(21-3-2016) Hareide vælger 3-5-2 til Danmark

TV-tre-fem-2

TV-tre-fem-2

Morten Olsen havde altid fire stoppere i landsholdstruppen.

Dermed var han dobbelt sikret til det centrale forsvar i 4-3-3-systemet.

Åge Hareide har udtaget seks stoppere i sin debut-trup.

Daniel Agger, Simon Kjær, Jores Okore, Erik Sviatchenko, Jannik Vestergaard og Andreas Christensen.

Selvom de to sidstnævnte også har spillet 6’er-rollen (og AC som back i Chelsea), så vidner Hareides trupudvælgelse om, at intentionen er at skifte formation på det danske landshold til landskampene mod Island og Skotland.

3-5-2.

Som Sepp Pionteks dynamitdrenge fra midtfirserne.

Hareide og de fleste trænere går dog ikke op i talkombinationer, og truppen er som sådan ikke udtaget til et bestemt system. Det er udførelsen på banen og ikke formationen, der tæller.

Spillestilen.

Løbemønstre og intentioner med bolden. Et sted mellem tålmodighed og gennembrudshidsighed.

Men da vi har mange formstærke stoppere i øjeblikket (Jores Okore?), og ikke mange flyvende wings, så vælger en pragmatisk træner som Hareide et system, der passer til spillerne. Og ikke omvendt.

Da Hareide samtidig er meget fascineret af Massimiliano Allegris Juventus FC, der spiller en dejlig direkte og aggressiv form for fodbold (i et 3-5-2-system), så virker det logisk, at vi kommer til at se Danmark “alla vecchia signora”.

Her er et bud på en startopstilling:

Kasper Schmeichel

Simon Kjær – Andreas Christensen – Daniel Agger

Daniel Wass – Thomas Delaney – Pierre-Emile Højbjerg – Riza Durmisi

Christian Eriksen

Nicolai Jørgensen – Yussuf Poulsen

Dermed ikke skrevet, at Åge Hareide permanent søger væk fra firemandsforsvaret, men der er ingen tvivl om, at Hareide med dette taktiske trick bevidst vil overraske befolkning og medier og signalere nye tider.

At 3-5-2 oprindeligt i 1960’erne blev tænkt af tyske pragmatikere som et “forstærket forsvar” med libero og mandsopdækkere er en helt anden historie.

 

jeg synes, at det danske landshold har været stærkt i defensiven og i opspillet, men måske ikke så stærkt som nødvendigt på den sidste tredjedel af banen 
(Åge Hareide)

 

(10-12-2015) Åge Hareide – Taktik, variation og masser af mål

På med klaphatten. Danmark skal have norsk landstræner...

På med klaphatten. Danmark skal have norsk landstræner…

Oslo 1985.

Norge fører 1-0 over Danmark ved pausen i VM-kvalifikationskampen.

Med en sejr kan Sepp Pionteks landshold kun i teorien miste VM-billetten til Mexico i sidste kvalifikationskamp mod Irland.

Drømmeland er nær.

Måske derfor svigter det danske spil.

Hjælpen til de fastlåste danske spillere kommer fra en norsk fod.

Den norske sweeper Åge Hareides alt for korte tilbagelægning i starten af anden halvleg fører til Michael Laudrups udligning, og Danmark vinder til sidst kampen 5-1 og dermed en VM-deltagelse for første gang.

30 år senere gengælder Michael Laudrup assisten fra Hareide.

Med sit nej til landsholdsposten har fodboldroyalen nemlig fået DBU til at søge den norske træner (i stedet?).

Dansk landstræner fra Norge?!

Den fodboldmæssige lillebror mod nord, der sparker lange bolde, har tre tacklende trolde på midtbanen og en flyvende Flo helt fremme.

Det lyder som en dårlig vittighed.

Nå, til side med fordommene.

Den tidligere OB-angriber Bengt Sæternes kender Åge Hareide bedre end de fleste efter flere perioder i karrieren under Hareides ledelse. Blandt andet på det norske landshold.

Hans filosofi er norsk/svensk, vil jeg påstå. Han ønsker at være direkte i stilen men ikke bare at slå lange bolde i luftrummet. Han ønsker en stærk angriber, som kan holde lidt i bolden og mange løb fremover i banen for at åbne rum for andre. Han kræver meget løbearbejde og kraft. Han har jo selv fortid fra England (Norwich og Man City, red.). Han har varieret meget i formationen. Han spillede 4-3-3 med Molde da han havde succes første gang. Ole Gunnar Solskjær scorede målene for holdet dengang. Jeg ved, han også kan 4-4-2 godt, og jeg husker vi spillede en del 4-2-3-1 også. Hareide er god til at vælge formationen ud fra, hvilke spillere, han har tilgængelig”, skriver Sæternes i en mail (oversat til dansk) til TV2 Sport.

Hareides taktiske CV

Taktisk variation. Og målsøgende spil.

Det synes at være det mest kendetegnende træk ved Hareides taktiske CV.

Danmark får i 62-årige Åge Hareide en moderne træner og en smilende leder, der ikke har et fast taktisk koncept, men som systemmæssigt tilpasser holdet virkeligheden.

De tilgængelige spillere og den kommende modstander.

Det gjorde Morten Olsen også – især med hensyn til trupudtagelsen – men i meget mindre grad, hvad angår formationens talkombination.

Men Hareides trænerkarriere startede ikke med sprudlende fodbold.

”Rævvafotboll” hedder det på norsk, når en træner ”parkerer bussen” i jagten på et resultat. Det gjorde Hareide i pokalsemifinalesejren med Molde over Rosenborg i 1994, hvilket fik modstandertræneren Niels Arne Eggen til at tordne mod den defensive taktik.

” Dette var mest av alt et spill for galleriet. Det handlet mest om at skabe motivation og få spillerne til at bruge alt ud som de havde af kræfter. I Molde har det altid været lidt sådan, at de er en lillebror i forhold til Rosenborg. Udenfor banen har det altid vært et godt forhold mellem klubberne”, var Hareides måde at dæmpe gemytterne på.

Heldigt nok, for ni år senere var han Rosenborg-træner.

Efter Molde og en pokalsejr i 1994, tilbragte Hareide to sæsoner i svenske Helsingborgs IF i 1998 og 1999.

Men hvilken succes.

Sverige er 4-4-2-land, men Hareide valgte et 4-3-3-system med den senere Brøndby IF-profil Mattias Jonson som venstre kant.

Første sæson gav en fin triumf i pokalfinalen, men at HIF i samme sæson tabte guldet med et 1-2 nederlag i sidste runde mod allerede nedrykkede BK Häcken ødelagde en del af fornøjelsen. I sæsonen 1999 fik Helsingborgs IF oprejsning, da en 1-0 sejr i sidste runde i Göteborg mod IFK sikrede klubben det første mesterskab i 58 år.

Holdet var det mest scorende hold i svensk fodbold i to sæsoner i træk (1,65 i snit) og fik også lidt international erfaring i Uefa Cup’en, indtil AC Parma blev for stor en opgave i 2. Runde.

Hareide var en helt i Helsingborg

Derfor kaprede Per Bjerregaard nordmanden til den københavnske vestegn, da Ebbe Skovdahl drog til Aberdeen.

I Brøndby fra januar 2000 til 14. april 2002 skabte han gennem 75 kampe et hold, der kunne lave mål som ingen andre i vestegns-historien. Men kun med sølv i halvsæsonen 1999/2000 bag Herfølge og igen en andenplads i 2000/2001 bag Roy Hodgsons ”FC Zuma” (og kompagni).

Rekordmange 2,07 mål/kamp (Thomas Frank: 1,4…) scorede Hareides “blå-gule” over hele perioden. Ofte i 4-3-3 men også med en 4-4-2 á la Brøndby. Guldsæsonen 2001/2002 blev for eksempel åbnet med en 4-4-2-formation, hvor Mattias Jonson (eller Thomas Lindrup) lå til venstre, og frontduoen bestod af Peter Madsen og Rubber Agger.

Pointmæssigt er han den tredjebedste Brøndby-træner i historien (siden professionalismen blev indført i 1986). Efter suveræne Michael Laudrup og succesrige Ebbe Skovdahl.

Han går ikke så meget op i system-kombinationerne. Han går mere op i at organisere sig rigtigt. Han giver kreative spillere frihed, men der skal også være styr på den defensive struktur. Jeg vil beskrive ham som en dygtig taktiker. Hans træning kan virke meget skabelon-agtig”, som stopperen Per Nielsen husker Hareides træning til Ekstra Bladet.

Hareide forlod Brøndby efter nederlaget i 2002 på 1-2 hjemme til FC Midtjylland, hvilket efterlod Brøndby med et spinkelt to-pointsforspring til FC København (med undertegnede i truppen) med seks runder tilbage. Men under Tom Køhlerts ledelse reddede Brøndby dog guldet hjem alligevel.

Niels Arne Eggen, træner for Rosenborg i det meste af den gyldne periode 1992 til 2002. Men med hollandsk inspiration fra totalfodbolden

Niels Arne Eggen, træner for Rosenborg i det meste af den gyldne periode 1992 til 2002. Men med hollandsk inspiration fra totalfodbolden

Rosenborg BK og 4-3-3 hører sammen som mand og kone, og da Åge Hareide overtog trænerrollen efter legendariske Niels Arne Eggen (og 11 Champions League-kvalifikationer på række) i den norske klub, valgte han da også denne formation, hvor den senere FCK-spiller Harald Brattbakk lå som venstrekant.

Hareide valgte også kontroversielt nok at give klubikonet Bent Skammelsrud en fri transfer, men ellers gik det meste glat og smidigt.

Et smalt 0-1-nederlag samlet til Deportivo La Coruna endte Champions League-drømmen, men i Tippeligaen var holdet flyvende.

Syv sejre i træk til at starte sæsonen på og ubesejret indtil 13. Spillerunde. Guldet blev sikret med 14 points forspring efter kun tre nederlag i sæsonen, og ”the double” kom i hus, da Bodø Glimt også blev besejret i pokalfinalen.

En kæmpe optur.

Nedturen 2004-2012

Triumfen med Rosenborg gav Hareide jobbet som norsk landstræner i 2004, men trods enkelte højdepunkter som en 2-1 sejr over Messis Argentina i 2007, så forblev Norge under Hareide slutrundeløs.

Ufærdig.

Tættest på kom man i kvalifikationen til VM i 2006, hvor Tjekkiet viste sig for stærke efter playoff-kampe (1-0 og 1-0).

2008 var et mareridt uden sejre og Hareide trak sig efter fire kampe i kvalifikationen mod VM i Sydafrika.

I 58 kampe vandt Norge kun 24 og spillede stort set alle taktiske systemer ifølge transfermarkt.co.uk.

4-2-3-1, 4-3-3, 4-1-4-1, 4-4-2, 4-3-1-2, 3-5-2.

Tilpasning eller forvirring?

Nedturen fortsatte efter det mislykkede landstrænerjob.

Svenske Örgryte IS hyrede Hareide halvvejs gennem 2009-sæsonen til at redde klubben fra en truende nedrykning. Uden succes.

”Vi har lukket for mange mål ind. Vi måtte score to-tre for at få point. Så bliver det en tung rejse”, sagde Hareide efter skuffelsen.

Men her stoppede trænerens frie fald fra tinderne ikke.

Hareides største skuffelse kom nemlig i de tre år som hovedtræner i de norske klub Viking Stavanger.

Den taktiske fleksibilitet blev anfægtet af spillerne.

”I 2011-sesongen uttrykte spillerne misnøye med de hyppige endringene i måten å spille på. Etter interne diskusjoner ble det bestemt at klubben skulle spille 4-3-3”, som en norsk avisartikel beskriver forløbet.

I oktober 2011 ændres Hareides jobbeskrivelse fra træner til manager, da Viking ansætter spanieren Josep Clotet Ruiz som træner.

”Pep vil tilføre norsk fodbold nødvendige impulser. I Viking må vi blive bedre taktisk og meget bedre med bolden, når vi er så boldbesiddende, som vi er”, sagde Åge Hareide ved offentliggørelsen af det nye hierarki, hvor det taktiske også ændres fra det klassiske zoneforsvar til et u-skandinavisk mand-mand-forsvar.

En frugtløs revolution.

I maj 2012 oplever Hareide ”sin verste periode som fotballtrener” ifølge ham selv. Klubben ligger nummer 10, og i juni 2012 afskediges han så af Viking-ledelsen

”Kombinasjonen av dårlige resultater, og at klubben har gå bort fra det tradisjonelle soneforsvaret har skapt stor debatt i Stavanger. I løpet av møtet har vi bestemt oss for å gå tilbake til det tradisjonelle soneforsvaret. Vi kommer til å spille et 4-3-3 system. Det er et grep vi har bestemt oss for”, udtalte styreleder Christian Rugland om de taktiske årsager bag fyringen.

Efter stoppet i Stavanger lukkede Hareide et trænerhul i Helsingborgs IF i 2012-sæsonen, men i 2013 brugte Hareide kun tid på at holde fri og kommentere fodbolden for NRK. Trænerkarrieren syntes at være ovre.

Nye succeser 2014-2015

Men så kom opringningen fra Malmø.

Genoplivningen.

De forsvarende mestre Malmø ff vandt med Hareide Allsvenskan i 2014 og kvalificerede sig til Champions League-gruppespillet efter sammenlagte sejre over Sparta Prag og derefter Red Bull Salzburg med Peter Ankersen på holdet.

I 2015 blev Red Bull Salzburg igen slået på vej mod Champions League, men i Allsvenskan blev det kun til en femteplads.

På to sæsoner har holdet mest spillet 4-4-2 med to 6’ere (Adu og Lewicki), men også prøvet 4-3-3, 4-2-3-1 og endda 3-5-2 med pæn succes.

Malmø ff-spydspidsen Markus Rosenberg kalder Hareide for en ”lun træner”, der giver de unge tryghed og frihed.

Vi kan variere vores spil. Vi har prøvet at spille på forskellige måder i Allsvenskan. Alt er med tanke på, at vi skal spille større kamper. Vi måste vara kapabla att stänga matcher och att attackera. Det gör vi också med tanke på att utveckla laget till nästa år. Det är inte säkert att alla spelare gillar de positioner hag sätter dem i”, fortæller Hareide til Sydsvenskan i 2014 om Malmøs taktiske stil som i 2015 gav 53,5% boldbesiddelse i Allsvenskan.

Real Madrid udnyttede i tirsdagens Champions League-kamp på det slemmeste den skandinaviske 4-4-2-models svagheder. Malmøs højtstående bagkæde giver plads at løbe på i dybden, og de svenske sideforskydninger i to kæder af fire gav rum væk på kanten – især ved hurtige vendinger af spillet. Og hurtigt gik det.

0-8.

Den værste overgang i historien til et nyt job?

Den norske spillestil, som vi husker den.

I 1994 udgav Egil ”Drillo” Olsen bogen ”Effektiv fodbold”, der blev pensum på træneruddannelsen i Norge. Zoneforsvar og presspil lød den defensive devise, men det var især angrebsspillet som blev berømt/berygtet.

Gennembrudshidsighed var nøgleordet, der blev et modeord for beskrivelsen af det offensive spil. Wimbledons opstigning i 1980’erne fra 4. Division til toppen af engelsk fodbold med ”kick and rush” blev fremhævet som en model at følge, ligesom ”Drillo” hyldede statistikken der viste, at 66% af alle scoringer ved VM 1982, 1986 og 1990 kom efter angreb med 0-3 afleveringer.

Så pasninger over længere afstande i længderetningen øgede muligheden for at lave mål samt minimerede risici i spillet, da spillet hurtigt flyttes op på modstanders banehalvdel. Modstanderen får dermed ikke mulighed for at starte deres angreb på midtbanen efter et boldtab.

Det norske landshold lagde derfor stor vægt på bevægelse for at kompensere for nogle manglende tekniske færdigheder, og fordi denne dynamiske spillestil var effektiv.

Gennembrudshidsige hold skabte flere dødbolde på sidste tredjedel end hold der havde fokus på boldbesiddelse, og standardsituationer var et vigtigt fokuspunkt under ”Drillo”, lige som de offensive omstillinger blev trænet igen og igen.

Men kønt var det ikke altid.

Men så skete der noget i Norge.

Bølgerne fra FC Barcelonas boldbesiddende tekniske fodbold ramte også kysten i Norge, og under landstræner Per Mathias Høgmo har man assimileret det til et skandinavisk udtryk.

Mere offensiv variation. Dominans på bolden. Stoppere med spilopbyggende kvaliteter. Og falsk 9’er er ikke utopi.

Fodboldforbundet har netop færdiggjort en manual, hvor nogle gennemgående tanker for de unges fodbolduddannelse samt spillestilen for ungdomslandsholdene er nedskrevet.

Ikke så langt fra den røde tråd som de unge danske spillere opdrages med.

Dårlige resultater fik dog landstræneren til på det seneste at nærme sig ”Drillo”, hvad angår (u)tålmodighed i opbygningen.

Den justerede spillefilosofi gav playoff-kampe mod Ungarn.

Norsk fodbold i dag repræsenteres flot af den Messi-lignende komet Martin Ødegaard. Venstrebenet tekniker i Real Madrid.

En ny spændende generation med Mats Møller Dæhli, Joshua King, Magnus Wolf Eikrem og andre i front har givet fodbolden et ansigtsløft.

Norge version II.

Konklusion

”Åge er modsat Drillo. Åge vil spille teknisk fodbold og meget direkte. Malmø spiller power-fodbold, og det er sindssygt underholdende. Jeg håber, at landsholdet kan komme til at spille som Malmø. Det er mere direkte end Morten Olsen”, mener Peter Graulund, der spillede under Hareide i Brøndby IF i sølvsæsonen i 2000/2001

Hareide opfylder DBU’s vigtigste kriterier: Skandinavisk kendskab, International erfaring og succesfuldt CV.

Opgaven er simpel: Han skal få landsholdet til at vinde.

Ikke videreudvikle.

Formationen, Hareide vælger til landsholdet, vil basere sig på spillerne, han har til rådighed.

4-3-3. 4-4-2. 7-9-13. Der er kun fodboldjuridiske grænser.

Spillestilen bliver lagt på baggrund af de færdigheder, de bedste danske spillere har, og lur mig, om den ikke kommer til at ligge tæt op af Morten Olsens filosofi.

Også i Malmø vil Hareide gerne sende opspillet gennem de to centrale midtbanespillere (Adu og Lewicki). Også selvom modstanderne hedder Real Madrid og presser højt.

Men det danske spil bliver med sikkerhed tilføjet et mere direkte aspekt.

Bolden vil blive sat mere på spil. Løbene uden bold vil være mere i længderetningen. Succesraten for pasninger vil falde. Mindre kontrol og flere tilfældigheder. Men forhåbentlig vil målkvotienten stige.

Kreditten til en norsk træner vil ikke være nær så stor, som til en dansk legende på størrelse med HC Andersen.

Hareide vil hurtigt komme under pres, hvis spillestilen og resultaterne ikke behager befolkningen.

”De spiller norsk”, som min far lettere nedsættende stempler hold, der spiller med mange lange bolde, og han er ikke den eneste med den “fordom” indplantet på harddisken.

Hareide har som dansk landstræner sit pas imod sig.

Han skal levere fra start.

(12-11-2015) U21: A-landsholdet nås via Rundetårn og et tordenskrald

Hvor langt er der fra U21-landsholdet til A-landsholdet?

Der er vel lige så langt som fra Rundetårn og til et tordenskrald.

Umuligt at måle.

I morgen, fredag den 13. (uha uha…), glæder denne blogger sig til at kommentere kvalifikationskampen mod EM i Polen 2017 mellem Niels Frederiksens U21-landshold og Rumænien på TV2 Sport, og her får vi igen muligheden for at blive klogere på de mange spændende Superliga-talenter, der alle drømmer om en ”rigtig” landskamp.

Og et par af U21-spillerne behøver ikke knibe sig selv i armen.

Landsholdets rugekasse for unge talenter har efter EM-bronzen i Tjekkiet sagt farvel til mange profiler, der enten er for gamle (født i 1993 eller tidligere: Falk, Vestergaard, Thomsen etc.) eller for gode (Højbjerg, Fischer, Andreas Christensen med flere), så nu er det den nye generations tid.

Så hvor tæt er det nyeste kuld danske stjernefrø – som Frederiksen har udtaget – fra et opkald fra Morten Olsen?

Hos hvilke spillere ligger der størst (gemt) potentiale?

Statistikkernes holdeplads

Med hjælp fra statistiknørderne fra Prozone skal denne blog prøve at kvantificere forskellen fra et par af de lovende talenter med U21-alder til en A-spiller, der er en del af Olsenbanden.

Hvis der er en forskel i Superligaen?

En sammenligning som ikke er uden blinde vinkler (spillestil, klubhierarkisk rolle etc.), men lad os tage ja-hatten på et øjeblik.

Back to life…

På backpositionen ønsker U21-holdets Jakob Blåbjerg forhåbentlig at eliminere Riza Durmisi fra Olsens planer som venstreback. Kigger vi på statistikkerne er AaB-spilleren endnu bedre i pasningsspillet. Han er meget mere på bolden, men offensivt er Brøndbybacken både mere driblestærk og indlægsvillig. Blåbjerg skal ikke kopiere Durmisi, men for at realisere drømmen om en A-kamp er det nødvendigt med flere offensive aktioner.

Back Individuel bold-

besiddelse

Indlæg Succesfulde

Fremadrettede

pasninger

Antal gange man afdribles

Per kamp

Pasning

sidelæns

Driblinger
Durmisi 55,51 3,98 7,62 0,99 21,29 2,07
Blåbjerg 72,51 0,29 15,28 0,43 41,37 0,72

Agger og ve 

Som central forsvarsspiller i Superligaen er Daniel Aggers karriere en høj overligger at sigte efter. Men hvorfor ikke?

Andreas Maxsø og Patrik Banggaard er et stykke derfra. Alle Aggers kompetencer kan selv sagt ikke måles, men på de målbare elementer i spillet er de to U21-stoppere ikke så langt derfra.

Læg dog især mærke til statistikken, der viser antallet af gange de respektive stoppere snydes af en modstander. Suveræn Agger.

Maxsøs evner på bolden er ”Aggersk”, og det er et niveau FCN-spilleren skal holde fast i, hvis A-landsholdsudtagelsen skal opnås, for ”den røde tråd” kræver en opspilsstærk stopper.

Centralt

Forsvar

Ind. bold-

besiddelse

Frispark begået Antal gange man afdribles

Per kamp

Vellykkede fremadrettede pasninger Førstegang pasninger
Agger 61,36 0,73 0,10 13,63 21,5
Maxsø 62,05 0,95 0,73 11,86 20,73
Banggaard 43,7 0,5 0,50 10,42 20,84

 

6-8-10 eller 7-9-13?

På den centrale midtbane i 4-3-3-systemet har Superligaen flere emner i spil til de tre positioner til landsholdet.

Til den defensive midtbane (6’eren) har vi Delaney og Kvist. Mens 8’er-positionen som i højere grad kræver felt til felt løb mere ligger til Jakob Poulsen og Thomas Kahlenberg. Sidstnævnte kan endda også klare de kreative krav på 10’er-pladsen (den offensive midtbane), som statistikken viser (2,57 assist til afslutning).

U21-drengene Casper Nielsen og Christian Nørgaard er i spil som 8’ere. Nærmere 10’er end 6’er.

Sammenligner vi A-spillerne med U21-knægtene springer statistikken for antallet af pasninger i øjnene. Hvor A-spillerne dominerer opspillet på klubholdet, så indtager løbestærke Nielsen og afslutningsparate Nørgaard mere ydmyge roller med bolden. Kahlenbergs indsats og betydning i afslutningsspillet ses i øvrigt tydeligt. Noget at stile efter. Nørgaard er tættest på – ifølge tallene – som indikerer, at BIF-spilleren skal kunne spille endnu hurtigere (45% pasninger med førsteberøring) for at komme tættere på ”Olsenbanden” (Kahlenberg, Poulsen med 53-61%). En situationsbestemt størrelse selvfølgelig.

Central

Midtbane

Pasninger, antal pasninger mod sidste tredjedel Assist til afslutning Antal bolde spillet videre med 1. berøring Skud per kamp / Chancer per kamp

 

Kahlenberg 57,07 6,09 2,57 30,14 (53%) 1,6 / 0,64
Kvist 66,82 9,38 1,04 31,56 (47%) 0,66 / 0,19
Delaney 61,51 9,45 0,9 31,73 (52%) 1,58 / 0,53
J. Poulsen 48,52 9,76 1,82 29,65 (61%) 1,09 / 0,22
Casper Nielsen 36,25 6,85 0,87 21,07 (58%) 1,21 / 0,17
C. Nørgaard (kun 6 kampe) 42,72 4,65 1,9 19,24 (45%) 1,69 / 0,63

På kant med det hele?

Der findes ingen 4-3-3 uden wings. Men hvor Dennis Rommedahl vel mere lå på kridtstregen end i mellemrummet, så er den fordeling omvendt for både Nicolai Jørgensen (der både har spillet angriber og 4-4-2-kant for FCK) og de unge ”kopier” Andrew Hjulsager og især Frederik Børsting, der alle helst søger bolden centralt.

Jørgensens driblefærdigheder er i en liga for sig. Børsting er en mere pasningsorienteret type, modsat Hjulsager, der løber meget med bolden og – som tallene viser – har potentiale til at score mange mål. Målsøgende og med få pasninger.

Wing / kant Førstegang pasninger Antal driblinger / kamp Succesfulde

Pasninger / kamp

Pasninger mod sidste tredjedel Afslutninger
N. Jørgensen 17,12 2,66 27,1 3,91 2,66
Hjulsager 15,39 0,76 18,62 2,47 2,47
Børsting 21,29 0,45 34,63 5,85 1,5

Frem med bolden til tiden. Er det fremtiden?

Helt fremme i formationen skiller Morten ”Duncan” Rasmussen sig markant ud med sin nærkamps- og hovedspilsstyrke, hvilket FC Midtjylland selvfølgelig udnytter i spillestilen.

Kenneth Zohore og Marcus Ingvartsen kæmper om U21-posten som central angriber. OB-spilleren minder i fysisk styrke og afspilsmønster mest om ”Duncan”, mens FCN-angriberen har flere bevægelser (og driblinger) i sig som en Nicolai Jørgensen.

Vejene til landsholdet er uendelige, så længe personligheden og kvaliteten i spillet passer. Mål er selvfølgelig et vigtigt parameter (Zohore 7, Duncan 4, Jørgensen 3, Ingvartsen 3).

Kigger vi på seneste runde i Superligaen, noterer jeg mig også nogle markante forskelle på ”ung og gammel”.

Duncan: 10,44 km, 35 sprints, 7,1 km/t i snit i 90 minutter mod EfB (5-2).

Jørgensen: 11,29 km, 35 sprints, 7,1 km/t i 90 minutter (Brøndby 0-0).

Ingvartsen: 10,28 km, 25 sprints, 7,8 km/t i 83 minutter mod Hobro (højre kant i 1-0-sejr)

Zohore: 8,45 km, 20 sprints, 6,5 km/t i 79 minutter mod Viborg (1-0 sejr).

OB-angriberen scorer mange mål, men tænk sig, hvis han forbedrede sin udholdenhed og arbejdsevne?

Så var han nok A-landsholdsspiller….

Central angriber Pasninger – antal Antal driblinger / kamp Skud per kamp Luftdueller Førstegang pasninger
N. Jørgensen 36,90 2,66 2,66 4,65 17,12 (46%)
Duncan 26,70 0,00 2,07 12,31 23,21 (87%)
Ingvartsen 23,96 1,11 1,66 6,51 16,20 (68%)
Zohore 25,36 0,66 3,09 5,63 21,06 (83%)

Konklusionen

Lasse Vigen Christensen og Lucas Andersen er U21-holdets største profiler, da de begge har været på Olsens læber. Udlandsproffer af en årsag.

Men hvorfor skulle Maxsø, Nørgaard, Ingvartsen og resten ikke også kunne opnå samme ære?

Det handler om den evige udvikling. Ønsket og sulten efter at forbedre sig og samtidig være mental stærk, når chancen byder sig.

Fredag i Rumænien har de danske U21-drenge muligheden.

Det handler om at vinde kapløbet mod de andre nationer til ”Rundetårn”, hvor EM-billetterne ligger.

Men også for den enkelte spiller at være spillemæssigt larmende som et tordenskrald, så Morten Olsen kigger hans vej.

 

Data: Alle tal fra PROZONE (og danskfodbold.com)

(11-11-2015) #hissehussehejsasa

“…nu skal svensken ha’ da-da”.

Der er ingen andre fodboldnationer – udover tyskerne – som vi danskere hellere vil besejre end svenskerne.

Men i 2015, hvor en landsholdsspiller med lethed passerer 50 klub- og landskampe på en sæson, er der ikke noget at sige til, hvis en svenskerkamp ikke smager af helt det samme for en dansker som det gjorde i gamle dage. Og omvendt det samme for svenskerne.

Det er underligt, saa stille og sammenbidte de staar – med nogle Miner som om det gjaldt Liv eller Død”. Hilste man paa gamle Bekendte iblandt dem, var det umuligt at fremkalde blot Antydning af Smil, hvorimod vi tog den mere med Ro, spøgte og lo“.

(B93’eren Poul “Pølse” Jensen om situation i spillertunnellen før landskampen mod Sverige den 14-6-1925. I bogen “Tre på landsholdet”. Danmark vinder 2-0).

Men med mediernes ekstra store interesse vokser vigtigheden af kampen selvfølgelig også i spillernes hoveder. Det ER mere end bare en playoff-kamp om EM.

Modstanderen er arvefjenden – vores hyppigste modstander, der ydmygede os i 40 år fra 1935-1975 (se TABEL 6).

Sammenligning af start-11: Danmark står stærkest mand-for-mand

Når vi ser bort fra betydningen af Skandinaviens bedste spiller nogensinde (?), Zlatan Ibrahimovic, og kigger på de andre positioner, så ser det rigtigt godt ud for Danmark.

Svenskerne har spillet både 4-4-2 og 4-3-3 (4-1-4-1), men jeg tror, de vælger den sidste løsning – trods midtbaneforfaldet og Panathinaikos-angriberen Markus Bergs fine form (matchvinder i weekenden). Derfor kan vi direkte sammenligne de to landshold trods spillestilsforskelle. Svenskernes 4-3-3 spilles mere direkte end danskernes. Oftere i bagrum eller til duel. Med Zlatan som “targetmand”.

Den store sammenligning kommer her:

Den bedste målmand er Kasper Schmeichel, selvom 34-årige Andreas Isaksons enorme rutine med 125 landskampe tæller tungt. i weekenden var Isakson dog sat helt ud af truppen i sin tyrkiske klub Kasimpasa. Modsat har Schemichel og Leicester City historisk succes i Premier League trods kun én clean sheet bagude.

Højrebackvalget er 50/50. Lars Jacobsen spiller vanligt i Guingamp (assist i forrige runde), mens 28-årige Mikael Lustig (assist i weekenden) kun har været med i 7 af 14 ligakampe hos det skotske tophold Celtic. Grundet skader. Hvor Jacobsen rører bolden (meget) mindre på landsholdet end venstrebacken (Durmisi, Boilesen, Simon Poulsen), så gælder det modsatte for Lustig (se TABEL) i sine kun tre kvalifikationskampe (af 10). Pierre Bengtsson (Mainz 05) er svenskernes alternativ på positionen.

I det centrale forsvar vinder Danmark klart. Simon Kjær/Daniel Agger vs Mikael Antonsson/Andreas Granquist. Den svenske FCK’er har været en del skadet og Patrick Ekwall fra svensk TV4 tror, at Erik Johansson fra belgiske Gent (reserve til Lasse Nielsen) får chancen ved siden af “Granen”. I Danmark er vi ikke i tvivl om vores centrale duo. Begge med succesoplevelser fra weekenden. Granquist, der sætter de fleste angreb i gang på landsholdet, imponerer i russiske Krasnodar med fast spilletid, men den høje stopper så uhjælpelig ud ved Østrigs 3-1 scoring på Friends Arena. Uha.

Venstreback-sammenligningen giver betydelig svensk fordel. Trods Riza Durmisis gode form og sin uimponerthed i rødt og hvidt, så tæller Martin Olssons Premier League-erfaring for Norwich City højt. Gul og blå vinder.

Den defensive midtbane (6’eren) vindes også af Sverige. Kim Källström spiller fast i schweiziske Grasshoppers, selvom et maveonde tvang ham ud (første minuttab i sæson) af weekendes sejr over FC Basel. Den 33-årige Källström fungerer som spilfordeler dybt i banen på landsholdet og er hyppigste svensker på bolden (se TABEL). Stærk spiller. William Kvist derimod har oplevet to Superligakampe på bænken for FCK siden sidste landsholdssamling, men den intelligente danske oprydders store erfaring på landsholdet sikrer ham en startplads alligevel, hvis denne blogafsender skulle sætte holdet.

De to andre centrale midtbanepositioner vindes af Danmark. Den skadede tovejsspiller Albin Ekdal (HSV) kommer svenskerne til at savne (Pontus Wernbloom er også skadet, men fik nok ikke startplads alligevel). Ekdal fik ikke scoret i kvalifikationen trods sine mange løb i feltet. I stedet spiller 6’eren Oscar Lewicki (som ellers fik hjernerystelse for Malmø ff mod Shakhtar Donetsk i forrige uge) eller den mere offensive Oscar Hiljemark (Palermo, anføreren fra svenskernes U21-guldvinderhold). Den tredje spiller centralt bliver nok venstrefodsdribleren Jimmy Durmaz (Olympiacos). Egentlig en kantspiller men i udekampen mod Rusland lå han centralt (i det defensive). Foran Kvist i den danske centrale trio er der konkurrence: Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Kahlenberg og Michael Krohn-Dehli (som blev indskiftet i ’78 for Sevilla mod Real Madrid i weekenden men nåede alligevel 24 vellykkede afleveringer på 12 minutter). Jeg tror på de to første (uden at have set den danske træning). Dansk overlegenhed.

På højrekanten måler vi Martin Braithwaite (eller Yussuf Poulsen) op mod Emil Forsberg. Svenskeren har stor succes for RB Leipzig, og har scoret fem mål for den ambitiøse 2. Bundesligaklub (modsat Yussuf Poulsens “torknote”). Forsberg er samtidig også aggressiv og løbestærk (i bagrum) og bliver en håndfuld at håndtere. Sveriges farligste kort efter Zlatan. Braithwaite spiller fast som 9’er for Toulouse. Han har ikke scoret siden sidste landsholdssamling (5 mål i sæsonen) trods sin position som den 12. mest afsluttende spiller i Europa (ifølge whoscored.com) med 4,1 skud/kamp. Lige bag Luis Suarez (Zlatan: nr.2…). Forsberg kontra Braithwaite? Svag dansk fordel.

Centralt i angrebet vinder svenskerne med en mil. Zlatan er Zlatan. Nicklas Bendtner scorede i forrige weekend men kan ellers kun drømme om et Zlatan-niveau. “Ibra” har to friske mål med mod Danmark og er delt topscorer i Ligue 1 med 9 mål, men har også haft problemer med skader. Geniet missede 2,5 kamp i kvalifikationen grundet ryg- og hæl-skavanker. Zlatan er samtidig en del mere involveret med bolden for Sverige end Bendtner for Danmark (se TABEL).

Christian Eriksen vinder forholdsvist nemt kampen om venstrekanten mod Erkan Zengin (Trabzonspor). Den tyrkisk-afstammende kantspiller har dog nettet tre gange for Sverige i kvalifikationen og er bestemt en spiller, vi skal passe på. Boldstærk og kreativ. Men “Kong Christian” er en Premier League-profil med succes, der leverer kvantitet og kvalitet. Meget på bolden. Også på landsholdet (se TABEL 4). I weekendens 1-1-kamp mod Arsenal var han igen Tottenhams flittigste spiller på bolden, havde tre afslutninger, skabte tre chancer og kælede 22 pasninger afsted på sidste tredjedel (Harry Kane havde næstflest med 15). No contest.

11 positioner. Danmark vinder den individuelle kamp 7,5-3,5.

Et godt udgangspunkt til at skabe et stærkt kollektivt udtryk. Fodbold er jo et holdspil, og mod Sverige bliver det mentale spil afgørende. Hvem kan spille mest frigjort? Med mest mod og frihed på bolden? Tage de bedste beslutninger? Og formår at bevæge sig SAMMEN på banen – både defensivt og offensivt?

Spiller begge hold op til deres bedste, og kampen blev spillet 100 gange, ville “Olsenbanden” vinde flere kampe end de ville tabe til dette svenske hold.

Men nu gælder det “kun” to kampe, så det kan blive marginaler, der bliver afgørende.

Lad os få nogle #hissehussehejsasa.

EKSTRA: Fik de unge chancen?

Sommerens U21-EM i Tjekkiet var en succes for begge nationer, men selvfølgelig mest for de guldvindende svenskere. Begge nationers A-landshold har også mærket effekten, men det er dog Olsen som har været mest villig/nødsaget til at kigge de unges vej.

Danmark og Sverige har begge givet seks spillere fra sommerens U21-EM spilletid i kvalifikationen mod EM i Frankrig, men hvor de unge under Olsen sammenlagt har fået 20 kampe, så har Hamréns guldvindere kun spillet 11 kampe (se liste). Olsen har desuden haft i alt ti U21-drenge i truppen (altså fire spillere uden spilletid) – Hamrén kun 8.

TABEL 1: Danmarks U21-drenges deltagelse i EM-kvalifikationen (Danmarks 8 kampe)

  1. Pierre-Emile Højbjerg – 7 kampe (1 mål)
  2. Yussuf Poulsen – 6 kampe (1 mål)
  3. Riza Durmisi – 3 kampe
  4. Uffe Bech – 2 kampe
  5. Pione Sisto – 1 kamp
  6. Andreas Christensen – 1 kamp
  7. Nicolaj Thomsen – 0 kampe (men i truppen)
  8. Jannik Vestergaard – 0 kampe (men i truppen)
  9. Jonas Knudsen – 0 kampe  (men i truppen)
  10. Viktor Fischer – 0 kampe (men i truppen)

TABEL 2: Sveriges U21-guldvinderes repræsentation i kvalifikationen (10 kampe):

  1. Isaac Kiese Thelin – 4 kampe
  2. Oscar Lewicki – 2 kampe
  3. John Guidetti – 2 kampe
  4. Alexander Milosevic – 1 kamp
  5. Abdullah Kahlilli – 1 kamp
  6. Branimir Hrgota – 1 kamp
  7. Filip Helander – 0 kampe (kun i truppen)
  8. Robert Quaison – 0 kampe (kun i truppen)

TABEL 3: UEFA-forskelle (statistisk) mellem Danmark og Sverige fra kvalifikationen

  • Pasningssucces i %: DK 90 – Sverige 86
  • Boldbesiddelse: DK 56% – Sverige 54%
  • Danmark har haft (marginalt) flere afslutningsforsøg i snit (selvom Sverige har spillet mod Liechtenstein to gange): 13,38 vs 13,1
  • Svenskerne lavede (marginalt) flere frispark
  • Svensker fik flere frispark (3 mere ca per kamp)
  • Svenskerne fik flere hjørnespark/kamp (5,7 vs 4,9)
  • DK tillod færre hjørnespark/kamp til modstander (3,4 vs 4,2)

TABEL 4: De hyppigste boldførere (pasninger/minuts spilletid) – kun spillere med minimum 100 afleveringer i kvalifikationen

Danmarks mest boldførende spillere:

  1. Thomas Kahlenberg – 0,86 (104 afleveringer i 121 minutters spilletid = 0,86)
  2. Pierre-Emile Højbjerg – 0,71 (574 minutter)
  3. William Kvist – 0,63 (512 minutter)
  4. Christian Eriksen – 0,61 (526 minutter)
  5. Simon Kjær – 0,56 (677 minutter)
  6. Daniel Agger – 0,54 (450 minutter)
  7. Michael Krohn-Dehli – 0,53 (657 minutter)
  8. Riza Durmisi – 0,38 (270 minutter)
  9. Kasper Schmeichel – 0,31 (720 minutter)
  10. Lars Jacobsen – 0,30 (470 minutter)
  11. Nicklas Bendtner – 0,26 (718 minutter)

TABEL 5: Sveriges mest boldførende spillere 

  1. Kim Källström – 0,72 (750 minutter). Defensiv midtbane (6’er)
  2. Andreas Granquist – 0,57 (810 minutter). Central forsvarsspiller.
  3. Erkan Zengin – 0,55 (747 minutter). Offensiv kantspiller.
  4. Mikael Lustig – 0,54 (219 minutter). Højre back.
  5. Jimmy Durmaz – 0,49 (509 minutter). Offensiv midtbane/kantspiller.
  6. Mikael Antonsson – 0,47 (720 minutter). Central forsvarsspiller.
  7. (Albin Ekdal – 0,45 (668 minutter). Central midtbane.)
  8. Zlatan Ibrahimovic – 0,38 (642 minutter). Angriber.
  9. Martin Olsson – 0,38 (712 minutter). Venstre back.
  10. Pierre Bengtsson – 0,36 (600 minutter). Højre/venstre back.
  11. Sebastian Larsson – 0,36 (668 minutter). Højre midtbane/back
  12. Andreas Isaksson – 0,25 (900 minutter). Målmand.

TABEL 6: Historien – Statistik før arvefjendeopgør nummer 105 og 106* (DBU har kun 103 i denne statistik)

12 kampe før 1920 = 9 sejre, 1 uafgjort, 2 nederlag = DANMARKs periode

10 kampe i 1920’erne = 5 sejre, 2 uafgjorte, 3 nederlag = DANMARK

10 kampe i 1930erne = 5 sejre, 5 nederlag = UAFGJORT (målscore: 24-24)

17 kampe i 1940’erne = 4 sejre, 4 uafgjorte, 9 nederlag = SVERIGE

11 kampe i 1950’erne = 1 sejr, 3 uafgjorte, 7 nederlag = SVERIGE

10 kampe i 1960’erne = 1 sejr, 2 uafgjorte, 7 nederlag = SVERIGE

11 kampe i 1970’erne = 3 sejre, 3 uafgjorte, 5 nederlag = SVERIGE

8 kampe i 1980’erne = 5 sejre, 1 uafgjort, 2 nederlag = DANMARK

6 kampe i 1990’erne = 3 sejre, 3 nederlag = UAFGJORT (målscore: 3-8)

8 kampe i 2000’erne = 4 sejre, 2 uafgjorte, 2 nederlag = DANMARK

 

(7-10-2015) Her er din højrekant, Olsen

Yussuf Poulsen tæt på en målmand. Helst i den anden ende af banen.

Yussuf Poulsen tæt på en målmand. Helst i den anden ende af banen.

Man kan ikke nævne Morten Olsen, landshold og højrekant i samme sætning uden også at tilføje Dennis Rommedahl.

Rommedahl besatte positionen fra Olsens første kamp som landstræner mod Færøerne i 2000 (hvor undertegnede afløste ham otte minutter før tid) og til 0-4-fiaskoen mod Armenien i 2013.

Og efterlod landsholdet efterfølgende med et gabende tomrum som skulle udfyldes. Hvad nu? Hvem nu?

Så jubii skreg vi, da Martin Braithwaite greb chancen med scoring mod Polen i kamp 1 efter Dennis Rommedahls landsholdsexit.

Her var afløseren.

Men siden…?

Braithwaites nervøse indsats i 2-2-nedturen mod Italien i Parken kostede dog hurtigt esbjergenseren opholdstilladelsen til ”Rommedahls Plads”, og heller ikke Emil Larsen og Rasmus Falk spillede sig i Olsens hjerte.

Nu står Olsen før Portugal-kampen med tvivl igen. Men samtidig også med mange valgmuligheder. Et positivt problem.

Statistikken

I 2014 og 2015 har Danmark i alt spillet 15 landskampe, og højrefløjen har været besat af syv forskellige spillere (i startformationen) – ingen anden plads i 4-3-3-systemet har haft større udskiftning:

Lasse Vibe – 5 gange

Yussuf Poulsen – 4 gange

Lasse Schöne – 3 gange

Pione Sisto – 1

Kasper Kusk – 1

Emil Larsen – 1

P.E. Højbjerg – 1 (dog i 4-4-2 mod Portugal i første halvleg)

(Uffe Bech indskiftes som højre kant i anden halvleg mod Portugal – højrekant nummer 8)

Valget oktober 2015

Morten Olsen ønsker konkurrence, og konkurrence har han fået.

Derfor:

Som makker til Lars Jacobsen, og som direkte danske modstander til Portugals formodede venstreback, Benfica-spilleren Eliseu (eller Fabio Coentrao), vil landstræneren kunne vælge mellem følgende fem løsninger og tilhørende form.

1) Lasse Vibe – Den landsholdsspiller, der mest har spillet pladsen til daglig (har også spillet centralangriber). En stabil spiller som garanterer en ”intelligent” og løbevillig indsats. Vibe kan lidt af det hele. Pasningssikkerheden i denne kvalifikation er dog næstdårligst af de fem kandidater: 79% (45 af 57).

Klubmæssigt går det fint: Tre mål i 10 kampe i The Championship. Men dog tre nederlag på stribe og trænerskifte fra hollandske Marinus Dijkhuizen til den tidligere midtbanekriger Lee Carsley. Paradigmeskifte i Brentford FC og spillestilskontrast til landsholdet.

2) Yussuf Poulsen – Højere toppræstation end Vibe. Mere eksplosiv. I Red Bull Leipzig har Poulsen spillet højrekant i et par kampe men også frontangriber. Men mest som indskifter. Har været ramt af bænkpladser, influenza og ”torknote”. Ingen mål endnu, men derimod en ny kontrakt. Svingende form. Pasningsstærk: 51/57 succesfulde i kvalifikationen (89%) heraf 16/20 som højre wing i Armenien.

3) Martin Braithwaite – Målfarlig (5 scoringer i 9 kampe i Ligue 1), selvtillidsfuld men ikke højre kant for Toulouse. Flittig afslutter, og på det punkt er han i top 10 i Europa (Ronaldo er den flittigste). For at afdrible sin modstander langs sidelinjen kræves der fart af wingen, og det har Braithwaite. På landsholdets højrekant har han dog været mere skuffende end skabende. Kun 9 pasninger og 8 succesfulde i kvalifikationen. Men grundet målformen i Ligue 1 er han en stærk kandidat til en startplads eller i det mindste indskiftningsrolle mod Portugal.

4) Pione Sisto – Sprintvillig og trickrig. Har Superligarekord med 56 sprints i en kamp (i følge Prozone). Uforudsigelig på både godt og ondt. Men i FCM spiller han venstre kant. Debuten mod Albanien viste potentialet men også foreløbige begrænsninger. En god afslutning, fine tekniske indslag men også med syv fejlpasninger/boldtab i kun 16 forsøg i første halvleg. Et glimrende kort fra bænken.

5) Nicolai Jørgensen – Spiller aldrig på højrekanten i FCK. Men det gjorde han fint i 3-0 sejren over Tjekkiet i 2013. Fysik, hovedspilstyrke, kreativ og stærk som opspilsstation. Pasningssucces på 89% (34 af 38) indtil videre i kvalifikationen er rigtigt fint. Fin form for FCK, men han er ikke højrekant og vil derfor ikke føle sig hjemme på posten.

Blå Himmel over Yussuf (og de andre)...

Blå himmel over Yussuf (og de andre)…

Valget 2015

Det er ikke ligegyldigt, om en wing spiller til venstre eller højre på banen. Det siger sig selv, at der er vinkler og mønstre som spejlvendes.

Det forklarer til dels Pione Sisto og andres kvaler på landsholdets højre wing.

Derfor er Lasse Vibe og Yussuf Poulsen favoritter for mig til at spille wingen i modsatte side af Krohn-Dehli/Eriksen i Braga. Vibe og Poulsen har erfaring på pladsen med fra dagligdagen.

Morten Olsen vil selvfølgelig vurdere alle kandidater til træning og tage indtrykket med ind i beslutningsprocessen. En fordel, vi andre ikke har.

Men her kommer et skud fra presserummet:

Yussuf Poulsen har ikke vist topniveau endnu i Red Bull Leipzig og det svækker hans kandidatur.

Men Lasse Vibe er heller ikke brandvarm og blev senest skiftet ud efter en times spil i 0-2 nederlaget på iPro Stadium i Derby (Up the Rams!).

Jeg har tidligere hældt til, at Lasse Vibe ville vinde ”kampen om kanten”, men efter et længere kig i noter, statistikker og diverse højdepunkter på nettet, giver Poulsen som den udvalgte mere logik.

Power og fysik.

Hovedspil. I begge ender af banen.

Mere pasningssikker.

Derfor bliver det et ”yes” til Yussuf.

 

data: uefa.com, transfermarkt.co.uk, dbu.dk

(1-9-2015) Bedst i test: Kjær/Agger, Kjær/Bjelland eller Bjelland/Agger?

Fokus på landsholdstræning i Helsingør

Hvem skal Kasper Schmeichel have foran sig i forsvaret?

Andreas Bjelland er skadet, så forsvarsduoen centralt i Morten Olsens bagkæde i 4-3-3-systemet giver sig selv.

Simon Kjær og Daniel Agger skal for 20 gang i de seneste 45 landskampe danne boldværk i den rød-hvide trøje.

Det er faktisk overraskende få gange. Før optællingen havde denne blog forventet, at Kjær-Agger havde spillet flere kampe sammen.

Men hvilken konstellation i midten af forsvaret har egentlig været bedst for Danmark?

Vi tester duoen, og sådan har startopstillingen været forskellig i de seneste 44 landskampe*:

  • Simon Kjær – Daniel Agger: 19 landskampe sammen
  • Simon Kjær – Andreas Bjelland: 11 gange
  • Andreas Bjelland – Daniel Agger: 5 gange
  • Jores Okore – Daniel Agger: 2 (DK-Finland 2-1, DK-Slovakiet 1-3)
  • Simon Kjær-Erik Sviatchenko: 2 (DK-USA 3-2, Frankrig-DK 2-0)
  • Matthias “Zanka” Jørgensen – Daniel Agger: 1 (Norge-DK 1-1, 2011)
  • Jores Okore – Andreas Bjelland: 1 (DK-Georgien 2-1)
  • Bo Svensson – Simon Kjær: 1 (Island-DK 0-2, 2011)
  • Simon Kjær – Kris Stadsgaard: 1 (Tyrkiet-DK 1-1, 2012)
  • Matthias “Zanka” Jørgensen – Bo Svensson: 1 (Slovakiet-DK 1-2, 2012)

Simon Kjær har altså spillet 37 af de 44. Agger kun 27 og Bjelland 17.

Går vi efter sejrssuccesen** og negligerer, at modstanderstyrken selvfølgelig har været forskellig, så er vinderen…:

  1. Andreas Bjelland – Daniel Agger: 70% (5 kampe: 3 sejre, 1 uafgjort, 1 nederlag)
  2. Simon Kjær – Daniel Agger: 52,6% (19 kampe: 8 sejre, 4 uafgjort, 7 nederlag)
  3. Simon Kjær – Andreas Bjelland: 50% (11 kampe: 5 sejre, 1 uafgjort, 5 nederlag)

Sejrsliste***

Andreas Bjelland – Daniel Agger (af 5 kampe)

  • Danmark-Malta 6-0 (2013)
  • Armenien-Danmark 0-1 (2013)
  • Danmark-Sverige 2-0 (2011)

Simon Kjær – Daniel Agger (19 kampe)

  1. Danmark-Serbien 2-0 (2015)
  2. Danmark-Sverige 1-0 (2014)
  3. Danmark-Norge 2-1 (2013)
  4. Malta-Danmark 1-2 (2013)
  5. Tjekkiet-Danmark 0-3 (2013)
  6. Danmark-Holland 1-0 (EM 2012)
  7. Danmark-Australien 2-0 (2012)
  8. Danmark-Norge 2-0 (2011)

Simon Kjær – Andreas Bjelland (af 11 kampe)

  1. Danmark-Montenegro 2-1 (2015)
  2. Serbien-Danmark 1-3 (2014)
  3. Danmark-Armenien 2-1 (2014)
  4. Danmark-Portugal 2-1 (2011)
  5. Cypern-Danmark 1-4 (2011)

 

*Af logistiske årsager går denne undersøgelse kun tilbage til og med 2011: 44 landskampe

** Sejrsprocent = Sejre, hvor uafgjort tæller som halv sejr, divideret med antal kampe

*** Uanset hvor længe duoen var på banen sammen i kampen

IMG_0440

(11-6-2015) Derfor slår vi Serbien

Danskerne har Serbien i kikkerten

Danskerne har Serbien i kikkerten

På med klaphatten.

Danmark står bedst rustet inden kvalifikationskampen mod Serbien i Parken på lørdag.

Hvis vi sammenligner den danske landsholdstrup med den serbiske.

Et kig på forskellene mellem dansk fodbold generelt og de tilsvarende serbiske forhold viser også tydeligt, at det er to forskellige fodboldkulturer, der mødes.

 

Undersøger vi først de aktuelle landshold, så har Danmarks 23-mandstrup…

… mere landsholdserfaring:

  • Dansk landsholdstrup med 592 landskampe tilsammen = 25,7 per spiller, hvor Serbien kommer til Parken med 22,3 kampe per spiller.

…. bedre målstatistik på landsholdet:

  • Dansk landsholdstrup med 67 landskampsmål tilsammen = 3,35 mål per 20 markspillere. Den serbiske landsholdstrup har kun scoret 2,1 mål per 20 markspillere (42 mål).

… landsholdsspillere med mere spilletid i klubberne:

  • 6-5 til Danmark (når spillerne sammenlignes, position for position – se tabel)

… været mere målfarlige i klubregi:

  • 99 ligamål i klubregi i 2014/2015 fra de danske landsholdsspillere = 4,95 per markspiller. Serbien med 4,1 per markspiller.

Serbien har dog også nogle fordele. Og andre forskelle. De har…

…. bedre individualister

  • 8-3 til Serbien (når spillernes klubber sammenlignes via UEFA’s klubrangering, position for position. Se tabel)

… større klubmæssig eksportmarked (grundet flere individualister). Serbien-Danmark 5-1

…flere penge i klubfodbolden (hvis man sammenligner den største klub fra hvert land), Partizan-FCK 2-1:

  • FK Partizan har solgt spillere for 632 millioner kroner ifølge Transfermarkt. Det er mere end dobbelt så meget som FC København har skrabet sammen – eksklusiv indkøb – i samme periode (295,3 millioner kroner).

… en mere ulige liga (mål på de seneste fem sæsoner i europæiske ligaer):

  • Kun ligaen i Portugal (Benfica, Porto) og i Spanien (Barcelona, Real Madrid) har en liga med større pointmæssig afstand fra bund til top. Det er helt modsat den danske Superliga: Kun den finske og polske liga overgår Superligaen i lighed (se tabel)

… er bedre til U-landshold:

Vellykkede kvalifikationer til ungdomsslutrunder Danmark Serbien
U21 (af seneste 9 slutrunder) 3 7         (to finaler: ’04, ’07)
U20 (VM) 0 1         (Debut 2015 – kvartfinale indtil videre)
U19 (siden 2002) 0 7       (Mester i 2013)
U17 (siden 2002) 3     (semifinale 2011) 4       (kvartfinale 2002)

Men så stopper den serbiske fest.

For det er fint at være god til ungdomsfodbold, men det vigtigste lige nu er jo styrkeforholdet mellem de to A-landshold, og her er de rød-hvide i front.

På FIFA’s rangliste for landshold ligger Danmark (nr.29) hele 16 pladser bedre placeret end Serbien (nr.45), og det skyldes blandt andet, at Morten Olsen har skaffet os til flere slutrunder.

Serbien har kun deltaget ved to af de seneste syv slutrunder (i Morten Olsens landsholdstræner-æra). Nemlig VM 2006 og 2010. I samme periode – altså efter EM i 2000 – har Dannebrog vejret ved fire slutrunder.

Det som for alvor flytter fordelen på danske fødder er den aktuelle status.

Serbien er under pres.

De skal vinde i Parken.

Træneren er ny og uerfaren – og nummer 12 siden 2000 – og er ingen autoritativ skikkelse, hvilket de temperamentsfulde ”ørne” ellers har brug for.

Holdet er ikke sammenspillet. Der er indre uro.

Spillerne præsterer markant dårligere på landsholdet end på deres respektive klubhold.

Aleksandar Mitrovic bomber løs for Anderlecht, men ikke for landsholdet. Og han er slidt. Helt modsat vores Bendtner (jeg tror ikke på den lyskeskade…).

Forventningerne i Serbien til landsholdet er samtidigt urealistisk store, hvilket også svækker sammenhængskraften hos spillerne, der kommer fra et område i Europa, hvor man i forvejen – vil jeg påstå – handler mere individuelt end i Skandinavien.

„…(the) public is always very pretentious about the national team: they want results that this team is not able to accomplish. But media and national football association is to blame for this fact, too, because they praised the players too much. Many among the players are really very successful in foreign football clubs, but they are not in the national team. This does not refer to Matic, but he alone is not enough for success…”.
(Journalist Márk Zakinszky, Novi Sad TV, i et svar om forventningerne til det danske landshold til TV2 Sport)

Serbien har ofte brug for en genistreg, for kollektivet garanterer ikke stabilitet.

Optimismen må derfor være stor hos landstræner Olsen før den selvfølgelig svære hjemmekamp.

Dansk sejr mod Serbien sikrer stort set Danmark en EM-billet til Frankrig, hvis vi ellers undgår nederlag til Albanien i Parken.

Selvom meget tyder på, at Danmark vinder, hvis du altså spørger denne blogs afsender, såååå… er der jo det med at bolden er rund og græsset er grønt.

Alting kan ske.

Udfaldet af en fodboldkamp mellem to lige mandskaber vil altid blive afgjort på dagen. Personligt plus eller minus blandt aktørerne kan ødelægge alle velmente forudsigelser.

Men sandsynligheden for, at det ene hold vinder, kan vi godt skrabe lidt i, og med denne blog skulle det gerne stå klart, at Morten Olsens drenge har flere fordele mod Serbien, hvilket gør en sejr meget sandsynlig.

Kampen mod Danmark

”…Many think that the first game (Serbien-Danmark 1-3, red.) does not really show the relation between the Serbian and Danish team. Denmark simply managed to use the Serbian team’s weaknesses…”.

(Serbisk journalist Márk Zakinszky, Novi Sad TV, i et svar til TV2 Sport)

Det er sommer og uden for sæsonen, så friskhed, rytme og mæthed kan være afgørende faktorer i et opgør som mod Serbien.

Nogle spillere har sikkert ydet maksimalt og sukker efter ferie. Andre søger med sult nye succeser men med rust i leddene og forsinket tankekraft efter en frustrerende tid med for få spilminutter. Og så er der alt derimellem disse ekstremer.

Sætter vi de formodede startopstillinger (4-3-3) over for hinanden og antager, at 100% spilletid (kun liga) i klubben er bedst, får vi følgende regnestykke:

Målmand:                   V. Stojković – 97% v Schmeichel – 62,2%

Højre back:                 B. Ivanović –100%   v Jacobsen – 61,3%

Central forsvarsspiller:         N. Maksimović – 69,7%        v Kjær81,3%

Central forsvarsspiller:         M. Nastasic 44,4%     v D. Agger – 48,6%

Venstre back:            A. Kolarov – 43,5%   v Simon Poulsen – 89,7%

6’er                 N. Matic – 91,3%      v Kvist – 38,3%

8’er                 L. Milivojevic – 60% v Højbjerg – 40,6%

10’er               A. Ljajic – 59,2%        v C. Eriksen – 91,3%

Højre kant:                 Z. Tošić – 67%           v Lasse Vibe – 97,6%

Venstre kant  L. Markovic – 34,4% v Krohn-Dehli – 90,2%

9’er                 A. Mitrovic – 89,1% v Bendtner – 19,4%

6-5 til Danmark

Så er der forskel om man som Stojkovic vogter målet i Maccabi Haifa modsat Schmeichels parader i Premier League. Lige som Vibes mange svenske oplevelser ikke vægter 1:1 med Tosic’ russiske rævestreger på højrekanten.

Men udgangspunktet er at få mest ud af den kontekst, som man er havnet i.

Konklusionen må derfor være lille serbisk fordel.

Friskheden kan vi ikke måle.

Mon ikke Matic og Ivanovic har mistet noget sult efter triumfen med Chelsea i verdens hårdeste liga? Bare et gæt.

Individuelle kompetencer – klubsammenligning

En sammenligning af de to landsholds individuelle styrker bliver også en tilsnigelse.

Kigger vi på UEFA’s rangliste for klubhold, så bliver man bekræftet i, at serbernes profiler rangerer højere set med internationale briller.

Målmand:                   V. Stojković (140)   v Schmeichel – ( – )

Højre back:                 Ivanović (4)  v Jacobsen – (101)

Central forsvarsspiller:         Maksimovic (78)       v Kjær – (60)

Central forsvarsspiller:         Nastasic (7)  v D. Agger – (210)

Venstre back: A. Kolarov (17)        v N. Boilesen – (26)

6’er                 Matic (4)                   v Kvist – (99)

8’er                 L. Milivojevic (41)                      v Højbjerg – (3)

10’er               A. Ljajic – (46)           v C. Eriksen – (21)

Højre kant:                 Z. Tošić – (34)         v Lasse Vibe – (240)

Venstre kant  L. Markovic (42)     v Krohn-Dehli – ( – )

9’er                 Mitrovic – (41)        v Bendtner – (67)

Serbien-Danmark 8-3 (lighed giver halvt point)

Selvom der er mange størrelser som på en måde er usammenlignelige (er Maccabi Haifa en større klub end Leicester City?), så giver UEFA’s Ranglist for klubhold en indikation af, at Serbien individuelt har mere at skyde med end Morten Olsens drenge.

Fodbold er et holdspil, men det er ofte en individuel fejl eller fabelagtighed som bliver afgørende i tætte kampe.

Serbisk fordel.

Eller hvad?

I think that the national team leader (landstræner Curcic, red.) does not properly organize the game. He does not use some players like Lazar Markovic, Aleksandar Mitrovic (and) Filip Djordjevic as he should. Ivanovic and Matic are worldclass players. Serbia’s forward and midfielder players are strong, but national team leaders (trænerne, red.) are not using them in the right way…”.

(Journalist Márk Zakinszky, Novi Sad TV, i et svar til TV2 Sport)

Erfaring og sammenhørighed – Målt på landskampe

Det særligt danske?

Det særligt danske?

Sammenhørighed.

Den usynlige lim, der binder enkeltdelene sammen på et fodboldhold.

Sammenhængskraft skabt blandt andet via kontinuitet på spillersiden.

Hvem har spillet flest landskampe i snit, Danmark eller Serbien?

Det danske hold har mest erfaring. Ved EM 2012 var hele 13 af de nedenstående navne med. Ved VM 2010 går otte navne igen til i dag. Udover landstræneren.

  1. Lars Jacobsen – 74/1
  2. Nicklas Bendtner – 67/29
  3. Daniel Agger – 66/12
  4. William Kvist Jørgensen – 56/2
  5. Christian Eriksen – 52/6
  6. Michael Krohn-Dehli – 50/6
  7. Simon Kjær – 49/2
  8. Jakob Poulsen – 31/1
  9. Stephan Andersen – 30/0
  10. Simon Busk Poulsen – 30/0
  11. Andreas Bjelland – 21/2
  12. Daniel Wass – 13/0
  13. Kasper Schmeichel – 11/0
  14. Morten ”Duncan” Rasmussen – 10/3
  15. Lasse Vibe – 8/1
  16. Viktor Fischer – 7/1
  17. Pierre Emile Højbjerg – 6/1
  18. Yussuf Poulsen – 4/0
  19. Thomas Delaney – 3/0
  20. Jannik Vestergaard – 3/0
  21. Andreas Christensen – 1/0
  22. Jonas Lössl – 0
  23. Pione Sisto – 0

Dansk landshold med 592 landskampe i alt til 23 spillere, svarende til 25,7 per spiller.

I alt 513 landskampe har de 23 serbiske spillere oplevet. Eller 22,3 landskampe per spiller. Seks spillere fra den nuværende serbiske trup var også med til den seneste slutrunde, man var til, VM 2010 i Sydafrika.

  1. Branislav Ivanović – 78 kampe/10 mål
  2. Zoran Tošić – 64/10
  3. Vladimir Stojković – 60/0
  4. Alexandar Kolarov – 54/6
  5. Radosav Petrović – 42/2
  6. Filip Đuričić – 20/4
  7. Ivan Obradović – 20/1
  8. Nemanja Matić – 20/1
  9. Lazar Marković – 19/3
  10. Ljubomir Fejsa – 18/0
  11. Dušan Basta- 17/2
  12. Matija Nastasić – 18/0
  13. Nenad Tomović – 17/0
  14. Aleksandar Mitrović – 12/1
  15. Adem Ljajić – 11/1
  16. Željko Brkić- 11/0
  17. Nemanja Gudelj – 9/1
  18. Luka Milivojević – 8/0
  19. Stefan Mitrović – 6/0
  20. Nikola Maksimović – 6/0
  21. Petar Škuletić – 2/0
  22. Živko Živković – 0/0
  23. Filip Kostić – 1/0

I alt 513 landskampe har de 23 serbiske spillere oplevet. Eller 22,3 landskampe per spiller (Mangler: Dušan Tadić – 30/6)

Flest mål på landshold

Kan vi score mål?

Kan vi score mål?

Det er fint nok men en stærk enhed, men uden folk som har evner foran mål, så ender selv de bedste intentioner i nedvendte mundviger.

Selvom vi selv mener, at vi mangler målscorere i Danmark, så har serberne et endnu større problem.

Første det danske hold:

 

  1. Nicklas Bendtner – 67/29
  2. Daniel Agger – 66/12
  3. Christian Eriksen – 52/6
  4. Michael Krohn-Dehli – 50/6
  5. Morten ”Duncan” Rasmussen – 10/3
  6. Andreas Bjelland – 21/2
  7. William Kvist Jørgensen – 56/2
  8. Simon Kjær – 49/2
  9. Lars Jacobsen – 74/1
  10. Lasse Vibe – 8/1
  11. Viktor Fischer – 7/1
  12. Pierre Emile Højbjerg – 6/1
  13. Jakob Poulsen – 31/1
  14. Stephan Andersen – 30/0
  15. Simon Busk Poulsen – 30/0
  16. Daniel Wass – 13/0
  17. Kasper Schmeichel – 11/0
  18. Yussuf Poulsen – 4/0
  19. Thomas Delaney – 3/0
  20. Jannik Vestergaard – 3/0
  21. Andreas Christensen – 1/0
  22. Jonas Lössl – 0
  23. Pione Sisto – 0

67 landskampsmål har de 23 (20 markspillere) danske landsholdsspillere scoret til sammen og fordelt på spillerne giver det 3,35 mål per aktør minus målmænd.

Serbien:

  1. Branislav Ivanović – 78/10
  2. Zoran Tošić – 64/10
  3. Alexandar Kolarov – 54/6
  4. Filip Đuričić – 20/4
  5. Lazar Marković – 19/3
  6. Radosav Petrović – 42/2
  7. Dušan Basta- 17/2
  8. Ivan Obradović – 20/1
  9. Nemanja Matić – 20/1
  10. Aleksandar Mitrović – 12/1
  11. Adem Ljajić – 11/1
  12. Nemanja Gudelj – 9/1
  13. Ljubomir Fejsa – 18/0
  14. Matija Nastasić – 18/0
  15. Nenad Tomović – 17/0
  16. Željko Brkić- 11/0
  17. Luka Milivojević – 8/0
  18. Vladimir Stojković – 60/0
  19. Stefan Mitrović – 6/0
  20. Nikola Maksimović – 6/0
  21. Petar Škuletić – 2/0
  22. Živko Živković – 0/0
  23. Filip Kostić – 1/0

Kun 42 landsholdsmål ligger der gemt i de serbiske støvler svarende til 2,1 per 20 markspillere.

Målnæsen er skarpest i Danmark.

Liga-Mål – hvem har scoret flest?

Den mest scorende i klubregi fra Serbiens landshold bomber mål i Anderlecht, mens den tilsvarende danske målkonge regerer i Allsvenskan.

Der ER forskel på et måls værdi, men vi forsøger en sammenligning alligevel, da selve følelsen af at lave mål er universel og er et udtryk for at lykkes i en kontekst.

  1. Aleksander Mitrović – 20 (+8 i cup) – Anderlecht
  2. Petar Škuletić – 16 mål (14+2 i liga + 8 i cup) – FK Partizan (udlejet) og Lokomotiv Moskva
  3. Nemanja Gudelj – 11 (+1 i cup) – AZ Alkmaar (Ajax i 2015/2016)
  4. Adem Ljajić – 8 (+1 i cup) – AS Roma
  5. Zoran Tošić – 7 (+1 i cup) – CSKA Moskva
  6. Branislav Ivanović – 4 (+ 1 i CL, 1 i Cup) – Chelsea FC
  7. Filip Kostic – 3 mål – VfB Stuttgart
  8. Luka Milivojević – 2 (+4 i cup) – Olympiakos (udlejet fra Anderlecht)
  9. Radosav Petrović – 2 (+3 i cup) – Gençlerbirliği (Dynamo Kiev i 2015/2016)
  10. Lazar Markovic – 2 (+1 i cup) – Liverpool FC
  11. Aleksandar Kolarov – 2 – Manchester City
  12. Ivan Obradović – 2 – KV Mechelen
  13. Nemanja Matić – 1 (+2 i CL) – Chelsea FC
  14. Nenad Tomović – 1 – AC Fiorentina
  15. Ljubomir Fejsa – 1 – SL Benfica
  16. Dušan Basta – 0 (1 i Coppa Italia) – SS Lazio
  17. Nikola Maksimović – 0 – Torino FC
  18. Matija Nastasić – 0 – Schalke 04
  19. Stefan Mitrović – 0 – SC Freiburg
  20. Filip Đuričić – 0 – Southampton FC
  21. Vladimir Stojković – 0 mål – Maccabi Haifa
  22. Željko Brkić – 0 – Cagliari Calcio (udlejet fra Udinese Calcio)
  23. Živko Živković – 0 – FK Partizan

Ligamål i alt fra serbiske landsholdsspillere: 82 ligamål = 4,1 per markspiller.

Danske målscorere i de respektive ligaer

  1. Lasse Vibe – 26 (19 ligamål i efteråret 2014 + 7 ligamål i 2015. Læg dertil pokalmål og internationale scoringer)
  2. Morten ”Duncan” Rasmussen – 13
  3. Christian Eriksen – 10 (+2 i pokal)
  4. Nicolai Jørgensen – 10 (+2 i EL)
  5. Daniel Wass – 8 (+2 i pokal)
  6. Pione Sisto – 8
  7. Martin C. Braithwaite – 6
  8. Jakob Poulsen – 4
  9. Simon Busk Poulsen – 3
  10. Andreas Bjelland – 3
  11. Thomas Delaney – 2 (+1 i pokal)
  12. Nicklas Bendtner – 1 (+4 i EL)
  13. Simon Kjær – 1 (+2 i pokal)
  14. Daniel Agger – 1
  15. Pierre Emile Højbjerg – 1
  16. Michael Krohn-Dehli – 1
  17. Lars Jacobsen – 1
  18. Nicolai Boilesen – 0
  19. William Kvist Jørgensen – 0
  20. Jonas Lössl
  21. Kasper Schmeichel
  22. Stephan Andersen

I alt: 99 ligamål per danske landsholdsspiller (uden målmænd): 4,95

Igen har danskerne mest krudt i kanonen.

Kontinuitet

Findes der noget større end landsholdet…?

Findes der noget større end landsholdet…?

Ethvert landshold har brug for stabilitet. Men også nye impulser.

På trænerposten har Danmark verdensrekord. Morten Olsens snart 15 år som landstræner overgås ikke af andre (store nationer), hvilket står som modsætning til tilstanden i den serbiske lejr.

Siden 2000 har Serbien haft 14 trænerskift (12 forskellige trænere). Alene 8 siden 2006.

Det er en grotesk statistik.

Da Morten Olsen blev landstræner i sommer 2000 ansatte Serbien & Montenegro Ilija Petković på den tilsvarende post. Petkovic fik meget symptomatisk kun fire landskampe på posten, da den politiske uro i området, da Slobodan Milosevic’ regering blev væltet, fik Petkovic til at acceptere et lukrativt tilbud fra Shanghai.

Siden har det serbiske fodboldforbund blandt andet prøvet de første to udlændinge som landstræner, nemlig spanske Javier Clemente samt senest hollandske Dick Advocaat.

Begge eksperimenter endte med fiasko.

Trænerrotationen minimerer både chancen for succes her og nu men også potentialet for udvikling på sigt.

Since Advocaat has left, tensions within the team have diminished, but there are still no results. It is evident that this team needs serious, authoritative leadership, but there is a need for changes within the Serbian football association, too…”.

(Journalist Márk Zakinszky, Novi Sad TV, i et svar til TV2 Sport).

Også på spillersiden gør for mange ændringer ondt.

Med kun få fællessamlinger om året gør udskiftninger – om det er personelt eller taktisk – det svært at skabe succes.

Derfor er det ikke uvæsentligt, hvor meget nøgleprofilerne har spillet sammen på landsholdet.

Serbien har siden 2014 spillet 11 landskampe.

Målmand har hver gang været Stojkovic – pånær i seneste kamp mod Azerbaijan, hvor Zeljko Brkic stod mellem stængerne – mens der har været otte forskellige firemandsbagkæder.

Ivanovic – Nastasic – S. Mitrovic – Kolarov er set tre gange, mens kampen mod Portugal gav debut til den måske stærkeste forsvarslinje Basta – Ivanovic – Nastasic – Kolarov.

Mod Danmark tyder det dog på, at højrebacken bliver besat af Ivanovic, hvilket giver plads til Nikola Maksimovic (Torino FC)i det centrale forsvar.

Danmark har i samme periode spillet 12 landskampe startende med 0-1 nederlaget til England på Wembley i marts 2014, og konstellationen har også været otte-foldig:

  1. Jacobsen-  Kjær  –  Bjelland      –    Simon Poulsen
  2. Jacobsen – Kjær  –  Sviatchenko –  Boilesen
  3. Wass – Kjær –   Sviatchenko –  Boilesen
  4. Jacobsen – Kjær  –  Bjelland    –      Boilesen
  5. Ankersen – Kjær  –  Bjelland   –  Boilesen (x3)
  6. Jacobsen – Kjær  –  Agger –  Boilesen
  7. Ankersen – Bjelland  – Agger – Boilesen
  8. Jacobsen – Kjær  –  Agger – Ahlmann (x3)

Mod Serbien får Danmark nok den niende version, da Simon Poulsen kommer ind på venstrebacken. Sådan så bagkæden faktisk ud ved EM 2012. Et godt tegn på stabilitet.

Fremtidens fodbold – Ungdommens vej

I 2006 indførte DBU ”Den røde tråd” for at skabe et ensartet udtryk fra U16-landsholdet til Olsenbanden, hvilket skulle gøre det lettere rent taktisk at være landsholdsspiller. Et fast udtryk og filosofi på de diverse landshold gør det ment at integrere nye spillere, som har haft U-landskampe og også simpelt at falde ind i rollen for de etablerede.

I Serbien har fodboldforbundet noget, DBU ikke har. Et træningscenter til alle landsholdene. Etableret i 2009. Men nogen spillestilsnøgle har forbundet ikke defineret så vidt vides.

Alligevel er Serbien enormt succesfulde med deres ungdomslandshold, hvilket sammenligningen med de danske forhold illustrerer.

  • U21 Serbien – Med ved 7 af seneste 9 slutrunder (finaler i ’04+’07- ikke ’11, ’13). 2015=1992-1994.
  • U21 Danmark – 3 af seneste 9 (heraf som vært i 2011)

 

  • U20 Serbien – 2015 (årgang 1995-1997) er første VM-deltagelse som Serbien. Vinder puljen foran Mexico, Mali og Uruguay (0-1), og slår Ungarn i ottendelsfinalen efter forlænget spilletid (2-1). Kvartfinale mod ? Mestre i 1987 som Jugoslavien. Udelukket i 1993-1995
  • U20 Danmark – Dansk U19 landshold har ALDRIG deltaget ved FIFA U-20 World Cup. Første kvalifikationsforsøg til UEFA European U-18/19 Football Championship var i 1971 (for the 1972 edition). Danmark udelukkede sig selv fra de første 22 slutrunder (fra 1948-1971).

 

  • U19 Serbien – 7 kvalifikationer siden 2002 (slutrunde i Norge). Europamestre i 2013. Tre semifinaler.
  • U19 Danmark – ikke deltaget siden 2001, som var det sidste år som U18-turnering (spillet i Finland)

 

  • U17 Serbien – 4 slutrunder siden 2002 (2002 – kvartfinale, 2006, 2008 og vært i 2011).
  • U17 Danmark – Kun 1 slutrunde i seneste 11 forsøg. Tre slutrunde siden 2002 (vært og kvartfinale i 2002, gruppespil 2003, semifinale i 2011). Deltog ved U17 VM i 2011 for første og eneste gang. Thomas Frank.

Men hvor mange af talenter bliver A-landsholdsspillere?

  • A-landsholdet i Serbien: 2 af seneste 7 (i Morten Olsens æra Danmark). EM i 2000 som Jugoslavien, VM i 2006 som Serbien & Montenegro, 2010 som Serbien.
  • A-landsholdet fra Danmark: 4 af seneste 7 slutrunder

Danmark klarer sig bare bedst, når drenge bliver til mænd.

Serbien som fodboldnation – En ulige kamp

Serbien som fodboldnation har denne blog beskæftiget sig med før. LÆS HER.

Men her kommer en uddybende vinkel.

Den serbiske klubfodboldscene er nemlig et noget andet teater end den danske Superliga.

”Superliga Serbije” domineres stort af to hold fra hovedstaden Beograd.

Partizan og Røde Stjerne har til sammen vundet 52 ligatitler siden 1949 (66 år).

Obilic titeltriumf i 1998 – for 17 år siden – var seneste udfordrer. Og før Obilic: Vojvodina i 1989.

Uligheden er markant i ”Jelen Superliga” modsat i den danske ditto, som trods FC Københavns økonomiske magtposition har haft forskellige mestre i fire sæsoner i træk og som derudover næsten har europarekord i mindst mulig afstand mellem medaljetagerne og nedrykkerne.

Kun Finland og Polen overgår Superligaen i lighed – målt på min måde.

Sammenlignes på tværs af Europa ligger den serbiske 1. Division derimod tredjehøjest på denne blogs selvkomponerede ulighedsrangering.

Da både en dominerende ligavinder og opgivende bundprop i en sæson kan skille sig markant ud (og dermed sløre det retvisende billede for ligaens konkurrencedygtighed), så måler jeg ligheden i ligaen ved at sammenligne, hvor mange point per kamp ligaens nummer to optjener mere end nedrykkeren på næstsidstepladsen?

Med de fejlkilder, statistikken må bære. Ligaer med flest kampe per sæson har også større pointsmæssig afstand per kamp fra top til bund.

Ved at kigge på de seneste fem sæsoner ses det, at kun Portugal (Benfica, Porto) og Spanien (Barcelona, Real Madrid) har en liga med større pointmæssig afstand fra bund til top.

Liga SNIT (så mange point per kamp scorer nr. 2 mere end næstsidst
FINLAND (12/1ned) 0,805
POLEN (16) 0,860
DANMARK (12) 0,862
ØSTRIG (10) 0,888
SCHWEIZ (10) 0,902
SVERIGE (16) 1,025
SKOTLAND (12) 1,025
NORGE (16) 1,033
FRANKRIG (20) 1,082
RUMÆNIEN 1,090
GRÆKENLAND (18) 1,116
TYSKLAND (18) 1,124
TYRKIET (18) 1,214
RUSLAND (16) – Ingen mester i 2011 1,236
ENGLAND (20) 1,254
BELGIEN 1,274
ITALIEN (20) 1,278
HOLLAND 1,282
TJEKKIET (16) 1,330
SERBIEN (16) 1,376
SPANIEN (20) 1,432
PORTUGAL (16) 1,542

Netop disse to serbiske storklubber leverer også indirekte mange spillere til A-landsholdet.

Den serbiske trup har kun tredjemålmand Zivko Zivkovic (reserve i Partizan!) fra den serbiske liga, men kigger vi på spillernes moderklub, så ser billedet således ud:

Hele 19 af 23 spillere har på et eller andet tidspunkt været i enten Partizan eller Røde Stjerne. Partizan har haft otte af spillerne fra den nuværende landsholdstrup på et tidspunkt før de fyldte 17 år. Og Røde Stjerne 7.

Partizan (eller satellitklub: Teleoptik) Røde Stjerne En 3. klub
Zivko Zivkovic Dusan Basta Željko Brkić (Vojvodina)
Ivan Obradovic Vladimir Stojković Branislav Ivanović (OFK)
Matija Nastasic Aleksandar Kolarov Antonio Rukavina (Bezanija, +1 år i Partizan)
Radosav Petrović Nenad Tomovic (som 17-årig) Milan Biševac (små klubber + 3 år i Røde Stjerne)
Lazar Markovic Stefan Mitrovic (+ Rad) Nikola Maksimovic (små klubber + Sloboda Uzice. Til Røde Stjerne som 21 årig)
Petar Škuletić Filip Duricic (til Olympiacos som 15-årig) Zoran Tosic (til Partizan som 20 årig)
Aleksander Mitrović (som 11-årig) Nemanja Matic (ankom som 12-årig. Kort ophold i Partizan (!) som 16-årig. Videre til 3 andre klubber før Chelsea købte ham) Ljubomir Fejsa (Hajduk Kula – til Partizan som 20-årig)
Adem Ljajic (til Partizan som 14-årig)   Nemanja Gudelj (NAC Breda)
    Luka Milivojevic (Radnicki, Rad – til Røde Stjerne som 21 årig)
    Filip Kostic (Radnicki 1923)

 

Denne centralisering af talentmassen er måske én af årsagerne til, at de serbiske ungdomslandshold præsterer markant bedre end danskerne. Apropos det forestående U21 EM hvor begge nationer er repræsenteret.

At Serbien (Jugoslavien) også har over 40 års ekstra erfaring med professionel fodbold og dermed også et forspring i forhold til ungdomsarbejde og akademi-udvikling, gør klart en forskel.

Her er sammenligningen af de forskellige ungdomslandshold igen:

Vellykkede kvalifikationer til ungdomsslutrunder Danmark Serbien
U21 (af seneste 9 slutrunder) 3 7         (to finaler: ’04, ’07)
U20 (VM) 0 1         (Debut 2015 )
U19 (siden 2002) 0 7       (Mester i 2013)
U17 (siden 2002) 3     (semifinale 2011) 4       (kvartfinale 2002)

Men årsagen til, at vi har ungdomslandshold er, at forberede talenterne på A-landsholdet, og her kan Serbien ikke prale af samme resultater som Morten Olsenbanden.

A-Serbien: Har kun deltaget ved to af de seneste syv slutrunder (i Morten Olsens landsholdstræner-æra). En nation under forandring. Efter et EM i 2000 under navnet Jugoslavien, blev VM i 2006 spillet som Serbien & Montenegro, mens der ved VM i 2010 stod Serbien på brystemblemet.

A-Danmark: Efter EM i 2000 tog Morten Olsen over og har skaffet landsholdet fire slutrunder af seneste syv.

Klar dansk overvægt.

Også på klubbasis slagter vi serberne.

De danske klubbers samlede placering som nummer 22 på UEFA’s rangliste for de seneste fem europæiske sæsoner er fem pladser bedre end Serbien, og kigger vi på de enkelte klubber, så ligger Partizan Beograds på 127. -pladsen, hvilket Esbjerg har gjort næsten lige så godt (130). Og ikke imponerende sammenlignet med FC Københavns rangering som nummer 52. Røde Stjernes præstation på 205.-pladsen blegner også i forhold til FCN (141), AaB (160), OB (169), FCM (200), BIF (210) og RFC (242).

Så hvorfor denne diskrepans mellem ungdom og seniorfodbold i Serbien?

For det første ryger der mange serbiske spillere til udlandet, jævnfør de over 750 serbiske spillere. Det er altså rundt regnet fem gange så mange som Danmark kan prale af.

Kigger vi bare på salget i de seneste fem sæsoner, så har FK Partizan solgt spillere for 632 millioner kroner ifølge Transfermarkt. Det er mere end dobbelt så meget som FC København har skrabet sammen – eksklusiv indkøb – i samme periode (295,3 millioner kroner).

Serbien blev set som det uskyldige, lidende land, hvor onde og fremmede konspirerede mod selve nationens eksistens. Den serbiske nationale fortælling blev en historie om synd, opofrelse, frelse og genopstandelse. Fortællingen om Lazars afvisning af fristelsen, hans lidelse og død og løftet om genopstandelse har klare bibelske paralleller. Og det var vel at mærke ikke kun Lazar, der skulle genopstå, det var det serbiske rige…”

(Klaus Bjerre i 2005)

(20-5-2015) Et bud på Olsenbanden mod Serbien

Morten Olsen - Frit valg fra alle hylder. Slår vi Serbien?

Morten Olsen – Frit valg fra alle hylder. Slår vi Serbien?

Tænk sig en professionel musiker, som sjældent spillede koncerter?

Eller en politiker, som aldrig fik lov til at vise sig frem i debatten?

Spilletid.

Noget så vigtigt for en fodboldspiller.

For skarphedens skyld. Men også for ego og selvværd.

Også fodboldspillere hungrer efter at prøve sig af. Blive bekræftet.

Morten Olsen har betonet det mange gange, hvor vigtigt det er, at de landsholdsaktuelle er inde på græsset i deres respektive klubber.

http://sporten.tv2.dk/2014-10-08-morten-olsen-hoejbjerg-skal-bekraefte-sig-selv-i-ny-klub

http://sporten.tv2.dk/2014-06-08-olsen-satser-stadig-på-klubløs-bendtner

http://www.fyens.dk/sport/Et-trin-ned-giver-Olsens-stamme-spilletid/artikel/2587860

http://sporten.tv2.dk/2011-03-15-olsen-eriksen-spiller-meget

http://sporten.tv2.dk/2014-10-07-saa-lidt-har-olsens-forsvarsgarderinger-spillet-0

http://sporten.tv2.dk/fodbold/2015-01-27-olsen-haaber-paa-ny-klub-til-bundesliga-dansker

Onsdag udtages Olsenbanden for tredje sidste gang (ingen play-off, vel Olsen?) i 2015, så hvilke spillere skal forsvar vores fane mod Serbien i Parken?

Jeg har kigget rundt i Europa og regnet på sagen.

Seks nye spillere i truppen, tror jeg vi får, i forhold til seneste landskampe mod USA og Frankrig:

Agger, Bjelland, Okore, Højbjerg, Y. Poulsen og … Pione Sisto.

Måske sidstnævnte først udtages efter de kommende Superligarunder, for “Troldmanden fra Tjørring” har jo kun spillet 30 minutters bold i dette forår.

Sisto har selvfølgelig allerede overbevist Morten Olsen om, at han er god nok til A-landsholdet. Eller i hvertfald for god til U21. Et hattrick på U21-landsholdets tur til Tyrkiet i januar var kun understregningen af drengens kvalitet. Denne dribler skal danse for Danmark. Ingen tvivl om det.

Her er mit bedste gæt på de udvalgte.

Trup på 22 spillere (3 målmænd, 8 forsvar, 7 midtbane, 4 angribere)

  1. Kasper Schmeichel
  2. Stephan Andersen
  3. Jonas Løssl (N. Larsen)
  4. Lars Jacobsen
  5. Nicolai Boilesen
  6. Daniel Agger
  7. Andreas Bjelland
  8. Simon Kjær
  9. Jores Okore
  10. Simon Poulsen
  11. Daniel Wass (Peter Ankersen/Kian Hansen)
  12. Christian Eriksen
  13. Michael Krohn-Dehli
  14. William Kvist
  15. Pierre-Emile Højbjerg
  16. Jakob Poulsen
  17. Lasse Schöne (Wurtz/Delaney/AC)
  18. Nicklas Bendtner
  19. Pione Sisto (Victor Fischer)
  20. Lasse Vibe
  21. Yussuf Yurary Poulsen
  22. Martin Braithwaite (Nicolai Jørgensen)
Når landsholdet spiller...

Når landsholdet spiller…

Og hvorfor så disse valg?

Målmandsposterne giver sig selv, på nær tredjemålmanden som kan blive Nicolaj Larsen, hvis Jonas Løssl’s skade gør ham ukampdygtig. Løssl udgik efter 79 minutters spil i weekenden.

På venstreback har vi to selvskrevne kandidater, mens højrebacken tilhører Lars Jacobsen. Peter Ankersen har tilbragt megen tid på bænken i Red Bull Salzburg på det seneste, så jeg tror mere på Daniel Wass , der dog ikke har været i nedrykkede Evians trup i de seneste to kampe. Som alternativ til Jacobsen, tænker Olsen også på William Kvist og Jakob Poulsen (hvis i nød).

Centralt har Danmark fire forsvarsspillere af høj klasse. Beskrivelse overflødig.

Den defensive 6’er på midtbanen bliver William Kvist på trods af svigtende spilletid i nedrykkede Wigan Athletic. Felt til felt-spilleren (8’eren) kan blive enten den danske mester Jakob Poulsen, Lasse Schöne eller mest sandsynligt Pierre-Emile Højbjerg, der dog har været indskifter i de seneste fire kampe i Augsburg.

Vores spilfordeler bliver selvfølgelig Christian Eriksen, der med 10 mål i Premier League har haft en suveræn sæson. Er det ikke rekord for en dansker? Eventyrlige Eriksen!

På højre kant får målkongen Lasse Vibe konkurrence af både Pione Sisto og Martin Braithwaite. Toulouse-spilleren har scoret tre mål i de seneste fem kampe, hvoraf to har haft kampafgørende status. Form med pil opad.

Modsatte fløjspiller bliver Michael Krohn-Dehli som trods kun en scoring i Primera Division har haft en fremragende sæson som central midtbanespiller i Celta de Vigo.

Fremme sætter vi igen vores lid til Nicklas Bendtner, da alternativerne ikke er på højde med den på klubniveau meget svingende 9’er. Og snart ex-Bundesliga-spiller?

Alternativet må blive Yussuf Poulsen – måske Nicolai Jørgensen, hvis han bliver sin skade kvit.

Det betyder, at dygtige spilere som Erik Sviatchenko, Jannik Vestergaard, Thomas Delaney, Anders ”AC” Christiansen, Rasmus Würtz, Kian Hansen, Morten Duncan Rasmussen og Viktor Fischer må væbne sig med tålmodighed.

Konkurrencen er stor på de fleste positioner, men med størst undtagelse på den mest offensive position.

Bendtner.

Hvis bare vi havde et alternativ som kunne presse dette evighedstalent.

En solist uden scene i det daglige.

Mod Serbien skal han være symfoniens førsteviolin.

Må den rigtige Nicklas Bendtner dukke op.

 

Mest spilletid for sin klub i 2014/2015 af danske udlandsproffer

  1. Christian Eriksen – 3039 minutters spilletid/ 3330 min. (Tottenhams totale spilletid) = 91,3%
  2. Michael Krohn-Dehli – 3005 minutter/37×90 (3330) = 90,2%
  3. Simon Poulsen – 2745/3060 = 89,7%
  4. Jannik Vestergaard (kun foråret med Werder Bremen) – 1193/1440 = 82,8%
  5. Simon Kjær – 2708 min/3330 = 81,3%
  6. Yussuf Poulsen – 2396/2970 = 80,7%
  7. Jonas Løssl – 2688/3330= 80,7%
  8. Lasse Schöne – 2270/3060 = 74,2%
  9. Daniel Wass – Spilletid: 2469/3330 = 74,1%
  10. Andreas Bjelland – 2243/3060 = 73,3%
  11. Kian Hansen – 2411/3330 = 72,4% af spilletid
  12. Martin Braithwaite – 2123/3330=63,8%
  13. Kasper Schmeichel – 2070/3330 = 62,2%
  14. Lars Jacobsen – 2041 minutter/3330 = 61,3% af spilletid
  15. Jores Okore – 2010 min/3330 = 60,4%
  16. Nicolai Boilesen – 1781 min (22 kampe)/3060 = 58,2%,
  17. Lucas Andersen – 1621/3060 = 53%
  18. Peter Ankersen – 1315 minutter/2970 = 44,3%
  19. Emil Berggren – 558 minutter/1260 (kun de 14k i 2. Bundesliga) = 44,3%
  20. Pierre-Emile Højbjerg – 1205/2970 (33 runder) = 40,6%
  21. William Kvist – 1584/4140= 38,3%
  22. Leon Andreasen – 884/2970 = 29,6%
  23. Nicklas Bendtner – 576 minutter/2970 = 19,4%
  24. Anders ”AC” Christiansen – 187 min/1620 = 11,5%
  25. Niki Zimling – 218/3060 = 7,1%
  26. Viktor Fischer – 215 minutter / 3060 = 7%

Superligaspillernes procentvise spilletid for deres klub i 2014/2015 (kun landsholdsaktuelle)

  1. Jakob Poulsen – 2233/2610 = 85,6%
  2. Mathias ”Zanka” Jørgensen – 2128/2610 = 81,5%
  3. Thomas Delaney – 1905 min/2610 = 73,0%
  4. Rasmus Falk – 1902/2610 = 72,9%
  5. Thomas Kahlenberg – 1765/2610 = 67,6%
  6. Rasmus Würtz – 1694/2610 = 64,9%
  7. Nicklas Helenius – 1680 / 2610 = 64,4%
  8. Pione Sisto – 1343/2610 = 51,5%
  9. Daniel Agger – 1268 min/2610 = 48,6%
  10. Erik Sviatchenko – 1179/29×90 (2610) = 45,2 %

 

Topscorerliste med ligamål – kun landsholdsaktuelle spillere

  1. Lasse Vibe – 22 (19 i efterår 2014 + 3 i forår 2015)
  2. Morten Duncan Rasmussen – 13
  3. Yussuf Poulsen – 11
  4. Nicolai Jørgensen – 10
  5. Christian Eriksen – 10
  6. Pione Sisto – 8
  7. Nicklas Helenius – 8
  8. Daniel Wass – 8
  9. Lasse Schöne – 8
  10. Emil Berggren – 8 (3 i Hobro + 5 for E. Braunschweig)
  11. Martin Braithwaite – 6
  12. Rasmus Falk – 5
  13. Jakob Poulsen – 4

Noter

Målmænd

Jonas Lössl   -En Avant Guingamp – 01-02-1989 (26 år), U: 22/0       0-0-0,

14/15: 30k (42 mål lukket ind), – 8 clean sheet, har spillet siden runde 9, kun 79 minutter i seneste kamp mod Toulouse (udskiftet med skade?), lader 6 mål gå ind mod PSG i forrige runde, Nice scorede 7 mål i R11,

Spilletid: 2688/3330= 80,7%

 

Kasper Schmeichel – Leicester City FC, 05-11-1986 (28 år), A:10/0, U: 26/0           4-1-5, debut 06-02-2013, 14/15: spillede indtil R15 og så fra R30 (6 sejre, 2 nederlag og 0-0 mod Sunderland i sidste runde)

Spilletid: 2070/3330 = 62,2%

Stephan Andersen – FC København          26-11-1981   G          30/0   26/0   10-8-12          31-03-2004, 14/15: Tæt på historisk god forsvarsrekord.

Kandidater

Nicolai Larsen – 1991, spilletid, 2520/2610 = 96,6%

 

Forsvar

Daniel Wass – Evian Thonon Gaillard            31-05-1989 (fylder 26), A: 13/0 (4-4-5), U: 44/2, debut 09-02-2011,

14/15: 8 mål (seneste d. 13. December), Mest højre wing indtil R24, idnskiftet i R25, ikke i trup i 26-27, R28-36= 3 kampe med udskiftning, 3 med indskiftning og 3 fulde kampe som højre back – alle nederlag), R37 ikke i trup = NEDRYKKER, uden sejr i seneste 7,

Spilletid: 2469/3330 = 74,1%

 

Erik Sviatchenko – FC Midtjylland 04-10-1991   D         2/0     19/3   1-0-1  25-03-2015

Spilletid: 16k/1 mål/1 assist = 1179/29×90(2610= 45,2 %

 

Kian H. Hansen – FC Nantes Atlantique, 03-03-1989 (26 år), A: 2/0 (0-0-2), U: 1/0, 18-11-2014,

14/15: 29 kampe, knæskadet i R19-22, skadet i R34-35 (misser PSG-kamp), 83 min i R36 men på bænk i R37 (1-1 hjemme mod Lorient) – Nantes i 4-3-1-2 med Rémi Gomis 31 år, ex-Levante) som 6’er. Stoppere er nr.3 Papy Djilobodji (26 år, Senegal, 192 cm, 30 kampe) og nr. 4 Oswaldo Vizcarrondo (30 år, Venezuela, ex-America, kom i 2013, 36/2 i 14/15), R36 i Bordeaux (1-2) Kian Hansen spiller 6’er (Gomis er ikke på bænken), ellers har Gomis/Jordan Veretout (22 år, 35k/7m/7a) og Hansen spillet sideordnet i 4-2-3-1 eller 4-4-2 , NR: 5 med mulighed for CL

2411/3330 = 72,4% af spilletid

Lars Jacobsen – En Avant Guingamp            20-09-1979 (35 år), A: 73/1 (32-16-25), U: 58/1, debut: 01-03-2006,

14/15: 24k/1m 6k i EL, mest spillet højre back, i seneste 22 kampe har LJ misset 3 kampe samt indskiftet i R31 i Lyon, nr. 10 i liga, konkurrent er nr.6 Maxime Baca (31 år) eller nr. 4 Baissama Sankoh (23 år fra Guinea – født i Frankrig)

2041 minutter/3330 = 61,3% af spilletid

Mathias ”Zanka” Jørgensen – FC København, født 23-04-1990, A: 6/0 (1-2-3), U: 20/1, debut 19-11-2008

14/15: 25k/1 mål

spilletid: 2128/2610 = 81,5%

 

Nicolai Boilesen – AFC Ajax, 16-02-1992 (23 år), A: 15/1 (7-2-6), U: 52/2, debut 10-08-2011,

Spilletid: 1781 min (22 kampe)/3330 = 53,5%, CL: 4 kampe, EL: 4 kampe

Misser R31-33 med muskelskade, spiller 90 min i R34 som anfører (1-2 i Dordrecht), 22 kampe/3 assist

Simon Kjær – OSC Lille, født 26-03-1989 (26 år), A: 48/2 (20-10-18), U: 14/1, debut: 06-06-2009

2014/15: 31/1, EL: 5/1, CL-kval: 4k, pokal: 2/1 mål

spilletid: 2708 min/3330 = 81,3%

Simon Busk Poulsen – AZ Alkmaar (PSV), 07-10-1984 (30 år), A: 29/0 (14-2-13), 25/1, debut 28-03-2007

2014/2015: 32/3mål/3 assist

spilletid: 2745/3330 = 82,4%

 

Forsvar nye ift. Sidste udtagelse

Andreas Bjelland – 14/15: 26k/3 mål/3 assist

Spilletid: 2243/3330 = 67,4%, anfører, misset kampe grundet sygdom

Daniel Agger – 16k med 1268 min/2610 = 48,6%

Jores Okore – 14/15: 23k/1 mål

Spilletid: 2010 min/3330 = 60,4%

Jannik Vestergaard – 20k/2 mål, knæproblemer i R29 (udskiftet)-30-31, ellers fuld spilletid, mål mod VFB Stuttgart

Spilletid: 1351 min/2970 = 45,5%, men af 16 kampe for Werder Bremen = 13×90 min + 23 = 1193/1440 = 82,8%

 

Andre kandidater

Lasse Nielsen – succes for Gent, men….

Peter Ankersen – 14/15: 19k/1mål/3 assist, EL: 5k/2a, udvist i R22, 90 min i R27, 29, 31, ikke på bænk i R32 men ellers 5x bænk

Spilletid: 1315 minutter/2970 = 44,3%

Jens Stryger Larsen – 14/15: 19k/1 mål/2 assist – skadet siden R23 d 8-3-2015.

Spilletid: 1386 min

 

Midtbane

Christian Eriksen – Tottenham Hotspur FC      14-02-1992   (23 år), A: 51/5 (22-10-19), U: 38/12, debut: 03-03-2010

2014/15: 37/10 mål/2 assist, EL: 4 kampe

spilletid: 3039/3330 = 91,3%

 

Jakob Poulsen – FC Midtjylland  07-07-1983   M         31/1   28/1   11-8-12, debut: 11-02-2009

14/15: 27k/4 mål = 2233/2610 = 85,6%

 

Lasse Schöne – AFC Ajax, født 27-05-1986, A: 22/3 (10-3-9), U: 22/3, debut: 12-08-2009,

2014/2015: 29/8mål/9ass. + CL: 6/3 mål/1ass., seneste 8 runder: 3x bænk, ind i 2, 3 x90min

Spilletid: 2270/3060 = 74,2%

 

Thomas Delaney – FC København 03-09-1991, A: 3/0 (2-0-1), U: 27/1, debut 15-10-2013

14/15: 24k/2 mål

Spilletid: 1905 min/2610 = 73,0%

 

William Kvist Jørgensen – Wigan Athletic FC   24-02-1985   M         55/2   42/4   23-12-20       22-08-2007

2014/2015: 26k

Spilletid: 1584/4140= 38,3%

 

Anders ”AC” Christiansen – AC Chievo Verona, født 08-06-1990, A: 3/0 (1-0-2), U: 23/4, debut: 18-11-2014

2014/2015: R1-17 for FCN + 4 Serie A-kampe (indskift i ’9 mod Napoli, samt 3 udekampe: ’60 mod Genoa, ’90 mod Inter (r34), ’75 mod Torino (R36)

Spilletid: 187 min/1620 = 11,5%

 

Michael Krohn-Dehli – Celta de Vigo (Sevilla), 06-06-1983, A: 49/6 (24-9-16), U: 23/6, debut 11-10-2006

2014/2015: 35/1mål/5 assist/7 gule kort

spilletid: 3005 minutter/37×90 (3330) = 90,2%

Minimum Nr.11 i La Liga

 

Nye

Pierre Emile Højbjerg

14/15: 23k/1 mål/3 assist, CL: 3 kampe (181 min)

spilletid: 1205/2970 (33 runder) = 40,6%

indskifter i sidste 4 kampe. Assist mod Bayern.

 

Andre kandidater

Rasmus Wurtz – 20k/0 mål, spilletid: 1694/2610 = 64,9%

Mike Jensen –

Rasmus Falk – 23k/5 mål = 1902/2610 = 72,9%

Lucas Andersen – 14/15: 17k 2 mål/1 assist, CL: 6k/1 mål, spilletid: 1621/3060 = 53%

Leon Andreasen – 14/1516/1 mål (R3), spilletid: 884 minutter. Ingen kampe fra R7-21 (10. oktober- 21. Februar), 90 minutter 2 gange – begge nederlag, 71 minutter i seneste runde i sejr i Augsburg.

Spilletid: 884/2970 = 29,6%

Thomas Kahlenberg – 21k/2mål/4 assist = 1765/2610 = 67,6%

Niki Zimling – 14/15: 9k med 218 minutter + 3CL-kampe (123 min)

Spilletid: 218/3330 = 6,5%

Nikolaj Thomsen – 1993, 25k/0 mål, 2152 min/2610 = 82,5%

 

Angreb

Martin C. Braithwaite – Toulouse FC   05-06-1991, A: 8/1 (5-2-1), 21/2, debut: 05-06-2013

2014/2015: 34k/6mål/2a

spilletid: 2123/3330=63,8% (ikke med i R5-7), 3 mål i sidste 5 runder (matchvinder mod Lorient og Lille), angriber ved siden af Wissam Ben Yedder (4-4-2 diamant), R28 var 1-6 mod Marseille: MB spillede venstre wing i 4-3-3,

 

Lasse Vibe – IFK Göteborg, født 22-02-1987, A: 8/1 (3-1-4), debut: 03-09-2014

2014: 26/24 mål + 6 mål i pokal (19 mål i efterår)

2015: 8k/3m/1a – fuld spilletid i alle 8 runder, SVENSK POKALMESTER med mål,

 

Nicklas Bendtner – VfL Wolfsburg, født 16-01-1988 (27 år), A: 66/29 (26-15-25), U: 24/12, debut 16-08-2006

2014/2015: 18k/1 mål (spiller 4 hele kampe – brækker næse i R8), EL: 8k/4 mål

spilletid: 576 minutter/2970 = 19,4%

Er ikke med til fanarrangement i ugen op til sidste runde. Ondt i halsen? Wolfsburg køber Max Kruse fra Gladbach, ikke i trup i R32-33, men spiller 90 min i 0-1 til Gladbach (R30)

Nicolai Jørgensen – FC København – født 15-01-1991, A: 8/0 (4-2-2), U: 27/8, debut 11-11-2011

2014/2015: 24k/10 mål/2 assist, EL: 6k/2 mål,

Spilletid: 1867/2610 = 71,5%

Nye ift sidste udtagelse

Pione Sisto – overbeviser på U21 landshold (hattrick mod rumænsk e Dinamo Bukarest,

14/15: 18k/8 mål, spilletid: 1343/2610 = 51,5%

Viktor Fischer – 4k/3 mål, 215 minutter / 3060 = 7%

Yussuf Poulsen – 20 år, (1994), 28k/11 mål/ 3 assist, spilletid: 2396/2970 = 80,7%, fuld spilletid i seneste 9 kampe (3 mål), spillet venstre wing i seneste 5 (seneste 3 er nederlag)

Morten Duncan Rasmussen – 1985 (30 år), 21k/13 mål = 1425/2610 = 54,6%

Simon Makienok – …

Emil Larsen – 28k / 3 mål = 2199 min/2610 = 84,3%

Nicklas Helenius – 28k/8 mål, spilletid: 1680 / 2610 = 64,4%

Emil Berggren – 1993 (22 år), 14/15: 17k/3 mål/1 assist, spilletid: 1459 i superliga, 12k/5 mål/1 assist i 2.Bundesliga = 558 minutter/1260 (14k) = 44,3% , 4 mål som indskifter i seneste 4 runder (90 min i seneste kamp: 0-2 mod Karlsruhe), skadet i R28-29

 

(27-1-2015) Er danske talenter rustet til at sejre for enhver pris?

For hyggeligt og rart har vi det jo herhjemme. I vore klubber, i vores turneringskampe og i vort samvær med kammerater og ledere. Den kendsgerning, at vi kan hygge os, og at vi kan tage et nederlag som gode tabere, er en god ting. Godt at vi kan gøre det, for vi får mere og mere brug for den egenskab…”
(Bent Hansen i biografien ”En go’ aflevering” fra 1964)

Hvad kigger vi på herhjemme? Udvikling eller vinderkultur?

Hvad kigger vi på herhjemme? Udvikling eller vindermentalitet?

Som en af Danmarks bedste centerhalf’er, B1903’eren Bent Hansen, udtrykker det i 1964, så skulle man tro, at vi danskere har taget patent på manglende kynisme nærmest siden Gorm den Gamle var knægt.

Samme hyggelige holdning om danske fodboldtalenter eksisterer i dag, hvor fænomenet ”curlingbørn” nævnes af fodboldledere i samme sætning som talentudvikling, hvilket ikke just rimer på vinderkultur.

Med agenternes fremkommen i den kommercielle fodboldverden og UEFA’s regler om ”Home Grown Players” som presser klubberne til at have flere spillere af egen avl, så er jagten på vores bedste unge fodboldspillere sat ind allerede før, de har snust til seniorfodbolden herhjemme.

Disse spillere forlader en tryggere dagligdag i det danske, hvor fokus på udvikling fremfor resultater vægtes højest. Men samme arm om skulderen lægges ikke i udlandet, og det kan samtidigt være en udfordring at gå fra at være den bedste i en årgang til at ende længere nede i hierarkiet. I et fremmed land. Blandt konkurrenter. Som et nummer i rækken.

Det kræver blod, sved og tårer at brænde igennem, men er de danske spillere rustet til den opgave, og bliver de ordentligt klædt på rent mentalt af klubberne og ”Den Røde Tråd”?

Hvad er et talent?

Fodbold er et komplekst spil, hvor mange forskellige færdigheder kan være kampafgørende.

En scoring selvfølgelig. Men også godt overblik. Eller en kynisk tackling.

Et talent for at bryde ned kan være lige så godt som at være kreativ.

Samtidigt snyder det også, at det er nemt at se, hvilken ungdomsspiller der er bedst lige nu. Men hvem er det om fem år?

Talentidentifikation er et vanskeligt felt, hvilket omfangsrig forskning siden 90’erne har illustreret.

Talentspejdere og trænere er ikke enige om, hvilket talentkriterium, man primært skal kigge efter.

Teknik? Intelligens? Fysik? Personlighed? Vindermentalitet?

Talent anses heller ikke for noget medfødt eller genetisk, men derimod har tesen om de ”10.000 timer” efterhånden spredt sig som et Barcelona-angreb og anses af mange blandt andet FC Midtjyllands bestyrelsesformand og forfatter, Rasmus Ankersen, for den vigtigste talentskaber. Selv en Laudrup fødes ikke til storhed.

At æde sig igennem modgang og have lyst til konstant at træne er for mange den vigtigste egenskab og den sværeste at tillære et talent.

Simon Kjær var ikke blandt de 50 bedste i sin årgang som 15-årig. Kom kun ind på FC Midtjyllands akademi grundet nogle afbud, og fordi faderen var klubbens materialeforvalter. Men fem år senere udraderer han Ronaldinho i Serie A.

Ingen havde set det komme.

Lasse Vibe, Peter Ankersen og Kian Hansen har spillet 1 U-landskamp til sammen, men er nu alle omkring A-landsholdet og spiller stort set fast i deres respektive udenlandske klubber.

For ikke at nævne Ebbe Sand og flere andre som ikke har brilleret som u-spiller.

Scouter vi spillere ud fra de rigtige kriterier?

Mange spilleres sene blomstring gør de udenlandske klubbers kapring af de unge danske talenter endnu mere absurd.

Men denne lottoseddel køber klubben gerne, for hvis bare én af de indkøbte slår til, så har indsatsen været en succes.

For klubben. Og flop resten.

Kan danske spillere klare sig?

Kenneth Zohore, Christian Nørgaard, Dennis Cagara, Jakob Barrett Laursen, Patrick Olsen, Morten Knudsen…

Listen er lang over spillere, der søgte lykken i en ung alder men som ikke (endnu) har fået den ventede succes uden for landets grænser.

Men det er ikke kun danske spillere, som har problemer med en tilværelse i udlandet.

Norsk fodbold føler samme mønster.

Martin Ødegaard kan vælge Real Madrid (formål: spilletid eller udvikling?), men generelt slår for få af de udlandsfarende norske talenter til ifølge forskeren Stig Arve Sæther, som TV2 Sport har været i kontakt med.

Hele 10 af 17 norske talenter som spillede på et akademi i udlandet i 2009 var tilbage i Norge inden tre år. Kun Håvard Nordtveit som med udgangspunkt i Arsenal har fået spilletid på CV’et (dog ikke i klubben som købte ham), men først efter flere lejemål andre steder. Blandt andet i Lillestrøm.

Den norske succestræner for Rosenborg Nils Arne Eggen kaldte i 2012 derfor tidlige udlandsophold for en fejlbeslutning.

At mange unge tror at man må til utlandet for å bli gode fotballspillere er bare tøv (vrøvl). Det er en slags mare, og det er skapt av agenter og foreldre. Det er ikke plassen man spiller som avgjør, om du blir god. Det har kommet mange gode fotballspillere fra små plasser”. (kilde)

Heller ikke i Holland går det strygende for de udlandssøgende hollandske talenter.

I hvert fald ikke når de skifter til Premier League.

Kun Tim Krul af 45 spillere siden 1980’erne har ifølge hjemmesiden www.benefoot.com fået spilletid i den Premier League-klub, som købte vedkommende.

De andre burde have været blevet i Eredivisie, hvis man måler på spilletid.

Karim Rekik, Nathan Aké, Kyle Ebicilio og Jeffrey Bruma er nogle af de seneste som er vendt tilbage til Tulipan-rødderne.

I Danmark er vi så heldige, at flere af de største talenter har taget springet med succes.

Pierre-Emile Højbjerg, Viktor Fischer, Lucas Andersen og Lasse Vigen Christensen har alle fået spilletid trods en ung alder og lægges Andreas Christensen fra Chelsea til som også har fået tillid til startplads på et af verdens stærkeste hold, så kan vi ikke brokke os.

Ret meget.

Løsning?

At sætte spørgsmålstegn ved, om vi ruster vores talenter bedst muligt med den nuværende talentstruktur og fokus på udvikling fremfor resultattænkning, er altid sundt.

I de sidste ungdomsår, før et talent bliver senior spilles der ikke om op- og nedrykning.

I hvert fald ikke direkte, hvis ellers en klub lever op til DBU’s ikke helt klare kriterier for at være A eller A+ licensklub og dermed får fornyet sit licens.

Så hverken i U17- eller U19-ligaerne gælder det i princippet om at vinde, hvis vi sætter det lidt på spidsen.

DBU ønsker udvikling af færdigheder i trygge miljøer, og ved at fjerne presset fra nedrykningsstregen giver det klubberne incitament til også at satse på spillere som har potentiale på sigt.

Jeg er helt enig i den del af tankegangen.

Især i U17 kan der være stor forskel på fysikken mellem to spillere, hvilket kunne koste vigtige spilleminutter til et talent, som endnu mangler at modne færdigt fysisk, da træneren ønsker sejr her og nu.

Med DBU’s tænkning er der også plads til den lille venstreback eller spinkle kreatør.

Men overgangen fra U19-udviklingsmiljøet til præstationskulturen på seniorplan eller i udlandet er stor, og derfor risikerer vi, at vores unge spillere mangler de sidste procenter i forhold til at vinde for enhver pris.

”Grinta” og ”cattiveria” som de efterspørger i Italien. Ord som flere gange blev smidt i min retning i Udinese Calcio (1998-2001).

Vildskab, vilje og ondskab. Sammenbidte tænder og med knyttet næve. Krigsklar.

JEG vil vinde.

Sådan opdrages vi ikke i Danmark.

Her er der meget mere ”vi-tankegang”, hvilket også er en god ting, men som var en hæmsko for undertegnede som 24-årig ved ankomsten til et præstationsmiljø i Serie A.

Det er derfor vigtigt også at have fokus på, om vi presser de unge spillere nok. Om de møder nok modgang. Om vi skaber vindermentalitet?

En oplagt løsning kunne derfor være at indføre op- og nedrykning i U19-ligaen så vi skærper instinkterne hos de unge spillere, og gør dem parate til de voksnes rækker.

Ellers ender vi med at være dem, som ”kan tage et nederlag som gode tabere”, og som vil få mere og mere brug for den egenskab.

(4-11-2014) Top 19 – De danske landsholdsspilleres form inden Serbien

Alle dem, som tror på en dansk EM-guld i 2016 kom frit frem...

Alle dem, som tror på et dansk EM-guld i 2016 kom frit frem…

Landsholdstruppen til EM-kvalifikationskampen mod Serbien på Partizan Stadium i Beograd samt testkampen tirsdagen efter i Rumænien (d.18/11) udtages i dag.

Siden 0-1 dukkerten mod Portugal har landsholdsspillerne været i kamp 3 til 4 gange for deres respektive klubber.

Sådan lister denne blog den aktuelle form blandt spillerne fra de udenlandske klubber i den seneste landsholdstrup.

“De Brandvarme”

1) Lasse Vibe-  IFK Göteborg (27 år). Landskampe:  4 kampe/1 mål (1 sejr-1 uafgjort -2 nederlag)

  1. Slår alle danske rekorder med sine 23 mål i sæsonen (26 kampe). Desuden har Vibe banket 5 mål ind i den svenske Pokalturnering. Han scorer i hver af de sidste 3 kampe i turneringen, som giver IFK en 2.plads efter Malmø i slutstillingen. http://int.soccerway.com/players/lasse-vibe/11653/

2)  Lasse Schöne – AFC Ajax (28 år). Landskampe: 20/3 (9-3-8)

  • Siden bænkpladserne i landskampene fik Schøne fuld spilletid for Ajax i 1-1 mod Twente samt 3-1 over Go Ahead Eagles (1 mål) og 4-0 Dordrecht (2 mål- et direkte på frispark). Se mål. i alt 6 mål – 3 assist har Ajax’ “falske wing” præsteret. Imponerende. Men under Morten Olsen på landsholdet finder han ikke samme tryghed. Samme system (4-3-3) men Olsen vil bruge Schøne centralt. Hvorfor landstræneren ikke ser et lys i Schöne er stadigt en gåde. http://www.transfermarkt.co.uk/lasse-schone/leistungsdaten/spieler/34784

“De særdeles egnede”

3) Christian Eriksen – Tottenham Hotspur FC (22 år), Landskampe: 48/5 (20-10-18)

5) Michael Krohn-Dehli – Celta de Vigo   06-06-1983, 46/6 (U:23/6), 22-9-15, 11-10-2006

  • FAST i startformation til samtlige La Liga-kampe (3 assists i sæsonen). I de 3 kampe siden landskampen (og kritikken fra Olsen) blev Krohn-Dehli udskiftet efter ’60 i 1-1 v Athletic, men fik siden fuld tid i 3-0 over Levante og den sensationelle 1-0 sejr i Barcelona. Ingen mål scoret i hverken denne eller sidste sæson, men den 31-årige spilfordeler har markeret sig som profil for sin spanske klub.
  • http://www.transfermarkt.co.uk/michael-krohn-dehli/leistungsdaten/spieler/18006

6) Kian H. Hansen – FC Nantes Atlantique, 25 år. 0 landskampe

7) Simon Busk Poulsen    AZ Alkmaar (30 år), Landskampe: 26/0 (13-2-11)

8) Simon Kjær – OSC Lille (25 år), Landskmape: 44/1 (18-10-16)

9)  Yussuf Yurary Poulsen – RB Leipzig (20 år), Landskamp: 1/0 (U-landskampe: 51/18)

  • I den næstbedste tyske række, 2. Budesliga, er Yussuf Poulsen en profil. Hele 6 mål er det blevet til for den 20-årige ex-Lyngby-wing. Mod Albanien blev han skiftet ud i pausen, hvilket ikke overraskende gav den lynhurtige Poulsen en bænkplads mod Portugal. Siden har Red Bull Leipzig spillet 4 kampe, hvor Poulsen scorede mål i pokalturnering. De tre 2. Bundesligakampe siden Portugal-skuffelsen har klubmæssigt givet 1 sejr, 1 uafgjort i weekenden samt 1 nederlag. Men den unge dansker roses af sin træner for eksemplarisk indstilling.

10) Kasper Schmeichel – Leicester City FC (28 år), landskampe: 8/0 (3-1-4)

  • Leicester City har tabt de tre kampe (uden Leicester-scoring) som er spillet siden Ronaldos hovedstødsscoring i Parken. Og har ikke vundet siden 5-3-triumfen over Manchester United. Laurbær-effekt. Men fuld spilletid til den danske målmand. 

“Blandet pose bolsjer”

11)  Nicolai Boilesen – AFC Ajax (22 år), landskampe: 11/1 (5-2-4)

  • Hjernerystelsen mod Portugal kostede også kampen mod FC Twente (1-1). Siden fik venstrebacken 90 minutter som Ajax-anfører i 3-1 sejren over Go Ahead Eagles (Niklas Moisander var ikke med), hvilket må siges at være en stor bedrift. i seneste runde udskiftes Boilesen dog så i pausen mod Dordrecht. Skadesproblemer?

12) Peter Ankersen – FC Red Bull Salzburg (24 år), landskampe 9/0 (5-1-3)

  • Udskiftet mod Albanien – bænk mod Portugal
  • Blandet: udskiftet efter ’47 i pokalsejr (ved 0-0), assist i EL (4-2 v Zagreb), udskiftning. Bænkplads og 90 min i østrigske Bundesliga
  • Sæson: 1 mål+3 assist

13) Pierre Emile Højbjerg – FC Bayern München (19 år), Landskampe: 5/1 (2-1-2)

  • Landsholdets bedste mod Portugal fik efterfølgende 90 minutter i udraderingen af Werder Bremen (som ikke havde et eneste skud på mål!). 20 minutter mod HSV i pokalturneringen, som indskifter for Xabi Alonso ved 3-0 føring er det også blevet til. Men ex-Brøndbyspillerne var ikke i truppen i seneste Bundesligarunde mod Dortmund (det var derimod konkurrenten Sebastian Rode, 24 år og sommerkøbt i E. Frankfurt). Set over hele sæsonen har Højbjerg været indblandet i hver anden kamp – hver 5 som starter. I sæsonen 13/14 fik den unge dansker 7 kampe, heraf 3 fra start og 2×90 minutter.

14) Martin C. Braithwaite – Toulouse FC (23 år), Landskampe: 7/1 (4-2-1)

  • Det begyndte så godt med et mål i første runde af den franske “Ligue 1”. Siden kom 9 målløse kampe. To bænkpladser fik Braithwaite mod Albanien og Portugal og efterfølgende måtte den unge sprinter sluge 4 nederlag i træk (fuld spilletid i 1-3 pokalnederlaget hjemme mod Bordeaux). Og med esbjergdrengen som indskifter i de sidste 2 ligakampe. http://www.transfermarkt.co.uk/martin-braithwaite/leistungsdaten/spieler/95732

15) Andreas Bjelland – FC Twente (26 år), landskampe: 18/2 (9-4-5)

16) Jesper Hansen – Evian Thonon Gaillard (29 år), Landskampe: 0

  • http://www.transfermarkt.co.uk/jesper-hansen/nationalmannschaft/spieler/22860#subnavi
  • Et langskud af en Nantes-angriber smutter under hænderne på Jesper Hansen men rammer stolpen. Heldigt. Siden overlistes danskeren på et straffespark, har en vigtig redning og ser lidt stivnet ud ved 0-2. Se højdepunkter. Kampen kostede Hansen pladsen mellem stængerne, da den tidligere Nordsjælland-keeper i Evians to seneste kampe (pokalturnering og ligakamp) har siddet på bænken. Begge endte med nederlag. Der er håb endnu. 

17) William Kvist Jørgensen   Wigan Athletic FC (29 år), landskampe: 51/2 (21-12-18)

  • Wigan har spillet 4 kampe siden Portugal, og Kvist har været inde og ude: 1×90 minutter i 0-0 mod Millwall. Kvist har også haft 2 indskiftninger samt en bænkplads i seneste runde (hvor Lasse Vigen Christensen scorer for Fulham i 3-3-kampen). 21 årige Emyr Huws har, bedømt på seneste Wigan-kamp, overhalet Kvist som den defensive midtbane. Faktisk blev den danske 6’er indskiftet som reserve på højre back-positionen mod mægtige Derby County (pga en skade i midterforsvaret). Det var ikke denne udvikling vi havde håbet for Kvist med skiftet til den næstbedste række i England. http://www.transfermarkt.co.uk/spielbericht/index/spielbericht/2498560

“De helt uskarpe”

18 ) Lars Jacobsen – En Avant Guingamp (35 år), landskampe: 70/1 (31-16-23)

19) Nicklas Bendtner (VfL Wolfsburg, 16-01-1988, landskampe 62/24 (24-15-23)

  • Har ikke spillet siden landskampen, selvom angriberen skulle været skadesfri. Hollandske Bas Dost har overhalet ham i hierarkiet. Ivica Olic er førstevalg som frontløber. Bendtner fik 75 minutter d. 5.oktober i 1-0 sejr over Augsburg – og har i alt spillet 6 kampe i Bundesligaen i denne sæson (heraf 2×90 minutter). Siden . oktober har Wolfsburg vundet 5 kampe i streg (3xBundesliga, 1 i pokalturnering samt 1 sejr i Europa League). Næste kamp er på torsdag: EL mod Krasnodar. Wolfsburg har succes og ligger nummer 2 kun 4 point fra FC Bayern.

Ikke-rangerede Superliga-spillere

Thomas Kahlenberg – Brøndby IF,20-03-1983, Landskampe: 45/5  (24-7-14)

Jakob Poulsen – FC Midtjylland, 07-07-1983, Landskampe 30/1 (10-8-12)

Daniel Agger – Brøndby IF   12-12-1984, Landskampe 66/12 (32-13-21)

Stephan Andersen   FC København,  26-11-1981,Landskampe 28/0 (9-8-11)

Uffe Bech –  FC Nordsjælland, 13-01-1993, Landskampe 2/0 (0-1-1)

 

Seneste landskampe

DK-Portugal 0-1

Schmeichel

Jacobsen – Kjær – Agger – Boilesen (’69 S. Poulsen)

Kvist – Højbjerg

Vibe (’45 Bech) – Eriksen (’81 Kalle) – Krohn Dehli

Bendtner

 

Albanien-DK 1-1

1 K. Schmeichel

2 P. Ankersen (’71 Bech) – 3 S. Kjær – 12 A. Bjelland – 5 N. Boilesen

7 W. Kvist – 23 P. Højbjerg (´79 Højbjerg)

19 Y. Yurary (’45 Vibe) – 9 M. Krohn-Dehli – 10 C. Eriksen

11 N. Bendtner