedre. Individuelt og som makkerpar.

Konklusion

At tabe til et tysk tophold er ikke en katastrofe eller en overraskelse.

Hvor den nye træner for Leverkusen, Roger Schmidt, dygtigt og effektivt har implementeret en helt ny spillestil i Bundesligaklubben, så er Ståle Solbakken endnu ikke lykkes med sin mission.

FCK spillede en godkendt kamp og scorede flot på dødbolde men reelt set udstillede Bayer Leverkusen i perioder et københavnske hold som stadigvæk er uden den fornødne sikkerhed i de defensive positioner og dermed tillod modstanderne for mange chancer. Og som heller ikke havde helt nok sammenhæng og teknisk kvalitet i de offensive aktioner til kontinuerligt at sætte Leverkusen under pres.

Men mulighederne var der alligevel for ”løverne”.

Og Leverkusen var heldige med ikke at få et straffespark samt et rødt kort dømt imod sig, hvilket havde ændret kampens forløb.

Men konklusionen på kampen havde alligevel været den samme.

Skadesramte FC København har endnu ikke fundet harmonien i forsvaret, og det er bekymrende.

Er Ståle Solbakkens ideologi om det rene zoneforsvar for ekstrem?

Nej.

Men når FCK-spillerne ikke rammer topformen og laver for mange individuelle fejl, teknisk som taktisk, og kollektivet dermed svækkes, så forstærker zone-forsvarsprincipperne den negative tendens. Ansvaret for at løse holdets problemer skubbes for ofte videre til næstemanden.

Der er det uendeligt meget mere simpelt at uddele modstandernes rygnumre som forsvarsprincip. På den korte bane.

Men det er ikke den vej, som Ståle vil mod Superliga-guldet.

Mission impossible?

 

EKSTRA

FCK’s bagkæde i sæsonen

  1. SIF: 2 Tom Høgli – 4 Per Nilsson – 25 Zanka – 3 Pierre Bengtsson
  2. FCN: 2 Tom Høgli – 4 Per Nilsson – 25 Zanka – 3 Pierre Bengtsson
  3. Dnipro: 2 T. Høgli – 4 P. Nilsson – 25 Zanka – 3 P. Bengtsson
  4. FCV: 2 Tom Høgli – 15 Mikael Antonsson – 4 Per Nilsson – 3 Pierre Bengtsson
  5. Dnipro: 2 T. Høgli – 4 P. Nilsson – 25 Zanka – 3 P. Bengtsson
  6. Hobro: 2 Tom Høgli – 15 Mikael Antonsson – 25 Zanka – 3 Pierre Bengtsson
  7. FCM: 18 D. Amartey – 4 P. Nilsson – 15 M. Antonsson – 2 T. Høgli (Zanka i karantæne)
  8. Bayer: 2 T. Høgli – 4 P. Nilsson – 25 Zanka- 3 P. Bengtsson