(4-8-2015) Rundesang 3: Brøndby synger den næste sang…

Brødbetyngede Brøndby...

Brødbetyngede Brøndby…

Ikke Færdigtbagt.

Sådan kunne IF i klubnavnet fra Vestegnen skævtolkes.

Det såkaldte “år 0” for Brøndby IF er selvfølgelig ikke langt væk, men hvor er det overraskende, at Thomas Franks tropper kan fremstå så nervøse og dermed så usammenhængende efter tredje runde i Superligaen. Og pointløse for første gang i historien.

Det er jo faktisk tredje sæson, at træner Franks tanker “gærer” på de kanter, og i øjeblikket ligner slutproduktet mere et fladbrød end et “franksbrød”…

Dette mysterium er der statistikker som kan hjælpe til med at forklare, men der er også andre tal der giver håb for en bedre fremtid for denne blogs gæt på en sølvvinder.

Thomas Kahlenberg og Daniel Agger er skadede, og Johan Elmander samt Martin Albrechtsen bænket, så Martin Ørnskov var det tætteste de gul-blå kom et erfarent “forbillede” i startformationen mod herlige Hobro IK, som i øvrigt fortjener et hurra.

Brøndby IF havde da også ligaens yngste startopstilling i runde 3, hvilket delvist forklarer, at der ikke var mange “krummer” i hjemmeholdet:

ALDERSSNIT (hold med fed skrift vandt):

  1. VFF – 27 år 341 dage
  2. SønderjyskE – 27 år 109 dage
  3. Hobro – 27 år 55 dage
  4. AGF – 27 år 37 dage
  5. RFC – 26 år 195 dage
  6. FCM – 26 år 158 dage
  7. AaB – 26 år 11 dage
  8. EFB – 25 år 308 dage
  9. FCK – 25 år 150 dage
  10. OB – 25 år 142 dage
  11. FCN – 24 år 157 dage
  12. BIF – 24 år 47 dage

En ung startformation betyder som regel også lille kamperfaring fra Superligaen, men  hele tre superligakonkurrenters start-11 har spillet færre kampe end Brøndbys tilsvarende.

SAMLET ANTAL SUPERLIGAKAMPE BLANDT 11 STARTENDE:

  1. AaB – 1417 kampe
  2. AGF 1216 kampe
  3. RFC – 1216 kampe
  4. FCM – 1161 kampe
  5. VFF – 1086
  6. SønderjyskE – 851
  7. FCK – 847
  8. OB – 790
  9. Brøndby IF – 752 kampe
  10. EFB – 735
  11. FCN – 697
  12. Hobro – 693

Men den statistik som for alvor forklarer Thomas Franks udfordringer i Brøndby er følgende liste som viser, hvor lang tid en spiller i gennemsnit har tilbragt i de respektive klubber i runde 3’s forskellige startformationer.

11 STARTENDE SPILLERE – ANSÆTTELSESTID I KLUB i snit:

  1. AaB – 1186 dage
  2. RFC – 1138 dage
  3. AGF – 1017 (648 uden Stef Ras.)
  4. FCM – 826 dage
  5. FCN – 798 dage
  6. Hobro – 775 dage
  7. EfB – 625 dage
  8. Vff – 586 dage
  9. OB – 533 dage
  10. SønderjyskE – 530 dage
  11. FCK – 502 dage
  12. Brøndby IF – 464 dage

Sammenspilsgraden i Superligaens runde 3 var altså lavest i Brøndby. Nu smutter Lukas Hradecky så til tysk fodbold, hvilket kun nedbringer tallet yderligere i Brøndby.

Men også når vi kigger på effektiviteten foran mål, så har vi en sørgelig fortælling at fortælle Brøndby-fansene. Kun hver fjerde afslutning rammer målet:

Efter Runde 3 (2015/2016) Afslutninger indenfor rammen i %
Hobro IK 56,25%
OB 53,57%
Randers FC (kun 2 kampe) 50,00%
AGF 42,86%
SønderjyskE 42,86%
FC København (kun 2 kampe) 40,74%
AaB 38,78%
FC Nordsjælland 31,58%
Esbjerg fB 31,25%
Viborg FF 30,56%
FC Midtjylland 25,64%
Brøndby IF 25,00%

Og af de afslutninger, som rammer målet, ender for få inde bag modstandernes målmand.

2015/2016 Mål per afslutning i %
Randers FC 25,00%
FC København 18,52%
OB 17,86%
AGF 17,86%
FC Midtjylland 12,82%
SønderjyskE 11,43%
Esbjerg fB 6,25%
Hobro IK 6,25%
AaB 6,12%
Viborg FF 5,56%
FC Nordsjælland 5,26%
Brøndby IF 4,17%

En næsten lige så bedrøvelig statistik for BIF er modstandernes effektivitet på afslutningerne. Hver femte afslutning på Brøndbys mål ender i netmaskerne, hvilket er superligarekord.

Afslutninger imod (2015/2016) Mål imod per afslutning (i %)
Brøndby IF 20,00%
FC Nordsjælland 17,65%
Randers FC 15,79%
SønderjyskE 14,71%
Esbjerg fB 10,20%
FC København 9,52%
AGF 8,57%
Hobro IK 8,00%
AaB 7,50%
Viborg FF 6,82%
FC Midtjylland 4,35%
OB 4,08%

Så langt, så skidt.

Heldigvis for Thomas Frank og kompagni, er der dog statistikker som peger på bedre tider på Vestegnen.

Brøndby er nemlig flittigt afsluttende…

efter runde 3 (2015/2016) Afslutninger mod mål i snit
AaB 16,33
Brøndby IF 16,00
Esbjerg fB 16,00
FC København 13,50
FC Midtjylland 13,00
FC Nordsjælland 12,67
Viborg FF 12,00
SønderjyskE 11,67
Hobro IK 10,67
Randers FC 10,00
OB 9,33
AGF 9,33

…og Dumic/Ørnskov/Albrechtsen/Agger & co holder modstanderne fra mange forsøg i den anden ende:

efter runde 3 (2015/2016) Afslutninger imod per kamp
FC Midtjylland 7,7
Randers FC 9,5
Brøndby IF 10,0
FC København 10,5
FC Nordsjælland 11,3
SønderjyskE 11,3
AGF 11,7
AaB 13,3
Viborg FF 14,7
Esbjerg fB 16,3
OB 16,3
Hobro IK 16,7

Konklusion:

Nervøse spillere tænker for mange tanker og mister roen i spillet.

Brøndby har mistet holdets “mojo”, og den manglende selvtillid i begge ender af banen trækker statistikkerne i den forkerte retning.

Franks ønskede spillestil med fokus på boldbesiddelse og mange spillere foran boldholderen er noget af det sværeste at praktisere men omvendt både smukt at kigge på, samt effektivt når det lykkes.

Men uden selvtillid er missionen svær.

Tallene i denne blog viser i følge denne afsender, at tankerne er rigtige. Det er udførelsen, der halter.

Brøndby har ikke lagt et større brød op, end de kan bage.

Holdet er bare hverken færdigsammenbragt eller færdigbagt.

“Bager” Frank bør have mere tid.

Det første jeg tænkte, da Kampen var overstaaet var: ”Hvordan klarede du dig – og hvordan bliver kritkkken i Morgen?” Frygten for den strenge Presse meldte sig…

(Landsholdsspiller Poul Jensen i bogen “Tre fra Landsholdet”, 1933)

(alle tal fra superliga.dk, danskfodbold.com, superstats.dk og transfermarkt.co.uk)

 

 

Bonus

 

Superliga 2015/2016 – Trænernavn Klub Ansat den… Dage som træner i klub Antal kampe som træner i klubben (før 15/16) i dag
Colin Todd Randers FC 5/6/2012 1139* 144 04/08/15
Jonas Dal Hobro IK 1/2/2013 903 33 04/08/15
Niels Frederiksen EfB 01/07/13 753 132 04/08/15
Thomas Frank BIF 1/7/2013 753 66 04/08/15
Ståle Solbakken FCK 20/8/2013 704 239 04/08/15
Olafur Kristjansson FCN 1/7/2014 393 33 04/08/15
Morten Wieghorst AGF 01/07/14 393 165 04/08/15
Johnny Mølby Viborg ff 1/7/2015 33 99 04/08/15
Jakob Michelsen SønderjyskE 1/7/2015 33 0 04/08/15
Kent Nielsen OB 1/7/2015 33 319 04/08/15
Lars Søndergaard AaB 1/7/2015 33 140 04/08/15
Jess Thorup FCM 12/07/15 22 48 04/08/15

*Rettet den 4-8-2015

(9-3-2015) Skal Thomas Frank fyres?

Pen og mikrofon er parat og projektøren peger på Thomas Frank

Pen og mikrofon er parat og projektøren peger på Thomas Frank

Thomas Frank oplever sin tid i Brøndby som et eventyr.

For i en fabelfortælling er der altid tre udfordringer.

Den første udfordring blev overvundet i indledningen af sæsonen 2013/2014, hvor syv kampe uden sejr blev vendt med 2-1 triumfen over OB i runde 8.

”…og så har næsten hele det her efterår (2014) været en udfordring, fordi det har været meget op og ned (…) Nu venter jeg på tredje udfordring, før målet er nået (…) i foråret ser vi et Brøndby-hold, som er klar til at tage næste niveau. Vi har haft den anden udfordring, og vi skal sørge for at finde den stabilitet, som vi havde i de 26 kampe i sidste sæson…vi skal have en bedre bund i holdet…”” (Thomas Frank til Tipsbladet d. 2-1-2015)

Og her står vi så nu.

Den tredje og vigtigste udfordring i Brøndby-trænerens tid i klubben.

En dejlig dommedag er nær?

”Det er en dejlig dag i dag” lyder første slide angiveligt til alle Thomas Franks taktikmøder.

Men for få af Vestegnens profiler har indtil nu grebet dagen og tilsidesat taktik og kampens logik og afgjort en kamp med en individuel aktion som kun stjernespillere kan. Og skal. Kappeklædt med superkræfter. Grib dagen. Tag chancen.

Selvom fodbold er en holdsport, så er det nu engang en sandhed i spillet, at svigtende form hos profiler og lav chanceudnyttelse formindsker muligheden for sejr betragteligt.

Trods mange gode taktiske tanker og stor iver, som denne blog har behandlet før.

Sådan gik det for Brøndby i Københavns lokalopgør.

Daniel Amartey bankede ind.

Teemu Pukki og Ariel Nunez skød forbi.

Thomas Frank havde færre spillere at vælge mellem til Brøndby IF’s holdopstilling mod FC København grundet karantæne til fire nøglespillere. Mest bemærkelsesværdigt til startformationen mod FCK var derfor fravalget af Alexander Szymanowski, selvom kantspilleren dog alligevel fik en rolle i kampen, da Daniel Agger udgik med sit ildbefindende. Den tidligere så højtroste argentiners rolle siden 3-0 nederlaget til Hobro IK, hvor den målløse profil blev udskiftet efter 64 minutter, har været forsvindende lille i forhold til forventningerne. Groft sagt uden mål i støvlerne siden kontraktunderskrivelsen i januar 2014.

Et billede på Brøndbys resultatmæssige problemer.

Så nu står træner Frank som fyringstruet efter tre forårskampe og kun 1 point.

Investeringerne i truppen har været store fra bestyrelsesformand Jan Bech Andersens side, og målet er top 3, hvilket Brøndby lige nu er seks point fra.

Bech Andersen er en utålmodig herre, så hvor længe har Frank tilbage som træner i Brøndby?

Historisk perspektiv

Vi er i gang med at udvikle et hold og en klub, som skal tilbage til toppen af dansk fodbold. Efter en hård start med 7 kampe uden sejre, havde vi egentlig 26 kampe med et rigtigt flot pointsnit og fin udvikling i spillet…” (Thomas Frank til Tipsbladet d. 2-1-2015)

Lad os først sammenligne Thomas Franks resultater med tidligere Brøndby-træneres præstationer. Vilkårene har været forskellige fra sæson til sæson, men vi forsøger alligevel.

  • Point per kamp

Fodbold handler om at vinde, og her halter Frank en del efter, når han sættes op mod de mest succesfulde af klubbens seneste 10 trænere. Når vi kigger på pointsnittet per kamp, så placerer Thomas Frank sig kun akkurat foran Kent Nielsen, som blev fyret efter 38 kampe som chef – 14 opgør mindre, end hvor Thomas Frank står nu.

Brøndby vil i top 3. Men ligger nr. 5.

Ikke bestået (se tabel 1).

  • Mål per kamp

For at vinde skal du score mål. Fodbold handler om at score mål.

Og netop her har Franks filosofi ikke slået igennem som man kan se på tabel 2, hvor kun Brøndby i kaostiden under Auri Skabalius scorede færre mål per kamp end Franks udvalgte.

Ikke bestået. (se tabel 2)

  • Forsvarsdelen (mål imod)

Mål er ikke altid nok i fodbold, for en sejr kræver, at et hold også kan holde modstanderne fra at score, og her står Thomas Frank godt i billedet. Brøndby har forsvaret sig godt i de seneste to sæsoner.

Franks ønske og fokus på den tydelig struktur har båret frugt i denne del af spillet, for modsat de 5 kolleger, som tidligere er blevet fyret som cheftræner i Brøndby, så har Frank sat et fundament i klubben som virker. Sammenlignes sæsonerne som blev skæbnesvangre for fyrede Brøndby-Superligatrænere, så præsterer Thomas Franks hold som et tophold i den defensive del. (se tabel 3)

Også sat over for de seneste 10 Brøndby-trænere. (se tabel 4).

Bestået.

  • Sammenspillet – kontinuitet

Selvom fodbold ofte afgøres af solopræstationer eller evnen til at score på dødbolde (FC Midtjylland…), så kommer alt til udtryk på basis af evnen til at forsvare og angribe som et hold. I medgang og modgang. Disse mekanismer og relationer tager tid at bygge op, også selvom spillerne har store navne og et gloværdigt CV.

Netop her ligger Thomas Franks største udfordring. Store investeringer genererer store forventninger, men det er vigtigt at huske, at Brøndby i dag kun er en 20 måneder gammel konstruktion på resterne efter ”ground zero”, da konkurs, nedrykning og opløsning truede under 2012/2013-sæsonen.

Så selvom der er brugt mange penge på investeringer i truppen, så har denne stor udskiftning selv sagt ikke styrket kontinuiteten, som denne blog før har nævnt som et vigtigt succesparameter.

Brøndbys startformation mod FCK har været sammen i kortere tid end både FC København, som ellers også har skiftet meget ud i truppen, samt ikke mindst de kommende guldvindere fra FC Midtjylland. (se tabel 5)

  • Spillestil

”…Vi er blevet bedre til at dominere kampene, uden at vi nødvendigvis bombarderer ned mod ét mål, men vi er i kontrol og har dominans…” (Thomas Frank, januar 2015)

Thomas Franks filosofi siger, at sejr skal sikres gennem dominans på bolden og aggressivt spil.

Læg dertil lag om for eksempel varierende pres (lavt og højt), omstillings-spil samt evnen til at score på dødbolde. Brøndbys stil er dynamisk, som vi så det mod FC København, hvor presset blev sat lavt, hvilket gav omstillingsmuligheder efter veludført pres og genpres.

Set over sæsonen er Thomas Franks spillestil delvis veludført, ifølge tallene fra Prozone.

Bestået (se tabel 6)

Konklusion

Når følelserne tager over, har rationaliteten ingen chance.

Brøndby ligger derfor dårligere placeret, end hvad målsætningen prædiker, og det er fyringsgrund for mange topledere.

Jeg mener, det ville være tåbeligt at skille sig af med Thomas Frank.

Også selvom Danmarks måske dygtigste træner Kasper Hjulmand er ledig på markedet.

Statistikker er én side af sagen, men der er tre specielle grunde til, at Frank bør fortsætte som Brøndby-træner efter denne skribents mening.

1) Den defensive struktur er på plads (se tabel 3 og 4)

2) Præstationerne er gode – intensiteten er til stede. Hjertet er med. Logikken siger, at resultaterne bør komme. Top 3 er stadigt realistisk. (se også tabel 6)

3) Spillerne i toppen af hierarkiet støtter deres træner. Ifølge en kilde tæt på truppen. Kahlenberg, Agger og Elmander. Uden denne opbakning var missionen umulig for Frank.

Næste opgør for Brøndby er mod OB, og det kan være vendepunktet som vi så det i sidste sæson, hvor krisesnakken efter syv opgør uden fuld gevinst forsvandt efter hjemmesejren på 2-1. Det blev den første af 9 kampe uden nederlag til Thomas Franks tropper.

Fortsætter Brøndby med de nuværende præstationsniveau, så er chancerne for sejr mod ”de fynske tigre” store.

Men kan Brøndby stå for presset?

Det er tid til at gribe dagen.

”…Vi er ikke så langt fra, hvor vi gerne vil være, men vi har nok lidt under, hvad alle havde forventet – også jeg. Det er det som gør, at trykket bliver lidt stort udefra…”
(Thomas Frank i Tipsbladet d. 2-1-2015)

 

Tabel 1 – Brøndby IF’s seneste 10 trænere – point / kamp

Trænernavn Point/kamp
Michael Laudrup 1,96
Ebbe Skovdahl 1,90
Åge Hareide 1,81
Tom Køhlert 1,71
Morten Olsen 1,69
Thomas Frank 1,54
Kent Nielsen 1,53
Henrik Jensen 1,51
René Meulensteen 1,33
Auri Skabalius 1,15

 

 

Tabel 2 – Brøndby IF’s seneste 10 trænere – mål / kamp

Trænernavn Mål / kamp
Åge Hareide 2,07
Ebbe Skovdahl 1,98
Michael Laudrup 1,80
Kent Nielsen 1,66
Tom Køhlert 1,64
Henrik Jensen 1,53
Morten Olsen 1,44
René Meulensteen 1,33
Thomas Frank 1,33
Auri Skabalius 1,09

 

Tabel 3 – Sammenlignet med 5 fyrede Brøndby-trænere. Tal fra sæson, hvor fyring indtræffer

Navn mål imod / kamp
Thomas Frank 1,00
René Meulensteen 1,17
Morten Olsen 1,22
Auri Skarbalius 1,36
Henrik Jensen 1,46
Kent Nielsen 1,77

 

Tabel 4 – 10 seneste Brøndby-trænere. Mål imod/kamp

Trænernavn Mål imod / kamp
Michael Laudrup 0,92
Morten Olsen 1,07
Tom Køhlert 1,09
Thomas Frank 1,10
Åge Hareide 1,12
Ebbe Skovdahl 1,12
René Meulensteen 1,17
Henrik Jensen 1,21
Auri Skabalius 1,36
Kent Nielsen 1,50

 

Tabel 5 – Gennemsnitlig ansættelsestid (dage) i klubben for startformation i Alka Superligaens runde 20 (udvalgte hold)

klub Gennemsnitlig ansættelsestid for start 11 (runde 20) – målt i dage
FC Midtjylland 1054
FC København 548
Brøndby IF 483

 

Tabel 6 – Brøndbys placering i Superligaen. Tal fra Prozone

  • Antal mål: nr. 4
  • Afslutninger: Nr. 3,
  • afslutninger inden for rammen: Nr. 4
  • Flest pasninger/kamp: Nr. 3 (FC Nordsjælland og AaB har flere pasninger per kamp)
  • succesfulde pasningsparametre: nr. 3-4
  • 50/50 dueller; Nr. 1 (kun FCK er bedre i luftspillet)
  • hjørnespark per kamp: Nr. 2
  • flest frispark tildelt: Nr. 1.
  • Offside: Nr. 12

(12-1-2015) Brøndby IF – På vej mod toppen?

Med store tanker kommer høje forventninger.

Brøndbys ”Vision 2017” fortæller, at klubben skal være danske mestre senest om 3 sæsoner. Og minimum i top 3 i hver sæson.

Brøndby ligger pt. nummer fire. Som man sluttede i sidste sæson.

Altså under målsætningen.

De højprofilerede ny-indkøb har endnu ikke givet den håbede sportslige succes på den korte bane, og millioninvesteringer fra en engageret investor Jan Bech Andersen er først og fremmest en stor gave som har sat fart i klubben, men med den økonomiske indsprøjtning følger naturligvis også kravet om indflydelse samt målsætninger der opfyldes.

Besindighed og tålmodighed med langtidsprojekter er angiveligt ikke bestyrelsesformandens største dyd.

” …Jeg kan blive sindssygt hidsig og gå til folk med skarpe spørgsmål og holde dem ansvarlige for det, de er ansat til… Den der klappen-på-skuldrene-mentalitet, hvor vi siger til hinanden, »hvor er vi gode« – den har jeg det rigtig svært med. Hvis vi skal flytte os, er det vigtigt at udfordre hinanden…”
(Jan Bech Andersen i interview med Viasat-programmet ”Onside”, efteråret 2014)

Så linjen er lagt for den på senior-eliteniveau helt uerfarne Brøndby-cheftræner Thomas Frank.

Den 41-årige tidligere DBU-træner er nu halvanden år inde i genoprejsningen af Brøndby som seriøs topklub, og sæson to har vist forbedringer i forhold første år.

I efteråret 2014 spillede holdet sig til 1,6 point i snit (i 17 kampe), hvilket er 0,2 point/kamp bedre end samme halvåret 2013 (25 point i 18 kampe, målscore 23-22). http://www.superstats.dk/stilling/index?vis=efteraar&aar=2013%2F2014 .

For at blive dansk mester skal Frank lede sit hold til yderligere minimum 0,25 point/kamp (i sæsonerne med 3 point for en sejr, er Kent Nielsen og AaB’s snit på 1,88 i 2013/2014 det tredjemindste snit for en guldvinder).

Måler vi Brøndbys resultater i kalenderåret 2014, så opfylder Frank målsætningen med en tredjeplads kun 5 point efter FCM og 4 fra FCK. Som det næstmest scorende hold (45 mål). http://www.superstats.dk/stilling/helaars.

Så selvom skuffelserne over bundskrabere som for eksempel to nederlag til Hobro, så peger pilen for det generelle billede svagt opad.

Brøndbys styrker – Spillestil, erfaren akse og talentarbejde.

”…Vi er blevet bedre til at dominere kampene, uden at vi nødvendigvis bombarderer ned mod ét mål, men vi er i kontrol og har dominans. Omvendt er der også et bundniveau, som jeg slet ikke er tilfreds med, og det skal vi have ændret…”
(Tomas Frank i Tipsbladet, januar 2015)

Possession er et vigtigt element i Brøndbys spillestil, og de gul-blå ligger også øverst på boldbesiddelseparametret i Superligaen (56,3%), hvilket er en klar forbedring i forhold til sidste sæson (52,4%).

Offensivt ønsker Thomas Frank stor bevægelighed (uforudsigelighed), offensive backer og mange spillere i feltet, når bolden er på sidste tredjedel.

Med de højtstående backer, indløbende kanter, to angribere samt en fremadstormende Thomas Kahlenberg har Brøndby ofte 5+ spillere i eller omkring feltet ved indlæg. Systematisk.

I 44,5% af de gange Brøndby spiller en bold i feltet, har man kontrol på bolden ved modtagelsen. Det er Superligabedst.

Det er energirig fodbold som begejstrer på de synkroniserede dage, hvilket genpresset, som også er et af holdets varetegn, og som på de bedste dage er ligaens bedste, lægger yderligere til.

Luftduel-konger er Brøndby-holdet også, da statistikkerne fra Prozone viser, at holdet vinder flest dueller i ligaen. Det skyldes i høj grad Johan Elmander samt de centrale forsvarsspillere Agger, Semb Berge, Dumic og Albrechtsen.

Men Brøndbys klart største styrke i bedste opstilling er en ”på papiret” meget stærk central akse, hvilket alle topklubber hungrer efter. Lukas Hradecky, Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander i topform bør bære holdet til en top 2-placering. Men her er nøglespillerne ikke endnu.

Rundt omkring denne erfarne ryggrad på holdet, skal de unge levere varen.

Brøndby IF er i denne sæson Superligaholdet med den gennemsnitligt laveste alder i startopstillingen.

http://www.superstats.dk/spillere/alder-start …og I 2017 skal 50% af startopstillingen være fra egen talentsatsning, MasterClass.

En sympatisk indstilling til holdsammensætningen.

Med 13 U-landsholdsspillere, målt på de senest udtagede unge DBU-hold, har Brøndby den øjeblikkelige førertrøje i Danmark og med MasterClass-projektet, hvor klubben napper talenter på blandt andet Fyn (Næsby Boldklub), i Vestjylland (Holstebro Boldklub), Sønderjylland (Kolding B.) og Sverige (Landskrona BOIS) ser rekrutteringsmulighederne lovende ud for fremtiden, hvilket dog klubben ikke selv forventer at give mærkbart resultat på A-holdet før om fem år.

U19-holdet ligger da også pt. i bunden af ligaen, mens U17 akkurat sniger sig ind i top 5 (men derfor kan Svenn Crone, Daniel Stückler, Rezan Corlu eller andre jo sagtens alligevel blive superliga-spiller).

Brøndbys udviklingsområder: Dødbolde, defensiv balance og individuel formsvigt

Præstationerne har været svingende. Hvorfor det?

Forklaringerne er mange.

1) Tidsfaktor

Det kan tage tid at implementere en spillestil, hvilket har været tilfældet i Brøndby.

Modsat FC København, så har rivalen fra vestegnen en overvejende del af sin boldbesiddelse (59,4%) på egen banehalvdel (FCK: 51-49) og er faktisk procentvist MINDST på sidste tredjedel i forhold til samlet spil. Læg dertil at pasningssuccessen kun er tredjebedst i Superligaen (65,4%. AaB og FCN på 69%).

Nye spillere skal finde form og plads i spillestil. Flere af de nytilkomne som Elmander, Agger og Kahlenberg kom til klubben uden optimal kamptræning, og det koster ofte at spille folk i form.

2) Offensiv effektivitet

Trods den megen boldkontrol, har de gul-blå luftduelkonger ikke samtidig flest afslutninger, for her er Brøndby kun tredje flittigst (14,5) efter EfB (14,8) og FCM (15,5). Værre er det, at holdet samtidig har for få målforsøg som ender indenfor stolperne (Brøndby er nr. 5 med 4,9. FCM, FCN, OB, EfB har flere).

Desuden løber man også MINDST offside i Superligaen (29 kendelser i 17 kampe. FCN har næstfærrest med 36. RFC flest med 52), hvilket delvist skyldes mange lavtstående modstandere. Løbene på kanten af modstandernes bagkæde er der. Ser man Elbasan Rashanis mål mod OB, så har Brøndby det direkte spil i sig, men at have færrest offside-løb er for denne skribent ikke et sundhedstegn for et offensivt tænkende hold. Selv tiki-taka-mestrene fra FC Barcelona løber mere offside.

http://www.whoscored.com/Regions/206/Tournaments/4/Seasons/5435/Stages/11363/TeamStatistics/Spain-La-Liga-2014-2015

Det overrasker derfor ikke, at målene mangler. Med 21 scoringer overgås Brøndby af EFB (23), Hobro IK (24) og FC Midtjylland (34), og meget symbolsk har Brøndby ikke fået tilkendt et eneste straffespark.

3) Den mentale kamp – Formsvigt

Formsvage kanter har en indvirkning på ovenstående faktum. Driblestærke Alexander Szymanowski startede godt, men har siden fastansættelsen i Brøndby kun scoret 1 mål i 31 kampe. Rashani, Hjulsager og Hassani har haft lyspunkter men ofte enten været ustabile eller skadede. Pukki og Elmander er også forsøgt på kanten.

I Tipsbladet fortæller Thomas Frank om ”presset udefra”, og hvordan det har påvirket spillerne. Det er en vital opgave for træneren at få styr på spillernes spændingsniveau.

4) Spillervalg – Holdets balance

Med en offensiv spillestil, mange angrebslystne spillere og filosofien om at dominere modstanderne kommer udfordringen om at finde defensiv balance på holdet.

Hvor mange offensive typer, kan et hold bære på samme tid?

For fodbold handler også om defensive relationer, fysik og evnen til at have positiv dødboldsstatistik.

Tyskland vandt VM med en opstilling der ofte havde fire stoppere i bagerste kæde. Lige som Belgien også spillede uden moderne angrebsbacker.

Feyenoord, som denne skribent har fulgt via TV2’s transmissioner fra Europas mest målrige liga, den hollandske Eredivsie, fandt først formen i denne sæson, da træner Fred Rutten ofrede en wing for tovejsspilleren Jens Toornstra.

Southampton fandt søndag succes på Old Trafford med den centrale midtbanespiller Steve Davis som kantspiller. Et spørgsmål om balance.

Thomas Frank har forsøgt samme opskrift, da energispilleren Mikkel Thygesen har spillet som kantspiller. Uden held mod FCK, men med positivt resultat i sejrene over SønderjyskE og Silkeborg IF. Det virker dog som en nødløsning.

Da Brøndby under Frank spiller med små offensive backtyper som skaber stort pres på ydersiden med evige overlap-løb, er spørgsmålet om balance på Brøndby-holdet et centralt tema.

Det giver nemlig udfordringer, når egne angreb brydes.

Af de 17 mål, Hradecky har ladet gå ind, er for mange (5) kommet på omstillinger.

5) Dødbolde

Et andet udviklingsområde er evnen til at være afgørende på dødbolde.

Her scorer Brøndby ikke nok.

På 85 hjørnespark i efteråret (5,0/kamp=fjerde mest i superliga. FCM med 5,8 og SønderjyskE har mindst med 3,6) har Thomas Franks tropper scoret tre mål (Semb Berge mod FCN, Kahlenberg mod FCV og Hassani mod SIF). Det er gennemsnitligt, da tommelfingerreglen siger et mål per 30 hjørnespark. Men tre dødboldsmål er samtidig næstfærrest af Superligaklubberne.

Så gennemsnit er ikke godt nok for en ”wanna be” topklub, så afstanden op til de bedste dødboldspecialister i Superligaen skal formindskes (FCM 13 mål, Hobro IK 9, FCK og SønderjyskE 6, EfB 5, Silkeborg 4, AaB 3, FCV 3 og FCN 2).

Sammenligningen med tidligere mestre

Nogle gange lykkes projekter nærmest fra første taktikmøde.

Roy Hodgson brugte kun et år på at bringe guldet til FCK. Det samme skete med John ”Faxe” Jensens Herfølge Boldklub året før.

Men sådan lyder historien ikke for langt de fleste mesterhold.

AaB rykkede nær ned og først efter 3 sæsoner med Kent Nielsen som taktikfører og løbende trup-justeringer spillede AaB sig til guld.

FC Nordsjælland var to år inden DM-guldet også tæt på nedrykning med Morten Wieghorst som chef (og Kasper Hjulmand i assistent-rolle), men spillefilosofien blev bevaret selv i modgangstiderne, hvilket altså gav bonus i 2011/2012.

FC København vandt i 2006, da Hans Backes arbejde blev bragt i mål af Ståle Solbakken. Det solide fundament blev ført videre indtil 2008, hvor Erik Hamrén efter 5 års opbygning i det nordjyske fandt guldformlen.

I Brøndby ankom Michael Laudrup i 2002, men det var første tredje sæson som var lykkens gang for det danske fodboldikon.

Er Thomas Frank også Brøndbytræner i 2017?

Agger ve og vel – Tacklinger, spilfordeling og kropsbelastning

Et indkøb skiller sig markant ud.

Daniel Agger. Landsholdsanføreren.

Men er Agger også den bedste forsvarsspiller i Superligaen?

I alliance med Prozone og Amisco, kan vi på TV2 Sporten ”afsløre”, at Agger ikke er øverst på en eneste af de MÅLBARE parametre fra efterårets Superligakampe.

Mathias ”Zanka” Jørgensen (FCK) er mere præcis med sine fremadrettede afleveringer og har færre boldtab.

Kenneth Emil Pedersen (AaB) har flere vellykkede afleveringer ind på sidste tredjedel.

Ivan Runje (FCN) vinder flere luftdueller.

Jim Larsen (FCM) scorer flere mål.

Faktum er dog, at Brøndby præsterer resultatmæssigt bedst med Agger på banen. Flere mål scoret, færre mål imod og et højere pointsnit.

Sammenligner vi Daniel Agger med Brøndby-kollegerne på samme position (som central forsvarsspiller), så leverer den 30-årige landsholdsanfører både kvantitet og kvalitet.

  • Mest på bolden – bedst på bolden
  • Flest pasninger + flest succesfulde fremadrettede pasninger (men IKKE i %)
  • Duelstærk: Går i markant flest dueller og vinder derfor også flere (tacklinger og 50/50-kontraster). Dog ikke procentvis.
  • Flest luftdueller og flest vunde luftdueller.

Tilkomsten af Daniel Agger har forbedret Brøndby IF på banen.

Især på de ikke-målbare parametre som ledelse og det forsvarsorganisatoriske. I omklædningsrummet og på træningsbanen. Agger går forrest og tager ansvar, hvilket har en beroligende effekt på holdet, men med ankomsten af Agger er presset øget på alle, hvilket træner Frank indrømmer i Tipsbladet har været en udfordring som har betydet udfald i for mange kampe (hvor Agger ikke var på banen).

Profilen har fået en god start på livet i Brøndby, men jeg forventer mere i foråret.

Men kan kroppen holde til belastningen?

Forsvarsspilleren har allerede misset tre og en halv kamp af 11 mulige.

Ifølge Per Rud skal den 30-årige Agger slutte karrieren i Brøndby, men han fik kun en 2-årig kontrakt.

Hmmmm…?!

Pukki v Makienok – hvad har ændret sig?

Da målscorende Simon Makienok skiftede stegt flæsk med persillesovs ud med pasta alla siciliana (Palermo), fandt sportschef Per Rud to afløsere i skotske Celtic.

Og sammenligner vi via Prozone Teemu Pukki, Aron Holmbert Fridjonsson og Simon Makienoks præstationer i Brøndby-trøjen er de statistiske forskelle markant.

”Robert Lewandowski” nævnte Thomas Frank i ”Zaks zone” i efteråret som sin yndlingsangriber. Blandt andet på grund af polakkens bevægelighed.

Med erhvervelsen af finske Pukki er Frank kommet nærmere målet, da Prozone-tallene viser, at Celtic-spilleren yder mere i spillet end opspilsstationen og målscoreren Makienok.

Pukki har bolden mere. Tager markant flere højintense løb. Er mere pasningssikker (især til sidste tredjedel). Har færre boldtab. Laver flere driblinger. Har flere indlæg. Går i flere dueller langs jorden (men IKKE i luften…).

Også defensivt giver bevægelige Pukki holdet mere.

Især Brøndbys genpres har fået ekstra pondus med finske fødder på toppen.

Men så er der ”detaljen” med målscoringen.

Pukki har ”kun” 3,65 skud/kamp mod Makienoks 4,68 afslutninger, og Pukki skal fortsætte den fine stime for at matche Makienoks statistik med stort set et superligamål i hver anden kamp.

I Brøndby anno 2015 er ansvaret for målscoringen bredt ud på flere spillere.

Data fra Prozone er divideret med antal spillet minutter i Superligaen og multipliceret med 90 = for at kunne sammenligne Pukki Fridjonsson(har endnu ikke spillet en fuld kamp for BIF) Makienok
Antal højintense løb (i meter)/pr. 90 minutter 54 15 33
Antal sprints / 90 minutter 22 6 10
Løbet sprint (i meter) / 90 minutter 476 195 269
Højintens løbet distance i meter/ 90 minutter 926 557 519
Projekteret distance (i kilometer) / 90 min 11,2 11,6 10,6

Konklusion

Med en trup som spiller for spillere er stærkere end de seneste mestre fra AAB, så er det klart, at den nuværende 4. Plads ikke er prangende.

Målt på resultaterne, har Thomas Frank gjort det fornuftigt som træner for Brøndby IF. Vi må ikke glemme, at han som træner skal balancere mellem et fokus på kulturen (det langsigtede) og det sportslige (kortsigtede) i en klub som for kun 18 måneder siden var tæt på både nedrykning og konkurs.

Det tager tid at spille et hold sammen og med 8 nye markante profiler (+ ungdomsspillere) som er hentet ind i de sidste to transfervinduer alene, så har Thomas Frank haft travlt med at prædike sammenhæng til træning.

Fremtiden ser lovende ud, men får Thomas Frank tillid fra bestyrelsen til at fortsætte arbejdet?

Det må tiden vise.