(8-9-2014) William Kvist – nutidens Michael Laudrup?

På med klaphatten. Danmark skal spille landskampe...

På med klaphatten. Danmark skal spille landskampe…

Et dansk landshold som langt fra var sprudlende hev en fortjent og vigtig 2-1 sejr over Armenien hjem i Parken.

Igen viste det sig i en landskamp i Parken, at skal Danmark bryde en defensiv modstander ned, så skal spillerne være modige og tage rigtige beslutninger, og kombinationerne skal være hurtige,  præcise og ske i koordineret samspil.

Men ethvert hold har også brug for lidt klasse, lidt stjernestøv, hvis sejren skal sikres.

Og det fik vi.

På pressepladserne skal det også gå hurtigt, når kampen skal evalueres, da enhver journalist har en presserende deadline som skal besejres.

Her skal også tages beslutninger, og heller ikke her er der plads til mange forbiere. På den lange bane.

Teksten skal være forståelig, men endnu vigtigere er det, at vinklen er skarp og entydig, så læserne fastholdes og avisen promoveres (og der genereres klik til annoncesalg).

Og gerne med stjernestøv. Gode formuleringer og ordleg, der skiller sig ud.

Sådan sikres sejren i medie-verdenen.

Så konkurrencen om læserne og det rent formmæssige gør, at linjerne trækkes hårdt op.

Sort eller hvidt. Pointer i overskriftsform.

Sådan er vilkårene for journalister, der presses af redaktører for hurtige klikbare historier.

Nu og her. Bang.

William Kvist – den defensive midtbanespiller 

Kvist taler ud

Kvist taler ud

William Kvists præstation mod Armenien har fået megen spalteplads.

Allerede efter kampen mod Tyrkiet blev den defensive midtbanespiller kritiseret for sin indsats som oprydder på midtbanen. Og skyld i modstandermål, hvilket Ekstra Bladet tog op og gav William Kvist plads til at ”nuancere” kritikken.

Den defensive midtbanespiller som kritiseres for at være for lidt konstruktiv, er en historie vi har hørt før.

Jens Jørn Bertelsen-syndromet (http://da.wikipedia.org/wiki/Jens_Jørn_Bertelsen)

Selv siger William Kvist til Ekstra Bladet (og Tipsbladet) om sin rolle:

Jeg læser generelt ikke aviserne, så jeg ved ikke, hvad der er blevet skrevet. Men jeg har hørt noget med, at jeg spiller bolden for meget tilbage. Jeg vil gerne udfordre dem på at finde tre klip, hvor jeg spiller bolden unødvendigt tilbage (…) Som central midtbanespiller skal man engang imellem spille bolden tilbage, det ligger i dit spil, hvis du er presset. Jeg skal ikke spille som en angriber, hvor man skal tage risici i sit spil. Så jeg vil gerne se tre klip, hvor jeg spiller bolden unødvendigt tilbage. Den kritik er for nem og for unuanceret

Men sådan er det. I hvert fald i dele af den danske presse efter kampen mod Armenien.

Gode Søren Sorgenfri fra BT/Berlingske vælger vinklen om, at William Kvist blev buhet fra banen af ”Vrede fans i Parken”, ligesom avisen også har artiklen ”Se de danske karakterer – William Kvist slagtes”, hvor Wigan-midtbanespilleren får -3 i karakter og skudsmålet fra en anonym journalist: ”Hvor skal man starte? Igen involveret i en scoring. Usikker og langsom i alt, hvad han foretog sig. Mirakel han blev så længe på banen.”

Ekstra Bladet er mere positiv, men mener at Kvist ”Stod svagt i billedet. Havde store problemer med Mkhitaryan. Blev også snydt ved føringsmålet.”

Jyllands-Posten ”dumper” landsholdsanførervikaren med ordene:

”… ingen leder. For mange alibibolde og for meget hængen bagefter Mkhitaryan, der alt, alt for let fik lov at tørre ham inden sin scoring…

Heller ikke min gode kollega Flemming Toft på TV2 Sporten jublede over præstationen.

Desværre blev det for meget til siden og bagud, og for mange halvsløje afleveringer. Men fighten var iorden. Værst så han ud omkring målet.. (karakter 2/6)

Den glimrende Berlingske-journalist, Michael Qureshi, er heller ikke tilfreds med Danmarks nummer 7 og mener, at William Kvist ”satte stort set ikke en fod rigtigt” i kampen mod Armenien.

Kritikken er massiv.

Der er selvfølgelig noget om snakken, når så mange fine journalister er enige om samme emne.

William Kvist spillede ikke sin bedste landskamp. Men heller ikke den værste efter denne skribents opfattelse, så denne blog skal forsøge at nuancere teksten om Kvist en del mod midten.

Så jeg har gjort, som Morten Olsen opfordrer pressen til:

Sæt skiven på igen og se selv, hvor mange afleveringer Kvist har frem i banen,” lød det fra landstræneren efter landskampen.

Dommen på Kvist

Og her er så dommen efter gennemgang nummer 2 af 2-1 sejren, hvor William Kvist spillede 73 minutter.

Samler man store, små og tvivlsomme fejl sammen, laver William Kvist efter min vurdering 11 “forseelser” i løbet af sine 73 minutter på banen. Her er de:

  1. 0:21 – TEKNISK – Tæmmer skævt med brystet en Clearing fra Berezovskyi og bolden springer fra ham. Armenien beholder bolden
  2. 11:23 – AFSPILSFEJL – Kikser hovedstødstæmning til sig selv. Armensk erobring
  3. 31:17 – FRISPARK – Kvist laver frispark på Mkhitaryan som har omstillingsmulighed – river ham i trøjen
  4. 32:40 – SNYDES – dansk boldtab (Schöne) – Kvist bremser fint Mkhitaryan i kontra – holder ham indledningsvist fejlvendt i et par sekunder – men snydes af god vending
  5. 36:55 – SNYDES NÆSTEN – er tæt på at blive snydt igen af Mkhitaryans vending – men hænger ved og Schöne erobrer
  6. 40:32 – FRISPARK – Kvist laver frispark på Mkhitaryan – i ryggen
  7. 41:40 – PRESSET: header væk på midten af banen – Bendtner får bold – til Kvist som presses til fejlpasning mod sidelinjen
  8. 42:10 – TEKNISK FEJL – Bryder afleveringsbane men kan ikke kontrollere den hårde bold – laver frispark midt på banen
  9. 46:17 – STOR teknisk fejl – taber bold – men ingen omstilling
  10. 48:55 – MÅLET – må gå i opbakning på Ankersen som har 1v1 mod Gevorg Ghazaryan. Derfor får Mkhitaryan frit rum – han får bold og finter skud – Kvist vil blokere højrebensskuddet (Mkhitaryans favoritfod)- Kvist taber skridt – armensk venstrebensskud – 0-1 – Fejl af Kvist? Hmmm….
  11. 66:12 – PRESSET – tackler/spiller bold som havner hos Mkhitaryan – som kommer til skud

11 bemærkninger. Det lyder af meget. Men opgaven mod en af europas bedste midtbanespillere, Henrik Mkhitaryan, taget i betragtning, så er det efter min mening mere end accepteret.

Frem eller tilbage – på tværs eller noget helt fjerde?

Kritikken har lydt på for megen på tværs og tilbagespil.

Det skyldes ønsketænkning og en manglende forståelse for rollen, hvilket Kvist præcist beskriver tidligere i denne blog.

Philipp Lahm er blevet rost som defensiv midtbane for Bayern München og det tyske landshold, men læg mærke til, hvor FÅ fremadrettede afleveringer, Lahm egentlig har. Færre end Kvist.

Den 22-3-2014 lavede jeg en test på de defensive midtbanespillere i Europa. Hvem lavede flest fremadrettede afleveringer i procent?

  • Gerrard 66/107, 62%
  • Kvist 22/36, 61%
  • Gary Medel 29/49, 59%
  • Darren Fletcher 47/79, 59%
  • Fernandinho 37/71, 52%,
  • Arteta 36/71, 51%
  • Matic 26/70, 37%

Altså William Kvist var godt med i den spillerunde.

Mod Armenien spiller Kvist ofte på tværs. Sådan er det nu engang. William Kvist bad i Ekstra Bladet om tre situationer, hvor han kunne have spillet bolden fremad, men hvor han vælger en anden løsning.

Jeg har fundet tre. Men også kun tre fra kampen mod Armenien.

  1. 12:16 – får bold midt på armensk bane – vender – er tæt på boldtab under pres og må spille tilbage til Bjelland
  2. 37:42 – Får bold fra MKD – lægger den på tværs til Kjær (kigger ikke frem – har mulighed for en fremadrettet aflevering til Schöne)
  3. 44:30 – får bold og vælger tilbagespil

Bølgebryderen

Den defensive midtbanespiller skal lukke huller på midtbanen og søge at bryde modstandernes spil. Derudover havde William Kvist en fast rolle som markør af Henrik Mkhitaryan, der jo var enlig armensk central spydspids, når danskerne havde et boldtab, hvilket gjorde Simon Kjær og Andreas Bjelland til “frie” spillere uden en egentlig markeringsopgave (i mange situationer).

Her bryder Kvist spillet mod Armenien:

  1. 1:00 – Armensk vækspark ender hos Kvist som bryder og flugter bold i bryst på PEH
  2. 3:28 – Bryder bolden og via Boilesen får spillet DK ud af armensk pres og videre til Kjær
  3. 8:35 – Bryder og spiller til Ankersen
  4. 27:45 – Kvist får brudt bold op til Mkhitaryan – Kjær får bold
  5. 30:28 – bryder bold til Mkhitaryan –
  6. 35:46 – bolderobring og dansk boldbesiddelse
  7. 47:30 – følger Gevorg i hjørnet og tvinger ham til teknisk fejl –  dansk indkast
  8. 66:03 – bryder bold – indkast til Armenien
  9. 71:19 – bryder armensk spil – afspil til Eriksen

Spilfordeleren

Som 6’er skal man også have evner i det opbyggende spil.

Her kan William Kvist stadigt lægge på i sit spil. Det er han bevidst om, og jeg har fundet eksempler mod Armenien, hvor Kvist tager ansvar og tænker fremadrettet.

  1. 4:00 – Modtager bold fra Bendtner og finder MKD med fremadrettet aflevering
  2. 4:06 – spiller hårdt og fladt frem til PEH som kikser sin pasning
  3. 6:28 – finder hul bag de forreste tre armenere og får bolden fra Kjær – vender, og spiller FREM mod MKD som går på dribletur
  4. 15:49modtager bold fra PEH og spiller frem i mellemrum til MKD
  5. 32:13 – Finder godt rum som den offensive af de centrale – får bold fra PEH – vender og løber bold på tværs til MKD
  6. 34:50 – armensk fejl havner hos Kvist – vender med bold og tager løb 10-15 meter FREM i banen – hårdt presset – aflæg bagud til PEH – (mulighed for bandespil i stedet?)
  7. 44:49 – Kvist får tværbold fra Kjær – spiller frem til Boilesen
  8. 51: 05 – Umiddelbart efter 0-1: tilbyder sig – vender – tager bold med frem og spiller Boilesen som er rykket ind i banen
  9. 58:32 – tager dribling frem i banen under pres – fremadpasning til Bendtner – Kvist bremses, får frispark
  10. 60:02 – tilbyder sig hos Ankersen som er presset – vender spil hjem til Okore – får bold igen: spiller fremad til MKD
  11. 64:04 – præcis diagonal aflevering til Ankersen

Konklusion

William Kvist har ikke spillet en hel tællende fodboldkamp siden sidst i april,da Fulham tabte 3-1 i Tottenham.

Det påvirker selvfølgelig formen og boldomgangen.

Derfor synes jeg, at det er bemærkelsesværdigt, hvor meget overskud og ro, at Kvist har udvist i sine præstationer i de netop overståede landskampe. Det har ikke været fejlfrit, som denne blog også dokumenterer.

Men der har altså også været meget at glæde sig over, hvilket er røget lidt for hurtigt hen over hovedet på mange fodboldfans og skribenter.

Og denne blog har vel at mærke kun beskæftiget sig med aktionerne omkring bolden og ikke med de mange løb, som foregår uden bold.

Her er William Kvist stærk.

En intelligent spiller, som med hensyn til indstilling, placeringsevne, selvopofrelse og professionalisme burde blive en legende i dansk fodbold på størrelse med Michael Laudrup. Og nytænkende (Facebook-opdateringer) og reflekterende i sin omgang med medierne.

Det største forbillede lige nu for unge som elsker fodbold og har ambitioner om at få mest ud talentet.

http://www.transfermarkt.co.uk/william-kvist/leistungsdaten/spieler/36787/saison/2013

 

 

(20-8-2014) FCK: Ståles ideologiske mission under pres

FCK-Bayer Leverkusen 2-3

FCK-Bayer Leverkusen 2-3

2-3 mod Bayer Leverkusen, og FC Københavns Champions League-drøm kræver mirakel-medicin (fra Bayer-koncernen…?), hvis den skal opfyldes.

Eller sovepiller til tyskerne.

Kæden er ikke hoppet af i FC København.

For den har aldrig været på.

Ståle Solbakken slider især med at få de nye spillere til at præstere på det spillemæssige niveau, som de er købt på.

Og det går ud over kollektivet og Ståles spilkoncept.

Ståles idealisme

Ståle Solbakken har en plan.

Han sværger til zoneforsvar.

Det ultimative kollektive forsvars-bolværk, som i det ypperligste udtryk kan udligne kvalitetsforskelle mellem to hold.

4-4-2.

To kæder med fire spillere.

Og to arbejdsomme angribere (eller Grønkjær bag N’Doye).

Masser af sideforskydninger i forhold til boldens placering. Og meget lidt følgen modstander.

Stik modsat Manchester United-manager Louis van Gaals indstilling til det forsvarsmæssige som er meget mere mand-mand-orienteret. Med risiko for, at spillerne ender i uvante positioner.

Og ulig Chelsea-manager José Mourinho og andre pragmatikeres måde at håndtere forsvarsspillet på, hvor (de offensive) midtbanekanter ofte ender på samme linje som firemandsforsvaret i de kampe, hvor Mourinho indstiller sig på ”en bedre” modstander.

4-3-3 bliver til en 6-3-1-forsvarsmur.

Herved tabes momentum og boldbesiddelse og initiativet gives til modstanderne. Mens en enlig angriber samler kræfter til omstillinger.

Sådan kan man også få succes.

Forsvarstendensen, som vi så det ved VM i Brasilien, går imod mere mand-mand-orientering (Chile, Holland, Tyskland…). Stadigvæk med grundlæggende zoneprincipper, men man forlader gerne sin zone for at dække sin modstander færdig.

Men sådan spilles bolden ikke på Solbakkens bane.

Han er idealist. Og socialist. Også som fodboldtænker.

Alle arbejder for kollektivet. Man hjælper hinanden. Kæderne står tæt på hinanden. Men med et proaktivt tankesæt. Højtstående forsvarslinje. Ikke reagerende på modstandernes udfald. Kædereaktioner.

Og denne fodboldideologi kan gøres med succes.

Det sensationelle 1-1-resultat i 2010 mod verdens bedste hold, FC Barcelona, blev skabt med denne formel.

Mikael Antonsson og Matthias Zanka Jørgensen dannede stopperduo. Zdenek Pospech og Oscar Wendt var backer. Forsvarsspillere med større styrke i det offensive end defensive.

Foran lå Christian Bolanos, William Kvist, Claudemir og Martin Vingaard og beskyttede de bagerste.

Kæder tæt på hinanden. Intet mellemrum. Mange aftaler.

Et system som kræver ultimativ tillid til hinanden. Hjælpeforsvar.

Men det er noget af det sværeste i fodbold at realisere. Gevinsten er stor, når taktikken lykkes, men vejen dertil bliver bumpet og besværlig, hvis spillerne ikke opfylder de udstukne roller. Der skal kun ét svagt led til at bryde selv den stærkeste kæde.

FCK tabte til et forbillede

Vinder FCK "the double" i 2014/2015?

Vinder FCK “the double” i 2014/2015?

På forhånd var FCK bagud på mange parametre inden opgøret mod Bayer Leverkusen.

Tyskerne har bedre spillere. Teknisk, hurtighedsmæssigt, i opfattelsesevne.

Sådan er virkeligheden, når modstanderen er et top 4-hold fra Bundesliga.

Sejren skulle tiltvinges med andre midler.

Mere løbevillighed, synkronisk indsats rent taktisk samt effektivitet på dødbolde.

Desværre var det kun sidstnævnte parameter som gik til ”løvernes” fordel.

Allerede fra Claudemirs første lange indkast i det  tredje minut var det tydeligt, at Ståle Solbakken havde udset sig tyskernes zoneopdækning ved dødbolde som et svagt punkt som kunne udnyttes.

Alle store folk blev pisket ind i feltet.

FCK har også i Superligaen vist farlighed ved disse standardsituationer.

I alle fem kampe i den hjemlige turnering har FCK enten scoret (FCN, FCV og FCM) eller været tæt på (SIF, Hobro) efter et indkast, frispark eller hjørne.

Og mod Bayer Leverkusen var der gevinst igen.

Matthias ”Zanka” Jørgensen headede eminent FCK tilbage i kampen, lige som den tidligere PSV-spiller også havde en fod med i 2-1 føringsmålet af Daniel Amartey efter et fremragende frisparksindlæg fra Pierre Bengtsson.

Men kun på dette parameter var de danske vicemestre bedst, hvilket gjorde opgaven umulig mod den velsmurte tyske maskine.

For når en kvalitetsmodstander samtidigt samlet løber mere end FCK-spillerne (ifølge TV3+), til dels på grund af spillestilen, så har man ikke en chance.

”Pelle” alene i verden

Ståle Solbakken var forbandet over måden de tyske mål faldt på.

FC København forsvarede sig nemlig skidt i disse situationer (som det jo ofte er, når der går mål ind…).

Især den centrale duo, Per Nilsson og Matthias ”Zanka” Jørgensen, spiller endnu ikke samme melodi hele sangen igennem.

Lige så forudseende og rolig på bolden ”Zanka” var i det offensive, lige så svært havde teknikeren med sine placeringer i sit samspil med svenskeren, for der skal tages beslutninger hele tiden. Og i højt tempo.

Sideforskyde eller blive i området? Skubbe op eller falde i banen? Tackle eller skærme?

”Zanka” er en elegant og spillende forsvarsspiller som er dygtig til at bryde spillet fremfor at lave knusende tacklinger. Placeringsevnen er i høj grad FCK’s nummer 25’s styrke mere end kampvilligheden.

Derfor kunne makkerparret med modsætningen, den duelstærke ”Pelle” Nilsson, måske være logisk.

En ”Beckenbauer” og en ”Schwarzenbeck”.

Nu har duoen spillet fem tællende kampe sammen i det centrale forsvar, men afstemningen mellem de to centrale forsvarsspillere halter stadig.

Også mod Bayer Leverkusen var der for mange forkerte beslutninger i forhold til, når der skulle enten bakkes eller skubbes op for at eliminere mellemrumsspillerne. Selv “langsomme” Kiessling fik af og til plads til at tæmme bolden.

2-2-målet afslører mangler hos den unge danske stopper. Bolden ryger i duel ved stoppermakkeren, men Zanka ser faren alt for sent, og er placeret for langt fra sin kollega, (som i øvrigt fejl-timer sit indgreb på den høje bold mod Heung Min Son).

Den stærke danske forsvarsspiller reagerer ikke som en forsvarsspiller bør gøre med instinktive sprinter i hjælpeforsvar og konstant værende på tæerne.

Bevægelsesmønstret kan derimod se dovent ud, hvilket ikke kommer ”Zanka” til gode i tvivlstilfælde.

Modsat ser Per Nilsson skidt ud ved alle tre mål. Ved 0-1, hvor han taber den direkte duel med Stefan Kiessling, samt ved Leverkusens 3-2 scoring, hvor svenskeren forsøger at trække offside, da Heung Min Son spilles igennem til en friløber.

Begge mål kunne og burde have været undgået, hvis stopperduoen havde læst situationerne bedre. Individuelt og som makkerpar.

Konklusion

At tabe til et tysk tophold er ikke en katastrofe eller en overraskelse.

Hvor den nye træner for Leverkusen, Roger Schmidt, dygtigt og effektivt har implementeret en helt ny spillestil i Bundesligaklubben, så er Ståle Solbakken endnu ikke lykkes med sin mission.

FCK spillede en godkendt kamp og scorede flot på dødbolde men reelt set udstillede Bayer Leverkusen i perioder et københavnske hold som stadigvæk er uden den fornødne sikkerhed i de defensive positioner og dermed tillod modstanderne for mange chancer. Og som heller ikke havde helt nok sammenhæng og teknisk kvalitet i de offensive aktioner til kontinuerligt at sætte Leverkusen under pres.

Men mulighederne var der alligevel for ”løverne”.

Og Leverkusen var heldige med ikke at få et straffespark samt et rødt kort dømt imod sig, hvilket havde ændret kampens forløb.

Men konklusionen på kampen havde alligevel været den samme.

Skadesramte FC København har endnu ikke fundet harmonien i forsvaret, og det er bekymrende.

Er Ståle Solbakkens ideologi om det rene zoneforsvar for ekstrem?

Nej.

Men når FCK-spillerne ikke rammer topformen og laver for mange individuelle fejl, teknisk som taktisk, og kollektivet dermed svækkes, så forstærker zone-forsvarsprincipperne den negative tendens. Ansvaret for at løse holdets problemer skubbes for ofte videre til næstemanden.

Der er det uendeligt meget mere simpelt at uddele modstandernes rygnumre som forsvarsprincip. På den korte bane.

Men det er ikke den vej, som Ståle vil mod Superliga-guldet.

Mission impossible?

 

EKSTRA

FCK’s bagkæde i sæsonen

  1. SIF: 2 Tom Høgli – 4 Per Nilsson – 25 Zanka – 3 Pierre Bengtsson
  2. FCN: 2 Tom Høgli – 4 Per Nilsson – 25 Zanka – 3 Pierre Bengtsson
  3. Dnipro: 2 T. Høgli – 4 P. Nilsson – 25 Zanka – 3 P. Bengtsson
  4. FCV: 2 Tom Høgli – 15 Mikael Antonsson – 4 Per Nilsson – 3 Pierre Bengtsson
  5. Dnipro: 2 T. Høgli – 4 P. Nilsson – 25 Zanka – 3 P. Bengtsson
  6. Hobro: 2 Tom Høgli – 15 Mikael Antonsson – 25 Zanka – 3 Pierre Bengtsson
  7. FCM: 18 D. Amartey – 4 P. Nilsson – 15 M. Antonsson – 2 T. Høgli (Zanka i karantæne)
  8. Bayer: 2 T. Høgli – 4 P. Nilsson – 25 Zanka- 3 P. Bengtsson