”Hvis du ikke er fra Freja, så kan du Randers”, lød vores kække replik som ungdomsspillere i Kronjyllands stolthed.
Som 12-årig ankom denne skribent som ung spiller i Randers Freja til det første af seks år i hovedklubben fra Danmarks femte største by.
Så det er ikke uden følelser, når ”De Blå Heste” spiller i Superligaen, selvom min tid skete før overbygningen som blev Randers FC.
Men det går jo heldigvis godt i klubben.
Randers FC ligger igen i år blandt de bedste i Superligaen, og onsdag gælder det topopgøret mod FC København i Telia Parken.
Med en sejr er Colin Todds mandskab Danmarks næstbedste her og nu.
Det ender faktisk aldrig 0-0 i Parken, når RFC kommer på besøg…
Forsvarlige drømme
Selvom Randers FC scorer mange mål i indledningen af denne sæson, så er det især defensiven som gør det realistisk at drømme om en topplacering i dansk fodbold.
Groft sagt kan Superligaen deles i to halvdele, når vi fokuserer på forsvarsspillet.
De hold, der tager for mange af tankerne bag Schengen-aftalen med på fodboldbanen og dem med mere “overvågning”, der tillader 10-11 afslutninger fra modstanderne per kamp.
Afslutninger imod (2015/2016) | Afslutninger imod per kamp (2015/2016) |
FC Midtjylland | 10,0 |
FC København (7k) | 10,0 |
AGF | 10,1 |
Randers FC (7k) | 10,1 |
Brøndby IF | 10,6 |
FC Nordsjælland | 10,8 |
Viborg FF | 11,9 |
SønderjyskE | 13,1 |
AaB | 14,0 |
Hobro IK | 14,5 |
Esbjerg fB | 15,9 |
OB | 17,0 |
Et hold skal godt nok være dygtigt offensivt for at overleve så åbent et forsvar, så skulle vi gætte på en top 6, når sæsonen er slut, så tyder meget på, at holdene også ligger i top 6 på denne liste.
Også i sidste sæson var Randers FC dygtige defensivt.
16 kampe uden scoring imod (Kun FCK var bedre), men vigtigst af alt: Mads Fenger og kompagnoner var bedst til at holde modstanderne fra afslutninger. Kun 10 i snit.
2014/2015 | Afslutninger imod i snit |
Randers FC | 10,0 |
FC Midtjylland | 10,1 |
FC København | 10,6 |
Brøndby IF | 11,2 |
Esbjerg fB | 11,7 |
FC Nordsjælland | 11,8 |
SønderjyskE | 12,1 |
AaB | 12,8 |
OB | 14,6 |
Hobro IK | 15,5 |
AGF | x |
Viborg FF | x |
Offensivt – Den direkte vej
Offensivt tænker træner Todd på det simple ved fodbold.
”Boldbesiddelse er vigtigt. Jo mere boldbesiddelse man har, jo færre chancer kommer der imod en. Men boldbesiddelse skal også føre til chancer. Vi vil score mål (…) Selvfølgeligt vil vi gerne have bolden, men vi vil have den på modstanderens halvdel. Vi vil bryde igennem forsvaret”, som Derby County-legenden beskriver sine tanker i et interview med indkast.dk.
I følge statistikeksperterne fra Prozone kom det således til udtryk i 2014/2015:
Færrest driblinger.
Flest offside-løb (Michael Ishak toppede ligaen).
MEST boldbesiddelse i modstandernes felt: 158 besiddelser per kamp
Flest indlæg – 22,4 i snit
Flest afleveringsforsøg mod sidste tredjedel – 71,2 per kamp
Flest succesfulde afleveringer mod angribende tredjedel – 47,4 i snit
Altså direkte men også aggressivt.
Med rekordmange fem røde kort i sæsonen.
Todd: “Vi har drive, vilje til at vinde og et godt sammenhold”.
Uden tvivl har assistenten Thomas Thomasberg også indflydelse på det offensive udtryk. Randers FC er blevet bedre på bolden, hvilket anfører Christian Keller allerede hyldede I sommer 2013.
”Ja, det vil vi gerne i perioder (have bolden, red.). Hvis vi kan, og hvis modstanderne tillader. Det er altid en fordel at have bolden. Men vi skal også score på kontra i denne sæson. Vi har typerne til det. Vi arbejder på at blive mere besiddende, og det synes jeg også, at vi er blevet bedre til”.
Som statistikken viser er det dog ikke med boldbesiddelse alene, at sæsonens succes er skabt.
Bold-besiddelse i % | i alt | Runde1 | R2 | R3 | R4 | R5 | R6 | R7 | R8 |
Brøndby IF | 57,38 | 54 | 62 | 63 | 55 | 48 | 67 | 52 | 58 |
AaB | 54,38 | 60 | 61 | 51 | 40 | 49 | 62 | 64 | 48 |
FCM | 53,25 | 53 | 49 | 61 | 60 | 56 | 45 | 60 | 42 |
AGF | 52,88 | 46 | 62 | 46 | 52 | 51 | 43 | 56 | 67 |
FCN | 51,63 | 58 | 46 | 49 | 46 | 59 | 52 | 48 | 55 |
FCK | 51,43 | (x) | 39 | 55 | 54 | 44 | 57 | 59 | 52 |
Randers FC | 51,00 | (x) | 54 | 54 | 45 | 48 | 55 | 36 | 65 |
Esbjerg fB | 47,38 | 40 | 61 | 55 | 43 | 41 | 55 | 44 | 40 |
Viborg FF | 47,13 | 47 | 38 | 45 | 51 | 52 | 45 | 54 | 45 |
OB | 45,63 | 49 | 38 | 39 | 48 | 52 | 38 | 41 | 60 |
SønderjyskE | 44,88 | 42 | 51 | 45 | 57 | 50 | 33 | 46 | 35 |
Hobro IK | 43,38 | 51 | 39 | 37 | 49 | 50 | 48 | 40 | 33 |
Randers FC lignede allerede inden sæsonen et bud på en top 6-placering, men meget tyder på, at det var et forsigtigt bud.
Kilder: superliga.dk, superstats.dk, indkast.dk, og data fra Prozone (Amisco)